Den sidste Tid

Pastor C. J. M. Thaarup - del 4

Af P. Rasmussen

Thaarups sidste Ansættelse var i Sct. Jakob, Odense, 1914. Men det var mere, end han kunde magte. Forholdene var da meget vanskelige der.

„Bare jeg havde været yngre og havde Kræfter til det, saa vilde jeg kaste mig ud i den voldsomste Brænding for at redde, hvad reddes kan.“ Saadan talte han. „Men jeg mangler Kræfter.“ 

Mere end to Aar kunde han ikke holde til det, og 1916 sendte han følgende Skrivelse til Aarskonferencen:

Kære Biskop og Brødre!

Undertegnede anmoder herved om at blive fritaget for Gerningen som Menighedsforstander og Prædikant ved at blive stillet i udtjent Forhold.

Det er nu 40 Aar, siden jeg blev optaget paa Prøve i Aarskonferencen, og især de sidste Aars Arbejde har med deres Sorg og Bekymring grebet saaledes ind, at jeg ikke kan anse det for rigtigt at fortsætte.

Jeg er nu over 65 Aar gammel, og saaledes er det kun en kort Tid, i hvilken der kan være Tale om for mig at kunne betjene en Menighed. Derimod haaber jeg, saafremt Konferencen ønsker det og fremdeles vil vise mig den Tillid, at kunne fortsætte som Missionskasserer og Regnskabsfører for de forskellige Fonde som hidtil.

Idet jeg saa herved anmoder om at blive stillet i udtjent Forhold, bringer jeg Brødrene min hjertelige Tak for al mod mig udvist Velvilje og Kærlighed i de forløbne 40 Aar, og jeg nedbeder Herrens rigeste Velsignelse over eder og over eders Arbejde for Gud og vor elskede Kirke i vort Fødeland.

Odense, i Juli 1916.    Ærb. 

C. J. M. Thaarup.

Da denne Skrivelse fremlagdes, udtalte Biskop John L. Nuelsen:

„Det er en dyb Følelse af Vemod, der fylder vore Sjæle, naar vore gamle, veltjente Fædre i Konferencen begærer sig sat i udtjent Forhold. Lad os takke Gud for den Tjeneste, de har udført i Kirken.“

Da Thaarups Afskedsbegæring havde passeret det Udvalg, hvortil den henvistes, indberettedes følgende: Udvalget for Konferenceforhold indberettede ved Rogert. De anbefalede Thaarups Ansøgning om at træde i udtjent Forhold. Ansøgningen bevilgedes. Thaarup holdt en hjærtelig Tale og takkede for godt Samarbejde i de svundne 40 Aar. Forsamlingen rejste sig.

I udtjent Forhold
Thaarup havde for sin Livsforsikring købt et lille Hus i Odense, det Hus, hvori hans efterlevende Hustru endnu bor. Dog fik Thaarup ikke længe Lov til at blive der og sysle med Kirkens Regnskaber. Vorherre tog ham højere op. Saa lader jeg min Svigermoder fortælle:

Fredag d. 1. November 1918 fik vi som sædvanlig vor Morgenkaffe, og derefter læste Papa det sidste Kapitel af Salomons Ordsprog — det om den duelige Hustru, og saa saa han paa mig, som vilde han sige: „Det er dig, Inger.“ 

Jeg sagde: „Det er altfor smukt til mig.“ 

Saa knælede vi ned, og Fader bad saa alvorligt og hjertegribende. Han bad for os alle sammen. Han glemte ingen. Han nævnede os alle ved Navn. Saa stod vi op og omfavnede hinanden.

Det var vort Farvel.

Lørdag Morgen var han mere alvorlig end sædvanlig. Vi drak vor Kaffe som ellers og holdt vor Andagt. Saa gik jeg i Soveværelset og Køkkenet for at gøre i Stand, og Papa gik ud for at feje Gaden. Lidt efter kom han ind, tog Avisen fra Brevkassen, gik gennem Køkkenet, hvor jeg stod, ind i Stuen. 

„Naa, Papa, er du saa færdig med din Morgengerning?“ 

„Ja,“ sagde han.

Da jeg var færdig med min Gerning i Soveværelse og Køkken, gik jeg ind i Spisestuen. Jeg saa hen til Stolen ved Vinduet, men der var han ikke. Jeg gik ind i det lille Kabinet, hvor han plejede at sidde ved Skrivebordet med Kirkens Regnskaber; men der var han heller ikke. Men saa fik jeg Øje paa ham, han laa paa Gulvet mellem Spisebordet og Chaiselonguen. Avisen laa ved den ene Side, hans Briller ved den anden. Jeg lagde mig ned ved Siden af ham, hans Øjne var næsten lukkede, og han var begyndt at blive kold.

„Papa, Papa,“ raabte jeg, „er du gaaet fra mig? Er du gaaet hjem til Jesus?“

Thaarup fik en let og dejlig Død. Herren tog sin Tjener uden Smerte og Lidelse baade for ham, hans Hustru og Børn. Thaarup var rejsefærdig.

Baade timeligt og aandeligt havde han Sagerne i Orden. Kirkens Regnskaber, som han yndede at sysle med, var ført a jour lige til den 2. November, da han segnede saa brat om.

Som det var i det timelige, saaledes var det med Thaarups aandelige Liv.

„Har du udset dig en Plet Jord paa Odense Kirkegaard til dig og Bedstemoder engang at hvile i?“ Saaledes spurgte jeg engang Thaarup.

„Nej,“ svarede han, „I maa gøre ved mit Legeme, hvad I vil, naar Gud engang har taget min forløste Sjæl til sig. Mit Gudsforhold ordner jeg selv, — det øvrige bliver jeres Sag. — Gør ingen Stads af mit afsjælede Legeme — husk bare paa: Jeg er hos Jesus.“

Metodistmenigheder i Danmark satte en Mindesten paa Graven med følgende Inskription:

Pastor C. J. M. Thaarup, 

f. i Aarhus 28. Marts 1851, 

d. i Odense 2. November 1918.

Rejst af Metodistmenigheder i Danmark.

I kærlig Erindring og dyb Taknemlighed har jeg samlet og nedtegnet disse Erindringer og slutter i Thaarups Aand med et:

Gud alene Æren!