Et Vidnesbyrd

Thaarup var iblandt os den
bestandige kærlighed,
som han var det i sit hus,
i sin familie og på enhver plads,
skriver Svend Johansen.

Pastor Thaarup i Erindring  - del 2
af pastor Svend Johansen

I den Kreds af Metodistprædikanter, hvor jeg 1881 blev optaget, var det særlig J. de Lorent Thomsen og Chr. Thaarup, der tog imod mig paa kammeratlig Vis og som jeg derfor kom i et særlig fortroligt Forhold til.

Thomsen kom desværre bort fra os, hvilket voldte mig en af mit Livs dybe Sorger, saa jeg under Taarer sagde til Herren: Hvorfor, o Gud, blev det ikke mig i Stedet? Formastelig Tale, ved jeg nok, men vi havde sammen søgt i Dybet Himmeriges Rigets herlige Hemmeligheder, og jeg kendte ham som en bedre Kristen og fremfor alt som en dueligere Arbejder i Guds Vingaard, end jeg nogensinde kunde blive.

Men det er Thaarup, jeg skylder et Vidnesbyrd. Skylder! siger jeg, og det kan kun blive et fattigt Afdrag på den Gæld, jeg har til ham og til hver enkelt af den lille Kreds af Metodistprædikanter, der i Kærlighed og Overbærenhed mødte mig.

For Thaarups Vedkommende fik det fortrolige Venskabs- og Kammeratskabsforhold Lov at fortsætte udover de første Ungdomsaar. Vi kendte Betydningen af at „samdele“ og udnyttede den. Saa længe vi havde Lejlighed til med Mellemrum at mødes, mødtes vi i gensidig Fortrolighed og udtalte os frit baade om vore personlige Forhold og vort Arbejde, hvilket blev til Hjælp i hvert Fald for mig. Ogsaa vore Hustruer kunde godt sammen, saa vi altid havde det, som om vi var i nær Familie.

Som Kirkepolitiker var Thaarup altid en trofast Støtte for det bestaaende, og der skulde i hvert Fald for ham meget vægtige Grunde til, før han gik i Arbejde for Reformer. Derved kom han som Regel paa Tværs af min Radikalisme; men vore Uoverensstemmelser gjorde aldrig, aldrig Skaar i vort Venskab.

Det blev mig, der i den dødssyge Pastor Schous Navn skrev det første Forslag til at løfte Thaarup et Trappetrin op over de meniges Revl og Krat. Det var Schous Forslag til Ansættelse for 1889, som lød:

Karl Schou: Superintendent.
J. J. Christensen: pr. Ældste for Øerne.
Chr. Thaarup: pr. Ældste for Jylland.

Her fik Thaarup altsaa sin første Udnævnelse som en af Medstyrerne i vort Arbejde paa Papiret. Men da Schou kort efter døde, udnævnte Biskop Charles Fowler J. J. Christensen til Superintendent. Følgen var, at Arbejdet fortsattes paa den gamle Maade.

Der kom dog efter nogle Aar en Dag, da J. J. Christensen blev træt af at være alene om Ansvaret, og da ansatte Biskoppen de to fredsommeligste Mænd, vi havde i Konferencen, C. Thaarup og L. C. Larsen, til at være med i Ledelsen. Dermed begyndte saa en ny Tid. Jeg tror nok, det var Chr. Jensen, der karakteriserede dette Triumvirat som:

Den gamle Tro,
det unge Haab,
og den, som ej af Alder ved,
den evig glade Kærlighed.

Troen var J. J. Christensen, Haabet L. C. Larsen og Kærligheden Thaarup. Det var ikke nogen Satire fra Chr. Jensens Side, thi Thaarup var iblandt os den bestandige Kærlighed, som han var det i sit Hus, i sin Familie og paa enhver Plads.

Lad mig sige til Slut, at som Prædikant hørte han til de store. Han var en glimrende Taler. Kandidat Udsen, som i og for sig ikke stod ham særlig nær, beundrede ham som Taler. Han sagde: Siden Orla Lehmanns Dage har vi ikke haft saa kraftig en Taler som Thaarup.

Det kan jeg ikke bekræfte, fordi jeg aldrig har hørt Orla Lehmann, men Thaarup var jo vel nok vor Prædikantkreds’ dygtigste Taler. J. J. Christensen havde visse Fordele paa sin Side, naar han forkyndte Guds Ord, særlig i Retning af at bevæge, men som Veltaler, naar han gav sig Ordet i Vold, var Thaarup en mærkværdig Begavelse med en medfødt stor Taleevne. Var han blevet grebet af en politisk Idé, vilde han have henrevet Tusinder fra sin Talerstol.

Ofte blev han sat paa vanskelige Poster, her tænker jeg særlig paa København efter N. F. S. Carstensen, og Langeland efter Chr. Sørensen; men Gud var med ham, saa Følgerne af Forgængerens Handlemaade afbødedes mest muligt.

For en Metodistprædikant betyder det mere, hvem der skal komme efter ham i Arbejdet, end hvem der var foran. Det er Eftermanden, der skal pleje de Frø og spæde Spirer, Formanden under Bøn og Arbejde saaede. Jeg havde en Gang Thaarup til Eftermand, nemlig i Odense, og det blev en stor Glæde.

Han rev ikke ned, men gav Virksomheden sin fulde Kraft og havde en lykkelig Tid, og da han atter overgav Menigheden til J. J. Christensens Varetægt, var den moden til at fylde den Kirke, det blev nødvendigt at bygge for at give Husly for Herrens Arv.

Ofte, naar jeg tænker tilbage paa hine Dage, takker jeg Gud for disse Mænd. Digteren Shelly betegner sin svundne Ungdomstid som Genfærdet af en kær og som en Melodi, hvis Toner forlængst er forstummede, et Haab for bestandig borte og en Kærlighed saa sød, at den ikke kunde vare —.

Nej, saadan bliver det ikke for os, der som unge gav vort Liv til Herren. For os er Fortiden ikke en Dødning. Tonerne er ikke for bestandig ophørt at klinge, tværtimod, de lyder lifligere end nogensinde. Haabet er ikke ladt tilbage, ejheller er Kærligheden hørt op. Det er kun nogle Dage, saa mødes vi atter, og saa er jeg igen den yngste i Broderkredsen, og Thaarup vil sige: Naa, kom du saa endelig, Svend!