Fiskerens Hjem

Niels og Elsine Tvilling
med barnebarnet Niels Christian
foran Tvillinggaarden ca. 1908

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 1

Af Chr. Nielsen

Adskillige af de Oplevelser og Iagttagelser, der er omtalt paa de efterfølgende Blade, er mine egne, men langt de fleste er meddelt mig af Niels Tvillings Søn, Fiskehandler Jens Tvilling, København, og Datter, Fru Anna Tvilling Larsen, Strandby.

Ikke saa faa Smaatræk er Citater og Uddrag af en Række Artikler, der under Titlen „Strandby Folk" har været offentliggjort i „Frederikshavns Avis" og skrevet af Hr. Organist P. Chr. Pedersen, Frederikshavn, ligesom der ogsaa er en Del Citater fra „Kristelig Talsmand".

Jeg skylder disse og alle, der bistod mig, en hjertelig Tak. Uden deres værdifulde Hjælp kunde jeg ikke have foretaget dette lille Samlerarbejde.    C. N.

Fiskerens Hjem
Niels Tvilling var Fisker; hans Hjem var i Strandby. Mon „Aarsskriftet“s Læsere nogen Sinde har gæstet et Fiskerhjem — saadan et rigtig godt, gammeldags Fiskerhjem i et eller andet lille Fiskerleje?

Selvfølgelig er der nogle, der har — mange maaske — men der er altid nogle, der ikke har, og saadanne vil jeg gerne ved denne Lejlighed introducere i en eller anden af mine Venner, Fiskernes Hjem.

Jeg har boet tilstrækkelig længe iblandt dem (Esbjerg, Løkken, Frederikshavn) og har besøgt dem paa mange forskellige Steder (Fanø, Bangsbostrand, Strandby, Skagen og andre Steder, hvor de hører hjemme), og saaledes haft rig Lejlighed til at lære Hjemmene og deres Beboere at kende; og jeg lærte at sætte Pris paa begge.

De skal se Dem vel for, naar De gaar ind ad Døren, for den er lav; der staar „Buk“ skrevet, som det hedder i Folkemunde. Og er vi saa indenfor, saa skal De igen passe paa, hvis De har en nogenlunde Højde, at De ikke løber Panden imod Loftsbjælkerne. I gamle Dage skulde der spares paa Materialet; maaske var det ogsaa for at holde paa Varmen om Vinteren, eller var det for den skarpe Blæsts Skyld, at man gjorde Husene saa lave?

Men Stuen er ofte ret stor i Omfang. Dér, langs Væggen, staar de to brede Alkovesenge omhængt af et pænt Sirtses Forhæng. Her er Plads til Mand og Hustru og alle Børnene, og der var, eller kom, som Regel mange. Efterhaanden, som de voksede til, fik et Par Stykker af dem Plads i Slagbænken, der staar dér under Vinduet og om Dagen tjener til Sæde, naar der spises ved det lange Bord, og uden for Spisetiderne tjener til Legeplads for de smaa.

Dér staar den gamle „Bornholmer“, der paa sin langsomme og værdige Maade maaler Tiden for Tidens Børn og hver Time med sine klingre Slag fortæller, at nu er der paany gaaet en Time ind i Evigheden. Dér i Krogen har Bilæggerovnen sin Plads med sine Basrelieffer med Motiver hentet fra
Bibelen eller Historien.

Og paa Langvæggen staar Kommoden (eller maaske er der to) smukt pyntet med Tæppe og en Mængde Souvenirs, som Faderen eller Sønnerne sendte hjem, dengang de „fo’r paa Varmen“. Se her de store Konkylier, der koger saa mærkeligt, naar man holder dem for Øret; det er Havets Røst, man hører i dem, siger Sømanden.

Og dér er Flasken, der ligger paa sit Understel med det fuldriggede Skib i sig. Aldrig begreb jeg, hvorledes de fik den Skude med dens Master og Rær og dens mange Snore paa Kryds og Tværs ind i den Flaske. Jeg tænkte, at man havde skaaret Bunden ud, og saa var det jo ingen Sag; men man overbeviste mig om, at det passede ikke; Skibet var kommet ind gennem Flaskehalsen! Men selv om det hele, som man forklarede, blev lavet udenfor og liggende sendt gennem Halsen, forstod jeg ikke, hvorledes store, grove, begede Sømandsnæver kunde bakse med alt dette og faa det saa sindrigt anbragt paa rette Sted.

Og se, dér paa Væggen hænger Malerier af Skonnert „Anna“ eller Barken „Fremtiden“ eller hvad hun nu hed, Skuden, man sejlede med i de unge Dage, ja, maaske saa længe, at man blev en halvgammel Fyr og træt gav op og slog sig ned derhjemme ved Kysten i det gamle Fødehjem, for at faa et sparsomt Udkomme ved Fiskeriet.

Og for at faa det hele med, lægger vi Mærke til det lange, hvidskurede eller grønmalede Bord med tilhørende Træstole. I de lave Vinduer staar blomstrende Pelargonier, og et Par Sirtses Gardiner (Kapper) fuldstændiggør Udstyret i den lille, fattige, men ofte saa nette og renlige Stue.

Ude i Køkkenet var den aabne Skorsten med Krogen over Ildstedet, med Gryder og Pander og Potter. I Skorstenen røgede man selv baade Grise- og Faarekød samt de Fisk, der egnede sig dertil. Og saa havde man de store, saltede og tørrede Fisk: Torsk, Kuller og Flynder, der efter Tørringen blev nedpakket i Halm eller simpelthen puttet i en Sæk og benyttet til Spisning Aaret igennem.

I Skorstenspiben hang tørret Flynderskind, som blev benyttet til at „klare“ Kaffen med. Man kendte ikke til Kaffekande, men hældte den brune Drik fra den blankpudsede Kobberkedel, hvori den var kogt, lige i Koppen. En Knald brunt Sukker fandt man i Sukkerskaalen, der som Regel stod fremme paa Bordet.

Ved Stranden laa Baaden i en dertil indrettet „Kaas“, som Baadelavet hjalp hverandre med at bygge. En „Kaas“ er to Stensætninger i en passende Afstand fra hinanden ført ud fra Stranden. Imellem dem laa Baaden „svinebundet“ til fire Pæle, to i hver Stensætning. I Fiskerlejet blev disse „Kaase“ bygget Side om Side og var adskillige Steder, bl. a. i Strandby, Begyndelsen til en Fiskerihavn.

Kom der Paalandsstorm, hjalp man hverandre med at hale Baadene op paa Stranden. Baadelavene havde en Baadekasse, og naar Julen kom, blev Baadekassen tømt, og saa blev der holdt Baadegilde med Mad og rigelig Drikkelse og Dans og fornøjet Samvær, og saa glemte man for en Tid de drøje Krydsture i de aabne Baade fra Fangstplads til Hjemmets Kyst.