Frugten paa den anden Side Muren

Metodismen i Bjerre Herred - del 11

Af C. Nielsen

Det var kun en lille Flok, de Hornsyld Metodister; men det vil ikke sige, at de ikke havde nogen Betydning.

Hvis man den Gang vilde have spurgt Folk paa Egnen — spurgt den troende Distriktslæge, der færdedes vidt omkring, eller Gaardmanden, der havde de unge Metodister i Tjeneste, eller Husmanden og Arbejderen, der var Kammerat med eller Nabo til en Broder i Menigheden, spurgt dem om, hvad Metodismen egentlig var for noget, saa vilde de have svaret:

Metodisme! Det er alvorlig Kristendom! Det havde de lært af de Metodister, de kendte. Vel var der enkelte Undtagelser, men Undtagelsen stadfæster som bekendt Reglen. Og Menighedens Lys har ikke skinnet forgæves paa denne Egn.

Man kunde spørge, hvorfor en saa tilsyneladende livskraftig og velsignelsesrig Virksomhed ikke kunde vokse sig stedse større og stærkere. Og Svaret er naturligvis vanskeligt at give. Den egentlige Forklaring er vel den, at Virksomheden efterhaanden koncentrerede sig om Horsens By, hvor der jo var betydelig større Muligheder.

Her er Arbejdet da ogsaa fortsat i langt over 50 Aar, og kun Evigheden vil aabenbare, hvor mange Mennesker, der gennem Metodistprædikanternes Vidnesbyrd og Menighedens stille Liv er blevet vundet for Gud her i Byen.

Men derfor kunde Virksomheden jo godt været fortsat og udvidet ude paa Landet. Naar det alligevel ikke skete, saa er Grunden vel nærmest den store Emigration, der fandt Sted i Halvfjerdserne og Firserne; og de unge, der blev her i Landet, fik efterhaanden Hjem og Virksomhed andre Steder.

Saa var der ogsaa en hel Del af dem, der fik deres Vækkelse iblandt Metodisterne, der foretrak at blive, hvor de var, eller slutte sig til „Indre Mission“ eller andre Samfund. Kort sagt: Frugten kom til at hænge paa den anden Side Muren. Mennesker blev vakte i Skarevis, men Menigheden høstede ikke den Fordel heraf for Menighedslivet, som jo havde været naturligt og ønskeligt.

Men selv om vi ikke samfundsmæssigt set har faaet saa meget ud af vor Virksomhed, som ønskeligt kunde være, saa glæder vi os alligevel over, at Guds Rige vandt frem gennem Menneskers Omvendelse og Frelse.

Saa er Virksomheden jo ogsaa, som bemærket, fortsat i Horsens, og adskillige af Børnene fra de Tider, her er skildret, er forlængst blevet gode og virksomme Ledere og Medhjælpere her i Byen. Og Bevægelsen er gaaet videre til Aarhus og Silkeborg, som Horsens Menighed er Modermenighed til.

Som det blev skrevet af Menighedsforstanderen i „Kr. Talsmand“, da Hornsyld Kapel var blevet solgt, saaledes er det:

„Vore Kirkehuse kan blive gamle og Arbejdsmetoderne skifte med Tiderne; men selve Guds Kirke ældes aldrig, den staar, omend Taarnene falde. Derfor vil vi, selv om Hornsyld Kapel (og Hornsyld Menighed) nu kun tilhører Mindebogen, alligevel synge med Grundtvig:

Kirken den er et gammelt Hus, 
staar om end Taarnene falde;
Taarne fuldmange sank i Grus,
Klokker end kime og kalde, 
kalde paa gammel og paa ung, 
mest dog paa Sjælen træt og tung, 
syg for den evige Hvile!

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932