Min første Prædiken

Nedskreven efter Opfordring

Af Pastor H. Hansen

Min første Prædiken!

Ja, hvornaar holdt jeg den? — Det er et Spørgsmaal, som ikke er saa let at besvare, thi i de første Aar efter min Omvendelse fik jeg ofte Anledning til at holde Prædikener, om jeg end havde faa Tilhørere, undertiden kun en eller to.

En saadan Prædiken kunde holdes om Aftenen i Folkestuen eller om Dagen paa Marken, mens vi nød den medbragte Mad, og for Resten til alle mulige og næsten umulige Tider, da jeg var i Slægt med de Israeliter, som Paulus nævner som nidkære for Gud, men muligvis ogsaa ligesom disse uden megen Kundskab.

Alligevel var en Del af disse Prædikener fulde af baade Liv og Varme og forfejlede heller ikke altid sin Hensigt, hvad de mange, jeg til Tider bragte med til Kapellet paa Bernstorffsminde, bar Vidnesbyrd om. Ja, men det var jo ikke rigtige Prædikener, talte over en bestemt Tekst.

— Jo, en Tekst havde jeg paa en Maade, og jeg havde aldrig saa vanskeligt ved at finde en Tekst den Gang, som jeg siden til Tider har haft, og heller ikke brugte jeg saa lang Tid til at bearbejde Teksten, som jeg nu maa, selv om jeg benytter en Tekst, jeg allerede flere Gange tidligere har talt over. Jeg brugte i Almindelighed at tale ekstemporært.

Men naar der er Tale om en Prædiken, saa menes der selvfølgelig en offentlig Tale over et Emne hentet fra Bibelen. Ogsaa her kan det maaske knibe med at komme helt til Bunds i Spørgsmaalet. Jeg mindes en Aften, temmelig sikkert i 1868, der blev holdt et Møde ude i Krarup Aamark af Indremissionær Ole Jørgensen, hvor jeg blev anmodet om at sige et Par Ord bagefter.

Det blev imidlertid til mange Ord, saa min Tale blev maaske lige saa lang som den, der allerede var holdt. Mit Thema mindes jeg ikke, men det var dels en Tilslutning til det talte, og dels en Indsigelse derimod, uden at det kom til Trætte imellem os, og jeg tror, den største Part af Forsamlingen delte min Opfattelse, og tilsidst den gamle ærlige Ole Jørgensen selv.

— Heller ikke denne kan med rette kaldes en Prædiken, hvorfor jeg maa længere frem.

Et Par Aar senere var jeg som Kolportør kommen til Gudme, en By, der ligger et Par smaa Mil fra Svendborg, og hvor Methodisterne regelmæssigt holdt Møder, og næsten altid for mange Mennesker. Nogle faa Methodistvenner fik mig overtalt til, at jeg skulde holde et lille privat Møde for nogle Venner en Aften, da der var hengaaet en temmelig lang Tid, siden Præsten sidst havde været der. Men hvor stor blev ikke min Overraskelse, da jeg, som jeg om Aftenen sad og talte med disse Venner, ser, at en efter anden kommer der og sætter sig ganske roligt ned. Der bliver hentet Stole og Bænke, og Huset bliver fuldt, saa at endogsaa Forstuen maa tages i Brug.

Hvorledes det egentlig gik til, kan jeg kun tildels regne mig til, men hvor nødigt jeg end vilde, saa maatte jeg rejse mig og sige nogle Ord til alle disse Mennesker. Mine Tanker vare om Eftermiddagen blevne fængslede af det 3dje Kap. hos Malachias, og navnlig det 16. Vers, hvor der staar:

„Da samtalede og de, som frygtede Herren, hver med sin Ven, og Herren gav Agt derpaa og hørte det, og der blev skrevet for hans Ansigt en Ihukommelsesbog om dem, som frygte Herren og tænke paa hans Navn.

— Med Frygt og megen Bæven stod jeg frem og talte over disse Ord med al den Inderlighed og Varme, jeg formaaede, og min Frygt svandt, eftersom jeg talte, saa da jeg gjorde Sammenligninger mellem de Samtaler, der i Almindelighed føres Mand og Mand imellem af saakaldte Kristne, og de Samtaler, disse Mænd efter al Sandsynlighed havde ført, og hvilken Bog det maatte blive, om der skulde føres en saadan over alle de tomme, indholdsløse, ja, til Tider endogsaa helt gudløse Samtaler, der førtes blot en Dag alene i Gudme By, da steg mangt et Suk op fra Hjertedybet, og jeg saa Taarer liste sig ned ad Kinderne baade paa Mænd og Kvinder.

Jeg fik mange varme Haandtryk og mangt et velment Tak for i Aften, da Forsamlingen skiltes, og blandt andre udtalte en midaldrende Mand, da han gik:

„Ja, nu skal De rigtig have Tak for mig for denne rare Aften. Det var godt at høre, det ikke var første Gang, De stod paa den Plads.“

Denne Udtalelse drev Skamrødmen op i mine Kinder, og jeg maatte gøre Manden bekendt med hans Fejltagelse og tilføje, at det baade var første Gang og tilmed nødtvungent, jeg havde taget Ordet. Manden studsede øjensynligt ved denne Tilstaaelse, og sagde kun, idet han saa mig ind i Ansigtet:

„Ja, ja, da var det i alt Fald urigtigt, om det skulde blive sidste Gang.“

Jeg tør dog næppe heller kalde denne min første Prædiken, men snarere nævne Sammenkomsten i Gudme hin Aften som en af Anledningerne til, at jeg senere kom til at prædike; thi der blev talt om dette Møde, da Præsten kom dertil, paa en saadan Maade, at han, som efter en Del Udtalelser selv havde tænkt paa at give mig Formaner-Attest, nu tog Beslutningen, at jeg skulde holde en Prædiken, som han selv vilde høre, og saa anbefale mig til Formaner til den første Kvartalskonference.

Nogen Tid efter fik jeg Brev fra ham om at komme til Svendborg en bestemt Søndag for at holde den omtalte Prøveprædiken, og jeg kom til Svendborg i god Tid, vel nærmest for at undslaa mig for den tiltænkte Ære, men Sagen blev mig forelagt med en saadan Alvor og Veltalenhed, at jeg ikke turde sige nej. I Brevet havde staaet, at jeg skulde faa Lov at holde denne Prædiken en Søndag Formiddag ude paa Landet. Det havde beroliget mig noget, da jeg haabede, det skulde blive i Gudme, hvor jeg allerede havde en Del Venner, og disse, vidste jeg, vilde bede for mig i Stedet for at kritisere.

Men ak!

Landet blev Svendborg Hømark, hvor Præsten, Lokalprædikanten, Bestyrelsen og Menigheden vare samlede Kl. 10, tilligemed en Del fremmede, der vel kun vare komne af Nysgerrighed for at høre og se den ukendte Størrelse af en Bondekarl, som her for første Gang skulde lade sin Røst høre ved et offentligt Møde. Om Lørdag Eftermiddag besøgte jeg min Ven Lokalprædikanten (Chr. Petersen), som den Gang boede paa Hallingskov. Han kan sikkert bevidne, at det ikke var mig, som trængte mig ind i Prædikeembedet, og at der ikke var mindste Spor af Indbildskhed om egen Dygtighed til Stede hos mig.

Jeg var næsten sønderknust, da jeg skulde forlade hans Hjem om Aftenen, hvorfor han fulgte mig paa Vej og søgte paa alle Maader at sætte Mod i mig. Vi talte om det Emne, jeg havde valgt som Tekst, og jeg maatte fortælle ham mine Tanker om de enkelte Punkter, jeg særlig vilde paapege. Han ikke alene bifaldt de fleste af dem, men aabnede ogsaa mine Øjne for ny og bedre, som jeg saa skulde se at faa sammenføjede med de andre til et Hele.

Omtrent ved Midnat skiltes vi ude paa Vejen, og jeg gik en Del mere fattet ind til Byen, end jeg om Eftermiddagen var gaaet ud derfra. Jeg sov ikke meget den Nat, og da jeg om Søndag Formiddag indtog min Plads ved et Bord, med Præsten ved den ene Side og Br. Petersen ved den anden, sank den Smule af Mod, jeg om Aftenen havde faaet, saa betydeligt, at mit Liv sikkert kunde have været købt for en Bagatel.

Jeg havde valgt som Tekst: Lukas 10, 25—37, om den barmhjertige Samaritan, hvilket Afsnit jeg mente var saa indholdsrigt helt igennem, at jeg vel maatte kunne faa nogle faa sunde Tanker knyttede dertil. Som Indledning valgte jeg den lovkyndige, der fristede Jesus, og som gav Anledning til Lignelsen. Derfra gik jeg over til at betragte den stakkels Mand, som var falden blandt Røvere, og hvad denne efter min Mening kunde og skulde være et Billede paa, og Røverne nævnede jeg ved Navn med en saadan Frimodighed, eller maaske snarere Fripostighed, at jeg næsten selv forbavsedes derover bagefter, da jeg aldrig mig bevidst havde hørt en Prædiken over dette Emne.

Trods Emnets rige Indhold og de mange gode Tanker, jeg havde dannet mig derom, saa blev jeg dog færdig med det i en Haandevending; thi paa 20 Minutter var jeg kørt saa tom og saa træt, at jeg
maatte sige Amen og sætte mig ned, og overlade til andre at afslutte Mødet. Hvad Arbejde og Anstrengelse det havde foraarsaget mig, kan bedre tænkes end beskrives, naar jeg siger, at jeg var saa badet i Sved, som om jeg kunde have været trukket op af Vandet.

Men gennem alt var det mit Held, at jeg fik sagt Amen den Gang, da der sandsynligvis ellers vilde have kommet en Del meningsløs Snak frem og tilbage, hvad jeg til Tider har haft Lejlighed til at høre paa enkelte unge Mænd siden.

Præsten og Lokalprædikanten talte derefter begge to, og det saa grundigt, at jeg gik en Del klogere fra dette Møde, end jeg var gaaet dertil. Dette Møde holdtes, saavidt jeg mindes, den 5. April 1870, og denne var min første Prædiken.

Jeg har ikke mere at sige om denne Prædiken, men skal kun tilføje, hvad jeg allerede ved en anden Lejlighed har bemærket: At en af de Personer, som af bar Nysgerrighed var kommen med til Mødet, var en Skipper Sørensen. Han blev saa alvorligt grebet af Guds Ord, at han med det samme gav Gud sit Hjerte og blev en alvorlig Kristen.

Han formaaede mig til kort Tid efter at rejse over til Langeland, hvor han var født, og gav mig en Del Adresser med paa Familie og Venner, som han særlig ønskede, jeg skulde besøge og tale med. Disse Adresser blev mig dog kun til liden Nytte, i alt Fald for hans Families Vedkommende, men om andre har haft eller faaet Gavn af mit Komme der over, saa er jo kun derved bekræftet den gamle Sandhed, at Herrens Veje ikke altid ere vore Veje.

Den kære Broder Sørensen druknede ganske kort Tid efter, men efter de Vidnesbyrd, der afgaves af alle, som kendte ham, tør vi tro, at han er gaaet ind i den trygge Havn, hvor ingen Storme mere
formaar at øve sin Indflydelse.

Jeg kender ikke flere Frugter af denne min første Prædiken, men er ogsaa tilfreds med denne ene. Mange Hundrede Gange har jeg prædiket Guds Ord i de paafølgende Aar paa de mest forskellige Egne af mit Fødeland, og var jeg kun saa sikker paa, at enhver Prædiken havde været Middel til at føre en Sjæl til Himlen, og jeg saa selv ved Herrens Naade maa bevares tro til Enden, da skulde det blive en herlig Modtagelse at faa en Gang paa den himmelske Strand.

(Gengivet i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936)