Pastor H. Hansen - del 9
Af Adolph Hansen
I Frederikshavn oplevede vi mange Ting; vi havde endog et Bryllup i vort Hjem.
Vi havde en ung Pige i Huset; Trine kaldte vi hende, og vi Børn holdt allesammen meget af „vores Trine“. Jeg holdt endda saa meget af hende, at jeg spurgte, om hun vilde gifte sig med mig, naar jeg blev stor. Jo, det mente Trine da nok. Men en skønne Dag hørte jeg saa, at hun var bleven forlovet med en ung Methodistpræst, som hed Chr. Jensen. Trines Forældre var vist døde, i hvert Tilfælde skulde Brylluppet staa i vort Hjem, og mine Forældre indbød til stort Bryllup. Jeg kendte saa meget til Brudevielses-Ritualet, at jeg kunde drille min Veninde.
I vort Hjem skete der forøvrigt det, at min Broder Olaf rejste til Amerika. Det var svært for Moder at sige Farvel til Olaf, som var det oplivende Element i Hjemmet; men da det var gode Venner (Methodister), som skrev efter ham og sagde, at han skulde være som deres egen Søn, saa fik han Lov at rejse. Mrs. Buck i Des Moines havde som ung Pige været i vort Hjem, og hun holdt meget af Olaf, som hun derfor gerne vilde gøre noget for. —
Naar det var saa svært for mine Forældre at lade min Broder rejse saa langt bort, saa skyldtes det ikke mindst dette, at min ældste Broder, Johannes, Aaret før (November 1897) var druknet nede ved Kap Horn. Det var et haardt Slag for mine Forældre. Johannes var taget ud paa sin sidste Rejse, før han vilde hjem og gaa paa Styrmandsskolen; men i et forrygende Stormvejr blev han slaaet over Bord af et Sejl og druknede. Redning var ganske umulig.
Jeg husker, da Brevet kom fra den engelske Kaptajn paa Fartøjet, min Broder sejlede med. Vi havde længe ventet paa Brev fra Johannes; men vi blev saa underlige, da dette Brev kom, skrevet af en fremmed Haand. Jeg saa, at der stod San Francisco i Poststemplet, og det var Johannes’ Bestemmelsessted; men „det er jo ikke fra Johannes,“ sagde jeg. Far blev bleg og sagde hæst:
Det var et haardt Slag for Mor og næsten knusende for Far, der gjorde sig svære Bebrejdelser, fordi han ikke havde anstrengt sig mere for at faa Johannes til at komme hjem, da han fra England havde meddelt, at han nu vilde hjem og gaa paa Styrmandsskolen, men saa alligevel af en engelsk Methodistfamilie lod sig overtale til at gøre endnu en Rejse med et stort Fartøj, hvor denne Families yngste Søn havde taget sin første Hyre. —
Det var en tung Tid for os alle efter Johannes’ Død. Det var den anden Søn, mine Forældre mistede, og nu rejste den tredie til Amerika. Jeg syntes, at min lille Søster og jeg fik en helt anden Stilling i Hjemmet, nu da vi var de eneste tilbageværende af Søskendeflokken, og mine Forældre savnede min Broder Olaf meget. . . .
Jeg har tidligere omtalt, at Far gerne ønskede fremmede Præster som Prædikanter for de Menigheder, han betjente. I Frederikshavn var der en af Vintrene en Række Vækkelsesmøder, hvor der var Besøg af 3 norske Præster.
Der var en Pastor Sanaker, og saa var der Pastor Barratt; den tredie Præsts Navn husker jeg ikke. For mig overstraalede Pastor Barratt alle de andre — min egen Far og de lokale Lægprædikanter iberegnet. Pastor Barratt var en gudbenaadet Taler, hans Sprog saa smukt, hans Billedforraad saa skønt og rigt, at Hjerterne grebes mægtigt ved hans Tale.
Det var naturligvis af stor Værdi for Far personlig at omgaas og samarbejde med saadanne Mænd, som ogsaa spredte Glæde i vort Hjem. Pastor Barratt var meget musikalsk og havde en kultiveret Sangstemme; naar han satte sig til Orglet og spillede og sang, saa skabtes i Sindene en Stemning, som satte dybe Spor.
Pastor Barratt er af engelsk Slægt, og han havde oversat en Del Sange, som han sang for os, og det var mit Indtryk, at ogsaa Melodierne — i hvert Tilfælde nogle af dem — skyldtes Pastor Barratt. — Jeg gad vidst, om der ikke fra den Tid ogsaa findes nogle Blyantstegninger fra Pastor Barratts Haand. Han tegnede sine Kollegaer og en Del af de mest karakteristiske Typer blandt Menighedens Medlemmer.
Jeg husker ogsaa fra den Tid et Bibelkursus, vistnok nærmest for Søndagsskolelærere. Selve Kursuset var jeg ikke med til, men jeg husker fra det tre for mig helt nye Mænd, som jeg syntes vældig godt om: Pastor L. C. Larsen, Pastor S. K. Johansen og cand. phil. S. Udsen, — maaske nok mest, fordi de talte saa meget med mig. Cand. Udsen vilde absolut, at jeg skulde studere. Det blev der nu aldrig noget af; en Methodistpræsts Budget kunde ikke tage Udgifterne derved — i hvert Tilfælde kun ved eventuel Ansættelse i Kjøbenhavn. Naar cand. Udsen bad mig om at gaa en lang Tur med ham, saa var jeg glad, for jeg kunde ved et Par Spørgsmaal faa ham ind paa et eller andet Afsnit af Danmarks — eller Verdens — Historie, og som han kunde fortælle ... —
Pastor L. C. Larsen var heller ikke kedelig; stilfærdig, men aandfuld og aandrig. Jeg hørte sjældent Far udtale sig om de unge Præster; men en Dag hørte jeg Far sige til en Kollega om Pastor L. C. Larsen:
Til dem hører afgjort Pastor L. C. Larsen. — Og den tredie Mand, jeg nævnte, fordi Navnet kom i min Erindring, da Tankerne samledes om Frederikshavn: Pastor S. K. Johansen — ja, hans Kundskaber imponerede mig overordentlig. Og saa var han i Besiddelse af et pragtfuldt, tørt Lune, som jeg beundrede næsten ligesaa meget som hans Kundskaber.
I Frederikshavn hørte jeg for første Gang Vilh. Beck. Far tog mig med til en Gudstjeneste i Frederikshavns gamle Kirke, hvor Pastor Vilh. Beck prædikede. Jeg skal i den Forbindelse nævne en Tildragelse, der viser, hvor uforsonligt Indre Mission dengang stillede sig over for Methodisterne, det var i saa haarrejsende Modstrid med Pauli Program: at de Kristne skal være „eet Legeme i Kristus", saa at det passerede nu lyder helt utroligt.
Der var død en af de gamle Methodister i Bangsbostrand, og han havde, ret naturligt, udtalt Ønske om, at Far skulde forrette Begravelsen. Der var imidlertid det vanskelige Forhold, at den afdøde havde 6 Sønner, hvoraf 3 havde fulgt Faderen over i Methodistkirken, medens de 3 andre havde sluttet sig til Indre Mission. Disse erklærede, at hvis Methodistpræsten skulde tale i Hjemmet — hvorfra Begravelsen skulde foregaa til Flade Kirkegaard — saa vilde de gaa deres Vej imens.
De 3 Sønner, som var Methodister, var meget bedrøvede over, at der skulde være Ufred ved Faderens Begravelse; men de vilde ikke gaa imod Faderens Ønske, hvorimod de kunde gaa med til, at Folkekirkens Salmebog blev benyttet ved Begravelsen. Nej, det hjalp ikke; de 3 Indre-Missions Mænd gik deres Vej, men kom til Stede, da Kisten skulde bæres ud. Men da man kom til Kirkegaarden, laa der ved Graven en Marmorplade med Inskriptionen:
Af Adolph Hansen
I Frederikshavn oplevede vi mange Ting; vi havde endog et Bryllup i vort Hjem.
Vi havde en ung Pige i Huset; Trine kaldte vi hende, og vi Børn holdt allesammen meget af „vores Trine“. Jeg holdt endda saa meget af hende, at jeg spurgte, om hun vilde gifte sig med mig, naar jeg blev stor. Jo, det mente Trine da nok. Men en skønne Dag hørte jeg saa, at hun var bleven forlovet med en ung Methodistpræst, som hed Chr. Jensen. Trines Forældre var vist døde, i hvert Tilfælde skulde Brylluppet staa i vort Hjem, og mine Forældre indbød til stort Bryllup. Jeg kendte saa meget til Brudevielses-Ritualet, at jeg kunde drille min Veninde.
„Du har jo lovet at gifte dig med mig, Trine, og naar nu Far spørger ovre i Kirken, om Nogen har noget at indvende mod Ægteskabets Indgaaelse, saa rejser jeg mig og siger Ja, da jeg har et ældre Krav paa dig end Pastor Jensen.“Jeg skulde være en af Brudedrengene, saa jeg var jo sikker paa at komme med i Kirken, og jeg var ogsaa saa stor en Spilopmager, at jeg paa det rigtige Sted rømmede mig temmelig stærkt. Trine rødmede, men jeg lod hende dog faa sin Præstemand, som jeg iøvrigt senere kom til at holde meget af. — Brylluppet adskilte sig fra de fleste andre Bryllupper, jeg har deltaget i, derved, at der om Aftenen var stort Møde i Kirken, hvor de nygifte deltog, og Pastor Chr. Jensen var en af Talerne.
I vort Hjem skete der forøvrigt det, at min Broder Olaf rejste til Amerika. Det var svært for Moder at sige Farvel til Olaf, som var det oplivende Element i Hjemmet; men da det var gode Venner (Methodister), som skrev efter ham og sagde, at han skulde være som deres egen Søn, saa fik han Lov at rejse. Mrs. Buck i Des Moines havde som ung Pige været i vort Hjem, og hun holdt meget af Olaf, som hun derfor gerne vilde gøre noget for. —
Naar det var saa svært for mine Forældre at lade min Broder rejse saa langt bort, saa skyldtes det ikke mindst dette, at min ældste Broder, Johannes, Aaret før (November 1897) var druknet nede ved Kap Horn. Det var et haardt Slag for mine Forældre. Johannes var taget ud paa sin sidste Rejse, før han vilde hjem og gaa paa Styrmandsskolen; men i et forrygende Stormvejr blev han slaaet over Bord af et Sejl og druknede. Redning var ganske umulig.
Jeg husker, da Brevet kom fra den engelske Kaptajn paa Fartøjet, min Broder sejlede med. Vi havde længe ventet paa Brev fra Johannes; men vi blev saa underlige, da dette Brev kom, skrevet af en fremmed Haand. Jeg saa, at der stod San Francisco i Poststemplet, og det var Johannes’ Bestemmelsessted; men „det er jo ikke fra Johannes,“ sagde jeg. Far blev bleg og sagde hæst:
„Det er vist alligevel fra Johannes.“ „Hvad mener Du?“ sagde Mor. Far rev Brevet op; han var ikke stiv i det Engelske, men lidt nede i Brevet saa han de Ord: „John is dead“ (Johannes er død), og det kunde jo ikke misforstaas.Vi sad ved Morgenandagten, da Brevet kom, og Far sagde: „Vi vil lægge alting frem for Gud!“ Saa bad han en Bøn, hvor han takkede Gud for al den Glæde, Johannes havde givet sit Hjem, og iøvrigt talte han til Gud, som et ulykkeligt Barn taler til sin stærke og gode Fader. — Mor vilde ikke tro, at Johannes var død, og Far gik saa med Brevet ned til en af vore engelskkyndige Venner, Hr. Ambjørn, hvis Hustru var Medlem af Methodistmenigheden (hendes Søster var Organist i Kirken og lever vist endnu i Frederikshavn). Hr. Ambjørn læste Brevet for Far og gik med ham hjem for ogsaa at læse Brevet for Mor og os Børn. —
Det var et haardt Slag for Mor og næsten knusende for Far, der gjorde sig svære Bebrejdelser, fordi han ikke havde anstrengt sig mere for at faa Johannes til at komme hjem, da han fra England havde meddelt, at han nu vilde hjem og gaa paa Styrmandsskolen, men saa alligevel af en engelsk Methodistfamilie lod sig overtale til at gøre endnu en Rejse med et stort Fartøj, hvor denne Families yngste Søn havde taget sin første Hyre. —
Det var en tung Tid for os alle efter Johannes’ Død. Det var den anden Søn, mine Forældre mistede, og nu rejste den tredie til Amerika. Jeg syntes, at min lille Søster og jeg fik en helt anden Stilling i Hjemmet, nu da vi var de eneste tilbageværende af Søskendeflokken, og mine Forældre savnede min Broder Olaf meget. . . .
Jeg har tidligere omtalt, at Far gerne ønskede fremmede Præster som Prædikanter for de Menigheder, han betjente. I Frederikshavn var der en af Vintrene en Række Vækkelsesmøder, hvor der var Besøg af 3 norske Præster.
Der var en Pastor Sanaker, og saa var der Pastor Barratt; den tredie Præsts Navn husker jeg ikke. For mig overstraalede Pastor Barratt alle de andre — min egen Far og de lokale Lægprædikanter iberegnet. Pastor Barratt var en gudbenaadet Taler, hans Sprog saa smukt, hans Billedforraad saa skønt og rigt, at Hjerterne grebes mægtigt ved hans Tale.
Det var naturligvis af stor Værdi for Far personlig at omgaas og samarbejde med saadanne Mænd, som ogsaa spredte Glæde i vort Hjem. Pastor Barratt var meget musikalsk og havde en kultiveret Sangstemme; naar han satte sig til Orglet og spillede og sang, saa skabtes i Sindene en Stemning, som satte dybe Spor.
Pastor Barratt er af engelsk Slægt, og han havde oversat en Del Sange, som han sang for os, og det var mit Indtryk, at ogsaa Melodierne — i hvert Tilfælde nogle af dem — skyldtes Pastor Barratt. — Jeg gad vidst, om der ikke fra den Tid ogsaa findes nogle Blyantstegninger fra Pastor Barratts Haand. Han tegnede sine Kollegaer og en Del af de mest karakteristiske Typer blandt Menighedens Medlemmer.
Jeg husker ogsaa fra den Tid et Bibelkursus, vistnok nærmest for Søndagsskolelærere. Selve Kursuset var jeg ikke med til, men jeg husker fra det tre for mig helt nye Mænd, som jeg syntes vældig godt om: Pastor L. C. Larsen, Pastor S. K. Johansen og cand. phil. S. Udsen, — maaske nok mest, fordi de talte saa meget med mig. Cand. Udsen vilde absolut, at jeg skulde studere. Det blev der nu aldrig noget af; en Methodistpræsts Budget kunde ikke tage Udgifterne derved — i hvert Tilfælde kun ved eventuel Ansættelse i Kjøbenhavn. Naar cand. Udsen bad mig om at gaa en lang Tur med ham, saa var jeg glad, for jeg kunde ved et Par Spørgsmaal faa ham ind paa et eller andet Afsnit af Danmarks — eller Verdens — Historie, og som han kunde fortælle ... —
Pastor L. C. Larsen var heller ikke kedelig; stilfærdig, men aandfuld og aandrig. Jeg hørte sjældent Far udtale sig om de unge Præster; men en Dag hørte jeg Far sige til en Kollega om Pastor L. C. Larsen:
„Det er en ung Mand, der vil komme til at gøre Methodistkirken Ære!“Man skal jo være forsigtig med at fremsætte Forudsigelser, ligesom man skal være forsigtig med at udtale sig om endnu levende Personer. Jeg synes jo alligevel sommetider, at de smukke Ord, der f. Eks. siges ved Begravelser, kunde have været bedre anbragt, om de — maaske i en mere afdæmpet Form — blev sagt til Vedkommende, mens han levede, ikke mindst hvis der er Tale om et Menneske i en vanskelig Livsgerning. Og derfor maa jeg, selv om det ikke er mine Livserindringer, dette Skrift skal omhandle, engang imellem have Lov til at sige et Par venlige Ord om Mennesker, der var Fars og Mors og mit Hjems Venner, og som fik nogen Betydning for mig.
Til dem hører afgjort Pastor L. C. Larsen. — Og den tredie Mand, jeg nævnte, fordi Navnet kom i min Erindring, da Tankerne samledes om Frederikshavn: Pastor S. K. Johansen — ja, hans Kundskaber imponerede mig overordentlig. Og saa var han i Besiddelse af et pragtfuldt, tørt Lune, som jeg beundrede næsten ligesaa meget som hans Kundskaber.
I Frederikshavn hørte jeg for første Gang Vilh. Beck. Far tog mig med til en Gudstjeneste i Frederikshavns gamle Kirke, hvor Pastor Vilh. Beck prædikede. Jeg skal i den Forbindelse nævne en Tildragelse, der viser, hvor uforsonligt Indre Mission dengang stillede sig over for Methodisterne, det var i saa haarrejsende Modstrid med Pauli Program: at de Kristne skal være „eet Legeme i Kristus", saa at det passerede nu lyder helt utroligt.
Der var død en af de gamle Methodister i Bangsbostrand, og han havde, ret naturligt, udtalt Ønske om, at Far skulde forrette Begravelsen. Der var imidlertid det vanskelige Forhold, at den afdøde havde 6 Sønner, hvoraf 3 havde fulgt Faderen over i Methodistkirken, medens de 3 andre havde sluttet sig til Indre Mission. Disse erklærede, at hvis Methodistpræsten skulde tale i Hjemmet — hvorfra Begravelsen skulde foregaa til Flade Kirkegaard — saa vilde de gaa deres Vej imens.
De 3 Sønner, som var Methodister, var meget bedrøvede over, at der skulde være Ufred ved Faderens Begravelse; men de vilde ikke gaa imod Faderens Ønske, hvorimod de kunde gaa med til, at Folkekirkens Salmebog blev benyttet ved Begravelsen. Nej, det hjalp ikke; de 3 Indre-Missions Mænd gik deres Vej, men kom til Stede, da Kisten skulde bæres ud. Men da man kom til Kirkegaarden, laa der ved Graven en Marmorplade med Inskriptionen:
„Fra dine 3 hellige Sønner, kære Fader.“Det var de tre Sønner, der hørte til Indre Mission, som uden de andre Brødres Vidende havde anskaffet denne Gravsten! Jeg kan godt forstaa Fars Indignation, da han senere sagde til de 3 Sønner, der hørte til hans Menighed:
„Jeg synes, I skulde have ladet den Sten gaa med i Graven.“
Kommentarer
Send en kommentar