onsdag den 17. september 2014

Metodismen i Strandby

Søndagsskolen 1921-23
foran det lille forsamlingshus fra 1892,
der hovedsageligt var blevet
finansieret ved aktiesalg af 10 kr.
Niels Tvilling havde skænket grunden.
Fiskeskipper Niels Tvilling - del 4:

Af Chr. Nielsen


Pastor H. Hansen var som klippet og skaaret til Arbejdet paa denne Egn. Han talte kraftigt imod Synden, men kunde jo ogsaa vise Synderen hen til den Frelser, som han personlig havde lært at kende. Forskellige baade alvorlige og fornøjelige Træk fortælles fra hans Virksomhed.

Det hændte saaledes en Gang, at han talte i „Engen“s Lade. En gammel Sukker-Fustage blev benyttet som Talerstol; midt under Talen gik Bunden ud og Præsten forsvandt ned i Fustagen. Da han atter havde faaet sig samlet op, sagde han:
„Vel gik jeg den Vej; men Døren staar aaben for jer“, (han havde talt over Ordet: Se jeg stiller for dig en aaben Dør). 
Hvorsomhelst han kom i Frederikshavn og Bangsbostrand og adskillige Steder i Egnen Syd og Vest for Frederikshavn og ikke mindst i det store Elling Sogn (hvortil Strandby hører) Nord for Byen — overalt var der Mennesker, der tog imod Vidnesbyrdet og begyndte et nyt Liv.

Foruden Niels Tvilling og Hustru, der som ovenfor bemærket, var blandt de første, der blev vundet for Herren, skal jeg nævne enkelte andre, der Tid efter anden kom med.

Der var den blinde Thomas Riisager. Han var ikke blot blind, men meget tunghør, men han var altid glad. Han havde et uudtømmeligt Forraad af Æventyr og Sange, som han sang og fortalte for Børn og Børnebørn og alle, der vilde høre paa ham. Til Gengæld skulde de unge saa lære ham alle de nye, aandelige Sange, der med Metodisterne var kommet til Byen. Dem lærte han udenad tillige med lange Afsnit i Bibelen.

Kort før han skulde dø, var Pastor Thaarup i Strandby for at give ham Nadveren. Han kunde ikke høre Ritualet, men saa fremsagde han det selv sammen med Præsten; han kunde det udenad. Han døde i 1905.

Nogen Tid efter, at Tvillings var blevet vundet for Gud, kom Hans Thomsen Kusk og Hustru Signe med paa Herrens Vej. Manden var en stille, indadvendt Natur, men „Bedste Kusk“, som hun hed i mange Aar, var til Gengæld kvik og stærkt interesseret i Kirkens Arbejde, særlig i Søndagsskolen.

Hun var altid rede til at forsvare Kirken, naar nogen angreb den. Hun havde et rigeligt Forraad af Fyndord, som hun delte ud af til højre og venstre, naar Lejlighed gaves. Alle satte Pris paa den gamle Kone, der holdt sig frisk højt op i Aarene.

Og Niels Tvillings gamle Far Jens Christian Tvilling maa ogsaa nævnes. I sin Ungdom havde han været Sømand, og var vistnok en haard Krabat. I adskillige Aar var han en stærk Modstander af Metodisterne.

Naar der var Møde i Hjemmet, gik han gerne paa Trods ud ad én Dør og ind ad en anden, og det blev han ved med, saalænge Mødet varede. Men efterhaanden blev han, særlig gennem sin Svigerdatter (Signe Tvilling), ledet til Omvendelse. De sidste ni Aar han levede, laa han til Sengs. Kort før han døde, sagde han til Signe:
„Nu flytter jeg snart. Jeg har haft Besøg af Karen (hans Hustru); hun stod her ved min Seng saa ren og hvid, som i hendes Ungdomsdage. Hun sagde: „Nu skal du snart komme hjem!“ 
Næste Morgen talte de sammen igen. Signe sagde til ham, at han saa saa glad ud.
„Det er jeg ogsaa,“ svarede han, „for Jesus har været her og sagt, at nu maa jeg komme hjem“. 
Saa spiste han sin Morgenmad, og en Time efter var han død. Han blev 91 Aar gammel.

Da Pastor Hansen i 1877 var flyttet til Frederikshavn fra Hjørring, aabnede han Kirkens Dør for hvem, der vilde med. De første, der meldte sig fra Elling Sogn, var Niels Tvilling og hans Hustru. Efter et halvt Aars Prøvetid optoges de i Samfundet den 11. November 1877.

Samtidig med dem optoges seks andre fra Elling Sogn; blandt dem var en Skrædersvend ved Navn Svend Kristian Johansen, der kom til at spille en ret betydelig Rolle i den danske Metodistkirke som Prædikant og Menighedsforstander, som Redaktør og Lærer for vordende Præster m. m. Han lever endnu i København som emeritus, og trods sin høje Alder (81 Aar) tager han af og til Del i Arbejdet for Guds Rige.

Arbejdet i Strandby kom snart ind under faste Former med regelmæssige Møder og Besøg af de vekslende Præster og af Lægbrødrene fra Frederikshavn. Særlig synes den for et Par Aar siden afdøde Lokalprædikant N. C. Danielsen at have været virksom. Møderne holdtes stadig i Niels Tvillings Hjem, men til sidst blev Pladsen for trang. I nogle Aar havde de en lille Mødesal i Thomas Riisagers Hus, men heller ikke her var der tilstrækkelig Plads.

Tilsidst maatte man tænke paa et Forsamlingshus. Niels Tvilling gav en god Grund paa sin Mark, adskillige tegnede Aktier, og inden længe stod Forsamlingshuset der, tilgængelig for hvem, der vilde benytte det: Adventister, Baptister, Metodister, Afholdsfolk, Folkekirkefolk o. s. v. Det var i 1892, at Huset blev bygget.

I 1880 begyndte S. K. Johansen en Søndagsskole i Strandby. Det varede dog ikke længe, da han hen paa Efteraaret rejste til Horsens, hvor han fik Arbejde ved sin Profession og blev stedlig Leder for den lille Flok Metodister, som da fandtes i Byen. Hans gode Ven og aandelige Fader, Pastor Hansen, var kort i Forvejen flyttet til Hornsyld, og ham besøgte han ofte og blev af ham benyttet som Medhjælper i det spredte Arbejde i den store Kreds, der den Gang udgjorde Hornsyld-Horsens Menighed.

Efter Johansen optog en Tømrer Nielsen i Frederikshavn Arbejdet som Leder af Søndagsskolen i Strandby. Nielsen var Baptist. Søndag efter Søndag i over 25 Aar vandrede han den Mil til Strandby og hjem igen i al Slags Vejr. Senere gik Skolen igen over til Metodisternes Ledelse.

Da jeg i 1908 fik Ansvaret for Arbejdet i Frederikshavns Kreds, var der en lille Folk Metodister, der holdt deres regelmæssige Møder i Forsamlingshuset. Jeg mærkede straks, jeg kom derud, at der var en ikke ringe Modtagelighed for Ordet, men det var dog først hen paa Vinteren, det brød rigtig igennem.

Indre Mission og Metodisterne holdt fælles Missionsuger først i den lille Indre Missionssal, og derefter i Forsamlingshuset (saa gode Venner var man den Gang). En Mængde Mennesker strømmede til. Jeg har kun én Gang før (i Esbjerg) set et Lokale pakket som dér.

Alt, hvad der kunde skaffes tilveje af Ekstrasæder, var taget i Brug, og paa hver en lille ledig Plads stod et Menneske. Gangen var fuld, Vaabenhuset var fuldt, Platformen om Talerstolen var saa besat, at Taleren næppe kunde røre sig. Det var nærmest uhyggeligt. Luften var frygtelig. Petroleumslamperne var ved at gaa ud.

Da gjorde jeg det, jeg aldrig har gjort hverken før eller senere. Jeg bad de store Børn og de yngste unge om at blive borte de kommende Aftener, saa vilde vi holde særskilte Møder for dem om Eftermiddagen. Det hjalp noget, og Møderne gik nu sin jævne Gang.

Pastor L. Christensen fra Løkken hjalp os i den Uge, og vi mærkede Herrens Nærhed, uden at der dog var nogen stærk ydre Bevægelse at spore. Men Mennesker gav sig til Gud. Søndag Aften efter Mødet stillede jeg Opfordring om at slutte sig til Menigheden paa Prøve.

Jeg havde ventet 2—3 Stk., der kom 12, og kort efter forøgedes Antallet til omtrent det dobbelte. At der var Jubel og Tak blandt den lille Metodistflok er overflødigt at bemærke. Men flere end disse var blevet vundet; jeg kender adskillige Indre Missionsfolk deroppe, der kom med i hine bevægede og velsignede Dage.

Og hvad der var ikke mindre betydningsfuldt var, at Nidkærhedens Aand vaagnede hos de troende. Indre Missions Venner lagde sig i Selen og fik inden længe bygget deres Missionshus. Metodisterne opkøbte alle de Aktier i Forsamlingshuset, de kunde faa fat paa, og tilsidst blev Huset deres og blev saa indrettet som Kirkesal med tilstødende Bedesal, Køkken, m. m. Senere, under Pastor Niels Manns Pastorat, fik de deres dejlige Kirke med tilhørende Bedesal.

Men tilbage til det gamle Hus. Her fortsattes Arbejdet, og Mennesker kom med paa Herrens Vej, ikke mindst blandt de yngre Fiskerfamilier. Et Aar havde vi Besøg af Lokalprædikant Andreas Quist fra Horsens. Det var lige en Mand, der passede for Befolkningen, varmhjertet i sit Vidnesbyrd, snaksom og livlig i sin Omgængelse.

Et af hans Møder staar levende for min Erindring. Prædikenen var tilende, og vi havde „frit Møde“. Der var Sang, Samtale og Vidnesbyrd. Jeg ser Niels Tvilling sidde tværs over én af de Bænke, der den Gang brugtes (uden Rygstød). Han sang. Han var en ualmindelig god Sanger. Han fortalte ofte, at han som ung var særlig glad for at komme til Aalbæk, for dernede var de saa udmærkede til at synge gamle Viser og Sange. Men nu sang han til Herrens Pris.

Hans Yndlingssang i mange Aar var: „Der er hist et Fredens Land, Guds Børn forvist det ved“; Koret lyder saaledes:
„Kom Børnlille hjem til
det skønne Land.
Kom og arv et bedre Hjem, end
Jorden byde kan!“
Den sang han, saa det dirrede i Huset, alt mens Taarerne trillede ham ned ad Kinderne. Niels Tvilling betragtede alle i Byen som sine Børn, og han vilde gerne have dem frelst hjem alle sammen.

Og Arbejdet er fortsat; Mennesker har sluttet sig til, en selvstændig Menighed er forlængst stiftet. Vækkelsen vedvarer, og af og til bryder den igennem som forgangen Aar (1932—33), da en Mængde Mennesker gennem en stille Vækkelse blev vundet for Gud og tilsluttet Menigheden, der det Aar voksede med ca. 60 pCt.

Hvad er Aarsagen til, at der paa dette Sted har været en saadan Modtagelighed hos Folket, medens der andre Steder har været om end ikke Modstand, saa Ligegyldighed?

Mon ikke afdøde Br. Danielsen har givet Forklaringen. I hans foran omtalte Bog, „Livserindringer“, skriver han bl. a. saaledes:
„Gud ske Lov for hver Opbyggelse, jeg fik i Niels Tvillings Hjem i Strandby. Vi skiltes ikke uden en Bønnestund med hverandre, alle tre om det grønne Bord. Bønne-Emnet: „Strandbys Frelse!"
Dette falder godt sammen med, hvad en af Tvillings Døtre ved en Lejlighed fortalte min Hustru. Hun talte om sit Barndomshjem og sine Forældre. Hver Dag holdt hendes Far Andagt. Han bad for dem alle, og det fandt den lille Pige rimeligt og naturligt. Men altid sluttede han sine Bønner med at bede for hele Strandby, at alle Folk dér maatte komme til at tjene Gud! Det syntes den lille Pige var underligt; ja, hun syntes ligefrem, at det var for meget at bede om! —

Hvormeget har denne Bøn om „det grønne Bord“ betydet for Børns og Børnebørns Frelse? Og for Strandbys Frelse? Har den noget at gøre med Vækkelsen forgangen Aar og de foregaaende Aar?

Hvem, der tror paa Bøn, kan vel tvivle paa, at der gaar en lige Linie fra den daglige Bøn ved „det grønne Bord“ i det lille Fiskerhjem ned gennem Aarene lige til Nutidens rige Oplevelser!
Og endnu et Par Træk fra Danielsens Bog:
„Jeg mindes en regnfuld Aften“, skriver han, „paa Vej fra Strandby og hjem. Jeg syntes, der var saa lidt Fremgang. Da jeg naaede Lerbæk (en stor Gaard) tog Regn og Storm til. Jeg lod min Stok falde paa Vejen og knælede ned og bad Gud velsigne Arbejdet. Med ét blev der ligesom lyst om mig, og der lød ét: „Hvem gaar du for?“ —

Et Øjebliks Kamp under Taarer, saa kom det: „Det véd du, Jesus; det er for dig og Sjæles Frelse!“ Da blev jeg ligesom løftet af evige Arme, og der lød ét: „Fortsæt, og jeg skal glæde dig i din Gerning!“ Jeg glemte Stormen og Regnen og fortsatte Vandringen mod Hjemmet“.
Lad mig slutte dette Kapitel med at sige: Hvis vi vil have Vækkelse, maa der være Bøn; de to kan ikke skilles ad. Bøn, ikke blot i Kirken, men i Hjemmene, ikke blot nu og da, men daglig, ikke blot en kort Tid, men Aar igennem, ikke blot Bøn af Præsten, men af Menigheden!

Gid mange vilde følge Eksemplet fra Strandby!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar