Manden, som Gud brugte

Fra Metodismens første Dage i Danmark - del 1

Af Niels Mann

I det nittende Aarhundrede drog en mægtig Strøm af Emigranter fra de skandinaviske Lande til Amerika — den nye Verden med de store Muligheder. Eventyret lokkede, Guldet drog, og mange længtes bort fra den lille, hjemlige, snævre Verden til Landet med de store Vidder.

Kort over København, ca. 1815

Blandt de Titusinder af yngre Mænd, der vendte Fædrelandet Ryggen i hine Dage og ventede at møde Eventyret i den nye Verden, var der en ung Mand ved Navn Christian Edvard Baltør Willerup. Han var født i København den 6. Oktober 1815 af Forældrene Toldkontrolør A. J. Willerup og Hustru Lovise. Lidet anede han den Dag, han bød Farvel til Far og Mor, Købmandsbod og Fædreland, at Gud havde store Ting, han vilde udrette med ham.

Han skulde møde Eventyret i den nye Verden, men paa en helt anden Maade, end baade han og hans kære havde tænkt sig, og han skulde vende tilbage til sit Fædreland, ikke som en Mand med Guld eller Berømmelse, men som et Jesu Kristi Sendebud, der skulde føre Wesleys Tanker og Metodismens Metoder for Arbejde i Guds Rige ind i det gamle, døde og konservative Land, som Danmark var i hine Dage.

Den unge Willerup havde faaet en god Skoleuddannelse og havde valgt Handelsvejen, og den dygtige og energiske Mand arbejdede sig hurtigt frem i den nye Verden, og han var ikke mere end ca. 32 Aar gammel, da han overtog en god Forretning i Byen Strausburg i Staten Ohio, og hans hele Stilling spaaede ham en god og fremgangsrig Tid som Forretningsmand.

Men Gud vilde det anderledes.

En Aftenstund kom han ind i en Metodistkirke, hvor han hørte Præsten prædike over Lignelsen om den kostbare Perle. Den unge Willerup sad og lyttede:

„Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; og da han fandt en meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde og købte den.“ 

Var han ikke Købmanden, der var draget ud for at søge efter skønne Perler — efter Gods og Guld? Vilde han ogsaa søge efter den ene — den kostbare Perle, der var mere værd end alle de andre tilsammen? — Og vilde hån betale Prisen?

Der blev Uro og Kamp i den unge Mands Sind; men det endte med, at han søgte og fandt Perlen og solgte alt, hvad han ejede for at købe den.

Han gav Gud sit Hjerte.

Denne store, rige Erfaring fyldte hans Liv med en Fred og Glæde, han aldrig før havde kendt, og han kunde ikke andet end vidne om, hvad Gud havde gjort for ham. Inden saa længe blev han Lokalprædikant (Lægprædikant) i Metodistkirken i Strausburg, og da det viste sig, at han havde gode Anlæg som Taler, blev han meget brugt, og han blev snart kendt som en dygtig Lægmand i Prædikegerningen.

Men en Dag mødte Gud ham igen paa en særlig Maade; han stod pludselig Ansigt til Ansigt med Guds Kald til helt at ofre sig for Prædikegerningen. Han havde ikke selv gjort noget for at fremme dette Kald; det kom udefra.

I den store Strøm af skandinaviske Emigranter, der kom til Amerika, især omkring Midten af det nittende Aarhundrede, var der usædvanlig mange Nordmænd. De tog ud paa de store Prærier, hvor Tusinder og atter Tusinder af Tønder Land laa øde hen, og her brød de sig Nyland og byggede deres Hjem. Der voksede flere og flere Kolonier op derude paa de øde Sletter, og Kolonierne blev større og større.

Metodistkirken begyndte at arbejde iblandt disse mange Skandinavere. Dette Arbejde blev paabegyndt af den svenske Pastor O. G. Hedstrøm. Han holdt den første metodistiske Prædiken paa skandinavisk Sprog (Svensk) den 25. Maj 1846 i New York.

Det var den egentlige Begyndelse til hele den skandinaviske Metodisme, og det var i Sandhed den ringe Tings Dag; men han skulde erfare, at Arbejdsmarken var meget stor, og den rummede uanede Muligheder.

Pastor Hedstrøm virkede i New York ved det iblandt Skandinaver saa bekendte „Bethelskib“; men det varede ikke længe, inden Arbejdet voksede ham over Hovedet. Det var ikke blot i New York, der var fuldt op at gøre; men det kaldte derude fra de store Prærier, og Pastor Hedstrøm forstod, at om Arbejdet nogenlunde skulde lykkes, maatte han have Hjælp.

I sin Nød henvendte han sig til Missionsselskabet og spurgte, om ikke de havde en Mand at sende; men Spørgsmaalet var ikke saa let at løse, eftersom det skulde være en Skandinav, der blev kaldt paa som Hjælper, og Arbejdet omfattede kun ganske faa Skandinaver; men Gud ved altid Raad.

Han havde set Manden, før Hedstrøm gik til Missionsselskabet, og han viste Vej for dette til Strausburg, hvor den unge Købmand Chr. Willerup vidnede varmt og nidkært om Guds Naade imod ham og alle, der vilde tage imod Jesus Kristus.

Willerup modtog en Dag i August 1850 et Brev fra Missionsselskabets Sekretær med Forespørgsel, om han ikke kunde tænke sig at afstaa sin Forretning og helt gaa ind i Prædikegerningen. Sekretæren oplyste, at der alene den Sommer var kommen over 20.000 Nordmænd til Amerika, og at Pastor Hedstrøms Kræfter ikke længere kunde slaa til alene. Brevet sluttede med en inderlig Bøn om ikke at sige nej til denne Anmodning:

„O, at De vilde sige: Her er jeg, send mig! ... Hvad er al Deres Ejendom værd i Sammenligning med disse Sjæle — — —“

Willerup havde for ikke saa længe siden giftet sig, da han modtog Brevet. Han havde hentet sin unge Hustru i København, Laura Marie Møller hed hun, og sammen havde de taget fat paa at bygge Hjem og Forretning op under de nye Omgivelser.

Det kan da ogsaa tænkes, at det ikke har været saa let for Willerup og hans unge Hustru at opgive Forretning og det hyggelige Hjem for at gaa ud i et Arbejde, der for dem begge vilde betyde Offer og Anstrengelser.

Det maatte jo blive et Nybyggerarbejde; men allerede et Par Maaneder efter er Willerup og hans Hustru paa Vej til New York, til Arbejdet og Tjenesten for Gud, og mange vil i dette Aar takke Gud for det lydige Vidne, der gik, da Gud kaldte.

Willerup havde ikke været i New York ret længe, før han fik Ordre til at gaa ud til det dengang saakaldte „vilde Vesten“. Han blev ansat i Wisconsin Konference, der hørte til Milwaukee Distrikt.

Det var ude paa Prærien, og her blandt et Nybyggerfolk under yderst primitive Kaar begyndte Willerup sit egentlige Arbejde. Disse Nybyggerfolk var ofte raa og brutale, og Willerup og hans Hustru, der begge var Københavnere og havde faaet en god Opdragelse, maatte gaa ned mellem disse Nybyggere og være som deres egne.

De maatte gøre sig fortrolige med Afsavn, Opofrelse, Kamp og Strid. Den Smule Veje, der var banet, var lange og ofte nærmest ufremkommelige. De havde intet ordentligt Lokale til at afholde deres Møder i, men maatte være glade ved de Skolehuse, der var lige saa primitive som det øvrige i Nybyggernes Verden.

Men det, som bar Willerup over alle Vanskeligheder og gennem tunge Timer, var den Trang, der laa i manges Hjerter efter at høre Evangeliet, og som han stadig mødte; mange flokkedes om Guds Ord, og Willerup fik ret hurtigt grundet et baade godt og solidt Arbejde.

Allerede Aaret efter han var kommen til Wisconsin, byggede han en Kirke i Cambridge — den første skandinaviske Metodistkirke i Verden. Den blev indviet den 21. Juli 1852. En stor Vækkelse bredte sig i hele Egnen.

Mange blev omvendte til Gud; men med det stærke aandelige Liv fulgte ogsaa megen Modstand og Forfølgelse, og Willerup og hans Hustru maatte mere end en Gang takke Gud, fordi han bevarede deres Liv; intet kunde standse Arbejdet. Det gik fremad, nye Pladser blev optaget og flere Medarbejdere kom til.

Herude paa de store Vidder i Kamp med det onde under mange Skikkelser — Forfølgelser og Mistænkeliggørelse, i haardt og slidsomt Arbejde under Nybyggernes trælse Kaar — blev det Skolegang for Willerup som Prædikant og Arbejder i Guds Riges Tjeneste, og Skolegangen skulde nok modne sin Mand; men brændende i Aanden, bedende og stridende arbejdede hine Dages Rejseprædikanter i fjerne Egne for deres Mester.

Et Brev, som Villerup skrev til Pastor O. P. Petersen i 1852 giver et stærkt Indtryk af den Nidkærhed, der besjælede ham. (Pastor O. P. Petersen, der senere blev Grundlægger af Missionen i Norge, var ogsaa kommen ud paa Prærien som Prædikant):

„ ... Jeg er virkelig glad ved at forstaa, at det gaar godt for Dem, priset være Herren! Jeg haaber, at De fremdeles har gode Møder, og at De erhverver Dem stor Kundskab paa Deres Knæ. O, lad os daglig dø fra Verden, og lad os bestræbe os for at faa vore Sjæle opfyldte af Guds Kundskab.

Det er min Bøn for Dem, at den store Hyrde maa give Dem Fremgang i den Kærlighedsgerning, De udfører, at han vil udstyre Dem med den hellige Olie, at han vil give Dem Aandens Kraft, og at han vil herliggøre sig selv ved at bruge Dem som et Middel i sin Haand — saaledes er min Bøn for Dem, naar jeg nærmer mig Naadetronen, og min Sjæl er lykkelig, naar jeg beder for andre.

Iaftes havde jeg saadan en Stund. Da jeg skuede op til Himmelen med Bøn om, at en Velsignelse maatte dale ned over Dem, blev min egen Sjæl vederkvæget. O, det er dyrebart at have Forbønnens Aand...“

De to Pionerer blev nære Venner, skønt de boede mange, mange Mile borte fra hinanden. Naar de to saa velsignet skulde komme til at bryde Nyland sammen, ikke alene i Amerika, men ogsaa i Norge, skyldtes det ikke mindst det hellige Broderskab, der fandtes imellem dem.

O. P. Petersen havde engang redet de mange Mile for at besøge Willerup i Cambridge og hjælpe ham med nogle Møder, og de delte et uforligneligt Samvær med hinanden, og da Petersen igen skulde drage bort, fortælles der, hvor svært det var for dem begge at skilles.

Medens Petersen sadlede sin Hest, stod Willerup og hans Hustru i Døren og græd, og Petersen selv siger:

„Jeg syntes, mit Hjerte vilde briste.“ 

Han steg til Hest og red afsted uden at sige Farvel til sine Venner. Da han kom til en Drejning af Vejen, hvor der var en Skov, der vilde skjule ham for Vennerne, standsede han sin Hest og saa sig tilbage. Pastor Willerup og hans Hustru stod fremdeles i Døren.

Petersen tog sin Hat af og vinkede tre Gange med den, og han red sin Vej grædende. Den hellige Tjeneste, Kampen og Striden i det sjælefrelsende Arbejde forenede de to gudfrygtige og nidkære Mænd.

Dette hellige Broderskab blev ved at bestaa mellem dem. Da W. mange Aar efter, i 1867, mens han boede i København, aflagde et kort Besøg i New York, var O. P. P. ansat paa W.s gamle Virkeplads. W. kunde ikke naa at tage den lange Vej ud til Wisconsin; men da Petersen hørte, at W. var i New York, tog han uopholdelig afsted for at hilse paa ham. I „Missionary Advocate“ for December 1867 skrives om dette:

„Pastor C. Willerup, Superintendent for vore Missioner i Skandinavien, forlod New York den 26. Oktober .... Ved at rejse Nat og Dag lykkedes det Pastor O. P. Petersen at naa New York Fredagen den 25., saa han fik den Glæde at være sammen med sin gamle Ven og Medarbejder hele Natten og lige til Lørdag Middag, idet han ledsagede ham til Dampskibet, som afgik Kl. 12 den Dag.“ — — —

Der blev et betydeligt Arbejde rejst ude paa Prærien; flere Hundrede Mennesker blev vundne for Gud og optaget i Kirken, og adskillige nye Prædikanter var kommen i Tjeneste. Saaledes var Stillingen, da Willerup en Dag i 1856 modtog et Brev fra Biskop Morris, i hvilket han forespørger, om W. vil gaa til Norge som Leder for vor Mission der.

Pastor O. P. Petersen, der var Nordmand, havde, før han drog til Amerika i 1850, virket i flere Byer i Norge til stor Velsignelse. Da der i Aarene derefter stadig lød Kald til ham om at komme tilbage, kaldte Missionsselskabet ham fra Arbejdet paa Prærien og bad ham gaa tilbage til Norge og arbejde der.

Dette skete i 1853. Petersen havde en god Tid i Norge, mens han for anden Gang som Prædikant opholdt sig der; flere Steder var der betydelige Vækkelser, og Arbejdet gik stærkt fremad. Efter et Par Aars Forløb skrev Petersen flere Gange til Missionsselskabet, om de vilde sende en Leder, en Superintendent til Norge, og om det kunde lade sig gøre, vilde han gerne, om Pastor Willerup maatte beklæde denne Stilling. Det var altsaa paa O. P. Petersens Foranledning, at Biskop Morris havde skrevet Brevet til Willerup.

Efter nogen Tids Tøven gik Sagen endelig i Orden, og i et Brev af 25. Februar 1856 skriver Biskop Morris til Willerup:

„De er herved ansat som Superintendent for alle vore Missioner og hele vor Missionsvirksomhed i alle de skandinaviske Lande i Europa, d. v. s. i Norge, Sverrig, Danmark og i de omkringliggende (med Undtagelse af vor Mission i Tyskland), til hvilke vore skandinaviske Missioner herefter maatte blive udstrakte ...“

Det var et mægtigt Virkefeldt, Willerup fik Ledelsen over; der var blot ikke nogen Virksomhed i noget af Landene med Undtagelse af en Smule i Norge; men Mulighederne laa forude ...

Det var med blandede Følelser, at Willerup modtog dette Kald og gjorde sig klar til Rejsen tilbage til den gamle Verden, og havde han vidst, hvorledes hans Hjerte skulde forbløde sig i det strenge Arbejde og under de uhyre store Vanskeligheder, særlig i Danmark, havde han maaske ogsaa søgt at unddrage sig, og dog vilde det ikke have lignet Willerup.

Kort efter Afrejsen skrev han om Amerika som det velsignede Land, det havde været for ham, og hvorledes han nu skulde rejse „til et Land, i hvilket — skønt det er mine Fædres Land — jeg føler mig som en fremmed i et fremmed Land ...“  Han vidste det forud, at den skandinaviske Arbejdsmark vilde blive haard at pløje.

Han ankom til Norge den 2. Juli 1856, og allerede Aftenen efter holdt W. sit første Møde i Sarpsborg; i hine Dage var der ikke Tid for Rejseprædikanten til at tøve ....

Saa arbejdede disse to gode Mænd sammen i Norge. Gud vedkendte sig Arbejdet, og Vækkelsens hellige Ild flammede rundt om, hvor de to Pionerer gik i Kampen for Jesu Kristi Sag. Der rejste sig ogsaa her en voldsom Modstand; men den var som Olie paa den hellige Ild.

Inden saa længe tog man fat paa at opføre den første Metodistkirke i Skandinavien i Sarpsborg, og Willerup indviede den den 1. November 1857. Det var en ret simpel Trækirke; men der var Højtid over Dagen. Willerup prædikede over Teksten fra 2. Mos. 20, 24: „Paa ethvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig.“

Det var en mindeværdig Dag i den skandinaviske Metodismes Historie.

W. havde ikke været saa længe i Norge, før han henvendte sig til Missionsselskabet og beder om flere Medarbejdere; dels voksede Arbejdet, og dels havde han sat sig for at prøve ogsaa at bryde Nyland i sit eget Fædreland. Biskop Simpson havde besøgt Skandinavien i 1857 og havde som saadan set Arbejdet paa nærmere Hold, og dette gjorde sit til, at der kom Forstærkning, saa Willerup, uden at løses fra Superintendentstillingen, kunde rejse til Danmark og paabegynde et Arbejde der.

Tanken om at optage et Arbejde i Danmark har jo sikkert ligget i Willerups Sind fra den Dag, han modtog Ordren fra Missionsselskabet om at gaa til Norge som Leder, og det er ikke usandsynligt, at Udsigten til at kunne føre Metodismen til sit eget Fædreland har været medbestemmende til, at han saa villig gik til Norge, da der blev kaldt ad ham.

Paa Rejse fra Amerika til Norge standsede han en 14 Dagestid i København og fik Anledning til at holde nogle enkelte Møder i private Hjem, og han lovede da de faa Venner at komme igen ved Lejlighed.