Af Niels Mann
Metodismen kom til Danmark som noget fremmed. Danmark levede i sin egen lille Verden og fraregnet en lille Del med kirkelig og religiøs Interesse, var der ingen, der begreb noget af, hvad Metodismen var; den blev slaaet i Hartkorn med baade Mormoner og Spiritister og var „noget“, man skulde tage sig i Agt for. Helt op til den nyeste Tid har en stor Del af det brede Lag af Befolkningen aabenbaret en overraskende stor Uvidenhed, naar det gjalt, hvad Metodismen var, og hvad den vilde.
I „Fyens Avis“ for Onsdag den 17. Januar 1866 ønsker man at give en Fremstilling af den nye Kirke, der er kommen til Landet, og naar denne Redegørelse fremtræder som et komplet Vrængbillede af Metodismen, skyldes det ikke saa meget Uvilje overfor Kirken som en fuldstændig Uvidenhed til baade Metoder og Aand.
Det hedder i denne Artikel:
„Da dette Trossamfund er bleven anerkendt her i Landet og nylig har faaet en Kirke i København, maa det vistnok interessere Læseren at høre noget derom. Vi skulde derfor efter „Gammelt og Nyt“ meddele:
Metodisterne er en anglikansk Sekt, der har faaet Navn af, at den ikke vil opstille nogen ny Lære, men kun en ny praktisk „Metode“ til baade at gøre „Kristendommen frugtbar for Menneskets Genfødelse“ og Folket mere modtagelig for Religionen.
Denne kirkelige Retnings Tilhængere kaldtes spottende Metodister eller Medlemmer af det hellige Samfund. Metodismens Stifter var John Wesley, der var Student ved Oxford Universitetet og grundede en gejstlig Forening, hvis Formaal var fælles Beden og Læsen i Biblen, hyppig Nyden af Altrets Sakramente, Evangeliets Forkyndelse for det uvidende Folk og Besøg hos syge og fangne.
Da George Whitefield i Aaret 1732 sluttede sig til ham, begyndte deres Missionsrejser. Fra Aaret 1735 virkede Wesley i Amerika i fire Aar, indtil han vendte tilbage til London og i Aaret 1739 egentlig organiserede det metodistiske Trossamfund.
Da den biskoppelige Kirke forbød de metodistiske Gejstlige at prædike i Kirkerne, talte de paa fri Mark til Mængden, indtil en kongelig Befaling i Aaret 1742 indrømmede dem Beskyttelse, og gav dem Ret til at bygge Kapeller eller „Tabernakler“.
Metodisterne optog efterhaanden en Del af Hernhutternes Ceremonier. Hele Menigheden er delt i Klasser, i Reglen fra 10—15 Personer af samme Køn og samme Livsforhold under Forstandere. Hvert Fjerdingaar holdes et fælles Kærlighedsmaaltid. Søndagen fejres meget strengt.
Hver Maaned kommer Menigheden sammen i Kirken for fra Morgen til Aften at holde en saakaldet „Vaagenat“ under Sang, Bøn og gudelige Betragtninger.
Deres Ritual er den biskoppelige Kirkes, kun at Sangen træder stærkt frem, navnlig som Vekselsang mellem Kvinder og Mænd. Heller ikke deres Dogmer er forskellige fra den biskoppelige Kirkes.
Metodismen tæller sine fleste Tilhængere i England og Nordamerika. I det sidste Land holdtes ofte af de omrejsende Præster ledede store Forsamlinger enten i Byerne (revivals) eller paa Landet (camp meetings), der i Reglen varer 8 Dage.
To Præster enes da om at omvende Syndere, og efter at den første har afmalet Helvede for sine Tilhørere med meget mørke Farver, skildrer den anden Saligheden med orientalsk Pragt, indtil Menigheden bliver saa opflammet, at dens Suk og Hulken gaar over til vild Hylen og ender med konvulsiviske Bevægelser.
Har Præsten ophidset dem saa vidt, opfordrer han dem til at forbedre sig. De bodfærdige ile da hen til „Angerens Bænk“ for at skrifte og modtage Trøst hos de Gejstlige. Nu er Aanden virksom, Begejstringen ender med den vildeste Larm, og Værket er fuldbragt.
Rundt om i Schweitz, Frankrig og Tyskland har Menigheden udbredt sig stærkt, og i de sidste Aar er den begyndt at strække sig ud over de nordlige Lande. Fornemmelige Tilskud fra Metodisterne i Amerika har sat den unge skandinaviske Menighed i Stand til at opføre den smukke Kirke i Stokhusgade i København, der indviedes den 7. Januar.“ --Saadant kunde Folk læse i deres Avis i 1866. Det var ikke underligt, at mange kunde blive betænkelige ved denne „fremmede Sekt“; men selv paa Steder, hvor man maatte vente, at Mennesker vidste nogen Besked med vor Sag, mødte man det modsatte.
I Dansk Kristelig Talsmand for 1. Januar 1883 ser Pastor Schou sig nødsaget til at skrive følgende:
„Det er ikke ualmindeligt, at Statskirkens Embedsmænd søger at udpresse af vor Kirkes Medlemmer Offer, Præstepenge og andre personlige Ydelser, og det sker ogsaa, at man føjer dem i deres ulovlige Fordringer og betaler, enten saa det sker af Mangel paa Kundskab om, at man ifølge Danmarks Riges Grundlov er fritaget, eller ogsaa fordi man endnu ikke gerne vil bryde med Præst og Degn, under hvis aandelige Trældom man har sukket saa længe.
Jeg har, hver Gang jeg har haft Anledning, oplyst om vor Ret i saa Henseende, men da det af og til gentager sig, vil jeg bede om lidt Plads i „Talsmanden“ for at gøre det offentlig. Følgende blev modtaget Dagen efter Pastor Thomsens Hjemkomst (Pastor J. de L. Thomsen, som da var Præst ved vor Menighed i Odense).
Hr. Pastor ThomsenDenne Uvidenhed var ikke blot en direkte Hindring for Metodismens Fremgang, men blev rigelig udnyttet baade af Præster og Missionærer i Kampen mod den lille Kirke. Adskillige Præster rasede paa Prædikestolen imod Metodisterne, deres falske Lære og deres ubibelske og ulutherske Metoder.
erindres om, at jeg som Klokker ved St. Knuds Kirke er berettiget til Juleoffer.
Odense, den 18. December 1882
G. A. Olsen, Klingenberg 8, 1. Sal.
Denne Klokker er dog virkelig, hvad han siger at være, eftersom han, som dansk Statsembedsmand, ikke kender Grundlovens nævnte Paragraf.....“
Og efterhaanden som Søndagsskolen fik Fremgang, fik den ligeledes sit glatte Lag; man forsømte ikke nogen tænkelig Maade, ved hvilken man kunde advare Hjemmene mod at sende Børnene i metodistiske Søndagsskoler.
Flere lutherske Præster nægtede at konfirmere Børn, der gik i vore Søndagsskoler, og mange „nidkære“ Lærere og Lærerinder i Dagskolerne holdt Forhør over Børn, der havde vovet sig hen i den kætterske Søndagsskole.
At vore Dagskoler ogsaa var en Torn i Øjet paa mange Præster og Lærere, fremgaar af „Nogle Oplysninger“, som Pastor Schou skrev i Missionstidende 1874:
„Da der af Folkekirkens Præster og Skolelærere ofte lægges Hindringer i Vejen for vore Skolers Virksomhed, og da det er kommet os for Øre, at der navnlig i den seneste Tid er nedlagt Forbud paa enkelte Steder i Landet af Præster og Lærere mod vore Skoler, tager vi ikke i Betænkning at aftrykke følgende Udtog af „Lov og Ret“ .........for at enhver deri interesseret kan gøre sig bekendt med vore Skolers Gyldighed og Berettigelse, saa længe de holder sig Lovgivningen efterrettelig......“Og med Præst og Lærer begyndte Menigmand ogsaa at „pippe med“ i det samme Kor.
Et utroligt Eksempel paa Snæversyn og topmaalt Ufordragelighed finder vi f. Eks. i „den indre Missions Tidende“ i 1885, i hvilket „En Lægmand i Folkekirken“ skriver om „En Fare“. Pastor Carl F. Eltzholtz havde nemlig i 1883 udgivet en Pjece, som han kaldte „Et Vaaben mod Mormonerne“.
Han havde faaet Provst K. S. Deichmann i Dallerup ved Laven til at skrive Forordet. Det har selvfølgelig vakt en Del Opsigt indenfor visse Kredse, at Pjecen blev anbefalet af Biskopperne til Præsterne i Folkekirken; men omtalte „Lægmand“ synes ganske at have været overvældet af Forbavselse. Han skriver blandt andet:
„En Metodistpræst har for et Par Aar siden udgivet en Bog som „Vaaben mod Mormonismen“. Skønt Bogen er skreven af en Metodistpræst, har den nydt den Udmærkelse at faa en Fortale af en Provst i den danske Folkekirke. Og for nylig har den faaet en ny Udmærkelse derved, at den ved biskoppeligt Cirkulære til Provsterne er bleven anbefalet til Præsternes Brug.
Dette gør voldsomt ondt.
Var jeg Præst i Folkekirken, saa vilde jeg føle mig overordentligt krænket derved, at en Metodistpræsts Bog blev mig — Præst i den danske Folkekirke — anbefalet af min Biskop til Brug i min Sjælesørgergerning...... Hver en..... maa føle sig saaret og bedrøvet over, at en Metodistpræst kan rose sig af at have vor Folkekirkes Øverster til at føre hans Bog frem.
Er Døren ikke nu lukket godt op for Metodismen? .....
Om der i den biskoppelige Skrivelse er omtalt, at vi af lutherske Præster har faaet solide Vaaben mod Mormonismen — om de er nævnene, dette ved jeg begribelig ikke. Men jeg formoder, at der i det biskoppelige Cirkulære kun har været Tale om Metodistpræstens Bog. Stor Ære vilde det heller ikke have været for vedkommende Folkekirkens Gejstlige i det biskoppelige Cirkulære at komme i Selskab med Metodistpræsten.....“Sluttelig fremhæver den ivrige Forfatter i sit Hjertes Enfold, at Mormonismen „som alt andet Djævelskab“ kun maa „bekæmpes af Folkekirkens Gejstlige ved lutherske og ikke metodistiske Vaaben.“
Man kan smile ad den gæve Ridder for Lutherdommen, der ønsker de lutherske Præster patenteret til med Eneret at maatte bekæmpe „alt andet Djævelskab“; men man vækkes alligevel til Eftertanke ved at tænke paa, at den Aand var almindelig i den overvejende Del af det mere levende Parti indenfor Folkekirken, og derfor kunde en saa latterlig Opsats finde Plads i selve Indre Missions Tidende.
Rundt om holdt Præster og Missionærer Foredrag om „Sekterne“ og deres falske Lærdomme, særlig var Daabsspørgsmaalet ofte fremme til Belysning. I 1882 udsendte saaledes en Missionær Cand. Høyer og Pastor Seidelin i Aarhus en Pjece, der var et Angreb paa Metodismens Lære om Daaben, og Pastor Eltzholtz svarede omgaaende med en ny Pjece „Et Gjenmæle om Daaben“.
Og i 1884 udkom Pastor Saabyes Bog „Om Sekterne i Danmark“. Denne Bog blev udgivet for at skulle give en Redegørelse af de saakaldte Sekter, deres Lære og Historie; men det viste sig, at den var et udpræget polemisk Skrift, hvis fornemste Opgave var at forvrænge de forskellige Samfunds Liv og Lære, og at Metodismen heller ikke gik fri, er vel kendt. Denne naive Bog blev ret stærkt udbredt og blev flittig anvendt ved passende Lejligheder imod os.
 |
| Vilhelm Beck Indre Missions medstifter |
Paa et stort Missionsmøde paa Himmelbjerget i 1884 talte han om Surdejgen. Rent ulogisk og skriftmæssigt urigtigt anvendte han i denne Forbindelse Surdejgen som et Billede paa Synden og paa det onde under forskellige Former og fremhævede, hvorledes „en Klat Surdejg“ formaar at ødelægge hele Kristendommen, og som Eksempler paa dette nævnte han Baptister, Metodister og Grundtvigianere som Surdejgselementer.
De fleste vil vistnok i Dag tvivle paa, om Jesus fortalte denne dejlige Lignelse for, at den skulde være et Vaaben i en Præsts Haand mod Guds Folk af anden Opfattelse.
Det var en utrolig Frimodighed, der blev lagt for Dagen i hine Dage, naar de gjaldt om at gøre Metodismen latterlig i Menneskers Øjne eller forvrænge den eller opstille den som en farlig Magt for den sande Kristendom.
Og selvfølgelig blev der heller ikke forsømt noget fra samme Side, naar det gjaldt om at forhindre, at Metodistprædikanterne kom ind i Sognene for at afholde Møder og „gudelige Forsamlinger“. Naar f. Eks. Pastor H. Hansen rejste i forskellige Sogne i Nordvestjylland, vidste han, at Sognepræsterne, der ellers aldrig holdt Aftenmøder, bestemte Møde paa samme Aften som Hansen skulde holde sit og udfoldede en særlig Agitation for sit Møde.
Ved et Møde, Pastor Hansen holdt paa disse Egne, var Sognepræsten kommen til Stede. Hansen plejede ved sine Møder i nye Egne at forklare lidt om Metodismens Lære, inden han begyndte paa selve Prædikenen. Hansen fortæller om dette Møde:
„Da jeg sluttede mine indledende Bemærkninger, tilføjede jeg, at dersom nogen skulde ønske yderligere Oplysninger, saa var jeg rede til at give dem bagefter, men der var nu ikke en Gang Tale om, at jeg kunde faa begyndt, langt mindre blive færdig, før Pastor Carstensen uden videre tog Ordet og begyndte at dundre løs, hvorfor jeg ganske roligt satte mig ned og hørte paa ham, indtil jeg ved hans Udtalelse blev bragt til at rejse mig og tage Biblen, som ovenfor bemærket, og da han paa min Forespørgsel svarede, at han var Sognets Præst, saa kunde jeg kun beklage, at han kunde optræde paa en saa upassende Maade, da han dog som Præst maatte kende Lovens Straf for en Person, der forstyrrer en Gudstjeneste af et i Landet anerkendt Kirkesamfund, men, tilføjede jeg, han var ikke den eneste, der havde forløbet sig saaledes og var hjemfalden til Straf, dersom Metodisterne tørstede efter Hævn.
Han mente dog endnu som Sognepræst at have Lov til at gøre mere Forstyrrelse, hvorfor jeg henvendte mig til Ejeren og spurgte, om han havde givet Præsten Tilladelse dertil, hvortil denne svarede nej.
Jeg spurgte atter: Er Huset ikke udelukkende overladt mig til at holde Gudstjeneste i Dag? hvortil han svarede jo.
Nu bad jeg selvfølgelig Præsten, om han, som Følge af disse Udtalelser enten vilde behage at sætte sig rolig ned eller ogsaa gaa sin Vej og lade mig blive færdig med min Gudstjeneste.
Han valgte det første og sad rolig til Mødets Slutning, ved hvilken Lejlighed han rakte mig Haanden og takkede mig for Prædikenen.....“Saaledes kunde det altsaa gaa til i de Dage.
Laust Christensen fortæller om, hvorledes han første Gang kom til Løkken. Den første Dag, han var flyttet ind i den lejede Lejlighed, luskede Folk omkring Huset og kiggede ind ad Vinduerne for at se, hvorledes et Fænomen som en Metodistpræst kunde tage sig ud, og senere, da de skulde købe Mælk til deres lille Barn, var der ingen, der turde sælge noget til dem.
Det var den mere borgerlige Modstand, og den kendtes ogsaa mange Steder tilfulde i de samme Tider. I København kneb det ofte med at holde Styr paa Gemytterne, og mere end en Gang maatte Politiet tilkaldes; men flere af vore Mænd kunde ogsaa nok klare den selv. Som f. Eks. da Laust Christensen oppe i Løkken pludselig afbrød Mødet i Kirken og løb efter Urostifterne, der tog Benene paa Nakken, da de saa Christensens store Skikkelse i Retning mod Udgangen.
Han løb efter dem og fangede en af dem ude paa Vejen, og han maatte med ind i den store Forsamling og knæle ned ved Alterringen og bede Gud om Forladelse. Om Metoden kan der ganske vist disputeres; men i hine Dage maatte man gaa sine egne Veje.
Eller da Hans Hansen holdt Vaagenatsgudstjeneste i Varde, og en stor Mængde, ca. 100 Mennesker, stod udenfor og ventede paa ham. Mængden havde netop besluttet, at han skulde have sig en Dukkert i Aaen den Nat.
Hansen og hans Hustru gik sammen med et Par af deres Venner rolig og frimodig gennem den store Flok, efter at de havde sagt et Par Ord til dem; Fyrværkerisager af enhver Kaliber suste dem om Ørene, og hele Skaren fulgte efter dem.
Da de var kommen hen imod Broen, blev en af Vennerne revet omkuld, og hans Tøj blev stærkt beskadiget; men dette Overfald besvaredes kun med, at Hansen og hans Kone istemte Salmen „Min Jesum han er mig Begyndelse og Ende“.
Da de igen var gaaet et Stykke Vej og var kommen over Aaen, vendte Hansen sig paany imod dem og prædikede kraftigt for dem. Efter dette blev en stor Del staaende paa Broen, og den lille Fløj fortsatte, indtil Hansen for Alvor bad dem forføje sig bort.
En anden lille Fløj af Vennerne, der var fra Landet, skulde køre hjem; men et Stykke udenfor Byen havde den letsindige Ungdom tændt et Baal over hele Vejens Bredde, og da de endelig ad en Omvej kom forbi Baalet, raabte Flokken efter dem, at nu skulde Metodistpræsten baade steges og brændes.
— — —
Trods al Modstand gik den lille Kirke fremad, og Modstand og Forfølgelse blev som saa ofte før den store Hjælp i Guds Haand til Fremgang for hans Rige paa Jorden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar