tirsdag den 16. september 2014

En kær Hilsen

Af Pastor H. Hansen

J. Bochert: Københavns Havn
Aaret 1872 staar for mig som et af de mest mærkværdige i mit Liv, og enkelte Tildragelser vil staa indprentede i min Hukommelse med uudslettelig Skrift, om jeg end blev nok saa gammel.   

Hermed er dog ikke sagt, at disse Begivenheder alle vare af Betydning for mig personlig; men for saa vidt som jeg enten har iagttaget dem paa nært Hold eller ogsaa har haft en større eller mindre Del at gøre med deres Udvikling eller Fuldendelse, saa mener jeg, de vedkommer baade mig personligt; og at de muligvis kunne være af Interesse ogsaa for andre.

En saadan lille Tildragelse vil jeg fremdrage her.

Min Gerning som Sømands-Missionær var ikke altid behagelig for Kød og Blod; jeg traf sammen med mange raa Mennesker, der paa forskellige Maader søgte at fortrædige mig. Jeg skylder dog at sige, at disse næsten altid fandtes blandt Arbejderne og næsten aldrig blandt de egentlige Søfolk, der paa faa Undtagelser nær vare meget høflige og beskedne.

En anden Klasse af Fredsforstyrrere var de mange Agenter, hvoraf der vrimlede paa de større Skibe, saa snart de vare godt lagte til Bolværket. Nogle skulde kapre for Logiværter, andre for Ekviperings- og Forhyringshuse osv. osv.

En Efteraarsdag, lige efter Fyraften, kom jeg ombord i en norsk Bark paa Gammelholm, hvor Mandskabet flokkedes om en saadan Markskriger, der med stor Tungefærdighed anbefalede sine Varer, og som, for at give sine Ord mere Vægt, lod Eder i Strømme ledsage enhver Udtalelse.
Jeg stod en Tid stille og hørte paa hans frække Tale, og tillod mig endelig at gøre den Bemærkning:
„Tro ham ikke, Folk, da I nok kan høre, han er for meget i Slægt med den Onde, til at I som kristne Mennesker kan fæste Lid til hans Tale.“
Nu blev hans Opmærksomhed henvendt paa mig, og saa vel min Person som min Gerning blev Skive for hans haanende og bitre Spot og Vittigheder.

Jeg havde en Tid lagt Mærke til, at en Sømand paa en større norsk Skonnert fra D., som laa paa Siden af Barken, havde lyttet til vor Tale, medens han rolig gik frem og tilbage. Pludselig høres fra Skonnerten de Ord:
„Var jeg i Deres Sted, Styrmand, saa jog jeg den frække Person i Land.“
I Øjeblikket forstod hverken Styrmanden eller jeg, om det var Handelsmanden eller mig, der mentes; men det blev snart opklaret, og saa slog Agenten om i en anden Tone, og forsynet med et nyt Testamente og et Par Traktater forlod han Skibet. Manden paa Skonnerten bad mig komme ombord hos sig, da jeg var færdig paa Barken, og vi fulgtes ad ind i Kahytten.

Han var 1. Styrmand, var fra S. og hans Navn var H. V. S. Hans Navn glemmer jeg aldrig, saa lidt som hans Ansigt, der, skønt ungt og oprindelig meget smukt, var gennemtrukket af mangfoldige Furer, og vidnede om et udsvævende Liv.

Vi fik en meget lang og alvorlig Samtale, hvori han uforbeholdent fortalte mig, at han i sine helt unge Aar havde været omvendt til Gud og var et lykkeligt Menneske med Udsigt til en lovende Fremtid. Et Tilbagefald til Verden havde imidlertid formørket disse Udsigter, da Lasten i den Grad havde mishandlet ham, saa at han nu blot kunde sejle om Sommeren, men om Vinteren maatte skrive paa Rhederiets Kontor.

Mod Slutningen af vor Samtale sagde han, at han kun en eneste Gang før havde været i København, og da kun set den gyseligste Synd og Elendighed om sig, hvor han kom frem i Byen, saa han nu, skønt dybt falden, med Skræk havde tænkt paa at komme dertil igen.

Ja, hans Angst var saa stor, at han Aftenen forud, da de fik København i Sigte, faldt paa sine Knæ i Kahytten og bad til Herren, om han dog vilde hjælpe ham, og dersom der paa nogen Maade kunde tænkes at være Redning for ham, om han da vilde sende ham et Menneske, der kunde sige ham, hvad han skulde gøre.

Jeg talte en Del med ham om mine personlige Erfaringer og om Guds Naade i Kristus mod en falden Verden. Guds Ord blev taget frem, og en kort Bøn blev opsendt til ham, der ikke støder den bort, som kommer til ham. Ved min Afsked udbad han sig min Adresse og Tilladelse til at besøge mit Hjem, hvad jeg meget gerne indrømmede ham.

Nu oprandt der en Tid for ham, som han selv kaldte den lykkeligste i sit Liv. Dels bivaanede han sammen med os saavel den offentlige Gudstjeneste som Bønne- og Klassemøder, men han syntes alligevel at befinde sig bedst, naar vi tilbragte Aftentimerne i mit Hjem, hvor nogle faa unge og et Par ældre Medlemmer af Menigheden kom sammen med os til Bøn, Sang og Samtale.

Der gik ikke mange Dage, før han kunde prise Herren for en fuld Frelse i Kristus, han sang gerne: „O, hvad Salighed Gud vil skænke“, hvilken Sang han tidligere havde lært og havde i en svensk Sangbog, som jeg endnu opbevarer til Minde om ham.

Forskellige Omstændigheder bevirkede, at Skibet efter Udlosningen blev liggende ca. 14 Dage, og hver Aften var han en sikker Gæst i mit Hjem. Vi fulgte ham næsten hver Aften ombord og sagde Farvel, da han tænkte, de vilde komme til at rejse, saasnart god Vind meldte sig, men næste Aften saas hans smilende Ansigt igen i Døren saa tidligt, det var ham muligt at komme.

Endelig kom Afskedstimen, og Skibet gik direkte til Hjemstedet, hvorfra vi i Løbet af Vinteren modtog mange hjertelige Breve fra ham, der alle aandede Glæde og Salighed. Hans Helbred var ogsaa bedre, saa det nu bestemtes, at han skulde ud paa Langfart. Hvor jublede han ikke, da han blev tilbudt Pladsen som 1. Styrmand paa et nybygget Missionsskib H. V. H., der i Løbet af næste Foraar skulde tiltræde dets første Rejse.

Et Par Breve modtog jeg endnu, efter at han var kommen ombord, men saa ophørte pludselig al Korrespondance mellem os. Om Sommeren 1874 kom jeg en Dag ombord i et stort Fuldskib fra Bergen, der, saavidt jeg mindes, var ladet med Ris. Mandskabet var straks blevet afmønstret, da lejede Folk skulde besørge Losningen, og Skibet derefter gaa i Dok.

Jeg tror, jeg solgte en halv Snes Bibler til Mandskabet foruden flere Bøger. Navnlig købte alle tre Styrmænd en Del Bøger, og vilde gerne tale med mig om religiøse Ting. De spurgte, hvorlænge jeg havde været Sømandsmissionær, hvad jeg hed, og om jeg kendte nogle norske Søfolk personligt?

Jeg besvarede deres Spørgstnaal og nævnte flere Navne paa Skibsførere og Styrmænd, hvoriblandt ogsaa min Ven H. V. S.

„Vel“, sagde 1. Styrmand, „jeg forstaar, at De er den Mand, hvis Navn vi har lært at kende i Indien, og som vi har ønsket at stifte personligt Bekendtskab med, foruden at vi har en sidste Hilsen at bringe Dem fra Deres Ven. Han er død i Kalkutta, ombord i sit Skib.

Han lod alle de norske Søfolk, som laa der, og som kunde rummes i Kahytten, kalde til sig og fortalte dem om sin Omvendelse og sit Fald, samt om sin lykkelige Genoprejsning under et Ophold i København, og efter at han havde formanet alle, baade unge og gamle, alvorligt til at søge Herren for Frelse, bad han os, som skulde gaa direkte hertil, at bringe Dem hans sidste Hilsen, der lød omtrent saaledes:

„Sig ham, at jeg gaar til Himlen, til min Jesus, hvor jeg haaber at møde ham engang, og bring ham min Tak for den Hjælp, han har været for mig under Rejsen dertil, saa jeg undgik at lide Skibbrud."

Det var en kær Hilsen for mig!

Jeg opbevarer endnu, efter saa mange Aars Forløb, et Par af hans Breve samt et Par Bøger og andre Smaating til Minde om ham.

(Gengivet i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar