I Kirkens Tjeneste

Pastor H. Hansen - del 3 

Af Adolph Hansen

Allerede i 1863 havde Far deltaget i nogle Methodist-Møder, som afholdtes i private Hjem paa den Egn, hvor Far tjente; men Militærtjenesten og andre Forhold førte ham helt bort fra den Paavirkning, han havde været under.

Efter Militærtjenesten tilbragte Far et Par lykkelige Aar, hvor hans Mor — der nu var bleven Enke — og hans Kæreste var til megen Hjælp for ham paa forskellig Maade. Da Kæresten imidlertid hævede Forlovelsen, blev Far meget ulykkelig og ønskede, at han maatte dø; men da han rigtig kom til at tænke over dette, forstod han, at han var bange for at dø.

Atter søgte han da til Methodisterne, hvor han fandt Fred for sin Sjæl og derfor, som nævnt i Indledningen, sluttede sig til Methodistmenigheden den 1. November 1868. Han blev optaget „paa Prøve“ af J. J. Christensen, den senere Superintendent for Methodistkirken i Danmark, der paa Hjemrejse fra Kjøbenhavn til Vejle aflagde et Besøg hos den bekendte Slotsgartner Eltzholtz paa Brahetrolleborg og ved denne Lejlighed prædikede i Kapellet paa Bernstorffsminde. Texten var, skriver Far, Davids 48. Salme, Vers 15: „Thi her er Gud, vor Gud, evindeligen og altid; han skal ledsage os til evige Tider.“

Der var ikke megen Ret for Tyende i de Tider. Far gik til alle de kristelige Møder, han kunde overkomme, og da først og fremmest til dem, Methodisterne afholdt. Og han fik sine Kammerater med, ja undertiden havde han indtil 10 af sine Bekendte med, fra Røgter til Avlskarl, fra Malkepiger til Mejersker og Husjomfru. Men det passede ikke Storbonden. Der vankede alvorlige Advarsler, og Bonden var endog saa venlig at gøre Far opmærksom paa, at han kunde miste sin Forstand, dersom han fortsatte med sit „Sværmeri“.

Da det altsammen ikke havde den tilsigtede Virkning, nedlagde Husbonden Forbud mod, at Far gik til Møder, særlig Aftenmøder, hvorfra han ikke kunde være hjemme til Kl. 10. Da Far en Aften var kommen hjem lidt over halvelleve, fik han en Tilsigelse til at møde i Retten, hvor han blev idømt en Bøde paa 1 Specie (4 Kr.), da han ikke vilde afgive Løfte om at afstaa fra at „løbe efter disse afsindige Mennesker“.

Saa rejste Far til Kjøbenhavn. Han vilde egentlig gerne have været Politibetjent; men Superintendent Willerup vilde have Far til at gaa i Kirkens Tjeneste, og allerede i Efteraaret 1869 drog Far ud som Kolportør, hovedsagelig med Bibler og saa nogle methodistiske Skrifter og gudelige Traktater. Til at begynde med var det Kjøbenhavn og Sjælland, Far gennemvandrede; men senere kom han over hele Landet.

„Jeg har vandret paa min Fod fra Hals til Kolding,“ sagde Far engang, „og jeg har gjort, hvad jeg kunde, for at faa Mennesker til at læse Guds Ord, og jeg har vidnet om Jesus, hvor der aabnede sig en Dør for mig.“

I Sommeren 1870 besøgte Far, efter Indbydelse af en Skipper fra Langeland, denne aktuelle Ø, og han blev der i 2 Aar. Her fandt han den Kvinde, der blev hans Hustru, og som blev ham en enestaaende Medhjælper og en kærlig og dygtig Hustru, saa længe han levede. Min Mor, Karen Hansen, var Datter af en Uhrmager og Musiker, Hans Madsen i Rudkjøbing. Hun tilhørte Grunnets Frimenighed, men sluttede sig i 1870 til Methodisterne efter megen aandelig Kamp.

Paa Langeland stiftede Far i 1870 den første Afholdsforening i Danmark, efter at de Syversenske Afholdsforeninger for mange Aar siden var uddøde. I et Skuespil af den kendte Langelænder, Gaardejer Vald. Bendixen „Halvtreds Aar senere“, taler Hovedpersonerne, Anton Brun og hans Kone, Marie, om, hvordan de for halvtreds Aar siden var bleven „grebet af Pastor Hansens Ord om den store Samfundssag.“

Far har fortalt om, hvordan han imponerede Langelænderne med sin fysiske Styrke. „Jeg kunde lægge en Tønde Rug paa min Nakke og bære den op til Møllen,“ sagde Far. En Dag stod Far med sin Bogtaske over Skulderen og morede sig over en Smed, der ikke kunde faa lagt Sko paa en Hingst. Hverken Smeden eller Bonden kunde „tage Benet op“ paa Hingsten; men det irriterede ham, at denne her Bibelsælger stod og smilte. „Om han ka’ske kunde tage Benet op paa Hingsten.“ Naa, ja, det kunde Far vist nok.

Det vilde de forsamlede gerne se — og nu var det deres Tur at le. Ja, det troede de da; men Kolportøren kunde ikke blot sælge Bibler og prædike, han forstod sig ogsaa paa Heste. Da Hingsten var klar over, at den havde truffet sin Overmand, var der ikke Noget i Vejen, og Far „tog Benene op“ paa den, til Skoningen var til Ende. Ja, saa var der nogle, der fik Lyst til at tale med denne mærkelige Mand, der ikke drak Brændevin, men alligevel (!) var en Kraftkarl, og nogle fandt da Vej til hans Gudstjenester — og nogle fandt Vejen til Gud.

Mens jeg nu er ved Faders Langelands-Periode, falder det naturligt at indføje et Par Erindringer fra den Tid, fortalt af Pastor L. C. Larsen, som jo er barnefødt derovre. Altsaa — Pastor Larsen fortæller:

„I min Barndom kom Methodismen til Langeland, og de nidkære Præster kom ogsaa til vor Egn og holdt Møder i Huse og Gaarde. Jeg husker en Gang, Pastor H. Hansen talte; jeg kom til at græde og kunde ikke holde op igen. Saa maatte Mor gaa med mig, — og hun var vred.....

I min tidligste Barndom var mine Bedsteforældre og min Mor grebet af en Vækkelsesbevægelse, der var kommen fra Fyn; de kaldte den „Fynboerne“, det var en Slags „Indre Mission“. Der var en lille Mand, som blev Prædikant paa Langeland; han blev kaldt Niels Bolger, han var bleven en Slags Præst for mit Hjem. — Saa kom H. Hansen, og det varede ikke længe, før Mor og mine Bedsteforældre var optaget af denne nye, stærke Forkyndelse, og de blev mere og mere paavirket af den. Det førte til, at de sluttede sig til den nye Bevægelse og de Folk, som kaldte sig Methodister. De blev de første Medlemmer her. Det var Bolger forfærdelig ked af, og han gjorde sig mange Kraftanstrengelser for at holde dem tilbage. Han fortalte, at det var Synd, at de forlod deres egen Forsamling, og at han var klar over, at Hansen var en Vranglærer.

Imidlertid fik de Niels Bolger til at gaa med til et Møde, og Hansen holdt en af sine sædvanlige kraftige Prædikener. Da han sluttede, sagde Niels Bolgers Kone: „Saadan en Prædiken har Du aldrig holdt, Niels.“ Og det var Niels ikke begejstret for.

Hansen var ikke Præst dengang, men Kolportør, og han besøgte saa at sige hver eneste Gaard i de 15 Sogne. Han var en Kraftkarl, baade sjæleligt og legemligt, og han var en Banebryder. Jeg skal nævne et Eksempel:

Hansen kom med en Pakke Bøger ind i en Gaard. Konen var ene hjemme og var i høj Grad nervøs. „Hvad er der i Vejen?“ sagde Hansen. „De maa hellere gaa igen,“ svarede hun; „min Mand har truet med at slaa Dem ihjel, hvis De kom — og han er meget stærk.“ „Lad os nu se paa,“ sagde Hansen og bredte sine Bøger ud, og Konen var vældig interesseret. Midt i det hele kom Manden. „Hvad er De for en?“ sagde han og forlangte, at Hansen øjeblikkelig skulde forlade Huset.

Hansen saa lidt forundret paa ham. „Hvad er det dog for noget?“ sagde han; „kan De skikke Dem, ellers skal jeg sætte Dem ud af Døren.“ „Vil De sætte mig ud af mit eget Hus?“ sagde Manden. „Ja, det vil jeg,“ sagde Hansen, „Deres Kone skal se mine Bøger“ — — og Manden maatte ud.

Saa gaar Hansen omsider med sin Bogpakke, og idet han kommer uden for Døren, pudser Manden Hunden paa ham; den kommer farende, men Hansen sætter sig ned og kæler for den, og et Øjeblik efter har han vundet Hundens Venskab. Saa dukker Manden frem bag om Staldlængen. ..Ja, her sidder jeg,“ siger Hansen. Og det endte med, at han og Manden ogsaa blev gode Venner.....“

Saavidt Pastor Larsen.

Under sit Ophold paa Langeland holdt Far sin første egentlige Prædiken, hvorom henvises til hans egen Beretning andet Steds i dette Skrift.

Efter to Aars Ophold paa Langeland rejste Far igen til Kjøbenhavn, hvor hans Kæreste allerede boede hos sin ældre Søster, gift Løvstrand. Far blev nu Sømandsmissionær, idet han samtidig studerede under Superintendent Willerups Vejledning for at gaa i Methodistkirkens Tjeneste.

Den 6. September 1872 stiftedes det Hjem, hvorfra saa megen Velsignelse er udgaaet — det har jeg hørt saa mange Mennesker fortælle om, at jeg tør sige saadan, selv om det er mit eget Barndomshjem.