torsdag den 4. september 2014

I Amerika

Superintendent Karl Schou - del 3

Af Svend Johansen

Besøget i Kolding for at sige Farvel til sin Kæreste og hendes Familie blev kun kort. Som vi ved, forlod han København den 7. Juli, og den 15. gik han om Bord i Hamborg for at sejle til New York.

Da Rejser tog langt anderledes Tid den Gang end nu, og da Besøget i Haderslev hos Familien jo maatte tage et godt Skaar af Tiden i de otte Dage, der var til Raadighed, er der ikke levnet de unge ret mange Dage til at drøfte, hvordan de skulde ordne deres Liv, naar Karl i Amerika havde tjent de mange Penge og kunde vende tilbage med de Millioner, han saa sikkert haabede paa.

Hvordan Overrejsen gik, og hvornaar Sejlskibet naaede New York, er det ikke muligt at sige noget om. Der er ikke i hans Familie opbevaret noget Brev eller andet, som fortæller om dette, og heller ikke om hans første Færden i det nye Land. Kun ved jeg fra ham selv og fra hans endnu levende Søstre, at hans første Beskæftigelse derovre var som Teglværksarbejder i Perth Amboy, New Jersey.

Jeg erindrer ved en bestemt Lejlighed, jeg havde paataget mig at kaste Sne, at han bad om at se mine Hænder, om der var Vabler, og undrede sig, at de holdt hele. Hans Hænder var ganske anderledes medtagne under Arbejdet med Skovl og Trillebør ved Teglværket i Perth Amboy, sagde han. Perth Amboy’s Teglværker har i Tidens Løb været Startplads for mange Danske derovre, hvoraf foruden Schou ogsaa J. de Lorent Thomsen og maaske flere senere blev Præster i den biskoppelige Metodistkirke.

Schous første Tid i Amerika blev saaledes en Fortsættelse af Skuffelserne fra den sidste Tid i Hjemlandet. Det var ikke just for at lave Mursten, han rejste over. Men han føler sig ikke forknyt. I Julebrev til sit Hjem (1862?) fortæller han om sit Haab til Fremtiden og siger derefter:
„Nu, mine kære Forældre, har jeg ladet eder se under Tæppet, og I ser deraf uden Tvivl, at jeg er i rigtig godt Humør, skønt Prøvelser og de meget nær svigtede Forhaabninger maaske vilde have taget det lette Sind bort fra andre.“
Han havde snart opdaget, at om han skulde naa frem til noget bedre, maatte han udnytte de Muligheder, der var forhaanden, om de end syntes nok saa ringe og svære at realisere. Om nogle af sine Landsmænd skriver han:
„G. kom ganske uventet hertil, medens jeg var i New York. Han er forresten et Dummerhoved, og han ulejliger og irriterer mig ofte. Han kom her med den Ide, at han kunde blot sidde stille, og Guldet vilde strømme ind i Mængde; men nej, det gaar ikke saadan til. Der skal et mere lyst og opvakt Hoved end hans eller mit til at naa dette (at kunne sidde stille og modtage en Guldstrøm). M. er ikke her mere. Han var bange, Fortjenesten eller rettere sagt Fornøjelserne her var ikke store nok.

Søren og Christian fra Hjerm kom sidste Uge tilligemed en anden fra samme Egn. Dem fik jeg anbragt paa Landet hos mine Venner. De er raske Karle og vil uden Tvivl gøre Lykke. De ser det amerikanske Liv i det rette Lys. De ved, at der maa arbejdes for at tjene noget her ligesaavel som hjemme.“
Dette Citat er nok til at lade os følge vor Ven paa hans første Færden i det store, lovpriste Amerika og se, paa hvilke Principper han havde besluttet at bygge sin Fremtid derovre. Det var Arbejde og atter Arbejde og til Tider en forholdsvis mindre Fortjeneste.

Og da hans Forældre havde sat sig i Gæld for at forsyne ham med nødvendige Rejsepenge, og de selv var smaat økonomisk stillet, maatte han af sin Fortjeneste sende Penge hjem for at afbetale sin Gæld. Og dette gjorde han. Men han blev derved tvunget til at spare mere end godt var paa sig selv.

Vi, der kendte ham, ved, at han aldrig lod sin Sparsommelighed gaa ud over sin ydre Fremtræden. Han vilde være velklædt, og hans Sparsommelighed gik derfor ud over det, der ikke faldt i Øjnene, over Maden. Han levede af den billigst mulige Føde.

Hans Hovednæring var i lang Tid Brød og Melasse (Sirup). Ganske vist er Sirupsmelmad, som vi kaldte det i min Barndom, og som jeg selv har spist i Hundredvis af og været taknemmelig for, ikke af saa ringe Næringsværdi, som man almindeligvis troede før Dr. Hindhedes Tid, men for en Teglværksarbejder var det dog nok rigelig sløj Kost.

Nu, han var heller ikke indstillet paa at skulle blive ved Teglværket bestandig eller leve paa bar Melasse og Brød. Han havde store Forhaabninger. Først og fremmest var det ham om at gøre at faa Arbejde i sit Fag.
„Løn som Urmager,“ skriver han, „kan beløbe sig til 1000 til 1500 Dollars om Aaret. Men mit Haab og Hu staar til nye Ting, til Opfindelser. Jeg har, Gud ske Lov, min Faders klare, mekaniske Hoved. Til at opfinde og lave nye Ting er min Lyst. Og mange smaa Dele betaler sig godt, maa I tro.

For Tiden bruger jeg Fritiden til at forbedre en Ide, som jeg har i Virksomhed. I vil vist le deraf, da den er saa simpel og lille. Men noget, enhver Mand behøver, er der jo Penge at gøre med. Det er blot en Lampepudser for Petroleumslamper.

Den bliver sat omkring Ringen, som omfatter Vægen, og ved Hjælp af en lille Messingtraad, som man rykker i, klipper den Vægen af. Det hele vejer ikke en Fjerdedels Lod, men vil uden Tvivl blive af nogen Betydning, naar den bliver indført. Derved venter jeg mig en lille Formue.

Dertil har jeg ogsaa en anden lille Ting, som er en Lommealarm til at fasthæfte til Pengepunge, og altsaa en ganske ny Ide. Saasnart den røres af fremmede Hænder, gør den en betydelig Støj, og den optager kun lille Plads.

Saadanne Smaating er der mere at tjene ved end ved store, da enhver kan blive forført til at købe, og de koster kun lidt at fabrikere, hvorimod større Ting er dyre og vanskeligere at afsætte.“
Heller ikke var Nivellermaskinen endnu ude af hans Beregninger. Senere, da han kom i Arbejde i sin Profession hos en Urmager i Lafayette, satte han sig atter i Forbindelse med Ingeniør Nyholm, som sendte ham, hvad han havde af Tegninger og Beskrivelser, hvilke Schou da arbejdede videre paa. Endelig naaede han ogsaa saa langt, at den skulde afsted til Patentbureauet i Washington D. C. for at blive patenteret.

Men just nu skete den store Revolution i hans Liv, som paa én Gang forandrede hans hele Syn paa, hvad en Formue i Dollars var værd at ofre Livet paa. Maskinen blev derfor aldrig sendt ind. Senere overgav han den til Universitetet i Evanston, hvor det meddeles mig, at den stadig opbevares i Garrett Biblical Institute, ved hvilken Skole han modtog sin teologiske Uddannelse.

Men dette var først senere. Endnu var han fremdeles den unge Emigrant, der kom til Amerika for at samle sig Rigdomme og bygge sin Fremtid paa den verdslige Visdoms skrøbelige Grundvold.

Til sine Forældre skriver han:
„Det bedrøver mig at høre, at Fortjenesten er saa daarlig hjemme hos eder, og at alting gaar paa Kredit. Hvorfor kan det ikke gaa an at begynde med at nægte det? De henter alligevel, hvad der bliver lavet, og saa kan I jo dog ogsaa betale igen. Ellers vil Gælden jo forstørres hver Dag. Varerne er dog bedre at have i Huset end at have Pengene tilgode. Og jeg synes, at det vilde gaa godt.

Dersom jeg nogensinde skulde komme ind i noget i Danmark, skal det være min Regel: Ingen Kredit! Her giver man slet ingen Kredit. Alting kontant! Og det gaar godt, naar det først er bekendt. Her er jo nok nogle, som køber og sælger paa Kredit. Men deres Forretninger er altid kun smaa og i Nød for Penge.

I Urmagerfaget burde slet ikke gives Kredit, da det jo for det meste er Luksusartikler. Dersom en Mand ønsker et Ur eller et saadant repareret, saa kan han meget godt vente med det, indtil han kan betale. Og dertil bør man lade sig betale godt for, hvad man gør.

Hvad hjælper det at slide og slæbe altid, altid at have meget at bestille og ikke faa noget for det. Det slider paa Værktøj, Klæder og Kræfter, men giver ikke nok til at vedligeholde det med.

Nej, hellere lade sig betale vel, saa hører man dog kun: Han lader sig betale vel, men han gør det ogsaa godt. Derved jager man maaske flere Kunder bort; men det er i Almindelighed dem, som ikke duer til noget.“
Med dette tager vi Afsked med Karl Schou i hans uomvendte Tilstand, og idet vi kaster Blikket tilbage, ser vi Billedet af en god, ung Mand, der vilde frem i Verden. Han havde været en god Søn og Broder i sit Hjem. Han var flittig og selvfornægtende.

Han var hjælpsom mod sine Kammerater, naar han fandt, at de fortjente at hjælpes. Alt i alt møder vi uden Modsigelse just en Mand af den Slags, Verden behøver, en Pryd for sin Stand og en Berigelse for det menneskelige Samfund, en af dem, John Wesley tegner i sin Prædiken: „Næsten en Kristen“.

Endnu ét er at notere for at faa Billedet fuldstændigt. Som vi ved, var Sydstaternes Oprør mod Nordstaterne og Præsident Lincoln i fuld Gang, da Schou kom til Amerika, og han var der ikke længe, før han fik Tilsigelse til at møde og lade sig indrullere i Nordstaternes Hær. Men dette nægtede han.

Krigen som saadan var ham imod, og han var ikke interesseret i Fristaternes indre politiske Intriger, hvorfor han nægtede at blive Soldat, og han kunde nægte det, eftersom han ikke var amerikansk Borger eller havde været i Landet saa længe, at han kunde have været det.

Men efter at Lincolns Budskab til Kongressen af 4. Marts 1862, der trak Negerslaveriets Undertrykkelse frem som Krigens egentlige Formaal, trængte sig ind i den almindelige Bevidsthed, forandrede Schou sit Syn paa samme og meldte sig som frivillig.

Hans fysiske Struktur var imidlertid under det Lavmaal, som var sat af Krigsmagten, og han blev kasseret. Han var i Hjertet Antimilitarist, men hvor han mente, at almindelig Menneskekærlighed krævede Offer, maatte Principet træde til Side, en Stilling vel kun faa vil bebrejde ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar