Fiskerne og deres Dont

Havnebyggeriet i Strandby ca. 1880

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 2

Af Chr. Nielsen

Det var et haardført Folk i gamle Dage, de Strandby Fiskere.

Deres gamle Lærer, L. H. Schroll, der har undervist 3 á 4 Generationer i Skoledistriktet, har for mange Aar siden givet en meget livfuld Skildring af dem og deres Gerning i et Frederikshavnerblad. Herfra hidsættes følgende Smaapluk:

I Morgen er det den 1. September 1871; saa maa der skrabes Østers paa Statens Østersbanke i Aalbækbugten. Banken strækker sig fra Skagen et Par Mil sydpaa ad Hirsholmene til. Bankens Bredde er om ved en halv Mil. Vanddybden er fra 8 1/2 til 11 Favne. Som al Fladfisk fra Læsø til Skagen er Danmarks fineste, var Østers’en i Aalbækbugten Verdens mest velsmagende. Alle Kendere og Yndere smækkede med Tungen af Velbehag, naar Fladstrands-Østers’en blev serveret. Til Kongens Bord skulde der aarligt sendes 30 Tønder Østers.

Af ukendte Grunde aftog Østersbestanden Aar for Aar. Omkring 1880—81 ophørte Skrabningen. Driftsudgifterne blev for store.

I Aarets fire Sommermaaneder havde de store Baade fra tre til fem Tons solet sig paa Kaasebakken, naar de da ikke blev brugt til Stenfiskeri til Havnen.

Men i August Maaned blev Baadene tættede, tjærede og malede. Paa Maanedens sidste Dag stillede Fiskerne sig paa begge Sider af den store Baad. Een „sang“ op, Ryggene sattes under Baadens Sider, Benene straktes, Baaden løftedes og bares fremad. Mange Gange maatte der tages „Tav“, før Baaden flød i  Kaasen. „Traller“ paa Vesteryggene viste, hvem der vilde „være“ og ikke „synes“. Motorer, der nu er som Ballast i Fiskerbaaden, kendtes ikke. Men Ballast skulde der til, thi Efteraarsstormene kan komme pludselig og uventet. Vinddrejning med Snestorm af Nordøst med høj Sø kan gøre Sejladsen meget farlig.

Ballasten i Østersbaadene bestod af Kampesten, 2 til 3 Læs, helst saa store som en kraftig Mand kunde løfte om Bord fra Molen. Dette Arbejde var ikke uden Fare. Med én Fod paa Molen og én paa Baadens Ræling skulde Stenene løftes i Baaden. Bevægede Baaden sig for meget ud og ind, kunde der let ske en Sprængning af Underlivet ved det haarde Løft. Derpaa blev Fiskegrejerne, de saakaldte Skrabere med tilhørende Tove, bragt om Bord. Tillod Vejret det, blev Baadene lagt til Ankers lidt fra Land.

Var Vinden efter Midnat frisk Vest—Nordvest, var det fint Skrabevejr, og da tørnede Fiskerne ud Kl. 2—3, medbringende Proviant for 2—3 Dage. En halv, „grov, hjemmebagt Kage“, lidt Smør, Fedt, ristet Fisk og andet Paalæg, en Dunk Vand samt et Par Potter Brændevin var Føden til en saadan kold Havtur, der kunde vare indtil 3 Døgn. Først de sidste Aar toges der en Gryde med, hvori nedsattes et hjemmelavet Spritapparat, saa der kunde varmes Vand. Skind- og Olieklæder ejedes kun af faa.

Efter et Par Timers Sejlads er Arbejdspladsen naaet. Nu sættes Skraberne ud, 8—12 efter Baadens Størrelse. Skrabernes Overkant er dannet af et Jernskelet i Form af en aflang Rektangel, 2 Alen i Længde og 12 Tommer i Højde, hertil er fastgjort et Net af en Alens Dybde og en Maskevidde af 2 Tommer. Et Tov, 25 til 40 Favne i Længde, er fastgjort til Skraberen og fortøjet til Baadens Ræling. Baaden driver sidelæns for Vind og Strøm og slæber Skraberne langs Havbunden; disse fyldes med Østers, Skaller m. m.

Et „Sæt“ varer en Times Tid. Saa hales Skraberne op. Affaldet og „Undermaalerne“ kastes i Havet. Salgs-Østers gemmes hen. I Frostvejr maa de dækkes godt. Naar Bankerne er gennemsejlet, krydses mod Land til et nyt „Sæt“. Natten glider, og Dagen kommer. Skrabningen fortsættes næste Nat og Dagen derpaa. Mellem Ophalingerne kan der blundes lidt.

Men naar Vinden mod Aften sprang om til Nordøst med tiltagende Kuling, og Sneskyer rullede sig op i Synskredsen, da gjaldt det om at komme bort og i Læ, før den kommende Snestorm fo’r frem i al sin Vælde, medens Vinternattens Mørke sænkede sig over Hav og Land og skjulte Fyr og Landkending.

I Farens Tid vaagner alle Fiskerens Sømandsinstinkter. Efter Kompas og Lod finder han Vej Vest om Græsholmen op under den beboede Ø. Havnen turde Baadene ikke søge. Altsaa maatte de for Natten ankre op saa nær Kysten som muligt. Paa Ballaststene, hyllet i et omvendt Sejl, søgte Fiskerne Natteleje. De, der havde Pligt i Forstavnen, laa som Herremænd. Vinternatten ved Juletid er lang og kold. Bør vi da undres over, at et Par Drammer om Morgenen gjorde Tilværelsen lidt lysere, eller at en gammel Mand, naar han krøb frem under Sejlet, raabte: „A hobber“; „A hobber“ (d. v. s. ryster) — rystende af Kulde. Kom Baadsmændene efter Stormnatten ikke frem i Morgendæmringen, sejlede Holmboerne ud til dem.

Tillod Vejret det, sejlede Baadene til Frederikshavn. Fangsten lossedes. En Kop Kaffe livede de forfrosne Fiskere op. Hjemturen — 1 Mil — i de tunge, vaade Klæder var ofte drøj.

Saalangt Lærer Schroll.

— Ja, det var et haardført Folk.

„Det er ingen Sag, saalænge Vandet kan løbe af Træskoene,“ var der én, der sagde, „men naar det fryser til Is, er det li’egodt en grimme Fornemmelse“. 

Desværre var nok de fleste af dem i Brændevinens Vold, og det forklarer deres store Fattigdom, trods det, at Østersskrabningen og andet Fiskeri kunde give en ret god Indtægt; flere af dem havde dog eget Hus med tilhørende Landeri