Præst og Politi

Pastor H. Hansen - del 4


Af Adolph Hansen

Far arbejdede sammen med Hovedkirkens Forstander, Pastor J. J. Christensen, i Ordrup, Skovshoved og paa Christianshavn. Særlig paa Christianshavn kom der mange Mennesker til Møderne — men det gik undertiden noget livligt til.

„Vi optraadte skiftevis som Præst og Politi,“ fortalte Far. „Naar J. J. Christensen talte, var jeg Politi — og omvendt. Som Politi var jeg bedst — for jeg var den stærkeste.“

En Tildragelse husker jeg fra Fars Skildringer. Det var en Aften paa Christianshavn, og der var mange Mennesker i Salen. Der var tre Urostiftere, og navnlig da Pastor Christensen talte, blev de helt umanerlige; de snakkede højt og lo, og hverken Præstens eller „Politiet“s Henstillinger om at være stille hjalp det allermindste. Saa tog Far en af Urostifterne ved Armen og fulgte ham ud, og Far var helt glad ved, at de to andre straks rejste sig og fulgte med ud i Forstuen. Men næppe var de kommen herud, før en af Urostifterne lynsnart drejer Nøglen om i Døren ind til Salen — og saa røg de alle tre paa Far.

„Jeg var slet ikke belavet paa det,“ fortalte Far, „og jeg fik straks et mægtigt blaat Øje, som gjorde nederdrægtigt ondt; men saa slog jeg den ene i Gulvet med et Brag, saa han daanede. Den anden tog jeg i Kraven og lovede at smide ham ud af Vinduet — saa løb den tredie.“

Han tog vistnok Nøglen med sig, i hvert Tilfælde kunde de forsamlede da ikke komme ud. Pastor Christensen var angst for, at Urostifterne skulde slaa Far ihjel; men da de omsider slap ud, kunde han alligevel næsten ikke lade være at le ad Far — det har jeg da hørt Pastor Christensen selv sige.

Far havde for en Sikkerheds Skyld sat et Knæ paa den besvimede Slagsbroder, mens han holdt fast i den anden Modstander og truede ham med al Landsens Ulykker og ind imellem talte til ham om Omvendelse. Tøjet var halvvejs flaaet af Far, som jo ogsaa var ved at blive træt, da Politiet og Vennerne omsider kom til Hjælp. —

I Retten var de tre Slagsbrødre meget ydmyge, og da baade Pastor Christensen og Far bad godt for dem, slap de vistnok med en lille Bøde; men Dommeren paalagde dem at møde paa de to Prædikanters Bopæl og bede om Forladelse. Far fortalte, at da han den følgende Morgen gik ud af Gadedøren i den Ejendom, hvor han boede, sad de tre Herrer Urostiftere allerede paa Trappestenen.

„Saa græd vi alle fire,“ sagde Far, „og jeg talte alvorligt med dem om at søge Gud. Saa skiltes vi; men jeg ved ikke, hvad der senere blev af dem.“

Det maa have været underligt at holde Gudstjeneste under saadanne Forhold; men som Far sagde:

„Jeg kunde meget lettere komme de Mennesker i Tale, naar de var bange for mig, end hvis jeg havde været bange for dem.“

Far har mange Gange været ude for virkelig Fare; men han havde en urokkelig Tillid til, at Gud vilde bevare ham, saalænge der var Brug for ham. Og tit skete det, at saadanne Møder, der begyndte med Uro og Spektakel, blev velsignet paa en særlig Maade, og Mennesker blev „forvandlet“ — det er sandelig ikke noget nyt.

En enkelt Tildragelse fra Fars Arbejde blandt Søfolk skal jeg fortælle, fordi jeg senere fik den bekræftet paa en Maade, der gjorde et dybt Indtryk paa mig, skønt jeg kun var en Dreng:

Der laa i Kjøbenhavns Nyhavn en Mængde Skibe, der skulde lægge op for Vinteren. Far gik fra det ene Skib til det andet med Traktater og indbød til Gudstjeneste. Han blev jo ikke lige venligt modtaget alle Steder; men paa et Fartøj, der laa yderst i Rækken, var Skipperen meget fortørnet over, at disse hellige Missionærer vilde lære Søfolk, hvordan de skulde leve. Og sandelig ogsaa, hvordan de skulde dø! Men denne her Traktatmand skulde bare prøve at komme ombord paa hans Skib, saa skulde han blive smidt i Havnen med alle sine gudelige Skrifter!

Far hørte godt alle de stærke Ord og Trusler; men han fortsatte roligt sin Gang fra Skib til Skib og skrævede da tilsidst ogsaa over Rælingen til Skibet, hvor den vrede Skipper ventede. Næppe havde Far hilst og sagt et Par Ord om sine Traktater, før Skipperen for lige imod ham og igen forsikrede, at hvis han ikke øjeblikkelig pakkede sig bort, vilde han blive smidt overbord. Der var mange interesserede Tilskuere; men ingen blandede sig i Sagen. Far forsøgte med et Par venlige Ord om det gode Ærinde, han havde; men Skipperen gentog sit Ultimatum.

„Saa fik jeg en Indskydelse,“ fortalte Far. „Jeg skubbede Bogtasken om paa Ryggen, greb Skipperen i Brystet, løftede ham med et rask Tag op over Rælingen og holdt ham i stiv Arm ud over Vandet. Saa rystede jeg ham lidt og sagde, at der var ikke nogen Tvivl om, hvem der først blev smidt i Vandet, hvis vi to skulde tage Livtag; men jeg stiller kun et Forlangende, og det er, at De lover mig at læse denne lille Traktat.“ 

Skipperen var saa betuttet, at han lovede at læse Traktaten. Far talte saa igen nogle alvorlige Ord til alle dem, der havde givet Bifald til Kende for den uventede Styrkeprøve. En Del af dem kom ogsaa til Møderne, men den vrede Skipper var ikke blandt dem, og Far saa ham ikke senere.

Saa var der i 1890 stor Velkomstfest i Methodistkirken i Frederikshavn, „Vor Frelsers Kirke“, for mine Forældre. Far var for anden Gang bleven ansat i Frederikshavn, og der blev talt af mange. Blandt dem, der bød den ny Præst velkommen, var en udpræget Sømandsskikkelse, som jeg lagde Mærke til. Da han havde talt nogle faa Ord, sagde han:

„Nu skal jeg for Resten fortælle, hvor jeg første Gang mødte Pastor Hansen.“ 

Og saa fortalte han, stærkt bevæget, den Tildragelse, jeg lige har berettet, nøjagtig som Far har fortalt.

„Den vrede Skipper, det var mig,“ sagde Taleren. „Og den Traktat, jeg blev tvunget til at læse, den førte mig til Gud, og jeg har mange Gange ønsket, at jeg igen maatte møde den stærke Sømandsmissionær, hvis Ord gik dybt i mit Sind.“ 

Far hørte med Undren paa denne Tale, og Taarerne randt ham ned ad Kinderne. Saa rejste han sig og omfavnede den Mand, der havde talt, og der var stærk Bevægelse i den store Forsamling, da Far benyttede denne Oplevelse som Udgangspunkt for en gribende Fremholdelse af Sandheden i det gamle Ord: „Kast dit Brød paa Vandet, og Du skal finde det længe efter!“

Manden var Kutterfører Ole Peter Jørgensen fra Bangsbostrand, en af de stoute Fiskere, der med Ære vil mindes i Methodistmenigheden i Frederikshavn og blandt Byens Fiskere.