Den sidste Tid

Pastor H. Hansen - del 11 


Af Adolph Hansen

Ved Aarsmødet i Randers 1899 under Biskop Waldens Ledelse blev Far paany forflyttet, idet han blev ansat som Forstander for Horsens og Hornsyld Menigheder. Om Opholdet i Horsens har Far i Familiebibelen skrevet:

„Det sidste Aar var det lykkeligste, vi har tilbragt i Horsens.“

Naar jeg nævner dette, er det, fordi Far led meget under forskellige svære Sygdomme, men netop deraf trængtes nær til Gud og til den Menighed, han tjente. Jeg gjorde heller ikke mine Forældre megen Glæde i de Aar; men jeg følte, hvordan den Strenghed, der havde præget Fars Opdragelse af os Børn, var afløst af en kærlig Ængstelse for, at jeg skulde komme helt bort fra den Gud, til hvem alle mine tre Brødre — saavidt Mennesker kunde skønne — var gaaet hjem.

Det var ogsaa svære Aar paa anden Maade.

„De senere Aar,“ skriver Pastor Gaarde i 1902, „har været forholdsvis ufrugtbare for Kirken, hvad ydre Fremgang angik. . . . Havde vi ikke haft den sjældne Troshelt, Biskop Mc. Cabe, til at lede Aarsmødet 1902 i Aarhus og tale og synge nyt Mod ind i os, kunde det være bleven vanskeligt nok for os at se den triste Kendsgerning, at vi stod stille for Tiden, lige i Øjnene uden at tabe Modet.“

Ved det nævnte Aarsmøde blev Far, „efter eget Ønske“ skriver han, forflyttet til St. Jakobs Menighed i Odense, hvor Far skulde have „et Hvileaar; ikke have Ansvaret for Menigheden, men kun være ordineret og anerkendt Medhjælper for Pastor Ant. Bast.“

Nogen hel Hvile blev det nu ikke, fordi Pastor Rogert, Faaborg, maatte flytte til Frederikshavn som Medhjælper for Pastor Chr. Jensen dér, som var meget syg. Far maatte saa betjene Menigheden i Faaborg og blev i 1903, ved Aarsmødet i Nexø, af Biskop Vincent ansat som Præst for Menigheden i Faaborg. Bemærkningen herom er det sidste, Far har skrevet i den gamle Familiebibel. Jeg tror, Far har syntes, at de stille Aar, der nu afsluttede hans virksomme Liv, ikke var Omtale værd.

Jeg havde dog Lejlighed til at besøge mine Forældte nogle Gange i de 3 Aar, Far var ansat der (1903—06), og jeg kunde ikke skønne rettere, end at baade Prædikegerningen og Sjælesørger-Virksomheden iøvrigt endnu var saaledes, at baade Gud og Mennesker kunde glædes derved. Mine Forældre befandt sig ogsaa vel i Faaborg; men det er jo naturligt at blive træt, naar man har arbejdet strengt, og træt blev Far.

Da den danske Methodistkirkes Aarsmøde i 1906 holdtes i Horsens — for første Gang — bad Far om at maatte træde ud af aktiv Tjeneste.

Efter 36 Aars tro Tjeneste blev Fars Afsked med Pension bevilget. Det var en stor Glæde for Far at deltage i Aarsmødet i Horsens; der var nemlig den særlige Anledning til at holde Aarsmødet dér, at den ny Kirke, „Gethsemanekirken“, blev indviet af Biskop Wm. Burt, og hele Aarsmødet var præget af en sund Feststemning.

Mine Forældre flyttede saa til Svendborg; men 5 Aars Stilhed var alt, hvad Far kunde holde til. 36 Aars Tjeneste inden for den danske Methodistkirke tager selv en stærk Mands Kraft, naar han er saa stærkt grebet af Kristus, som Far var. De blev jo ikke gamle, Methodistkirkens Pionerpræster; men de blev forskaanet for at opleve adskilligt, som vilde have pint dem meget.

Det var svært, at en Hjerneblødning skulde gøre Fars sidste Levetid saa streng baade for ham selv og for Mor og min Søster. „14 Ugers strengt Sygeleje,“ skriver min Søster i Familiebibelen. Far var ikke altid klar; men da jeg besøgte ham sidste Gang, faa Dage før hans Død, kunde han tale med mig om Guds Gerning, om Handels- og Kontormedhjælper-Bevægelsen, som jeg var med at rejse, og om Afholdsarbejdet, som jeg var stærkt optaget af. —

Da jeg skulde rejse tilbage til mit Hjem i Middelfart, sendte Far Hilsen til min Hustru og vor lille Datter, Carla, som Far havde døbt i vort Hjem i Middelfart i 1909, og de sidste Ord, jeg hørte fra Fars
Læber, var disse:

„Hold dig til Jesus, min Dreng, og bliv ved med dit Arbejde for Afholdssagen.“

Faa Dage efter, den 20. Juni 1911, døde Far stille og roligt. Pastor Folden, der var Præst i Svendborg den Gang og umaadelig opmærksom mod Far og flink til at besøge ham paa Sygelejet, var ogsaa hos Far, da han døde. Pastor Folden fortalte ved Begravelsen om den svære Stund, da han sammen med Mor og min Søster afventede Dødens Komme:

„Hukommelsen svigtede vor gamle Broder, men to Navne huskede han stadig: det ene var Sønnens, det andet var Jesusnavnet. — Dødskampen var haard, men de sidste Øjeblikke var fyldt af Fred. Hans Aasyn blev paa een Gang saa forandret, saa lysfyldt og klart, og han aabnede sine Øjne. Han fik Lov at se noget, vi ikke saa. Saa drog han et dybt Suk, og alt blev stille. Lidt senere hørte vi et lille Aandedrag — og Livet var udslukt. Men vi bøjede os ned og sagde Gud Tak for, at han fik Lov at drage bort, fredfyldt som Simon, der havde set den Frelser, han troede paa.“

Tirsdag den 27. Juni blev Far begravet fra St. Johannes Kirke under meget stor Deltagelse. Det var netop under Methodistkirkens Aarsmøde, og der blev vist den afdøde Pionerpræst al Honnør. Fars trofaste Ven, Pastor Thaarup, talte — efter Fars Ønske — ved Jordfæstelsen. Med Udgangspunkt i Salme 68, Vers 20: „Lovet være Herren fra Dag til Dag! Lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse“ talte Pastor Thaarup hjerteligt om, hvorledes den Afdøde kendte Gud som sin Frelser og forkyndte Frelsens Budskab med Alvor og Djærvhed.

„Den Byrde, Paulus ogsaa følte: Omsorgen for Menigheden, bar H. Hansen, saalænge hans Evner og Kræfter slog til. Vi siger Gud Tak for det Vidnesbyrd, denne Guds Tjener drog frem for os, thi han talte, saa Ordet trængte ind til Hjertet. Lad os ved hans Baare takke for, at vi fik Lov at være sammen med ham, og lad os bede Gud om, at vi maa blive tro, thi da skal vi møde ham.“

Bag Kirkens Mur er Fars Grav; hans Embedsbroder, Pastor Herman Jacobsen, skrev de Ord, der skulde staa paa Mindestenen:

„Du gode og tro Tjener, gaa ind til din Herres Glæde!“

I „Vaarbud“, Organet for Den danske Methodistkirkes Ungdomsforening („Epworthforeningerne“), skrev Pastor S. K. Johansen 1. Juli 1911 en overordentlig smuk Artikel om Far. Jeg synes, jeg maa have Lov at citere denne Karakteristik af Fars Gerning, baseret som den er paa 35 Aars nøje Kendskab.

„Den Mand, jeg har Lov at kalde min aandelige Fader,“ skriver Pastor Johansen, „gjorde som Johannes Døberen, da Jesus kom. „Der kommer En efter mig,“ sagde han, „ham skal I høre.“ Og jeg gjorde som hine Johannesdisciple, jeg hørte „ham, der kom“, og jeg blev hos ham straks fra første Dag, og dette gjorde mange andre, blandt dem ogsaa mange, hvis hidtilværende aandelige Ledere, hvis de havde saadanne, aldeles ikke tilskyndede dem dertil.

Hans Hansen stod dengang i sin fulde Blomstring. Han var en Mand med mange Kræfter, og han sparede sig ikke. Han kunde ikke faa Lov til at spare sig. Alle Vegne fra pressede man paa for at faa ham til at forkynde Evangeliet just for dem, og han gennemrejste Vendsyssel paa langs og paa tværs, fra Hals til Skagen, fra Frederikshavn til Løkken. Hvor han kom, var som Regel Lokalerne alt for smaa. Der var Mennesker, der gik paa deres Ben 8 Mil frem og tilbage for at høre en Prædiken af ham. Jeg for min Del vilde hellere undvære Mad en Dag, end jeg vilde miste et af hans Møder, naar det blev holdt inden for en Radius af 2 danske Mil — og selvfølgelig overskred jeg ogsaa denne Afstand.

 Endnu staar det levende for mig, da han tog Afsked med Venneflokken i Frederikshavn. Kirkesalen var overfyldt. Teksten var Afskeden i Milet. Hansen kunde gøre Pauli Ord til sine. Han havde Lov til, som han gjorde, at lægge Eftertryk paa Ordene: „Jeg har ikke unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være eder til Gavn.“ Han forlod os med en god Samvittighed. „Jeg vidner for Gud,“ sagde han, „at jeg er ren for alles Blod.“

Aldrig har jeg set ham saa stor, som jeg saa ham denne Dag. Hans ædle Pande, hans rene Blik, hans Nidkærhed og Troskab, alt formede sig til at danne hans Billede for min Sjæls Øje, som jeg endnu aldrig havde set det; og dette Billede blev aldrig udvisket. Et Sørgeslør blev hyllet derover, Sorgen over, at Kræfterne svigtede alt for tidligt, menneskeligt set, Men hans enkle, retlinede Personlighed svigtede ikke.

Saa, nu er han ikke her mere. Kun faa af de unge har kendt ham rigtig, og ingen har kendt ham som vi, der var unge for 30 Aar tilbage. I har andre Mænd, som arbejder iblandt eder, ogsaa de bliver gamle og affældige om en føje Tid. Elsk dem og lad dem opmuntres ved, at I tager Del med dem i deres Arbejde. — Intet var kærere for Pastor Hansen, end naar han saa os Aften efter Aften møde fra Miles Omkreds. Det gav ham Mod, og det glæder mig at mindes, at jeg maatte være med til at styrke hans Hænder, som saa mange, mange Gange var Guds Redskab til at styrke min skrøbelige Tro og mine Fødder til at vandre paa den gode Vej.“

Det bevæger mig dybt nu paany at læse disse Ord, og med dem er denne kortfattede Livsskildring til Ende. Jeg har bestræbt mig for i mindst mulig Udstrækning at give mit personlige Syn paa Far og hans Gerning, men lade hans Virksomhed og nogle af dens Resultater tale tydeligt om ham. I al Stilfærdighed tror jeg at turde give Pastor Johansen Ret, naar han i den citerede Minde-Artikel siger, at man kunde skrive paa Fars Gravsten Ordet fra 2. Tim. 2, 15:

„Prøvet for Gud som en Arbejder, der ikke behøver at skamme sig.“

—  —  —

Dette lille Skrift omhandler jo Methodistpræsten H. Hansen, hans Gerning og hans Tid; men fra den Dag, da Far, 30 Aar gammel, ægtede den Kvinde, der blev min Mor, blev hele hans Liv og al hans Gerning saa præget af hende, at det vilde være en Fejl, om jeg ikke sagde det, og urigtigt, om ikke dette Skrift gav Plads for et Par Linier om min Mor.

Far var stor og stærk, Mor spinkel og spæd; Far var nidkær, Mor var sagtmodig; Far var ilter, Mor var tænksom; Far var rundhaandet, Mor sparsommelig — kort sagt: en rigtig Præstekone.

—    Prædikegerningen saavelsom Afholdsarbejdet førte Far ud paa mange Rejser, og der sad Mor med 3 Drenge og senere en Pige. (Vi var nok 4 Drenge; men den ene døde, før jeg blev født). Vi vidste, at Mor bad for os hver Dag, og vi troede, at Gud hørte efter Mors Bønner; men desuden syntes vi, at Mor som Regel forstod, hvordan Drenge er, og hvordan de skal tages. Og i hver eneste Menighed, som Far har betjent, havde man Brug for Mor og Tillid til hende. — Saa behøver jeg vist for Resten ikke at sige mere, for at De kan se Mors Billede.

Da Far var død, knyttedes Mor og min Søster fast sammen, og da min Søster giftede sig med en ung Methodist fra Svendborg, Typograf Jørgen Petersen, blev Mor i deres Hjem, og jeg tror, min Svoger holdt meget af Mor.

I 1918 døde først min Svoger og senere min Søster. Det var vel nok den „spanske Syge“, der tog dem begge, selv om de direkte Aarsager var andre. Svært var det for min Mor at miste dem begge, og det var ogsaa drøjt for mig at miste den sidste af mine Søskende. Godt var det, at min Søster og Svoger boede i samme By som min Hustru og jeg (Aalborg) og meget nær ved os.

Mor kom straks til os, og i nogle Aar fik vi Lov at forsøge at gøre de sidste Aar lykkelige for Mor. — Den 17. April 1925 døde Mor i vort Hjem, som nu var i Kjøbenhavn, omtrent hvor mine Forældre i 1872 havde bygget Hjem. Stille sov hun hen og blev efter eget Ønske begravet paa Svendborg Kirkegaard ved Siden af Far.

„Guds Lampe lyste over deres Hoved, da de gik igennem Mørket ved hans Lys.“

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936