Som Supplement til Pastor P. Rasmussens Skildring af sin Svigerfaders Liv og Virksomhed meddeles her nogle Bidrag til yderligere Belysning af Pastor Thaarups Person og Gerning:
Redaktør Jens Nyberg:
 |
| Charles Haddon Spurgeon (1834-92) |
Min Fader var meget omhyggelig for, at jeg fik de „rigtige“ Bøger at læse, og til min Overhøring forærede han mig en tyk Bog om Spurgeons Liv med nogle af hans Taler og med mange Billeder (Andersens Forlag, Larvik), og af den Bog sugede jeg mange Ting, som har været mig til Nytte mange Gange.
Spurgeon var jo begyndt at prædike som 16-aarig Yngling, og skønt han aldrig havde „studeret“, blev han „Prædikanternes Fyrste“, der med sin friske, naturlige Begavelse paa Trods af et upopulært teologisk Standpunkt (calvinsk Baptist), blev læst i 5 Verdensdele.
Jeg havde købt mig en Flaske rødt Blæk og havde streget forskellige Steder ind i hans Skrifter, hvilket behagede min Fader, og jeg havde dannet mig en privat Forestilling om den store Mand, der netop var død, at jeg fik et sælsomt Stød, da jeg en Torsdag Aften i Foråret 1896 trådte ind i det lille Metodistkapel i Vimmelskaftet i mit nye, pæne Konfirmationstøj med en fin Paraply, der var ligeså stor som jeg selv ... hvem var dog det, der stod på Prædikestolen? Var det ikke Spurgeon?
Jeg blev meget betaget af den dybe Sangerrøst og den flydende Veltalenhedsstrøm fra en Prædikant, der virkelig i det ydre lignede Spurgeon. Det var første Gang, jeg så og hørte Pastor C. Thaarup. Jeg husker endnu Teksten, han talte over — det var om Naaman, hin spedalske General, der efter Profeten Elisa’s Råd skulde bade 7 Gange i Jordanfloden.
Det mærkværdige Emne har jeg aldrig hverken før eller senere hørt nogen prædike over. Og det blev en ret levende Aften. Jeg syntes om den rent skuespillermæssige Måde, han ironiserede over den rige Militærperson, der kom til en Slags klog Mand i det foragtede Jødefolk, og af ham fik det fornærmende Råd, at han skulde bade nede i det lille Vand, der hed Jordan. Er Floderne ved Damaskus da ikke lige så rene, lige saa gode?
Den Måde Pastor Thaarup behandlede hin Øvrighedsperson og bestandig var med til i sin Forkyndelse at gøre det Høje lavt og det Lave højt, måtte jo tiltale enhver Metodist. Da Thaarup blev Forstander (1897—99) for Menigheden, fik jeg jo den bedst mulige Lejlighed til at høre hans fortrinligt opbyggede Prædikener og hans fuldtonende Røst i Sangen.
Vi sang meget i den Tid, og Salmevalget var over en bred Front. Thaarup var 40—42 År og stod fast og sikker med den fuldmodne Mands Meninger, ofte for mig at synes lidt for fast. Han talte tit om Disciplinen og om Metodistkirkens vældige Organisation, om de mange gode Biskopper, han havde mødt siden sin første Ungdom, og jeg tror nok, det var en stor Skuffelse for ham, at han aldrig fik Lejlighed til at se Kirkens Arbejde i Amerika.
Omkring Århundredskiftet havde han med sin Familie drøftet Tanken om at lade sig overføre til Amerika, en Tanke, der var udkastet af Pastor Eltzholtz, og som blev overbragt Biskop Mc Cabe.
Når Thaarup så ofte tog Disciplinen frem og pegede på Metodistkirkens Pionerarbejde, var det fordi hans ædle Harme måtte have Luft overfor de Vrangforestillinger, der bevidst eller ubevidst blev udspredt om Metodisterne, særlig fra Indremissions Side.
Når det var Thaarups Tur til at redigere „Talsmanden“ var der ofte Polemik med Vilh. Beck i Bladet. Slå blot efter i de gamle Årgange — det er ligefrem oprørende at spore den Forfølgelse, Metodisterne var Genstand for, navnlig på det besynderlige Spørgsmål om Barnedåben.
En Gang mødte Pastor Thaarup i et Tog eller på en Jernbanestation Vilh. Beck, og hans Datter har fortalt, at de naturligvis snart var i en levende Diskussion, der sluttede således:
Vilh. Beck (affejende): Jaja, har I Metodister de Meninger, går I lige til Helvede ...
Thaarup (sagtmodig): Å, jeg tror nok, vi mødes i Himlen, Pastor Beck.Datteren fortæller videre: Vilh. Beck blev underlig tilmode, det var ligesom han fortrød, hvad han havde sagt.
I Thaarups Tid voksede en Førstegrøde af Børn af de første Metodister op og blev unge, og Thaarup fandt da på den gode Idé, at vi holdt Ungdomsmøderne i Haven. Her var stille og smukt, lyst og friskt, og under de blomstrende Kaprifolier, som Pastor Jacobsen havde plantet for at dække en kedelig Vaskehusmur, sad Thaarup da i den brede Havestol og læste eller fortalte.
Af sin rige Bogsamling gav han os et halvthundrede udmærkede Bøger. Jeg personlig fik „Fremstående Mænd i Metodismens Historie“, som hans norske Kollega, Pastor Barratt havde oversat fra Engelsk, og jeg kommer stadig tilbage til detteher om Disciplinen, thi jeg forstod, at det var ham magtpaaliggende, at vi Unge fik Forståelsen af, at hvad man nu end mente i Horsens at have Råd til at sige af småligt om Metodisterne, så var det dog det største protestantiske Kirkesamfund i Verden.
Jeg husker, hvorledes han paa en af Ungdomsforeningens Spadsereture ned til Hansted Å en Sommeraften gennemgik Generalkonferenceordningen med os og at han håbede at opleve den Dag, da Danmarks Årskonference blev repræsenteret her.
Politik rørte han egentlig ikke, — han var som alle Frikirkefolk en Frihedsmand, men jeg tror nok, at han blev kureret for at komme for meget ind i Politik, fordi han som ung Mand på Langeland havde haft Lejlighed til ved et Par Møder at høre den unge Dr. Edv. Brandes og Grev Ahlefeldt-Laurvigen, hvor Brandes første Gang valgtes, og pudsigt var det jo for en ung politisk interesseret Mand at høre Thaarup fortælle ud af sin gode Hukommelse lange Afsnit af disse Rabaldertaler.
Utvivlsomt vilde den unge Thaarup med sine folkelige Evner som Taler og sit fortrinlige administrative Talent nået langt, hvis han, ligesom flere svenske Metodistprædikanter, havde kastet sig ind i det daværende politiske Røre, der fyldte Landet og kaldte på mange gode Mænd.
Hans musikalske Indstilling friede ham imidlertid fra at kaste sin Lod i disse disharmoniske Omgivelser. Thi Thaarup var musikalsk som få, han kunde spille og synge for sig selv, så han blev så henrevet, at han ikke vidste, hvor han var; han har engang betroet mig, at det er ikke særlig den musikalske Trang man får tilfredsstillet ved at sysle med politiske Sager.
Thaarups Arbejde for Salmebogen og Melodibøgerne skal ikke glemmes. Jeg husker endnu, at han selv satte Noderne fra en Sættekasse i Præsteboligen i Århus. — Hver Onsdag slæbte han da de store tunge Blysider ned til A. Knudsens Bogtrykkeri i Horsens, hvor de forskellige Nodeark, efter endnu en Harmonisering ved Orglet i Kapellet, endelig blev trykt. Det var rent manuelt et mægtigt Arbejde, der korporligt krævede Kræfter, og i dette Arbejde deltog Præstebørnene med Liv og Lyst, for nu skulde der jo synges rundt i Menighederne, og sådan en Nodebog måtte ikke koste for mange Penge.
Trængte Kapellet til at males — nåja, da var det om at komme i Malertøjet med Kalot på Hovedet, og så gik det løs med store og små Pensler, med Sang paa Læben et Par Uger i den varmeste Tid. Jeg husker, hvorledes Thaarup og Svigersønnen, Pastor Rasmussen, engang holdt Sommerferie i Horsens på den Måde.
Ved Efterårsbazarerne var der også Liv og Lyst. Jeg har altid syntes, at Bazarerne var en dejlig Tid — da fik man jo Anledning til at få fremmede med, og til at høre fremmede Talere. Jeg husker, at Pastor Thaarup og Fru Thaarup sang Duetter, tostemmige Sange som „Klare Stjerne, du som stråler — Da brummede Orglet paa de rigtige Steder, de lyse Toner blev lige berørt med de yderste Fingerspidser — det var de to dejlige Sangstemmer, der fyldte Rummet.
Var der Vækkelsesmøder, kom jo Harpen frem, og så havde man igen nogle uforglemmelige Øjeblikke. Jeg vidste meget om Spurgeon og hans Familie, men jeg havde aldrig hørt, at han spillede på Harpe i Tabernaklet eller sang Solo eller Duetter med sin Kone. Vi havde sandelig Grund til at glæde os over vore Præstefolk, deres Hjælpsomhed, den gode, sprogfriske, rene Forkyndelse i et smukt, fuldttonende og mandigt Sprog, som hver Søndag Eftermiddag lød i det altid fyldte Kapel.
At skrive om Christian Thaarup uden også at nævne hans Hustru, Inger Thaarup, er vanskeligt. Da de fra deres Otium i Fødebyen Silkeborg med få Dages Varsel blev sendt til en pludselig ledigtbleven Post i St. Jacob, Odense, var det nærmest Fru Thaarup, der holdt Modet oppe. Meget var jo forandret siden de rige Ungdomsår i Odense.
Fru Th. var den ledende Veninde i det skjulte — ved Sygesengen, Husbesøgene, i Køkkenet, og naar der skulde lidt Fest til. Såvidt jeg forstod, var Pastor Thaarup en ret reserveret Natur i de senere År overfor nye Bekendtskaber, af Præster i andre Samfund dyrkede han vist kun Venskab med Baptisternes Førstemand i de År, Forstander Marius Larsen ved Kristuskapellet i København. Det blev til et livslangt, varmt og inderligt Kammeratskab fra Hjem til Hjem. — —
Mange Aar er gået, men jeg husker endnu en Vågenatsgudstjeneste, da Thaarup sagde: Hvor hurtigt er ikke Året ilet bort til Årene hinsides Strømmen! Sandelig, Årene flyver som Ørnen, ja de er hurtige som Skibe ...
Hvorpå han belyste, at det netop var godt som det var, thi tænk, hvis Årene stod stille, Skibene forblev i Havnen, Lokomotivet i Remisen o. s. v. — da vilde det betyde Døden. Nu fik vi Årene for at fylde dem med Godhed, Fromhed, Arbejde, Glæde, Sang og Liv, indtil Gud kaldte os hjem for at se, hvad vi havde i vore Kurve.
Jeg tænker mig, da Årene herned var forbi og Th. kom hjem til Himlen, at Gud har sagt til ham: Ja, jeg så dig nok, da du hver Onsdag sammen med dine Børn slæbte på de tunge Blypakker til og fra Banegården, Noderne til den ny „Hyrderøsten“.
Da tænker jeg Pastor Thaarup vil sige: Det har jeg glemt, det var så lidt, jeg fik gjort...
★
Ingen kommentarer:
Send en kommentar