søndag den 14. september 2014

Hjemlov — Mindeord

Superintendent J. J. Christensen - del 11


Af C. Nielsen

Fredag den 29. Juli 1904 blev Pastor J. J. Christensen overflyttet fra den stridende Kirke til den triumferende.

De fire Aar, der var gaaet siden hans Hustrus Død, havde paa flere Maader været ret besværlige for ham. Han følte sig som en ensom Mand. Alle Børnene var borte fra Hjemmet, og han var omgivet af fremmede, der vel gjorde alt for at gøre det saa godt som muligt for ham, men som selvfølgelig ikke kunde erstatte ham Savnet af den kære afdøde og af Børnene.

Dertil kom, at den Sygdom, der tilsidst gjorde Ende paa hans Liv — et Hjerteonde — meldte sig med stedse kortere Mellemrum og stedse større Kraft. Men med den Energi, der var ham egen, bekæmpede han Sygdommen med mandig Kraft og kastede sig med brændende Nidkærhed ind i Arbejdet.

I Begyndelsen af 1904 — det Aar han døde — afholdt han saaledes en Række Møder i Kirken i hele fire Uger. Først den Evangeliske Alliances Bedeuge, og dernæst tre Ugers Vækkelsesmøder. Om disse Møder vil vi lade ham selv fortælle og det saa meget mere, som det er den sidste Korrespondance, vi har fra hans Haand i „Kr. Talsmand“. Den er dateret 1. Februar 1904 og lyder saaledes:
„Her i Svendborg har vi haft forlængede Møder siden Nytaar og ofte store Forsamlinger. Søndag Eftermiddag er Kirken propfuld, og paa de almindelige Aftener i Ugen har vi ofte set stor Deltagelse fra Folk udenfor Menigheden. En god Aand har raadet paa Møderne, og mange har søgt og fundet Frelsen i Kristus. De første fjorten Dage var Emnet hver Aften: „Frelsen i Kristus“, og o, hvor vi erfarede, at den er stor og rig — blot man har Tro til at tilegne sig det altsammen. Den sidste Uge talte vi sammen om tre nye Ting: „Et nyt Navn“, Aab. 3, 12; „En ny Sang“, Aab. 14,3, og „En ny Vej“, Hebr. 10,20; og ved dette sidste Møde bekendte en stor Del, at de vilde begynde paa denne nye Vej.

Det har ogsaa glædet mig at høre gode Tidender fra forskellige Steder i vort Land, og gid der ikke maa være en eneste Plads i hele vor Virksomhed, som ikke erfarer en ny Aandens Luftning. Hvorfor skulde der være det? Er Gud ikke den samme? Har forenet Bøn ingen Indflydelse mere? Er Helligaanden ikke virksom mere? Er der ikke flere Syndere, der skal føres til Jesus? Passer Jesu Ord ikke længere: „Kan du tro, skal du se Guds Herlighed?“

Jeg er ofte bange for at være bleven for moderne; man kan nemlig ogsaa blive moderne i sin Maade at tage Kristendommen paa — følge den Mode, som i Tiden er den gængse. Maaske den er god og kan klæde en Del; men denne Mode misklæder maaske mig, og saa gælder det om, at jeg finder mig selv — min egen Individualitet — og lægger den paa Lydighedens Alter, og lader den Tro, som er virksom i Kærlighed, virke med det hele.

Den Erfaring har jeg gjort i den senere Tid — jeg maa bort fra den moderne Metodisme, der lader sig beherske af Tidsaanden, og tilbage til den gamle Metodisme, der ikke prædiker for Folk, men til Folk — til Synderen, saa han forstaar, det er til ham — til Guds Børn, saa de forstaar, at det angaar dem. Vi maa alle have mere af den Aand, som Stefanus havde, og som man ikke kunde modstaa! O, at Sjæle maa frelses er min inderlige Bøn!

J. Joachim Christensen.“
Jeg har taget det hele med; det forekommer mig nemlig, at vi her ikke blot har en almindelig Korrespondance, men snarere et Testamente, den nidkære Sjælevinders sidste Villie, til det Folk og de Prædikanter, han stod som en Fader i Kristus for. Tredive Aar efter har vi Grund til at lægge os det alt paa Sinde!

Den sjælelige og legemlige Anspændelse, ovennævnte Møder medførte, har imidlertid været for meget for ham. Hen paa Vinteren indtraadte der en Svaghedsperiode; men ogsaa den bekæmpede han med vanlig Energi. Ofte vilde Lægen tvinge ham til Ro, men naar Søndagen kom, og Folket strømmede til for at fylde Kirken, var Pastor Christensen der, og han prædikede med samme Kraft som i sine Velmagtsdage, selv om han bagefter maatte lægge sig og tænke, at det nu mulig blev sidste Gang.

Paany retter han sig og blev saa vel, at han hen paa Foraaret kunde foretage den sædvanlige aarlige Inspektionsrejse, der denne Gang særlig gjaldt Menighederne i Jylland. Jeg erindrer, hvor glade vi var, da han besøgte os i Horsens, og vi saa den gode Forandring, der var foregaaet. Han forsikrede da ogsaa, at han havde det saa godt, som han ikke havde haft længe. Det samme sagde han andre Steder, hvor han kom. Men det var kun en kort Frist. Da han kom hjem, brød Sygdommen ud paany. I en Nekrolog i „Svendborg Folkeblad“ Dagen efter J. J. Christensens Død, skriver Redaktøren om denne Sygdom:
„For en Maanedstid siden blev han, umiddelbart før Gudstjenesten, angrebet af et Hjerteonde, som imidlertid atter fortog sig, saa at han som sædvanlig kunde prædike de to næste Søndage, om end han var alt andet end rask. Det fraraadedes ham indtrængende at tage til Mødet i Varde (Missionskonferencen), men samvittighedsfuld og nidkær, som han var, ansaa han det for sin Pligt som Leder at være til Stede. Under Mødet fik han imidlertid et nyt Anfald af Hjertelammelse.“
De første Dage i Varde gik det nogenlunde, men i Slutningen af Ugen blev han saa daarlig, at han maatte gaa til Sengs. De Forhandlinger, han deltog i i Kabinettet og Konferencen, har nok været for anstrengende. Dertil kom en ydre Foranledning — et Nervechok — som han paadrog sig, da han sammen med sine Værtsfolk, Amtsforvalter Jacobsen og Frue, og sine Medlogerende, Pastor L. C. Larsen og Frue, nød en Kop Kaffe i Haven. Stolen, hvorpaa han sad, gik bagover, og selv faldt han til Jorden. Dette Chok har været for meget for det skrøbelige Hjerte.

Flere af Brødrene besøgte ham under hans Sygeleje, og Pastor Thaarup, der blev sendt med Hilsen fra Konferencen, sagde i sin Mindetale ved Begravelsen, at han talte med ham om den Mulighed, at hans Livsaften var inde, hvortil J. J. Christensen med stor Frimodighed sagde:
„Den Sag er i Orden; jeg frygter ikke; jeg ved, Herren vil tage mig til sig.“ 
Til Pastor S. K. Johansen, hvem han bad om at hjælpe sig med Gudstjenesten i Svendborg Søndagen efter, sagde han:
„Ja, det er maaske ikke saa alvorligt (med Sygdommen), men, Broder Johansen, jeg er glad ved at kunne sige Dem, at jeg er beredt til at gaa herfra. Jeg har ingen overstrømmende Følelser ved Tanken om Døden; men jeg har fuldkommen Hvile i Forvisningen om Naaden i Kristus. Der har jeg hvilet i mange Aar. Jeg har ingen Tvivl om min Frelse; men det er alt af Naade!“
Tirsdag efter Konferencen havde han Rejseselskab med en Del af Deltagerne i Mødet. Da Færgen stille gled ud fra sit Leje i Fredericia, tilvinkede Venneflokken ham Farvel, lidet anende, at det blev det sidste Farvel, de bragte ham. Hjemkommen maatte han gaa til Sengs, og Fredag Aften forlod hans herliggjorte Aand den trætte Støvhytte for at gaa ind til Herrens Glæde!

Da Meddelelsen om Dødsfaldet Dagen efter naaede ud over Landet, vakte det overalt, hvor han var kendt, baade Overraskelse og Sorg. Det var næsten ikke til at fatte, at vi ikke skulde se den kære, kendte Skikkelse mere, og at hans Røst for bestandig skulde være forstummet.
„Ingen, der for faa Dage siden,“ skrev „Svendborg Folkeblad“, „saa den statelige Skikkelse færdes rank og frit omkring, kunde ane, at hans Livslutning var saa nær. Men at han selv maa have følt, at Kræfterne svigtede, skønnes af, at han paa Metodistpræsternes Aarsmøde i Varde i Begyndelsen af sidste Uge frasagde sig den Superintendent-Stilling, han med saa megen Ære har beklædt i femten Aar.“
Nej, ingen uden han selv var klar over, hvor skrøbelig han var; derfor var det ogsaa vanskeligt at blive fortrolig med hans Bortgang!

Af de mange smukke Mindeord, der er at læse i „Kristelig Talsmand“ og andre Blade fra den Tid samt i Kondolencebreve, der blev sendt Sønnerne, og som velvilligst er mig overladt, skal jeg citere følgende:

I den tidligere nævnte Nekrolog i „Svendborg Folkeblad“ hedder det bl. a.:
„Pastor Christensen var en evnerig og i mange Maader betydelig Mand, i høj Grad veltalende, dertil en nobel og frisindet Karakter. Hans uventede Død vil derfor ogsaa vække stor Del* tagelse, først og fremmest i hans egen Menighed, men ogsaa i langt videre Kredse.“
I Referatet fra Bisættelsen skriver samme Blad:
„Den rummelige Kirke, der var smagfuldt smykket, var fyldt af en meget stor Skare. Der var Folk fra alle Samfundslag, rige og fattige, unge og gamle. — — Deltagelsen bar Vidnesbyrd om, at Pastor Christensen har vundet sig mange Venner, ikke blot i sin egen Menighed, men overalt, hvor han er kommet i Berøring med Folk.“
Ved Bisættelsen talte Pastor Chr. Jensen, den nye Distriksforstander for østre Distrikt. Ud fra Ordet i 1. Mos. 24,56: „Herren har givet mig Lykke paa min Rejse; lader mig fare; jeg vil vandre til min Herre!“ karakteriserede han J. J. Christensen som en lykkelig Mand — lykkelig, fordi han var opdraget i et gudfrygtigt Hjem, tidlig fik Forbindelse med Guds Folk, havde et lykkeligt Hjem, levede i et lykkeligt Ægteskab og havde den Lykke at have gode Børn. Timelig set var han fuldtud lykkelig — skønt jo ogsaa, han havde sine Bekymringer! Særlig var han dog lykkelig i sin Gerning som Prædikant, thi Folket hørte ham gerne. — Og saa fik han en lykkelig Udgang af denne Verden; han vandrede til sin Herre!

Ved samme Anledning talte Agent Waidtløv paa Menighedens Vegne. Han bragte en Tak for, hvad J. J. Christensen havde været for dem.
„I jævne, hjertelige Ord omtalte han ham som en Prædikant, der forstod at male Billeder baade af Synderen og Jesus. I sin Forkyndelse skaanede han ikke nogen, heller ikke sig selv. Vi fik føle, at vi var Syndere, og vi fik føle Smerten derover! Men saa forstod han ogsaa at male Jesus som den, der er en fuldkommen Frelser, som fuldkomment har gjort Fyldest for alle vore Synder, og i hvem der er Salighed for enhver. Nu gælder det om for os, der har lyttet til hans Forkyndelse, at vi vandrer paa den Vej, han anviste os. Han var en tro Forkynder, som ikke lod sig hindre hverken af sine Sygdomme eller af andet, fra at røgte sin Gerning og gøre det med al sin Styrke.“
Pastor S. K. Johansen skriver i en kortfattet Biografi bl. a. følgende:
„Som Menneske var Pastor Christensen i høj Grad vennesæl og behagelig i Omgang, saa han efterlader sig kun Venner. Som Prædikant var han særdeles veltalende, saa hans Forkyndelse alle Vegne vandt Bifald og førte mange til Herren. Som Kirkens Øverste var hans Besøg velsete baade i Prædikanternes Hjem og i Menighederne.“
Ved Begravelsen i Vejle holdt hans gamle Ven, Pastor C. Thaarup, Mindetalen. Han sagde bl. a.:
„Vi tror, at en Skare er paa Vejen til Himlen og vil møde ham der, og iblandt disse er jeg. Jeg venter at møde ham derhjemme med Tak til Gud, fordi han gav Sin Tjener Naade til at sige det, der blev min Sjæl til Frelse.Vi vil takke Gud for den Plads, Han gav Sin Tjener Naade til at indtage iblandt os. Vi lærte at agte og elske ham for hans Mildhed og Kærlighed.“
 Afdøde Sognepræst Jul. Ifversen udtaler bl. a. i et Brev til afdøde Pastor A. Christensen:
„Blandt mange gode Minder fra de nu længst henrundne Aar, da jeg som ganske ung jævnlig fulgte med Moder til Markuskirken, gemmer jeg et Møde med ham (J. J. Christensen) dér. Han havde, saavidt jeg erindrer, prædiket, og jeg, der kendte mig aandelig bevæget, gik derefter hen til ham og sagde til ham: „Bed for mig“! Det skal jeg, unge Broder, svarede han og tilføjede med stille og venlig Alvor: „Hold Dem selv nær til Jesus!“ Og derpaa gav han mig Haanden. Fireogtyve eller femogtyve Aar er forløbne, men disse Ord, der i samme Øjeblik brændte sig ind i min Sjæl, har mange Gange siden, ogsaa efter at jeg personlig lærte Frelseren at kende, været mig en hellig Formaning og Opmuntring.“
I den gentagne Gange nævnte „En lille Karakteristik“ af Frk. Alberta Eltzholtz, giver den afdøde Forfatterinde følgende smukke Karakteristik af J. J. Christensen som Menneske:
„Det, der — som Menneske — mest karakteriserede vor kære Superintendent, og som tydeligt var præget ogsaa i hans Ydre, vil vist alle erkende som en fin, ædel Tænkemaade. Denne kan igen analyseres i: 1) en stor Beskedenhed (han trængte sig aldrig frem — han kendte slet ikke til at bruge Albuerne!), 2) i en hjertelig Velvilje overfor alle, og 3) i en ærlig, aldrig svigtende Trofasthed i Venskab overfor dem, der stod ham nærmere.“
I et privat Brev til den ældste Søn skriver Frk. Eltzholtz om sit Venskab med afdøde:
„Min kjære, trofaste, kammeratlige Ven fra de unge Dage! Der har aldrig været et uvenligt Ord — ja, vist ikke en uvenlig Tanke — mellem ham og mig! Jeg kan huske en Gang, medens De boede paa Nøjsomhedsvej, at der var blevet sagt noget om mig, som jeg ikke vilde have, at Deres Fader skulde tro. Jeg fortalte ham da Sandheden. — Han tog min Haand med det trofaste Tag, der var ham eget, og sagde: „De behøver ikke at være bange; hvad der saa end bliver sagt, saa tror jeg aldrig noget ondt om Dem!“ — — Det er saa godt og saa sjældent at have saadanne Venner!“
 J. J. Christensens gamle Medarbejder, Pastor H. Jacobsen, skriver følgende i Brev til en af Sønnerne:
„Det er umuligt for mig at beskrive mine Følelser, da jeg hørte om Deres kære Faders, min kære Vens, Bortgang. Jeg hørte det flere Gange, uden at jeg kunde eller vilde tro det, men tilsidst blev jeg jo tvunget dertil, og dog kan jeg ikke endnu fatte, at det er Virkelighed. — — — Min Hustru sagde et Ord, da hun var kommet lidt til sig selv efter at have hørt Budskabet, og dette Ord vil jeg lade gaa videre til Dem: „Hvor maa den kære Br. Christensen og hans Hustru nu være lykkelige!“ Det er et sandt Ord; men Smerten over vort Tab er tilbage — dog mildnet ved den herlige Vished, som de, der forlade sig paa Jesus, har i Eje.“
Der ligger for mig en Bunke Kondolencebreve fra Kolleger og Venner, unge og gamle, der alle omtaler den afdøde paa smukkeste Maade. Desværre tillader Pladsen ikke her at gengive flere af dem. Dog et Vidnesbyrd til maa med. Det er fra den ældste Søn, Carl Harris, der efter Begravelsen sender en Tak gennem „Kristelig Talsmand“ til alle Menigheder, Forstandere og Venner. Heri skriver han bl. a.:
„Nu er de to kære borte; Faders Tunge vidner ikke mere paa Jorden om den Frelser, han elskede, men han har fire Sønner, for hvem der er opsendt mange inderlige og varme Bønner. Min Bøn er nu til Herren, at vi maa fortsætte, hvor Fader standsede, og vidne for Herren, som de, der føler Ansvaret af de hjertegribende Ord og Bønner, vi i vort Hjem har været Genstand for. — — Vi fire Sønner har haft en bedende Fader og en bedende Moder, og jeg siger: Gud ske Tak! Jeg vil haabe, at det samme maa følge os til vor Død, som fulgte vor Fader: Lykken over at have haft bedende Forældre!“
— — —

Ved Afslutningen af denne Skildring af vor afdøde Superintendent J. J. Christensens Liv og Gerning, vil jeg gerne bringe alle, der mundtlig eller skriftlig har staaet mig bi med Arbejdet, en hjertelig Tak.

Et Par værdifulde Bidrag tilsendt af Pastor Emil Larsen, Svendborg, og Tømrermester Jens Rasmussen, København, der først kom mig i Hænde, efter at Manuskriptet var færdigskrevet, har jeg desværre ikke kunnet faa med. Jeg forsøgte at samarbejde dem med det øvrige Stof, men da det viste sig, at der maatte stryges en ikke ringe Del af Manuskriptet, for at Heftet kunde holdes indenfor den Ramme, Udvalget havde givet mig at disponere over, maatte jeg undlade at bruge dem. Maaske kan nævnte Bidrag offentliggøres ved anden Lejlighed.

Jeg vil ogsaa bringe Pastor L. C. Larsen en hjertelig Tak, fordi han hjalp mig med 1. Korrekturen paa et Tidspunkt, da jeg selv havde vanskeligt ved at udføre dette Arbejde paa Grund af Sygdom.

Horsens, i Juni 1935.

C. Nielsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar