Superintendent J. J. Christensen - del 3
Af C. Nielsen
Jens Joachim Christensen blev født den 26. Marts 1845 i Landsbyen Hornstrup ved Vejle. Forældrene var Husmand Christen Jochumsen, født 20. August 1797, og Hustru Birthe Madsdatter, født 10. Maj 1812.
Kirkebogen oplyser, at Barnet blev hjemmedøbt den 1. April „formedelst Sygdom“, og at han blev fremstillet i Kirken den 11. Maj s. A. Der var et Barn til i Ægteskabet — en Søn — der saavidt vides døde i 20-Aars Alderen. Om ham har jeg ikke kunnet fremskaffe nærmere Oplysninger.
Den lille Jens Joachim begyndte sin Skolegang i Grejs Skole den 1. November 1852 — 7 1/2 Aar gammel, hvilket viser, at Forældrene paa det Tidspunkt var tilflyttet Grejs Sogn. Efter min Anmodning har Førstelæreren i Grejs, Hr. V. Winther, tilstillet mig en Udskrift af Grejs Skoles Eksamensprotokol for Aarene 26. April 1853 til 29. April 1857, hvilken viser, at J. J. Christensen hele Tiden havde særdeles gode Karakterer.
Det sidste Aar havde han højeste Karakter (5) i alle Fag undtagen i Religion; dér kunde han ikke drive det til mere end 4 1/2! Ved hver Eksamen havde han tillige højeste Karakter i „Nemme“. Ved sidste Eksamen 29. April 1857, da han altsaa kun er 12 Aar gl., er Jens Joachim Nr. 3 i Fortegneisen over 48 Elever i ældste Klasse.
Længere end til 1857 gaar den gamle Protokol desværre ikke, saa vi kan ikke følge hans Skolegang de to sidste Aar, men der er et Vidnesbyrd om ham fra hans gamle Skolekammerat og senere Samfundsbroder, den nu 90-aarige fhv. Ledvogter Søren Christian Sørensen i Ølgod; han meddeler, at J. J. Christensen var meget flittig og sad øverst i længere Tid; han var vel lidt af Kammeraterne og tog sig især af de smaa. — Den 17. April 1859 blev han konfirmeret i Grejs Kirke. Hans Vidnesbyrd i Kirkebogen lyder: „Kundskab udmærket god, Opførsel meget god.“
Skønt Oplysningerne fra hans Barndom kun er faa, kan vi dog paa Grundlag af ovenstaaende Meddelelser danne os et ret levende Billede af ham som Dreng. Han var lærenem, flittig og dygtig, opførte sig godt, var en god Kammerat og var som større de smaa Børns Forsvarer, naar de store vilde forurette dem.
Det var ikke uden Grund, at J. J. Christensen allerede tidligt var udrustet med saadanne gode Egenskaber; thi det var et velsignet Hjem, han voksede op i. Han fortalte ofte om Barndomshjemmet; om sin gode, stærke og dygtige Fader og sin blide gudfrygtige Moder.
Saa længe han levede, havde han en Lænestol staaende i sit Kontor; den var hans kæreste Eje. Ved den havde Moderen ofte bøjet sine Knæ sammen med sin Dreng og lært ham at bede til Gud. Og de Bønner, en Far og Mor beder for og med sit Barn, betyder ikke blot, at Barnet derved omgives af en hellig Atmosfære, der er som et Værn om dem, naar Fristelser møder dem, men ogsaa, at der derved lægges Grund i Barnesindet for alt godt og rent. Og Barnet lærer at se opad, og den Dag kommer saa, før eller senere, da det selv gennem Bønnen finder Udtryk for den aandelige Trang, der findes i Sjælen. Saadan et Barn er vel faren! Den gamle Lænestol er endnu i Familiens Eje, og Sønnerne betragter den næsten som en Relikvi, der taler til dem om Fædrenes Tro og Gudsfrygt.
Ved et fælles Distriktsmøde, der afholdtes i København i Slutningen af November Maaned 1900, hørte jeg J. J. Christensen omtale sin Moder paa en saare smuk Maade. Distriktsmødet afsluttedes med et velsignet „Vidnemøde“, hvor mange af de forsamlede Brødre udtalte sig, særlig om deres personlige Forhold til Kristus. J. J. Christensen var den sidste i Rækken. Han sagde bl. a.:
Efter Konfirmationen satte Forældrene deres Søn i Skræderlære i Vejle. Om det var den Svaghed, der havde vist sig ved Fødslen, der endnu gjorde sig gældende og bevirkede, at man valgte det forholdsvis lette Fag, eller det var af andre Grunde, vides ikke. Men i alle Tilfælde var det en Fejltagelse.
Havde de rigtig været klar over de rige Evner, deres Søn var i Besiddelse af, havde de uden Tvivl allerede paa det Tidspunkt ladet ham faa den fornødne boglige Uddannelse. Senere, da de saa, i hvilken Retning hans Anlæg, Interesser og Kald gik, maatte de ofre betydeligt, for at han gennem Kursus og privat Undervisning kunde indhente det forsømte.
J. J. Christensens Far, Chr. Jochumsen, døde 1. Juli 1879 omtrent 82 Aar gammel. Han ligger begravet paa Grejs Kirkegaard. Hans Mor døde i 1885 og ligger begravet paa Vejle Kirkegaard.
At J. J. Christensens Deltagelse i de gudelige Forsamlinger og Lærer Sommers stormende Møder, hans Indlemmelse i Metodistsamfundet og hans Deltagelse i Menighedens Gudstjenester og Møder i Forbindelse med Paavirkningen i Hjemmet har hjulpet ham ind i et bevidst og personligt Gudsforhold er utvivlsomt. Hvornaar det skete, gjorde han aldrig Rede for, ej heller hvor det var sket — kun at det var sket. Og det er jo Hovedsagen!
Af C. Nielsen
Jens Joachim Christensen blev født den 26. Marts 1845 i Landsbyen Hornstrup ved Vejle. Forældrene var Husmand Christen Jochumsen, født 20. August 1797, og Hustru Birthe Madsdatter, født 10. Maj 1812.
Kirkebogen oplyser, at Barnet blev hjemmedøbt den 1. April „formedelst Sygdom“, og at han blev fremstillet i Kirken den 11. Maj s. A. Der var et Barn til i Ægteskabet — en Søn — der saavidt vides døde i 20-Aars Alderen. Om ham har jeg ikke kunnet fremskaffe nærmere Oplysninger.
Den lille Jens Joachim begyndte sin Skolegang i Grejs Skole den 1. November 1852 — 7 1/2 Aar gammel, hvilket viser, at Forældrene paa det Tidspunkt var tilflyttet Grejs Sogn. Efter min Anmodning har Førstelæreren i Grejs, Hr. V. Winther, tilstillet mig en Udskrift af Grejs Skoles Eksamensprotokol for Aarene 26. April 1853 til 29. April 1857, hvilken viser, at J. J. Christensen hele Tiden havde særdeles gode Karakterer.
Det sidste Aar havde han højeste Karakter (5) i alle Fag undtagen i Religion; dér kunde han ikke drive det til mere end 4 1/2! Ved hver Eksamen havde han tillige højeste Karakter i „Nemme“. Ved sidste Eksamen 29. April 1857, da han altsaa kun er 12 Aar gl., er Jens Joachim Nr. 3 i Fortegneisen over 48 Elever i ældste Klasse.
Længere end til 1857 gaar den gamle Protokol desværre ikke, saa vi kan ikke følge hans Skolegang de to sidste Aar, men der er et Vidnesbyrd om ham fra hans gamle Skolekammerat og senere Samfundsbroder, den nu 90-aarige fhv. Ledvogter Søren Christian Sørensen i Ølgod; han meddeler, at J. J. Christensen var meget flittig og sad øverst i længere Tid; han var vel lidt af Kammeraterne og tog sig især af de smaa. — Den 17. April 1859 blev han konfirmeret i Grejs Kirke. Hans Vidnesbyrd i Kirkebogen lyder: „Kundskab udmærket god, Opførsel meget god.“
Skønt Oplysningerne fra hans Barndom kun er faa, kan vi dog paa Grundlag af ovenstaaende Meddelelser danne os et ret levende Billede af ham som Dreng. Han var lærenem, flittig og dygtig, opførte sig godt, var en god Kammerat og var som større de smaa Børns Forsvarer, naar de store vilde forurette dem.
Det var ikke uden Grund, at J. J. Christensen allerede tidligt var udrustet med saadanne gode Egenskaber; thi det var et velsignet Hjem, han voksede op i. Han fortalte ofte om Barndomshjemmet; om sin gode, stærke og dygtige Fader og sin blide gudfrygtige Moder.
Saa længe han levede, havde han en Lænestol staaende i sit Kontor; den var hans kæreste Eje. Ved den havde Moderen ofte bøjet sine Knæ sammen med sin Dreng og lært ham at bede til Gud. Og de Bønner, en Far og Mor beder for og med sit Barn, betyder ikke blot, at Barnet derved omgives af en hellig Atmosfære, der er som et Værn om dem, naar Fristelser møder dem, men ogsaa, at der derved lægges Grund i Barnesindet for alt godt og rent. Og Barnet lærer at se opad, og den Dag kommer saa, før eller senere, da det selv gennem Bønnen finder Udtryk for den aandelige Trang, der findes i Sjælen. Saadan et Barn er vel faren! Den gamle Lænestol er endnu i Familiens Eje, og Sønnerne betragter den næsten som en Relikvi, der taler til dem om Fædrenes Tro og Gudsfrygt.
Ved et fælles Distriktsmøde, der afholdtes i København i Slutningen af November Maaned 1900, hørte jeg J. J. Christensen omtale sin Moder paa en saare smuk Maade. Distriktsmødet afsluttedes med et velsignet „Vidnemøde“, hvor mange af de forsamlede Brødre udtalte sig, særlig om deres personlige Forhold til Kristus. J. J. Christensen var den sidste i Rækken. Han sagde bl. a.:
„Det Billede, min Moder malede for mig af Jesus, har jeg aldrig kunnet glemme. Det var vel ikke fordi det var bedre end de, der er fremstillede her i Dag, men det var det første.“
Efter Konfirmationen satte Forældrene deres Søn i Skræderlære i Vejle. Om det var den Svaghed, der havde vist sig ved Fødslen, der endnu gjorde sig gældende og bevirkede, at man valgte det forholdsvis lette Fag, eller det var af andre Grunde, vides ikke. Men i alle Tilfælde var det en Fejltagelse.
Havde de rigtig været klar over de rige Evner, deres Søn var i Besiddelse af, havde de uden Tvivl allerede paa det Tidspunkt ladet ham faa den fornødne boglige Uddannelse. Senere, da de saa, i hvilken Retning hans Anlæg, Interesser og Kald gik, maatte de ofre betydeligt, for at han gennem Kursus og privat Undervisning kunde indhente det forsømte.
J. J. Christensens Far, Chr. Jochumsen, døde 1. Juli 1879 omtrent 82 Aar gammel. Han ligger begravet paa Grejs Kirkegaard. Hans Mor døde i 1885 og ligger begravet paa Vejle Kirkegaard.
At J. J. Christensens Deltagelse i de gudelige Forsamlinger og Lærer Sommers stormende Møder, hans Indlemmelse i Metodistsamfundet og hans Deltagelse i Menighedens Gudstjenester og Møder i Forbindelse med Paavirkningen i Hjemmet har hjulpet ham ind i et bevidst og personligt Gudsforhold er utvivlsomt. Hvornaar det skete, gjorde han aldrig Rede for, ej heller hvor det var sket — kun at det var sket. Og det er jo Hovedsagen!
Kommentarer
Send en kommentar