Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast:
„Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..."
Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel.
Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange måder bemærket i den fynske hovedstad. Emmauskirken blev bygget i hans tid, så der blev to metodistkirker i byen. En kort periode sad han i byrådet.
I 1906 kom han til Jerusalemskirken i København, og her var stedet for den rigt begavede og initiativrige præst, og her var der brug for hans rige evner og arbejdskraft.
Han havde kun været i København ca. 3 år, da det arbejde begyndte under primitive former, der senere blev kendt under navnet Centralmissionen, og hvorved han blev kendt langt uden for landets grænser. Han blev den populære „fattigpræst", og hans arbejde voksede meget stærkt i de følgende år.
En overgang samlede han store skarer om sin prædikestol, hvad enten han var hjemme eller ude på en af sine talrige rejser. Hans arbejdsevne og arbejdskraft var ufattelig stor. Tidlig og silde var han på færde. Noget urolig af karakter var han. Der skulle ske noget om ham. Men det skal også siges, at kærlighed til Gud og kirken og sine medmennesker var det drivende motiv bag hans virke.
Jerusalemskirken havde en stor tid i de år, og Centralmissionen blev kendt viden om.
I 1920 valgtes han til biskop over Skandinavien og fik dermed yderligere store arbejdsbyrder at tumle med. Selvfølgelig måtte han nu overlade meget af arbejdet i Centralmissionen til sine medarbejdere. Men han var dog fremdeles den ledende faktor i det store arbejde. Han blev endnu mere kendt og populær. Fiskerdrengen fra det fattige hjem i Løkken, „Fattigpræsten" var blevet biskop, og mere end een brugte de to små linier om Hans Tausen:
Hver purk kan blive bisp, når Vorherre det vil.
Det var i de år, Bast nåede de højder, som ikke mange præster i dette land nåede. Men det var også her, han led sine store nederlag og skuffelser. Han måtte sande, at folkeyndest er en såre skrøbelig ting. Den, der kan være med til at løfte een op i den højere sfære den ene dag, kan være behjælpelig med at få ham trukket i dybet den næste.
Biskop Bast fratrådte sit arbejde i Metodistkirken i 1928. Derefter levede han stærkt tilbagetrukket, men havde dog en del år et arbejde inden for en mindre kreds, der samledes i en sal på Sct. Knudsvej på Frederiksberg. Han døde den 23. april 1937, knap 70 år gl.
Biskop Bast var ikke alene en stor prædikant og en betydelig organisator, men var et stort og varmtfølende menneske, der har hjulpet mange, mange mennesker både åndeligt og timeligt. Han blev ikke filantrop med organiseringen af et socialt arbejde, men var det af hjerte. Det lå i hans væsen som en naturlig ting.
Derfor satte Anton Basts liv dybe spor, for intet går så langt og dybt som det varme hjertes arbejde.
Der lever endnu mange mennesker, der mindes Anton Bast med glæde og tak.
Det gør vi også.
Kristelig Talsmand, 87. årgang. Nummer 45. Fredag 11. november 1960
