Arbejder i Herrens Vingaard

Pastor Thaarup i Erindring - del 5

Som et Vidnesbyrd om, hvorledes Pastor Thaarup vurderede sin Opgave som en Arbejder i Herrens Vingaard, meddeles her en Artikel, han i sin Tid skrev i „Kr. Talsm.“:

En sand Kristen glemmer vel ikke Lønnen, men han arbejder dog ikke blot derfor. Saa ofte et Menneske kun giver sig i Vingaardsarbejdet for Lønnens Skyld, bliver det ham en Skuffelse, han vil aldrig finde, at den staar i det rette Forhold til Arbejdet.

Gaar et Menneske i Herrens Tjeneste for Kaldelsens, for Arbejdets, for Herrens og Lønnens Skyld, vil han finde, at Lønnen bestandig bliver større end Arbejdet.

Den Aand, der besjæler de rette Arbejdere i Herrens Vingaard, er udtalt i Apostlen Pauli Ord:

„Jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Kristus for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet“. (Rom. 9,3). 

Det var ikke den lovede Penning, han søgte — det var ikke det bestemmende for ham, at han maatte faa lige saa meget som andre, ja, vel ogsaa noget mere, eftersom han var en Apostel — det var Kristus og Sjæle, han søgte; at vinde dem var for ham at føje Ære til Kristi Herlighed. For Opnaaelsen heraf var han villig til at give Afkald paa al Løn — ja paa Saligheden med.

Det var dette helt af Kristus gennemtrængte og optagne Liv, der gav ham den velsignede, ubevægelige Vished:

„Jeg véd, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham til hin Dag“ (2. Tim. 1,12). 

Hans indre Vished byggede han ikke paa dette:

„Jeg kender mig selv og véd, hvor store Ting jeg har gjort for Kristus, jeg kender hans Løfte til mig, at han har forpligtet sig selv til at give mig en Penning om Dagen“. Nej, han byggede ikke paa Sand, men paa Klippegrund: „Jeg véd, hvem jeg har troet“.

Det var den samme Aand, der besjælede Martyrerne. De bekendte aldrig Kristus Ansigt til Ansigt med Lidelse, Pinsel og Død for derved at vinde en vægtigere Krone eller herligere Himmel, men fordi Kærligheden til Kristus havde løftet dem op over Selvet, og forglemmende dem selv i ham, de elskede, kunde deres Lovsang tone højt, medens Dødens Lidelser søndersled deres Legeme.

Den samme Aand besjælede dem, der for Kristi Skyld forlod deres Fædreland, Slægt og Venner for at bringe Bud om ham, de elskede, til de mange, der sad i Dødens Mørke. De gik ikke for at tjene en Penning om Dagen eller en bedre Plads i Himlene, men fordi de elskede Kristus og Sjæle, derfor gik de for at føre dem til ham. Enhver, der kendte afdøde Missionær Vilhelm Rasmussen, maa vide, at dette var det eneste, der bevægede ham til at gaa og dø for Afrikas sorte Sønner.

Det er den samme Aand, der besjæler enhver sand og lykkelig Jesu Discipel, den Aand, der udtrykker sig i hver Sejr over Synd, hver Selvopofrelse, hver heltemodigt Forsøg paa at rive Sjæle som Brande ud af Ilden. — Glemme sig selv for at ophøje Kristus og vinde Sjæle for ham.

„At lide Tab paa alt for at vin« de Kristus og findes i ham, at kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, ja blive dannet til at ligne ham i hans Død“ (Filip. 3,8 -10).

Der er alt for mange Vingaardsarbejdere, der slider for Lønnens Skyld, og derfor taler de bestandig saa meget om alt det meget, de udretter, og maa se at faa det bragt til saa manges Kundskab som muligt. Mange ligner alt for meget Simon Peter, der en lang Tid, ja, helt til efter Jesu Opstandelse og Aandens Udgydelse fulgte Jesus mere for Lønnens Skyld, altid først i Rækken til at tale store Ord, men som kun daarligt opfyldte sine Løfter. Som endog minder vor Herre Jesus om sin egen og sine Meddisciples store Opofrelse:

„Se, vi har forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skal vi da have?" (Math. 19,27). 

Da Jesus kæmpede i Urtegaarden, sov Peter. Nok kunde han bruge Sværdet og hugge løs, dog, da det gjaldt, „flyede Peter med de andre“, og „han fulgte langtfra efter ham til Ypperstepræstens Pallads“. Hør, hvorledes han opfylder den store Bekendelse:

„Dersom jeg og skulde dø med dig, vilde jeg dog ikke fornægte dig!“ „Han begyndte at forbande sig og sværge: jeg kender ikke det Menneske. Og straks goel Hanen“ (Luk. 26).

Vi kan ikke give noget bedre Svar paa Spørgsmaalet i Sal. 116,12: „Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig?“ end ved at sige: „Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn“; thi Frelsens Kalk rummer Forbarmelsen og Naaden, og Paakaldelse af Herrens Naade er Frelsens Vej.

Det er ikke vor Storhed, Naadegaver eller mange gode Gerninger, der sikrer os Lønnen, men vor ydmyge, selvforglemmende Overgivelse til Arbejdet for Kristi Skyld, der sikrer os Kronen, straalende skøn og Indgangen rig i Kristi evige Rige. Se ikke efter de mange og rige Frugter for Lønnen, men til den Kærlighed og inderlige Bøn, der bar dem frem.

Vær vis paa, at den fattige, hedenske Kvinde, der bragte de Smykker, der var hendes Stolthed, som uomvendt, til Missionæren og sagde: „Tag disse, jeg giver det alt til Jesus“, vil faa en højere Plads i Himlen end mange af vor Tids saakaldte Kristne, der taler meget om alt det, de udretter, og hvis Forfængelighed og Hovmod skinner igennem baade i Tale og Gerning.

Mangen Magdalene, der er fisket op fra Syndens og Sanselighedens Dyb, og som sidder med sund Sans ved Jesu Fødder, renset i det Blod, som renser fra al Synd, vil faa en herligere Løn end Tusinder af Kirkemedlemmer, hvis „Fødder var lette i Dansen“, men tunge i Vingaardsarbejdet for Jesus, eller de mange, hvis Plads i Teater og Koncertsal var fyldt, men hvis Plads stod tom i Lønkammeret, hvis hele Bekendelse af Kærlighed til Jesus kun var et Mundsvejr.

Gid vi maa være i Kristus, i ham, som Grenen i Træet, da vil vi ogsaa kunne være i Verden som dens Lys og paa Jorden som det Salt, der ikke har mistet sin Kraft, da gaar vor Vej til Ophøjelse for os som for Johannes i det Spor:

„Ham bør at vokse, men mig at forringes" (Joh. 3,30). 

Lad os med P. Gerhardt stemme i og sige:

Hyrde god og Glædens Kilde!
Du hvis Navn i hvert Savn 
gør mit Hjerte stille!
Jesus, Frelser for din Trone 
der skal vi stemme i 
Tak og Lovsangs Tone!