Af Adolph Hansen
I 1894 blev Far forflyttet til Aarhus. Det var efter Lægens bestemte Krav, at Far maatte anmode om at blive forflyttet, da hans Helbred var meget daarligt, og Lægen erklærede, at Far ikke kunde taale Luften og Klimaet i Vendsyssel, hvor Far ellers var saa glad for at være. Det var ham en stor Sorg at skilles fra Menigheden og Vennerne i Frederikshavn og Omegn, og jeg, som elskede Havet, syntes, det var forfærdeligt at flytte til Aarhusbugten.
Det var efter mit Skøn en meget kedelig Kirkesal, Methodistmenigheden i Aarhus havde i Fredensgade. Jeg kan godt forstaa, at Far gerne vilde have en Kirke i denne store By; derimod kan det ikke nægtes, at det var meget imod Fars Vilje, at man byggede Kapellet i Fiskergade.
Far vilde have bygget Kirke ude ved den gamle, nu nedlagte Kirkegaard; men Menigheden købte i 1896 en gammel Ejendom i Fiskergade, byggede et Forhus til Gaden til Udleje og indrettede Bagbygningen, der laa ud til Posthus-Smøgen, til Kapel med Præstebolig paa 1. Sal. Det var smaat med Penge, og Præstefamilien maatte flytte fra den dejlige Lejlighed i Bruunsgade ned i en meget gammel Ejendom, Fiskergade 104: smaa Stuer, lavt til Loftet — der var ikke rart. Og saa havde mine Forældre endda, netop mens vi boede der, en Tid meget fine Gæster i Anledning af nogle meget store Møder. Sammenhængen var denne:
 |
| Grevinde Schimmelmann |
Far kendte Grevinden gennem Folketingsmand Jensen-Bælum og Afholdshøvdingen Claus Johannsen, Waarst, og Grevinden bad om at maatte være Gæst i vort Hjem. Denne Dame, som havde været Hofdame hos den tyske Kejserinde Augusta, var som en Slægtning iblandt os, fortalte om sine Oplevelser, læste for os og syntes lige interesseret i Fars Præstegerning, i Mors huslige Arbejde og i mine Skolebøger.
Saa blev der arrangeret nogle offentlige Møder i Forsamlingsbygningen i Østergade; store Menneskemængder kom og hørte Grevinde Schimmelmann, som talte hjerteligt og stilfærdigt, men som en glad og erfaren Kristen. —
Ved nogle af Grevindens Møder talte en fremragende engelsk Kvæker, Mr. Mc. Call. Det var en fin, gammel Herre, Indehaver af et berømt Konservesfirma, og han var stærkt optaget af Grevinde Schimmelmanns Lidelseshistorie. Han bekostede udgivet paa Engelsk en Bog om Grevinden — hovedsagelig en Selvbiografi — og sendte mig et Eksemplar af denne gribende Livshistorie. Claus Johannsen, Waarst, som ogsaa var en personlig Ven af Grevinde Schimmelmann, opfordrede mig efter Grevindens Død til at oversætte denne Bog; men hvor hurtigt glemmes ikke et Menneske og dets Indsats!
Værdien af de store Møder, Methodistmenigheden i Aarhus havde den Glæde at afholde med Grevinde Schimmelmann og Mr. Mc. Call som Talere, var jo hovedsagelig den, at Mennesker, der ellers hverken søgte Kirken eller kristelige Møder af nogen Art, kom og hørte disse mærkelige Talere og ofte grebes deraf — Sæden blev saaet i Hjerterne, Gud giver Vækst.
En Eftermiddag, Grevinde Schimmelmann og Mr. Mc. Call sad i vort Hjem i Fiskergade, rullede en Landauer op for Døren. Jeg, som læste til Præliminæreksamen, havde netop efter bedste Evne underholdt Mr. Mc. Call, og jeg gik forbavset til Døren for at lukke op for en spænstig Herre, der steg ud af Landaueren og ringede paa hos Methodistpræsten. Mere forbløffet blev jeg, da Herren paa Tysk præsenterede sig som General von Treskow og spurgte efter Grevinden. Jeg bad ham sidde ned og meddelte Grevinden, at Generalen ønskede at tale med hende.
Bekendtskabet stammede fra det tyske Kejserhof, hvor von Treskow var højt anskreven; men Grevinden, som endnu var nervøs og troede, at hendes Slægt paany vilde berøve hende Friheden, bad Far om at være til Stede under Samtalen. — General von Treskow havde imidlertid intet ondt i Sinde; han kom som gammel Ven, og han deltog i de offentlige Møder, og flere Gange besøgte han vort Hjem og deltog i Samtaler om religiøse Spørgsmaal. Generalen talte noget Dansk; jeg tror, hans Frue var Dansk.
Ja, der blev talt om Methodisterne i de Dage. Journalister kom og tog Interviews med Grevinde Schimmelmann og med Mr. Mc. Call — og med Negerprinsen, Prins Besolow.
Det var paa et tidligere Tidspunkt, at Prins Besolow besøgte Danmark. Han var egentlig en god Taler; men hans Foredrag og Prædikener blev heller ikke ringere ved at blive tolket af Superintendent J. J. Christensen — en oratorisk Begavelse af stort Format.
Negerprinsen var meget fornøjelig i Samtale og som Fortæller; men han var jo ikke fra Amerika vant til, at der blev gjort saa megen Stads af ham — det steg ham til Hovedet, efter hvad Superintendent Christensen senere fortalte. Prins Besolow vakte megen Interesse for den kristne Mission i Afrika, og han fik store Kollekter til Støtte for Arbejdet, han vilde tage op, naar han skulde overtage Regeringen derhjemme. — Vi havde jo Sølvpenge dengang, og Prins Besolow var glad som et Barn ved at have mange Sølvpenge løse i Lommen, saa de kunde klingre. — Vores unge Pige saa efter, om han virkelig ikke havde smittet af paa Lagenerne, da han havde sovet den første Nat i vort Gæsteværelse.
En Methodistpræsts Hjem var i de Tider aabent for alle tilrejsende Prædikanter og Talere og Menighedsmedlemmer fra andre Byer; men ogsaa Menighedsmedlemmernes Hjem aabnede sig gæstfrit for de fremmede Talere: Lofts, O. P. Hansens i Sjællandsgade, Gothenborgs, Smed Larsens og mange andre. Det er ligefremt svært at holde sine egne personlige Erindringer tilbage — jeg var saa glad ved Aarene i Aarhus. —
Min Broder Olaf var hjemme fra Amerika i 95—96; det var en stor Glæde for mine Forældre, og de vilde gerne, at han skulde blive herhjemme, men det kunde han alligevel ikke finde sig i. Saa rejste han i Juli 1896 tilbage til De Forenede Stater, og vi saa ham aldrig mere. Den spansk-amerikanske Krig udbrød, og det var ikke velset, naar unge „vaabenføre“ Mænd — og da specielt Udlændinge — ikke vilde gaa med i Krigen. Min Broder meldte sig som Frivillig, og i en Militærlejr i San Francisco, hvor man laa og afventede Ordre til at gaa til Cuba, døde han den 7. November 1898 af Tyfus, vistnok under en Epidemi.
Jeg var dengang paa Borgmesterkontoret i Vejle og fik fra Far et Brev, der rørte mig dybt; han skrev, om jeg ikke kunde faa fri en Dags Tid eller to og komme hjem, da baade han og Mor var meget bedrøvede og trængte til lidt Opmuntring.
Ja, det var den tredie af Sønnerne, der gik bort, nu var kun de to yngste af Børnene — min Søster Anna og jeg — tilbage, og jeg maatte ud for at tjene til mit eget Ophold. Det blev min Søsters Opgave at være Solstraalen i Hjemmet, og det blev hun i en lang Aarrække, først for begge vore Forældre, efter Fars Død for vor gamle Mor.
I 1897, den 27. Maj, blev det lille ny Kapel, „Bethel“, indviet til kirkeligt Brug. I Pastor Gaardes Jubilæumsskrift, „Methodistkirken i Danmark 1858— 1908“, hedder det om Kapellet:
„Som et midlertidigt Hjem for Menigheden har dette Kapel gjort god Nytte i den svundne Tid. Dog føles ofte Savnet af en større og bedre beliggende Kirke i den store By.“Dette er rigtigt udtrykt i en mild Form, og selv om Gerningen, der blev udført i og ud fra „Bethel“, paa mange Maader blev velsignet, følte Far sig trykket i Posthus-Smøgen — ikke for sin egen Skyld, men paa sin Herres og Mesters Vegne.
Det var en stor Opmuntring for mine Forældre, da de samme Aar, som Kapellet blev indviet, fejrede deres Sølvbryllup.
Præsteboligen oven over det ny Kapel var ikke færdig, men Kapellet toges i Brug til en Festlighed, der paa Sølvbryllupsdagen var arrangeret om Aftenen, da vi var klar over, at den umuligt kunde fejres i den lille Lejlighed i Fiskergade 104. Det var virkelig en Højtidsdag. Mine Forældres trofaste Ven, Pastor Thaarup, mødte med en Pengegave fra Methodistkirkens Præster i Danmark, og Frederikshavns Menighed sendte ligeledes en Pengegave, men det allerbedste var den store Mængde af Hilsener: Telegrammer, Breve og Kort fra Venner i alle Landets Egne; det glædede mine Forældre meget at se, hvordan de blev husket der, hvor de havde arbejdet. — Ogsaa fra Menigheden i Aarhus fik vi mange smukke Beviser for, at Præstefolkene var afholdt og agtet.
I Aarhus fik jeg min første Kontorplads — hos en Margarinegrosserer og til den svimlende Gage af 16 Kr. om Maaneden. Det hjalp jo ikke meget i Præstefamiliens Husholdning; men da Gagen senere steg til 25 Kr., var jeg helt stolt. Far vilde gerne have haft mig til Statsbanerne som Trafikelev; jeg indgav Ansøgning, og jeg fik ogsaa Svar — 5 Aar senere: at der desværre ikke for Tiden var nogen Chance.
Fars store Interesse for Afholdssagen gav sig Udslag ikke blot i, at han af og til holdt Foredrag i
Afholdsforeningerne i Aarhus, men ogsaa i, at han deltog i det berømmelige 1. skandinaviske Afholdsstævne i Kristiania 1895, hvor Far ogsaa talte ved det store Stævne paa St. Hans Haugen. Det blev min store Oplevelse at komme med, og dette lykkedes derved, at Grevinde Schimmelmann betalte min Rejse: som Tak for megen Gæstfrihed og Vennehjælp fra mine Forældres Side.
Det var festlige Dage, vi tilbragte i Norges Hovedstad, hvor vi boede hos en Methodistfamilie, Fabrikant de Linde og Frue. — Næste Aar deltog Far og jeg med Begejstring i det 2. skandinaviske Afholdsstævne, og Far talte ved Demonstrationsfesten paa Skovbakken, hvor han understregede Nødvendigheden af, at Afholdsbevægelsen har Vorherre med.
„Hvis Gud er med os, hvad kan da være imod os!“
Ingen kommentarer:
Send en kommentar