En betydningsfuld Kirkegang

Pastor P. M. S. Jensen - del 1

Af Chr. Nielsen

Pastor Jensen med familie

Han hørte til „de gamle" Metodistprædikanter, og derfor er der maaske en og anden, der mener, at det er saa inderligt overflødigt at beskæftige sig med ham. Heri er jeg ikke enig.

Det forekommer mig, at Nutiden har Øjet for lidt aabent for de Værdier, Historien i Almindelighed, og Personalhistorien i Særdeleshed, har at give. De er i Sandhed værdifulde for Tanke og Liv.

Hvad specielt den danske Metodistkirkes Memoireliteratur angaar, da er der jo nok i de senere Aar, særlig gennem Historisk Aarsskrift, vakt nogen Interesse for den, men det synes mig langtfra tilstrækkeligt.

Langt flere skulde i stille Timer fordybe sig i Minderne om de gamle og lære af dem, ikke fordi de var saa særlig fremragende hverken i Begavelse eller Lærdom, men først og sidst for at lægge Mærke til den Aand, de var besjælet af, den, der drev dem ud i deres ofte saa krævende og stundom saa lidet taknemlige Gerning.

Den Inderlighed, Varme og Offervillie, der kendemærkede hele deres Liv og Virke, trænger vi i Nutiden til at komme i Besiddelse af. Fik vi noget mere af den, stod det vel bedre til baade med os selv personlig og med den Gerning, der er givet de troende at udføre i Herrens Menighed.

Pastor P. M. S. Jensen var en af John Wesleys Disciple, der af egen Erfaring kendte til at „faa sit Hjerte vidunderligt opvarmet“. Den hellige Ild — Ilden fra Herrens Alter (Es. 6) — brændte i ham lige fra de tidlige Ungdomsdage, til han, henimod firsindstyve Aar gammel, blev kaldet hjem til højere Tjeneste.

Selv er jeg blevet vederkvæget ved at beskæftige mig med Mindet om denne Herrens Tjener, som jeg har kendt fra min Ungdom, og jeg ønsker, at ogsaa andre maa faa Velsignelse af at læse om ham.

Det er muligt, at det kun delvis er lykkedes mig at give et troværdigt Billede af ham, men jeg haaber, at det, saadan som det nu er, maa være til Inspiration for nogen, der attraar samme Varme og Gudhengivenhed, som den afdøde Herrens Tjener var i Besiddelse af.

Jeg siger Tak for alle de Meddelelser og Oplysninger, der er givet mig af Familien og andre, der har kendt ham og er ligeledes taknemlig for, at hans Søn, Pastor Eng. Ried, Horsens, har skrevet Kapitlet: „Fra Hjemmets Verden“.

Hans Kolleger, Præsterne L. C. Larsen og H. Særmark, har ogsaa, hver paa sin Maade, bidraget til at kaste Lys over ham som Menneske, Kristen og Prædikant.
C. N.

En betydningsfuld Kirkegang

Det var i Foraaret 1868.

Metodistkirken i Rigensgade, Sct. Pouls Kirke kaldet, havde netop ved sin store, malmfulde Klokke kaldet Folk til Gudstjeneste en Søndag Aften.

Blandt dem, der fulgte Indbydelsen, var ogsaa et Par unge Mennesker, Søskende, Søn og Datter af en Guldsmed i Frederiksborg.

De boede begge i København; den unge Mand, der var Klejnsmedesvend, var tyve Aar gammel, hans Søster lidt ældre. Egentlig var det meget mod den unge Mands Villie, at han kom til Kirke netop den Søndag. Hans egen Beretning derom gengives her; den lyder ret mærkelig:

„En Gang i Foraaret 1868 var en Del af mine Søskende og jeg i Besøg hos vore Forældre i Hillerød, og dér foreslog en af mine Søstre, som ogsaa opholdt sig i København, at vi oftere skulde komme sammen og da tage Del i de almindelige Folkes forlystelser.

Efter denne Aftale kom jeg en bestemt Søndag for at tage med hende paa „Alhambra“ (et Forlystelsesetablissement paa Frederiksberg), hvor et omrejsende japanesisk Skuespillerselskab den Dag skulde give Forestillinger.

Da jeg ankom til min Søster, sad der en fremmed Dame og ventede paa hende, og min Søster meddelte mig da, at hun havde lovet hende at gaa med i Kirke. Jeg blev noget ærgerlig herover og udbrød: „I Kirke! dér kan du da altid komme; men saadanne fremmede Kunstnere er det da meget sjældent at komme til at se.“

Jeg forsøgte at overtale hende til at gaa med mig; men hun var nu fast bestemt paa at gaa i Kirke og vilde have mig med sig. Hun overtalte mig til at følge med til Kirkedøren, og da vi vare komne dertil, fik hun mig ogsaa til at gaa med ind. Kirken var Metodistkirken paa Hjørnet af Stokhusgade og Rigensgade.“

Det har sikkert været med stor Forundring, at de to unge betragtede det Kirkerum, de nu traadte ind i, efter at de fra Hovedindgangen havde passeret en af de tre brede Trapper, der førte op til Kirkens Indgangsdøre. Medens Kirkens Ydre med sine store dimensioner og sit ca. 150 Fod høje Taarn virkede ikke blot monumentalt og dominerende, men i høj Grad smukt og stilfuldt, saa kunde dette sidste næppe siges om det Indre.

Hvilket mægtigt Rum var det ikke, ca. 80 Fod langt, 50 Fod bredt og 40 Fod højt fra Gult til Loft. Der var ingen Sidepulpiturer og ingen Piller til at bære det mægtige flade Loft. Syv høje buede Vinduer var der paa begge Langvægge; seks sten Gaskandelabre gav rigeligt Lys ved Aftensgudstjesten; fire Rækker egetræsmalede Kirkebænke gav god Plads til Hundreder af Tilhørere.

For Enden af Rummet var en Platform med en Egetræs Prædikestol uden Lydhimmel og med to store Gaskandelabre; paa Platformen var henstillet en almindelig Sofa og to Stole til Kirkens Præster.

Neden for Talerstolen stod Alten med Alterskranken, indenfor hvilken var anbragt en Kopi af Thorvaldsens Daabsengel i Bronce; den øverste Endevæg var delt i fem Felter fra Loftet og nedefter, hvert indeholdende et Skriftsprog, der kunde læses overalt i Kirken. Ellers var der ingen Udsmykning af nogen Art.

Væggene var hvidkalkede. Rummet var saaledes i høj Grad spartansk udstyret. Dog ét var der, som man ikke saa, men straks ved Gudstjenestens Begyndelse hørte, som gav Kirken Præg af Højtid: et stort, smukt Orgel med dejlige Toner, der, naar det spilledes med fuldt Værk, kunde bringe de tykke Mure til at dirre. Orgelet var anbragt paa en Balkon over Hovedindgangen.

De unge Mennesker havde næppe før set Mage til Kirkerum. Hjemme i Frederiksborg havde de været vant til at deltage i Gudstjenesten i den smukke Slotskirke, og de københavnske Kirker, de kendte, var alle ulig denne.

Men endnu mere forundrede er de maaske blevet ved at se Præsten paa Prædikestolen uden Ornat, kun iført en almindelig sort Frakke.

Saadan noget er ikke ualmindeligt i vore Dage, men den Gang var det næppe set i nogen af Folkekirkerne, og andre Steder havde vore to unge Venner næppe været. Hvorom alting var: Alt synes saa fremmed i denne Kirke.

Dog ikke alt. Det var en god dansk Mand, der stod paa Prædikestolen. Han havde en værdig Optræden, havde en klangfuld Røst og talte et smukt Sprog. Hans Navn var Chr. Willerup, han var vel ca. 50 Aar gammel. Hans Tekst var Sl. 32, 1—2:

„Salig den, hvis Overtrædelse er forladt, hvis Synd er skjult, saligt det Menneske, Herren ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig“. 

Om Pastor Willerups Prædiken denne Søndag Aften, skrev vor unge Ven mange Aar senere:

„Forsamlingen var kun lille, men Prædiken var mægtig og henrev mig saa fuldstændig, at han (Præsten) næppe den Dag havde en mere opmærksom Tilhører end mig, jeg syntes, at jeg aldrig i mit Liv havde hørt Mage til den Prædiken, og paa Vejen hjem fra Kirken udtalte jeg mig baade til min Søster og hendes Venindes store Glæde i høje Toner om den dejlige Gudstjeneste, jeg havde bivaanet“.

Lidet tænkte den unge Mand paa, at han selv, godt 16 Aar efter, skulde staa paa den samme Prædikestol for, som Menighedens Præst og Forstander, at forkynde Ordet til Frelse for Mennesker, og at han, 18 Aar efter, skulde stede sin aandelige Fader, Pastor Willerup, til Hvile fra den samme Kirke.

Den unge Mands Navn var P. M. S. Jensen. Om ham og hans mangeaarige Virksomhed i Metodistkirkens Tjeneste, skal der fortælles paa de efterfølgende Blade.

Men først vil vi lade ham selv berette, hvilken Betydning den første Gudstjeneste i Metodistkirken havde for ham.