Fra Metodismens første Dage i Danmark - del 4
Af Niels Mann
Aarenes haarde og anstrengende Arbejde tog stærkt paa Willerups Helbred. Han havde ikke undt sig megen Hvile, men havde i hele sin Prædikanttid spændt sig selv umaadelig stærkt for.
Hans Helbred var ikke stærkt, og han holdt ikke ud i saa mange Aar. Blandt andet døjede han meget med sin Hals og sin Stemme; da han endelig opgav Arbejdet, var Stemmen saa daarlig, at han ikke kunde stort andet end hviske.
Paa en af sine mange Rejser i Sverige som Superintendent hændte det en Vinterdag paa Rejse i Isbaad fra Gotland til Fastlandet, at han faldt i Vandet, idet Isen brast under Baaden; han blev hurtigt reddet op af det iskolde Vand, men drivende vaad maatte han sidde i den haarde Kulde Resten af Rejsen, og han mener selv, at denne Tur gav hans Helbred et afgørende Knæk.
Men det, der tog haardest paa W., var de Vanskeligheder, han mødte inde fra sin egen Kreds — en ondsindet Modstand, der tog baade paa aandelig Kraft og legemlig Styrke, var rejst af en bestemt Mand. Det gjorde W. saa inderlig ondt og var en stadig Kilde til Sorg og Bekymring for ham.
Et Udtog af et Brev, som han skrev til Missionssekretær Dr. Durbin, viser hans forpinte Sindstilstand:
At W. derimod byggede for stort synes givet; og at det hele blev kostbart og for dyrt, takket være nogle smarte Forretningsforbindelser, der udnyttede W., synes ogsaa at være rigtigt; men rimeligt er det ogsaa, at den forholdsvis lille Kreds af Medlemmer ikke rent psykisk har kunnet bære den store Plan. Forøvrigt kom Angrebet kun fra en enkelt Mand; men det udviklede sig ganske vist til betydeligt mere.
Det var med velberaad Hu, at W. byggede efter de store Linier. Han havde givet Udtryk for dette flere Gange, og hans bestemte Tanke var, at Metodismen i Danmark skulde fra første Begyndelse fremtræde paa værdig Maade.
Hans Ønske om at blive løst som Superintendent faar han ikke opfyldt med det samme; men i 1868 løses han fra Ansvaret i Sverige og i 1869 i Norge.
Fra dette Aar til 1872 havde han saa kun Tilsynet med Arbejdet i Danmark; men det var som om, at han ikke rigtig havde Rod i det mere, og han løses da ogsaa endelig fra dette.
Selv om det var efter hans eget udtrykkelige Ønske, har det sikkert været med et blødende Hjerte, at han pakker sine Sager og paany drager til Amerika. Derovre var han dog kun en kort Tid; han prøver et Par Ansættelser, men giver op, og et Forsøg i Frederikshald i Norge falder ikke bedre ud.
En Morgen i 1876, da Norgesbaaden havde lagt til ved Bryggen i Københavns Havn, gik en træt og bøjet Mand ved sin Hustrus Arm fra Borde. Det var Chr. Willerup, der havde prøvet de sidste Muligheder for endnu i nogle Aar at tjene i Jesu Kristi store Gerning, saaledes som det havde været hans Lyst; han vendte hjem fra Arbejdet som den trætte Arbejder, der søger mod Hjemmet ved Aftenstid. Nu kunde han ikke mere.
Fra hin Dag i Halvtredserne, da han sagde Ja til Kaldet fra Gud gennem Missionsselskabet og til denne Dag, han vendte hjem fra sin sidste Rejse, havde han altid været i Tjeneste tidlig og sildig — gennemkrydset store Dele af Præriens vildsomme og trælse Veje, prøvet Rejselivet under skiftende Kaar i Norden, prædiket, skrevet og mødt Modstand og Forfølgelser og Misforstaaelser. Han havde været som en Arbejder, der ikke behøver at skamme sig.
W. boede i København den sidste halve Snes Aar af sit Liv og døde den 18. Maj 1886. Rejseprædikanten fik Hvile; Metodismen havde mistet en stor og fin Personlighed, en hjertevarm Kristen og en nidkær og evnerig Prædikant.
Hans Indsats i den skandinaviske Metodisme var meget stor; den laa over saa store Felter, at den vanskelig kan maales. Han var Pioneren, og han var det i en Tid, da det kostede meget at indtage denne Stilling. Hans gode og trofaste Hustru, der havde været ham en god Hjælper igennem mange Aar, døde i København den 4. Juni 1910.
— — — Efterat W. var bleven løst fra Arbejdet i Danmark i 1872, overtog Pastor Karl Schou Ledelsen af den unge Kirke.
Karl Jensen Schou er født i Holstebro den 22. Maj 1841 og voksede op i et jævnt, men stræbsomt og nøjsomt Hjem. Han havde stor Lyst til at læse; men det var ikke saa let paa den Tid at holde en Dreng til Bogen, naar Midlerne var smaa. Hans Far var Uhrmager, og Drengen kom i Lære hos Faderen i Stedet for at læse.
Da han var 21 Aar gammel, følte han — som saa mange andre Unge — Lyst til at prøve Vingerne, og han drog til Amerika. Konflikten mellem Nord- og Sydstaterne var forlængst brudt ud, og en Dag finder vi Karl Schou som Frivillig i Nordstaternes Hær.
Da han var færdig med at være Soldat, tog han fat paa tilfældigt Arbejde; han havde ingen Midler og ingen til at hjælpe sig frem; men ufortrøden gik han paa, indtil det endelig lykkedes ham at komme ind ved Faget.
Han boede i Byen Lafayette, og en Aften i 1866 gik han til et Vækkelsesmøde i Metodistkirken, og her mødte Gud ham, og den unge Dansker fik, efter en alvorlig Bodskamp, Fred med Gud. Han skrev i sin Dagbog efter denne Oplevelse med Gud:
Omkring 1868 havde Missionsselskabet modtaget Brevet fra Willerup, i hvilket han saa mindelig beder om at blive fritaget for det ansvarsfulde Hverv, der hvilede saa tungt paa hans Skuldre. Der skulde imidlertid gaa fem Aar, inden dette Spørgsmaal kunde løses, og det var af den simple Grund, at Missionsselskabet ikke havde nogen at sætte i Stedet.
Den store Kirke i København var bygget. Arbejdet var taget op flere Steder i Landet, og der stod ikke saa lidt paa Spil.
Det var da heller ikke nogen let Sag for Missionsselskabet at finde Willerups Afløser, der kunde gaa ind i hans Arbejde og føre det videre; men ovre i Evanstone gik den unge Schou og udvikledes og modnedes til sin store Gerning. Gud ved altid Raad til sin Tid.
Det var i 1872, at Kaldet kom til Schou om at gaa til Danmark som Leder for Arbejdet. Schou var da kun 32 Aar gammel; han var lydig mod det store Kald og gik til sin ansvarsfulde Gerning i Tro til Gud.
Karl Schou tog fat med Nidkærhed herhjemme, og her var meget at tage fat paa. Den lille Mission havde lidt en Del under de indre Vanskeligheder i de sidste Aaringer.
Af Niels Mann
 |
| Chr. Willerup |
Hans Helbred var ikke stærkt, og han holdt ikke ud i saa mange Aar. Blandt andet døjede han meget med sin Hals og sin Stemme; da han endelig opgav Arbejdet, var Stemmen saa daarlig, at han ikke kunde stort andet end hviske.
Paa en af sine mange Rejser i Sverige som Superintendent hændte det en Vinterdag paa Rejse i Isbaad fra Gotland til Fastlandet, at han faldt i Vandet, idet Isen brast under Baaden; han blev hurtigt reddet op af det iskolde Vand, men drivende vaad maatte han sidde i den haarde Kulde Resten af Rejsen, og han mener selv, at denne Tur gav hans Helbred et afgørende Knæk.
Men det, der tog haardest paa W., var de Vanskeligheder, han mødte inde fra sin egen Kreds — en ondsindet Modstand, der tog baade paa aandelig Kraft og legemlig Styrke, var rejst af en bestemt Mand. Det gjorde W. saa inderlig ondt og var en stadig Kilde til Sorg og Bekymring for ham.
Et Udtog af et Brev, som han skrev til Missionssekretær Dr. Durbin, viser hans forpinte Sindstilstand:
„Efter at jeg havde arbejdet blandt Skandinaverne i Amerika, kaldte Kirken mig til at gaa til Skandinavien. I Overensstemmelse med Kaldet rejste jeg til Norge i Foraaret 1856, hvor jeg blev omkring ved to Aar.
Efter at jeg havde organiseret Menigheder i Frederikshald, Sarpsborg og paa andre Steder, rejste jeg til København, hvor jeg har boet siden. Det er nu ca. 13 Aar siden, jeg forlod Amerika, mit adopterede Hjem.
Det var et stort Offer for mig at forlade dette Hjem, men da jeg troede, at jeg maaske med Guds Hjælp kunde være i Stand til at gøre noget godt mod mine Landsmænd i Skandinavien, og Kirken kaldte mig, indvilligede jeg i at gaa.
Mine forskellige Indberetninger til Dem fra Tid til anden har fortalt Dem lidt om, hvad det har behaget Herren at virke ved Deres Missionærer i Skandinavien; men det er min Fortrøstning, at Evigheden vil aabenbare endnu mere.
Det er dog ikke blot om Arbejdet og Fremgangen i Missionen, taget som Hele, jeg ønsker at tale her, men ogsaa om mine Prøvelser og Sorger, særlig under de sidste fire Aar, under hvilken Tid Storm efter Storm har mødt mig paa min Vej.
Jeg begyndte disse Missioner i Norge og i Danmark; jeg har ammet dem i deres spæde Barndom, og gennem 13 Aar har jeg staaet i Gabet for dem mod mangen Prøvelse og Forfølgelse, hvilket Missionærerne og mange af Medlemmerne kan vidne med mig. Jeg har arbejdet og slidt uden Ophør og været besværet fra alle Sider. „Udvortes Strid og indvortes Frygt.“
Jeg har ofte følt, at jeg var en unyttig Tjener, men jeg har ogsaa samtidig følt, at jeg havde intet andet Ønske og intet andet Maal i Sigte end at se vor Frelsers Rige udbredes. Da jeg begyndte Arbejdet, havde min Hustru og jeg et godt Helbred, men nu, grundet paa alle vore Prøvelser, er min Hustrus Helbred nedbrudt....
Og med Hensyn til mig selv, da frygter jeg for, at dersom jeg ikke snart bliver befriet for mit Ansvar, vil jeg falde helt sammen og være ude af Stand til at udrette noget som helst.
Hvad jeg mener med disse vore Prøvelser, skal jeg ikke forklare her. De ved, kære Doktor, Aarsagen til mange af dem, og skulde jeg forklare mig nøjere, vilde det tage hele Bøger af Papir; det vilde blive for meget for mig at skrive og for meget for Dem at læse; men jeg haaber en Dag at skulle blive i Stand til at meddele og forklare Dem hele Sagen.
Og nu ved Overvejelsen af alt dette er jeg kommen til det Resultat, at jeg, førend min Kraft bliver fuldstændig udtømt, venligst og underdanigst, men paa det alvorligste, vil bede Raadet om at kalde mig tilbage til Amerika, eller, hvis dette ikke kan ske, da at suspendere mig fra min Gerning.
I sidstnævnte Tilfælde tilstaar jeg, at jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at underholde min Familie; men det vil jeg lade Vorherre sørge for, han har hidtil været min Hjælper.
Og dersom det skal være saaledes, vil jeg hellere, gammel som jeg er, arbejde med mine Hænder og gøre, hvad jeg kan som Lokalprædikant, hvor jeg maatte være, her eller i Amerika, — for jeg føler endnu: Ve mig, om jeg ikke prædiker Evangeliet — end bære den Byrde og det Ansvar der paahviler mig som Superintendent her, saaledes som det har været de sidste fire Aar. Mine Skuldre er for svage til at bære denne Byrde ...“Dette Brev taler sit eget gribende Sprog. Den rejste Kritik, der slet ikke var saglig, men ond og lavsindet, og som gjaldt W.s Administration af Byggearbejdet, var grundløs.
At W. derimod byggede for stort synes givet; og at det hele blev kostbart og for dyrt, takket være nogle smarte Forretningsforbindelser, der udnyttede W., synes ogsaa at være rigtigt; men rimeligt er det ogsaa, at den forholdsvis lille Kreds af Medlemmer ikke rent psykisk har kunnet bære den store Plan. Forøvrigt kom Angrebet kun fra en enkelt Mand; men det udviklede sig ganske vist til betydeligt mere.
Det var med velberaad Hu, at W. byggede efter de store Linier. Han havde givet Udtryk for dette flere Gange, og hans bestemte Tanke var, at Metodismen i Danmark skulde fra første Begyndelse fremtræde paa værdig Maade.
Hans Ønske om at blive løst som Superintendent faar han ikke opfyldt med det samme; men i 1868 løses han fra Ansvaret i Sverige og i 1869 i Norge.
Fra dette Aar til 1872 havde han saa kun Tilsynet med Arbejdet i Danmark; men det var som om, at han ikke rigtig havde Rod i det mere, og han løses da ogsaa endelig fra dette.
Selv om det var efter hans eget udtrykkelige Ønske, har det sikkert været med et blødende Hjerte, at han pakker sine Sager og paany drager til Amerika. Derovre var han dog kun en kort Tid; han prøver et Par Ansættelser, men giver op, og et Forsøg i Frederikshald i Norge falder ikke bedre ud.
En Morgen i 1876, da Norgesbaaden havde lagt til ved Bryggen i Københavns Havn, gik en træt og bøjet Mand ved sin Hustrus Arm fra Borde. Det var Chr. Willerup, der havde prøvet de sidste Muligheder for endnu i nogle Aar at tjene i Jesu Kristi store Gerning, saaledes som det havde været hans Lyst; han vendte hjem fra Arbejdet som den trætte Arbejder, der søger mod Hjemmet ved Aftenstid. Nu kunde han ikke mere.
Fra hin Dag i Halvtredserne, da han sagde Ja til Kaldet fra Gud gennem Missionsselskabet og til denne Dag, han vendte hjem fra sin sidste Rejse, havde han altid været i Tjeneste tidlig og sildig — gennemkrydset store Dele af Præriens vildsomme og trælse Veje, prøvet Rejselivet under skiftende Kaar i Norden, prædiket, skrevet og mødt Modstand og Forfølgelser og Misforstaaelser. Han havde været som en Arbejder, der ikke behøver at skamme sig.
W. boede i København den sidste halve Snes Aar af sit Liv og døde den 18. Maj 1886. Rejseprædikanten fik Hvile; Metodismen havde mistet en stor og fin Personlighed, en hjertevarm Kristen og en nidkær og evnerig Prædikant.
Hans Indsats i den skandinaviske Metodisme var meget stor; den laa over saa store Felter, at den vanskelig kan maales. Han var Pioneren, og han var det i en Tid, da det kostede meget at indtage denne Stilling. Hans gode og trofaste Hustru, der havde været ham en god Hjælper igennem mange Aar, døde i København den 4. Juni 1910.
— — — Efterat W. var bleven løst fra Arbejdet i Danmark i 1872, overtog Pastor Karl Schou Ledelsen af den unge Kirke.
Karl Jensen Schou er født i Holstebro den 22. Maj 1841 og voksede op i et jævnt, men stræbsomt og nøjsomt Hjem. Han havde stor Lyst til at læse; men det var ikke saa let paa den Tid at holde en Dreng til Bogen, naar Midlerne var smaa. Hans Far var Uhrmager, og Drengen kom i Lære hos Faderen i Stedet for at læse. Da han var 21 Aar gammel, følte han — som saa mange andre Unge — Lyst til at prøve Vingerne, og han drog til Amerika. Konflikten mellem Nord- og Sydstaterne var forlængst brudt ud, og en Dag finder vi Karl Schou som Frivillig i Nordstaternes Hær.
Da han var færdig med at være Soldat, tog han fat paa tilfældigt Arbejde; han havde ingen Midler og ingen til at hjælpe sig frem; men ufortrøden gik han paa, indtil det endelig lykkedes ham at komme ind ved Faget.
Han boede i Byen Lafayette, og en Aften i 1866 gik han til et Vækkelsesmøde i Metodistkirken, og her mødte Gud ham, og den unge Dansker fik, efter en alvorlig Bodskamp, Fred med Gud. Han skrev i sin Dagbog efter denne Oplevelse med Gud:
„I Dag har jeg, Ære være Gud, fundet, hvad jeg søgte. Jesus har aftoet alle mine Synder med sit Blod. O, hvilken Velsignelse! Om jeg havde nogen Ide om, hvor lykkeligt og dyrebart det er, vilde jeg have søgt min Frelser for længe siden. Denne er min aandelige Fødselsdag; gid jeg altid maa komme den ihu og holde den hellig!“Karl Schou blev en alvorlig Kristen. Inden saa længe mødte han Kaldet til Prædikegerningen. Han begyndte sine Studier ved Garrets College i Evanstone og samtidig underviste han i Dansk paa Skolen og havde en lille Menighed i Byen.
Omkring 1868 havde Missionsselskabet modtaget Brevet fra Willerup, i hvilket han saa mindelig beder om at blive fritaget for det ansvarsfulde Hverv, der hvilede saa tungt paa hans Skuldre. Der skulde imidlertid gaa fem Aar, inden dette Spørgsmaal kunde løses, og det var af den simple Grund, at Missionsselskabet ikke havde nogen at sætte i Stedet.
Den store Kirke i København var bygget. Arbejdet var taget op flere Steder i Landet, og der stod ikke saa lidt paa Spil.
Det var da heller ikke nogen let Sag for Missionsselskabet at finde Willerups Afløser, der kunde gaa ind i hans Arbejde og føre det videre; men ovre i Evanstone gik den unge Schou og udvikledes og modnedes til sin store Gerning. Gud ved altid Raad til sin Tid.
Det var i 1872, at Kaldet kom til Schou om at gaa til Danmark som Leder for Arbejdet. Schou var da kun 32 Aar gammel; han var lydig mod det store Kald og gik til sin ansvarsfulde Gerning i Tro til Gud.
Karl Schou tog fat med Nidkærhed herhjemme, og her var meget at tage fat paa. Den lille Mission havde lidt en Del under de indre Vanskeligheder i de sidste Aaringer.
Kommentarer
Send en kommentar