Som Leder

Superintendent Karl Schou - del 10

Af Svend Johansen

Da Metodismen her i Landet fra første Begyndelse lod sig økonomisk støtte af den Biskoppelige Metodistkirkes Missionary Society, var den udsendte Superintendent ansvarlig overfor nævnte Selskab for Virksomhedens Ledelse. Dette omfattede baade dens Økonomi og det sjælefrelsende Arbejde.

Superintendenten var derfor først og fremmest Leder. Som saadan stod han i Forholdet til sine Medarbejdere af alle Grader og til Menighederne gennem Kvartalskonferencerne og opad til de tilsynsførende Biskopper. Tillige repræsenterede han Virksomheden overfor de borgerlige Myndigheder og overfor Samfundet overhovedet. Dette omfattede ogsaa de literære Krav, enhver aandelig Virksomhed stiller, og som Kristendommen har stillet til sine Ledere fra de allertidligste Tider.

Til Missionsselskabet aflagde han hvert Kvartal Rapport over Brug af modtagne Penge, hvorledes de var anvendt, og over Arbejdets Gang. Ethvert Initiativ, som krævede økonomisk Støtte, maatte godkendes der. Og han var en meget samvittighedsfuld Administrator og ængstelig for at udsætte Selskabet eller Virksomheden lokalt for Forpligtelser, der ikke forud havde absolut Garanti for at kunne opfyldes punktligt.

Muligvis var han skræmt af Victor Wittings Administration i Sverige. Han havde givet sine Prædikanter ret fri Tøjler, som resulterede i nogle Kirkefallitter til Vanære for Virksomheden.

For min egen Del havde jeg en Gang én efter min Mening fordelagtig Ejendom paa Haanden midt i Aarhus gamle Bydel; men den meget lille Risiko, der for mig at synes var ved at købe den, turde han ikke udsætte Menigheden for. Og det skal villigt indrømmes, at Aarhus Menighed heller ikke havde stor økonomisk Bæreevne den Gang. Dette kun som et Eksempel.

Paa det aarlige Budgetforslag opførtes hver enkelt Prædikant med hans særlige Behov i Forhold til Familiens Størrelse o. s. v., saavel som alt andet, der krævede Tilskud; og Budgettet var altid opstillet pinlig økonomisk. Schou var aldrig karrig med, hvad han selv havde; men han var yderst maadeholden i at stille Krav til Selskabet, hvis Midler han forvaltede.

Dette rent administrative Arbejde var jo kun Skallen. Kærnen var Arbejdet for Sjæles Frelse, Kirkens eneste Opgave. Den heldige Løsning af denne Opgave var for hans Vedkommende afhængig af, hvorledes han forstod at lede de Mænd, han havde eller fik som sine Medarbejdere. Som Indledning til Afsnittet om Karl Schou og hans Medarbejdere har jeg Sandhedens Ret til at gøre de Ord til mine, som Asaf bruger i sin Omtale af David: „Han vogted dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.“

Som allerede antydet forud, modtog de Prædikanter, der var i Arbejdet ved hans Ankomst, ham med moderat Velvillie; og en enkelt meget betydende Lægmand, Premierløjtnant P. N. Petersen, var ham stærkt imod, idet han vilde have sin nære Ven, Pastor Chr. Sørensen, udnævnt til Superintendent i Chr. Willerups Sted. Og da Petersen var Embedsmand i Ministeriet og havde en Del Indflydelse blandt dem af Samfundets øvre Lag, som var Medlemmer eller Venner af Kirken, var hans Opposition ikke uden Virkning.

Dertil kom, at han ogsaa selv var meget aktiv indenfor Virksomheden. Han redigerede Kirkens den Gang eneste Tidsskrift, Børnebladet „Søndagsskolen“, og digtede eller oversatte ikke faa aandelige Sange, som blev sungne i Menigheden. Der var saaledes en skjult Modstand tilstede forud, som Schou straks fik at føle, da han den 31. Januar 1873 satte Foden paa dansk Grund.

Og da Arbejdet for Chr. Sørensen maatte anses for haabløs, tog en anden af Schous hemmelige Modstandere Ledelsen, en Bygmester Knudsen, som i sin Tid var Bygmester for Kirken i Rigensgade, og for egen Regning sammen med Pastor Willerup opførte den Ejendom i Rigensgade, som nu er i Kirkens Eje.

Knudsen var Medlem fra Amerika og havde en Del Forbindelser derovre; og hans Arbejde mod Schou var efter hans egen Mening en Tid naaet saa langt, at han kunde fortælle Folk, at nu blev Schou afsat, og Pastor C. F. Eltzholtz, som da var ansat i Chicago, vilde komme over som Superintendent.

Det er med nogen Undren, Schou hørte det og forespørger Missionsselskabet, hvordan det forholdt sig. For sin egen Del havde han ikke noget imod at trække sig tilbage; men han mente, at man skyldte ham at underrette ham selv derom, saa han ikke skulde høre det fra andre.

Som før sagt blev J. J. Christensen den eneste af de Prædikanter, der var i Virksomheden, da Schou kom hertil, som fulgte ham trofast gennem Aarene. Dog var Opposition mod Schou ikke den egentlige Aarsag til, at de andre gik bort. Maaske dette i nogen Grad var Tilfældet med Willerup, der foretrak en Menighed i Norge fremfor at tjene under sin Efterfølger her.

De øvrige fandt sig tilsyneladende meget tilfredse med Schou som Leder, da den første Skuffelse var overstaaet. Det var andre for dem selv triste Grunde, der gjorde, at de gik ud af Virksomheden. Baade Markus Nielsen og Chr. Sørensen var kommen saa dybt i Gæld, at de den ene efter den anden maatte gaa ud af Prædikegerningen.

Det blev saaledes en Hovedopgave for Karl Schou at sikre sig Medarbejdere, Mænd, der kunde tage Arbejdet op, hvor andre gik fra, og hvor der kom Kald fra nye Pladser. Han havde her kun to Veje for sig, enten at faa Arbejdere udefra eller at finde dem blandt Menighedernes egne Medlemmer. Schou gik begge Veje. Fra Norge hentede han N. F. Carstensen, Ole Olsen og Joachim Pettersen, og fra Amerika Carl F. Eltzholtz og J. de Lorent Thomsen foruden to ganske unge Mænd, der kun blev her et halvt Aars Tid, og fra Indien Herman Jacobsen, som er den eneste af de udefra kommende Prædikanter, der ikke igen forlod os.

Angaaende de Prædikanter, der i Schous Tid voksede ud af det Medlemsmateriale, der efterhaanden blev at hente fra, skal jeg henvise til Metodisthistorisk Aarbog 1933, hvori Pastor Niels Mann i Afsnit VI (Pag. 66—76) nævner og omtaler de Prædikanter, der tjente under Karl Schou. Her skal kun angaaende de udefra hentede Prædikanter siges, at de hver for sig tjente Sagen trofast, saalænge de blev hos os; og den eneste, der forlod os for at fortsætte Virksomheden her i Landet i Modsætning til os, var N. F. Carstensen, der dannede en unitarisk Menighed, hvis Kirkebygning efter Menighedens Opløsning gik over til Metodistkirken: den nuværende Golgathakirke paa Frederiksberg.

Endnu skal i denne Forbindelse omtales Ola Olson, svensk af Fødsel, som kom til os fra Grunnets lutherske Frimenighed, og i 1881 atter forlod os under Paavirkning af Irvingianerne, men senere gik ind under Indre Mission, hvor han virkede som Missionær til sin Død. Han var en god Mand, og skønt han forlod os, vedblev han altid at være vor nære Ven; og Indre Missions Præster (flere end én af dem) har sagt, at Ola Olson altid omtalte Metodisterne med stor Venlighed.

Til de Prædikanter, der kom til under Pastor Schous Ledelse bør foruden dem, Pastor Mann omtaler, ogsaa tilføjes det Hold af Elever paa vor teologiske Skole, som han efterlod sig ved sin Død. De var alle udvalgte af ham som vordende Prædikanter; og blandt dem var saa betydelige Mænd som Anton Bast, Søren Nielsen Gaarde, Chr. Jensen og Chr. Nielsen. Skønt deres Tjeneste i Kirken tilhører et senere Afsnit af dens Tid i vort Land, saa gik de dog alle ind i Arbejdet med Karl Schous Segl paa sig.

Det var med megen Omhu, Karl Schou udsaa sig de Mænd, han maatte gøre Brug af i sin Tjeneste for Gud og Kirken. Men Materialet, han havde at vælge sine Mænd af, var meget beskedent. Her var ingen akademisk Reserve at falde tilbage paa. De enkelte, der blev vundet for Gud udaf det akademiske Lag, blev alle en Skuffelse som Prædikantemner.

Iblandt dem var én af sin Samtid meget kendt yngre sprogkyndig ved Navn Jensen; jeg husker ikke hans Fornavne. — Hvis nogen skulde være særlig interesseret i at vide nærmere om ham, kan jeg henvise til en udførlig Kronik i Politiken i 1933. Dato husker jeg ikke. — Han havde været meget forfalden til Spiritus, men var bleven alvorlig omvendt til Gud og meldte sig til Tjeneste i den Kirke, Gud havde brugt til hans Frelse. Paa Schous Spørgsmaal angaaende hans Kundskaber svarede han, at foruden de evropæiske levende Sprog samt Græsk og Latin havde han som særligt Speciale arabiske og indiske Sproggrupper.

Pastor Schou forhandlede med Missionsselskabet om hans Ansættelse i Haab om i ham at finde en Leder til at forestaa en vordende Prædikantskole; og han var særdeles glad for at have en Mulighed til at faa dette store Ønske opfyldt. Det blev derfor en stor Skuffelse, at Jensen kom under stærk Paavirkning af katolske Prælater, som fik ham overtalt til at rejse til Italien og lade sig optage i et Kloster. Siden angrede han dybt, at han havde skuffet Metodisterne, ved hvem han var bragt til Omvendelse og Fred med Gud.

Hans Samvittighed lod ham ingen Ro. Han tog flere Lommetørklæder med i sin Celle for Natten og gennemblødte dem med sin Graad. Endelig brød han med Katolikerne og kom tilbage; men Sindsbevægeisen havde nedbrudt hans Helbred saa afgjort, at han døde kort efter af Brystsyge. Han naaede derfor kun at blive begravet som Metodist.

Ogsaa en anden studerende, ung Mand blev omtrent samtidig omvendt og gav Løfte om at gaa ind i Prædikegerningen. Ham saa Pastor Schou ogsaa hen til med Haab; men nogle Præstevenner i Statskirken fik ham bort fra os og skaffede ham til Amerika for at tjene i den lutherske Kirke derovre. Hvordan det siden gik for ham, ved jeg ikke; forhaabentlig blev han en god Arbejder i Vingaarden, der ikke gjorde sin metodistiske Omvendelse Skam.

Schou blev saaledes tvungen til at tage sine Mænd uanset deres Mangel paa de Kundskaber, der anses fornødne for retteligen at kunne være Ledere i Menigheden. Det var unge Mænd, mest Haandværkere af forskellige Professioner, eller unge Bønderkarle. Det var timelig set meget beskedne Kaar, der blev budt dem; men de var ogsaa beskedne Mænd, og de passede socialt godt nok ind i det Samfundslag, hvori de skulde tjene. Det var ikke Kaar, der lokkede Mænd, som satte sig jordiske Maal for Livet.

Derfor var der ogsaa Medlemmer, som forlod Kirken for deres Børns Skyld, for at en Søn f. Eks., der var begavet og ønskede at blive Præst, kunde blive luthersk konfirmeret og gaa til Universitetet. Dette kunde man nemlig ikke den Gang, hvis ikke vedkommende var Lutheran. Det teologiske Studium var kun tilgængeligt for Lutheranere.

Men om end Schou inderligt begærede at kunne tage Mænd ind i Virksomheden, hvis intellektuelle Standard var hævet i det mindste noget over det almene, saa betød dog deres Gudsfrygt mere for ham end deres Kundskaber. Thi der var dog ogsaa Mænd med Kundskaber, som søgte at komme ind i Prædikegerningen, men blev afvist. Der var Seminarister og enkelte Akademikere, som meldte sig uden at blive antaget. Og et Bevis for, at Karl Schou ikke saa fejl, var, at alle de af dem, som jeg har kendt, ikke blot vendte Kirken Ryggen, men gik tilbage til Livet i Verden.

En saadan, jeg senere har kendt som Embedsmand i Statens Tjeneste, blev yderst forbitret, og i et Smædebrev til Schou, affattet i bundet Stil, haaner han Schou og hans Prædikanter: „Den usle Flok, du endnu har tilbage, en sølle Hob i plat Uvidenhed.“ Og dog glemte denne dumstolte Mand alligevel aldrig sin Tid som Metodist. Han søgte siden privat Forbindelse med mig og kom ogsaa noget paa vore Møder; men forflyttet til et højere Embede tabte jeg ham af Syne. Om han døde som en Kristen, véd jeg ikke; jeg haaber det.

„En sølle Hob i plat Uvidenhed,“ det var den Karakteristik, han gav os; og det var vel ogsaa den Mening, man havde om os i de Kredse, han tilhørte, om man i det hele taget værdigede os Omtanke. Naar man undtager J. J. Christensen, og naturligvis Schou selv, var vi ikke regnede for ret meget i det menneskelige Samfund, hvor det var den almindelige Mening, at vi var overflødige og meget godt kunde undværes. Hvad vi og vort Arbejde blev regnet for i Himlen, vil først ses paa den Dag, da „Bøgerne skal oplades.“ Men Schou regnede med os.

Vi var smaa, vi Prædikanter fra den gamle Tid; og ingen vidste det bedre end Schou. Han vidste, at vi var uvidende om meget, som det havde været nyttigt for os i vor Virksomhed at have haft Kendskab til. Men jeg har vel nok Lov at sige om disse Brødre fra Schous Tid, at det var Mænd med sunde Aandsevner; og skønt vor sociale Plan laa lavt, og vi manglede Evner til at gøre os gældende opad i Samfundet, saa vedkendte Herren sig os og gav os Sjæle med paa Vejen til Himlen.

Karl Schou var stadig paa Udkig efter vordende Prædikanter. Naar en ung Mand var bleven omvendt, og Schou havde set ham ved nogle af sine Besøg, lagde han særlig Mærke til hans Vidnesbyrd ved Kærlighedsfesterne. Hvis der i disse var den rette aandelige Tone, og han talte i et klart og rent Sprog, forlangte Schou at vide, hvad vi kunde sige om ham. Og det var ikke blot om Manden, han vilde vide Besked. Var han gift, kom Konen i lige saa høj Grad i Betragtning, og om forlovet, da Kæresten.

Han foretrak gifte Prædikanter, men de skulde være godt gifte, saa Hustruen kunde være en Medhjælp for sin Mand. Var vi ugifte og uforlovede, vovede vi næppe at tage noget afgørende Skridt til Ægteskab uden først at kende hans Mening om vedkommende unge Dame. Selvfølgelig gav han sig ikke af med at være Ægteskabsmægler; men havde han Tanke for at noget var i Gære, talte han frit med os og gav os sine Grunde hvorfor. Mænd, der baade var begavede og gudfrygtige, blev kasserede paa deres kvindelige Partners Vegne.

Naar han saa havde udset sig sin Mand, lagde han alt tilrette for ham, at han kunde blive saa velskikket som muligt. Den fortrinlige Ordning indenfor Kirken med det femaarige teologiske Studiekursus, udnyttede han ved at faa optaget saadanne Bøger til Studium, som de forskellige Mænd havde Evne til at kunne tilegne sig. Og evnede nogen af dem at gaa udover den lagte Plan, var han en paalidelig Vejviser og trofast Raadgiver.

Her maa Læseren forstaa, at Kirkeordningens Studieplan for norske og danske Prædikanter i alt væsentligt var Schous. Om de norske eller amerikansk-norske Brødre fik en Bog ind med, som han ikke mente var tjenlig, ombyttede han den med en mere tjenlig i samme Fag.

Her skal endvidere siges, at naar Schou havde udset sig en ung Mand til Prædikegerningen, saa lod han sig vanskelig bringe til at lade ham falde, selv om han enten i den Kvartalskonference, der skulde give den formelle Anbefaling, eller hos sin Menighedsforstander ikke fik nogen ubetinget Anbefaling for Duelighed.

Et karakteristisk Eksempel meddeler Tømrermester Rasmussen i det ovenfor omtalte Brev. Det var en ung Mand, Medlem af St. Markus (nu Jerusalemskirken).

„Kirkens Præst vilde ikke anbefale ham. Schou bad ham da fortælle hvorfor; men det vilde han ikke. Pastor Schou syntes godt om den unge Mand. Medlemmerne var noget trykkede ved den Situation. Men saa bad Schou Medlemmerne udtale sig. Straks rejste Søren Udsen sig. Han kunde fortælle om alle den unge Mands Evner og Dyder. Han sagde, han havde en fænomenal Hukommelse. Ved Afstemningen fik han en enstemmig Anbefaling.“

Der var altid det inderligste Broderforhold mellem Schou og hans Prædikanter. Han elskede disse
beskedne Mænd. Ikke var han blind for deres Mangler; men han gjorde dem aldrig forknytte ved at kritisere dem.

Logiker, som han var, kunde det pine ham at høre paa eller om en logisk eller anden Lapsus og andre Forsyndelser, som enkelte af dem hyppigt begik. I det stille drog han det frem som Advarsel for os yngre, men samtidig fremhævede han deres Duelighed trods alt og glædede sig inderligt med dem over enhver Sejr, de vandt for Guds Rige. Det gamle Trick at dele for at herske forstod Karl Schou ikke. Han var et samlende Mellemled mellem hele den lille Skare, en kær Ven for hver enkelt.

Pastor Herman Jacobsen skriver:

„Som Leder af Arbejdet her i Landet var han omsorgsfuld og forstaaende. Han havde Menighedernes Velfærd og Trivsel paa Hjertet. Fordi han elskede Menighederne, var deres Sorger hans Sorger og deres Glæder ogsaa hans. Hans Besøg ved Kvartalskonferencerne og til andre Tider blev derfor altid set hen til med Længsel. Han var en forstaaende Ven og derfor elsket af os, der var hans Medarbejdere. Ikke mindst var hans Besøg i Prædikanternes Hjem til Glæde baade for Forældrene og Børnene; allesammen elskede vi ham.“

Da jeg foran har skrevet om Pastor Schou som sine Venners Ven, skal jeg her i Tilslutning til Pastor Jacobsen kun tilføje: Han ikke blot uden Forbehold skænkede Prædikanterne enkeltvis Venskabets ædle Nydelse, men med ham som aandelig Fører blev vi alle ligesom forenede til en Enhed.

Han glædede sig med os, og han tog Del med os i vore mest private Sorger. Han dadlede og retledte os, naar der var Grund dertil. Han talte aabent med os om sine egne Bekymringer, og vi talte aabent med ham om vore. Der var sikkert ikke i nogen af os en Krog i Hjertet, hvortil han ikke havde Nøglen. Med Schou som Leder udgjorde vi gamle Prædikanter én Familie.

Saadan var Forholdet mellem Karl Schou og hans Medarbejdere. Er det underligt, at Sorgen over hans efter vore Tanker alt for tidlige Død var ægte og dyb?

Om det end var Prædikenen og Nadvergudstjenesten under Karl Schous Kvartalsbesøg, Menighederne saa hen til med særlig Forventning, saa var dog de kvartaarlige Menigheds-Bestyrelsesmøder (Kvartalskonferencerne) den disciplinære Aarsag dertil. Det var gennem dem, han holdt Traadene i sin Haand. Virksomheden var endnu kun i sin Barndom, og den dirigeredes faktisk i alle dens Forgreninger af den ene Mands Hjerne og Hjerte. Det var gennem Kvartalskonferencen, vi fik vore Direktiver. Der fik han Forbindeisen med de Brødre i Menighederne, som skulde opdrages til efterhaanden at blive Piller i den vordende selvstyrende Kirke.

„Det var ved Kvartalsmøderne“ — skriver Tømrermester Rasmussen — „man blev kendt med denne taktfulde, rene, behagelige og fine Mand. Det var altid festligt, og en vis Ærbødighed havde vi for den Mand. Rolig og behagelig var hans Ledelse.“

Skrædder P. H. Thorsen, Odense, skriver, at han blev Medlem af Menighedens Bestyrelse i 1885 og har været det siden. Han ser tilbage med stor Beundring paa Kvartalskonferencerne i Schous Tid. Han skriver:

„Disse Kvartalsmøder var ledet paa en saa forunderlig, stilfærdig og rolig Maade, som jeg mangler Ord for at forklare ... De Kvartalskonferencer, jeg var med til i Schous Tid, kan ikke forklares, men erfares. Det var saa vidunderlige, stilfærdige og gudindviede Møder med herlige Minder for mig. Ja, jeg har mange herlige Minder fra Menighedslivet at tænke tilbage paa, nu jeg er bleven ældre.“

Han dvæler særlig ved Mindet om, da fire af de ledende Brødre midt under en Samtale spontant knælede ned paa Gulvet, hvor de stod, og bad Gud om at faa en egen Kirke.

„Da saa Pastor Schou kom, fortalte de ham derom, og han stillede dem i Udsigt at ville søge Støtte hos Konsul Døllner. Og senere meddelte han dem, at der ifølge Konsulens Testamente vilde tilfalde Odense Menighed Bidrag til en Kirke. Da blev der Glæde og Jubel.“

Disse Vidnesbyrd fra Mænd, der selv var med, er saa veltalende i sig selv. De siger, hvad der skal siges derom. Naturligvis kunde jeg med mange Ord fortælle om, hvorledes hver enkelt Del af Arbejdet blev lagt frem, hvorledes Lederen gav Raad og Vejledning, og hvor inderligt den sjælefrelsende Opgave blev stillet i Forgrunden; men alt dette læses godt nok mellem Linierne i de to gamle Brødres Breve, som jeg foretrækker at lade staa alene som Vidnesbyrd om Schou som Visitator omkring i Menighederne.

En anden Opgave for Superintendenten var at repræsentere Kirken overfor Myndighederne og Offentligheden. Dette gjorde han med en sikker Værdighed. Han var selv en meget ydmyg Mand; men som Guds Sendebud og Metodistkirkens Repræsentant stod han med rank Ryg. Han bad ikke om Undskyldning, fordi vi var her. Han krævede Respekt for den Virksomhed, hvis Tjener han var.

Han ringeagtede alle ydre Tegn paa Værdighed i Klædedragt, Miner og Opførsel; men han fornægtede ikke sin personlige Værdighed. Vi blev jo ofte angrebet, navnlig fra Statskirkens Side, og saa lidt som det kunde falde ham ind at søge Strid med anderledes troende, saa lidt kunde han tænke sig at tie, hvis Kirken blev lagt for uberettiget Kritik. Men da det væsentligste af, hvad der kan skrives om i denne Retning, maa uddrages af Bladartikler fra denne Tid, til hvilke der ikke bliver Plads i dette Skrift, maa jeg henvise til de af Schou udgivne eller inspirerede Blade: Missionstidende, Missionsvennen og Kristelig Talsmand.

Overfor andre evangeliske Samfund var Schou en ægte John Wesley Discipel, der selv vilde tænke, men ogsaa lade andre tænke. Han gjorde, at Frelsens Hær holdt deres første offentlige Møde i Danmark i Metodistkirken i Rigensgade.

Han glædede sig over, at Foreningen til smaa Kirkers Opførelse i Hovedstaden havde en Metodist opført som Bidragyder paa deres først udsendte Bidragsliste.

Med Baptisterne stod han altid i det mest venskabelige Forhold.

Til mange af Folkekirkens troende Medlemmer ligeledes. Præsterne i Folkekirken holdt ham paa Afstand; men dette var ikke hans Skyld. Den eneste Folkekirkepræst, med hvem han, saavidt jeg ved, stod i nært Venskabsforhold, var Pastor Frimodt i Johanneskirken. Dog var der andre Folkekirkepræster, som i Frastand beundrede ham; men Tidsaanden indenfor den evangeliske Kristenhed var en anden den Gang, end den er bleven siden.