Mænd og Medarbejdere

Fra Metodismens første Dage i Danmark - del 6


Af Niels Mann

I et foregaaende Kapitel har vi set, at Willerups Medarbejdere i de allerførste Aar ikke var danske Mænd, ganske simpelt af den Grund, at der naturligt maatte gaa nogle Aar, inden Missionen kunde fostre unge Mænd, der kunde gaa ind i Arbejdet.

Derfor møder vi i disse første Tider en Del norske og norsk-amerikanske Mænd i det danske Arbejde; men inden saa mange Aar var gaaet, finder vi dog en lille Kreds af danske Mænd, der har faaet saa megen Forberedelse til Prædikegerningen, som den knappe Tid dengang tillod, for derefter hurtigt at sendes ud til Arbejdet; der var ikke Tid til at tøve for længe, og det Persongalleri, vi møder i Løbet af de første Par Aartier af Kirkens Historie, er vel værd at lægge Mærke til.

Det var gudfrygtige og nidkære Mænd; det var Pionértyper, der kan staa Maal med de bedste paa saa mange andre Felter, og den danske Metodistkirke staar i stor Taknemlighedsgæld til hine tidlige Dages Rejseprædikanter og øvrige Medarbejdere i Begynderaarenes vanskelige Arbejde.

Det første Prædikantgruppe-Billede, vi kender, er fra 1880—81.

Paa dette Billede er der 6 Præster foruden Superintendenten, Pastor Karl Schou. Den før omtalte Chr. Sørensen samt en af de seks paa Billedet, J. de L. Thomsen, havde maattet trække sig tilbage.

Den, der først kom med, var Jens Joachim Christensen. Han kom allerede ind i Prædikegerningen, da han kun var 22 Aar gammel, og hans første Plads var som Hjælper i Vejlekredsen.

Christensen blev født i Hornstrup i Nærheden af Vejle den 26. Marts 1845. Han og hans Forældre var af de første, der blev vundet for Gud under Arbejdet i Vejle.

Man lagde hurtigt Mærke til den unge statelige Mand, der havde udprægede Anlæg som Prædikant, og under Willerups Ledelse, i hvis Hjem han boede en Tid, fik han nogen Uddannelse. Der var ikke Tid til meget; det kaldte derude fra de store, hvide Marker, og allerede i 1867 var Christensen i Arbejdet.

Faa Navne lyser i Metodistkirkens Historie med saa rig en Glans som J. J. Christensens. Fra han i 1867 begyndte i Vejle-Kredsen, til han pludselig døde i Svendborg, ramt af et Hjerteslag, den 29. Juli 1904, udfoldede han en Virksomhed som Prædikant, der bar rige og velsignede Frugter.

Hundreder af Mennesker er bleven omvendte ved hans Virksomhed. Flere Steder maatte Kirken udvides grundet paa den store Tilstrømning, der ofte var til hans Møder. Dette skete f. Eks. i Frederikshavn-Kredsen, hvor Gud brugte ham til en meget stor Vækkelse, der sporedes langt udenfor vor Kirke og var med til at danne den stærke Grund, hvorpaa Indre Missions Samfund i Bangsbostrand ved Frederikshavn hviler.

Under hans Arbejde i København, hvor han ansattes 3 Gange, kom mange med paa Guds Veje, og Menigheden havde en stor Opgangstid. Han fik Arbejdet i en Gænge, det ikke før havde været i.

I Vejle, Odense, Frederikshavn og Svendborg nævnes hans Navn endnu i Ærbødighed af de gamle.

Fra 1889, da Karl Schou døde, blev Christensen Superintendent. Denne Tilsynsgerning laa ikke saa godt for ham som selve Prædikegerningen.

„Jeg holder af at arbejde med levende Mennesker og ikke med døde Tal“, sagde han engang med Henblik paa sin Lederstilling. Han overtog da ogsaa — sammen med Superintendent-Embedet — et Menighedsarbejde igen; han kunde ikke undvære dette.

Det var et betydeligt Tab, Kirken led, da J. J. Christensen pludselig gik bort; han var en Mand af noget mere end sædvanligt Format, og som ikke let kunde erstattes.

Paa det gamle Prædikantbillede finder vi ogsaa Portrættet af P. M. S. Jensen. Hans fulde Navn var Peter Martin Severin Jensen. Han blev født i Hillerød den 30. April 1848.

Tidlig blev han omvendt til Gud i Metodistkirken i København og blev optaget i Menigheden den 23. Maj 1869. Han kom til Langeland som Prædikant allerede i 1873.

P. M. S. Jensen havde en lang Livsdag som Prædikant. Han var i Sandhed en Pionér for vor Sag, en sjælden nidkær Arbejder, der særlig i sine yngre Aar havde betydelig Fremgang i sit Arbejde.

Han døde i Kalundborg den 1. August 1927.

Omtrent samtidig med ham kom Christian Martin Johan Thaarup ind i Arbejdet, idet han kom til København som Hjælper i 1874.

Thaarup, der fødtes den 28. Marts 1851, var fra Hornsyld-Egnen og „kom med“ i de allerførste Aar, da Metodismen trængte sig ind i Vejle Østeregn. Thaarup følte Kaldet til Prædikegerningen, og det var en Gevinst for den lille Kirke, da den unge Malersvend forlod sit Haandværk og blev Rejseprædikant i Metodistkirken.

Thaarup udførte et stort Arbejde i de Menigheder, der blev ham betroet, og Kirken gav ham mange ansvarsfulde Tillidshverv, som han røgtede med en sjælden Troskab og Akkuratesse. Han var en betydelig Prædikant og en stærk Personlighed.

Han døde pludselig i sit Hjem i Odense den 2. November 1918.

Og en fjerde Mand paa det gamle Billede er Hans Hansen, der blev født den 16. Juni 1844 paa Sydfyn.

Han var bleven omvendt til Gud i de første Aar, da Metodismen begyndte sit Arbejde i Brahetrolleborg-Kredsen. Paa denne Tid tjente han paa en Gaard der paa Egnen.

Sine første Møder holdt han vistnok paa Langeland. Senere blev han Bibelkolportør og virkede meget blandt Søfolk. Ved Distriktsmødet i København den 27. Maj 1874 fik Hansen sammen med Thaarup Bemyndigelse som Lokalprædikant, og ved Mødet i Skebjerg den 7. Juni 1876 blev han optaget paa Prøve i Aarskonferencen sammen med P. M. S. Jensen og Thaarup.

Derefter havde Hansen en lang og bevæget Løbebane som Prædikant. Han var den fødte Banebryder, der ikke gik af Vejen for den Modstand og Haan, der kan falde over en Banebryders ofte møjsommelige Vej.

Mangfoldige Træk fortælles fra „gamle Hansens“ Virkefelter. Han var en stor og stærk Mand, djærv og frimodig i sin Fremtræden og kunde nok skabe Respekt om sig, naar Gadens Gemytter blev for nærgaaende eller højrøstede.

Hans Hansen vil staa i Metodismens Historie som den, der ryddede Veje og gjorde dem farbare for Metodismens Arbejde, hvor han kom hen. Hansen var en af sin Tids djærveste Forkæmpere for Afholdssagen. Han døde i sit Hjem i Svendborg den 20. Juni 1911.

En anden Banebryder, ganske vist af en anden Støbning, var Carl Frederik Eltzholtz, der blev født den 10. Oktober 1840 i Brahetrolleborg.

Han var den unge Navigationsskoleelev, der mødte Markus Nielsens varme Forkyndelse i Svendborg og blev grebet af Ordet, hvorefter han førte Metodistprædikanten ind i sit Barndomshjem.

Carl Frederik mente, at naar Evangeliet kunde betyde saa meget for ham, maatte det ogsaa kunde komme til at betyde noget for hans Hjem, og at han ikke tog fejl, har Tiden jo vist. Eltzholtz-Navnet har en fin Klang i vor Historie, takket være Præstens og Forfatterindens Indsats i vort Arbejde.

Eltzholtz rejste noget efter sin Omvendelse til Amerika, hvor han blev uddannet til Præst, og en Dag møder vi ham i Arbejdet herhjemme. Eltzholtz kom hjem i 1878 og overtog Vejle Menighed.

Det, som for alle Dage vil knytte hans Navn til Vejle Menigheds Historie saavel som til hele Kirkens, er Mødet i Vejle Metodistkirke den 17. April 1879, da E. stiftede den første levedygtige Afholdsforening, og som saadan blev den danske Afholdsbevægelses Fader.

Eltzholtz betjente Horsens og endnu en Gang Vejle og sluttelig København, hvorfra han rejste tilbage til Amerika i 1887. Han var ikke længe herhjemme, men længe nok til at gøre et Arbejde, der fik en stor Betydning. I sine sidste Aar levede han i Los Angeles, hvor han døde den 17. April 1929.

I København afløste en Nordmand ved Navn N. F. Carstensen Pastor J. J. Christensen i 1876. Denne Ansættelse skulde desværre ende med Sorg, idet Carstensen allerede først paa Aaret 1878 maatte træde tilbage paa Grund af Læreuoverensstemmelser og andet, der voldte Vanskeligheder.

Han dannede derefter sin egen Frimenighed, og byggede senere Kirken paa Kong Georgsvej, hvor han oparbejdede en Frimenighed. Efter en Del Aars Forløb visnede Arbejdet hen, og han maatte derfor sælge Kirken, som vi købte af ham i 1905.

Selvfølgelig voldte dette Brud en Del Vanskeligheder; men Schou overtog selv Menigheden i 1878, og ikke saa faa Mennesker sluttede sig til den i dette vanskelige Aar som i de nærmest følgende.

Foruden disse Mænd i Prædikegerningen møder vi nogle faa Navne i disse tidlige Aar, der er værd at mindes med Tak og Ærbødighed.

Michael John Cramer

Den amerikanske Metodistpræst M. J. Cramer var i en Aarrække amerikansk Minister eller Konsul i København. Han var en Svoger til Præsident Grant.

Overfor den unge Menighed i København var han en god Støtte. Hans Embedstid i København faldt i de for Willerup saa tunge og svære Aar, da Modstanden og Kritiken rejste sig imod Willerup.

Han prædikede ret jævnlig i den store, nye Kirke og stod i den vanskelige Tid altid som Vennen, der var rede med Raad og Bistand.

Den danske Konsul i New York, Harald Døllner, er ogsaa stærkt knyttet til vor tidligste Historie.

Det var ikke med sine Aandsevner, han særlig tjente Kirken, men med sine store Midler, som han i saa rigeligt Maal gav af til den danske Metodistkirke.

Harald Døllner

Han begyndte med at give 1000 Dollars til Kirkens Opførelse i Rigensgade og skød senere adskillige Tusinde Dollars ind i samme Foretagende. Og ikke blot ved hans direkte Støtte var han Kirken til stor Hjælp, men ogsaa paa indirekte Maade, idet han ved sin Indflydelse flere Steder skaffede store Summer til Veje til Kirkens Fuldførelse.

Ogsaa til flere af Provinsens Kirker gav han store Beløb, og da han døde i 1886, havde han ikke blot hjulpet den unge Mission til at faa rejst adskillige smukke Kirker, men han havde i sit Testamente bestemt, at al Gæld paa Metodistkirkerne i Danmark skulde betales af hans efterladte Formue.

Konsul Døllner havde et varmt Hjerte for Guds Riges Fremgang alle Vegne, og det var ikke blot til den danske Metodistkirke, han gav store Summer, men ogsaa til andet Arbejde baade indenfor som udenfor Kirken.

Alberta Eltzholtz

Ikke længe efter at Kirken er kommen godt i Gang med sit Arbejde herhjemme, møder vi en ung Kvinde, der paa en særlig Maade skulde komme til at tjene Kirken.

Det var Alberta Eltzholtz. Hendes Navn er kendt overalt i vore Kredse og i betydelig Grad ogsaa udenfor. Hun er Datter af Slotsgartner Eltzholtz og Hustru paa Brahetrolleborg, og altsaa Søster til Præsten Carl Frederik Eltzholtz.

I det stærkt religiøse Hjem, der tidligt aabnede sine Døre for Metodistkirken, modtog den unge Alberta Kaldet til at tjene Gud og indvi sine store Evner til Guds Riges Tjeneste. Alberta Eltzholtz aabenbarede tidligt, at hun sad inde med betydelig digteriske og lyriske Evner.

„Missionstidende“ havde ikke gaaet mere end et Aarstid, før vi finder det første Digt i dette af Alberta Eltzholtz. Det var et Lejlighedsdigt: „Til Minde om Jomfru M. Lindahl af Svendborg, som hensov i Herren den 14. September 1874. „I Marts-Numret 1875 findes det næste. Det er det smukke lille Digt: „Hvor var det lifligt, naar Kærligheden fik samlet alle Guds Børn herneden.“

I de mange Aar, der er gaaet siden, har Alberta Eltzholtz givet sin Kirke et stort Tal af Salmer og aandelige Sange, der ikke alene synges indenfor vor egen Kreds, men ogsaa langt udenfor denne.

Alberta Eltzholtz er Metodismens syngende Evangelist, og denne Evangelistgerning vil fortsætte i mange, mange Aar efter hendes Død.

Hun gjorde et betydeligt Arbejde, da Salmebogen af 1876 skulde udgives; i den findes mange Bidrag fra hendes Haand, og ved Revisionen af Salmebogen i 1901 møder vi hendes Værk i endnu større Grad.

I vore Sangbøger, ved Kirkens store Anledninger, ved de Unges Møder og Stævner og paa saa mange andre Maader har Alberta Eltzholtz givet af sit rige Forraad med rund Haand. Gud gav hende meget; hun har i Sandhed forvaltet sine Pund til hans Ære.

Senere i vor Historie træffer vi paa Medarbejdere, der nidkært og udholdende bygger Kirkens Mure.

Oppe fra Elling ved Frederikshavn kom den unge rigtbegavede Svend K. Johansen — en af vore bedst intellektuelt udrustede Mænd. Kirken har vidst at drage Nytte af hans rige Evner paa forskellig Maade gennem Aarene. Han begyndte sit Arbejde i Hornsyld-Kredsen i 1881.

Og fra Vejle Vesteregn kom den djærve og for alle Dage stærkt jysk prægede Bonde Laust Christensen, der blev ansat paa Langeland samme Aar og har fyldt en god Plads i Kirkens Arbejde.

Og Vejle Vesteregn fostrede en anden god Mand, den stilfærdige, gudfrygtige Gaardejer Jens Nielsen, Enkelund, der fra 1881 varetager Arbejdet derude samtidig med, at han driver sin Gaard.

I 1883 rejste han fra sin Hjemstavn for helt at ofre sig i Evangeliets Tjeneste. Dette Aar blev han ansat paa Langeland. Samme Aar kom en Mand hjem fra Indien, hvor han i nogle Aar havde virket som Missionær.

Det var Herman Jacobsen, der er kendt i mange af vore Kredse som en dygtig Prædikant. Han begyndte herhjemme i Odense og har udført et godt Arbejde mange Steder.

Ved Aarsmødet i København i 1886 blev tre unge Mænd sendt ud i Arbejdet. Det var Langelænderen, den purunge L. C. Larsen, en sjælden evnerig ung Mand, der paa forskellig Maade skulde komme til at kaste Glans over sin Kirke. Han blev ansat som Hjælper i København.

Den anden unge Mand var N. P. Nielsen fra Egnen omkring Holbæk. Han blev ansat som Hjælper i Vejle og udførte gennem mange Aar et stort og nidkært Arbejde for sin Kirke.

Den tredie var Anton Christensen (Kostrup) fra Frederikshavn. Han blev ansat i Faaborg. Hans varme og inderlige Forkyndelse gjorde ham til en af Kirkens store Sjælevindere, og han har haft en rigt velsignet Tid i flere af vore Menigheder.

Det sidste Navn, der skal omtales i dette Kapitel, er Karl Schous.

Han var kommen til Danmark i 1872 og kom til Arbejdet i en overmaade vanskelig og kritisk Tid. Willerup var bleven træt og forsagt af Arbejde, Byrder og Vanskeligheder, og det var ikke fri for, at denne Aand var ved at gennemtrænge Arbejdet baade i København og ude i Landet; men inden et Aar var gaaet, var Arbejdet i en helt anden Gænge, og i Schous Tid førtes det ind i en rig og frugtbar Periode. Det er ikke for meget sagt, at i hans Tid grundlagdes det egentlige Arbejde, der er blevet bygget videre paa til i Dag.

Schou var en betydelig Personlighed; han havde et fast Greb om Tingene. Og han var en Slider — utrættelig og paagaaende. Han rejste meget, og naar han var ude, holdt han Møder Aften efter Aften — ofte et Par paa en almindelig Søgnedag og hvert paa sit Sted. Aldrig skaanede han sig selv. Det var ellers ikke altid lige behageligt at rejse i hine Dage; men aabenbart har det ikke kunnet afskrække Schou.

I Schou-Perioden opførtes fire Kirker foruden flere Kapeller; adskillige nye Menigheder var bleven stiftede; Bladet var kommen i den rigtige Gænge og omsider blevet til Ugeblad og fik det kære kendte Navn „Kristelig Talsmand“.

Kirken havde faaet Salmebog og adskillige andre Bøger udgivet; den havde faaet egen Bogforretning og eget Trykkeri, og just inden han døde, fik han den teologiske Skole startet. Til alt dette og mere kan føjes den aandelige Rejsning, som hele Sagen havde faaet.

Schou-Perioden var en frisk Vaartid for Arbejdet, der forjættede Sommer- og Frugttid.

Schou var ikke nogen stærk Mand; flere Gange havde han været alvorlig syg. Først paa Aaret i 1885 ramtes han af et apoplektisk Tilfælde, der gjorde ham uarbejdsdygtig en Tid. Efter at han havde taget en Rejse sydpaa — han naaede helt til Italien — for at komme til Kræfter, tog han fat igen med samme Nidkærhed; men der skulde kun gaa nogle ganske faa Aar, før han paany ramtes af et Sygdomstilfælde, der kom lige saa brat og uventet som det første, og denne Gang blev det Døden.

Pastor Schou rejste fra København den 10. Juni 1889 med Damper til Aarhus. Her blev han pludselig syg samme Dag, som han var kommen. Han blev overført fra Pastor Svend Johansens Hjem til Hospitalet, og her laa han ca. halvanden Maaned. Han haabede til at begynde med, at han nok skulde komme op og være med ved Konferencen, der dette Aar skulde afholdes i Frederikshavn; men i Referatet fra dette Møde staar der nøgternt refereret:

„Ved Navneopraab savnedes to af Mødets Medlemmer, nemlig Missionens Superintendent Pastor K. Schou, som ligger syg i Aarhus, og S. K. Johansen, som ikke var mødt, grundet paa Sygdom i hans Familie ... Da Pastor Schou efter al Sandsynlighed ikke foreløbig kan befatte sig med Missionens Anliggender, saa blev der af Biskoppen foretaget en Del Ændringer med Hensyn til Fordelingen af Arbejdet ...“

Denne Formodning skulde mere end strække til, saa det ikke blot blev til „foreløbig“, men bestandig, at Pastor Schou ikke kunde „befatte sig med Missionens Anliggender“.

I „Kristelig Talsmand“ den 2. August 1889 findes følgende:

Pastor Schou. I de Numre af Talsmanden, som endnu ikke er trykte, meddele vi den Tidende, som vi i dette Øjeblik have modtaget fra Aarhus, at Gud har taget vor elskelige Broder Schou hjem til sig Onsdag den 31. Juli Kl. 9 Aften.

Schou vilde gerne have virket noget længere i det Arbejde, der havde hele hans Hjerte; han var jo i sin bedste Alder — kun ca. 48 Aar; men da han forstod, det var Guds Vilje, at Arbejdsdagen skulde slutte, bøjede han sig glad og tryg for denne Ordre og gik i Fred ind til de Helliges Hvile.

For Menneskers Øjne var det et ufatteligt tungt Slag, der ramte Kirken ved Schous Død; men Gud begraver sine Arbejdere og fortsætter sin Gerning, og den næste Mand stod rede til at tage den tomme Plads, og Gud var i Sandhed med fremdeles, og nye Sejre laa forude for den lille stridende Kirke.