Pastor Ejler Sørensen 85 (1970)

Præsten, maleren, globetrotteren, ynglingen pastor Ejler Sørensen, Vølundsgade 44, Sønderborg, runder de 85 lørdag den 31. januar.

Forstå det, hvem der kan, men det skal efter sigende være rigtigt.

Ejler Sørensen er københavner af fødsel, og det er ikke uinteressant at høre ham fortælle om sin københavnske barndom, fuld af lune som han er. Københavner med K har han dog aldrig været. Han var nærmest Valby-dreng med meget nær tilknytning til selve hovedstaden, hvor han havde sin skolegang og fik sin uddannelse som materialist.

I de unge år gik det ham, som det gik så mange unge i hine tider: han magtede ikke sin udlængsel, og en dag strøg han til USA. Her sluttede han sig til metodistkirken, og det var også her, han mødte kaldet til den gerning, der skulle blive til den livslange præstetjeneste herhjemme. Godt at USA ikke adopterede ham!

Han begyndte sin uddannelse på vor præsteskole i København i 1909, og senere betjente han adskillige menigheder ud over landet, til han i 1944 knyttedes til Jerusalemskirken og Centralmissionen, og hvor han og jeg delte 12 lykkelige år sammen i et sjældent harmonisk samarbejde.

Han viste sig her som den altid fine og noble personlighed, man fuldt ud kunne stole på, og hvis ord i enhver henseende stod til troende.

Pastor Sørensen har haft en meget lang arbejdsdag bag sig. Han har altid været en sjælden trofast og flittig menigheds-forstander, og hans færden overalt i kirke og hjem skabte respekt om hans navn.

Apropos: Hjem. Ejler Sørensen er en husbesøger af Guds nåde. Han er i besiddelse af evner og sind til at omgås mennesker på tomandshånd, der er ud over det almindelige, og som jeg tror, enhver prædikant har lov til at misunde ham. Det har jeg i hvert tilfælde altid gjort. Og i denne fine tjeneste fortsætter han den dag i dag i Sønderborg, hvor han nu har boet i en del år.

Ejler Sørensen er en meget belæst mand. Han ved meget, og det er derfor altid interessant at skifte ord med ham. Sjælden bliver man træt i en samtale, hvor han er deltager. Og han har altid rejst meget, hvilket også mærkes i omgang med ham.

Det var en meget stor sorg for vor ven, da han mistede sin hustru, som havde været ham en stor hjælp i arbejdet. Han har den glæde at bo i nærheden af sin datter, lægesekretær Else Hauptmann Møller, enke efter driftsleder, cand. pharm. Erik Hauptmann Møller. Hans søn, Harald Mann Sørensen, er laboratorieforstander i Odense.

Vi er rigtig mange, der siger et stort og hjertevarmt til lykke til pastor Ejler Sørensen på hans store runde dag.

Niels Mann.

Bragt i Metodistkirkens Ugeblad, Kristelig Talsmand, 30. januar 1970

Frederikshavn fremlægger projekt til nyt kirkebyggeri (1970)

Biskop Hagen var torsdag den 15. januar midt i snevejret i København for på Bethaniahjemmet på Kg. Georgsvej at møde hovedbestyrelsen og byggekomiteens repræsentanter fra Frederikshavn.

Dagen blev benyttet til drøftelser af det fremlagte projekt til en ny kirke, som er udarbejdet af arkitekt Villy Jørgensen og blev fremlagt af ham og tømrermester N. Chr. Jørgensen.

Desuden var vaskeriejer Arne Berg og overlæge Frede Johansen med, idet han også sidder som medlem af kirkens hovedbestyrelse, hvor jo iøvrigt også nordre distrikts distriktsforstander, pastor Svend Åge Holm, kunne komme med udtalelser om sagen.

Baggrunden for nyt kirkebyggeri er, at den gamle kirke og præstebolig nu ligger i et kvarter, hvor byplanen vil forandre omgivelserne, så det bliver kontorer og andre forretningsbygninger, der vil komme til at dominere, og at det desuden vil koste mange penge at reparere de gamle bygninger, hvilket er nødvendigt.

Sparekassen har givet kirken et godt tilbud, der vil blive en god hjælp til financiering af projektet, idet de bestående bygninger og grund vil blive betalt med kr. 925.000. Hovedbestyrelsen går ind for denne handel.

Med stor glæde fremlagde man fra Frederikshavn ovenstående smukke projekt, som man var nået frem til. Man ønskede at komme i gang snarest muligt. Da det har været skik og brug, at en sådan sag først forelagdes for årskonferencen, vil sagen blive udsendt gennem biskoppen og årskonferencens sekretariat til vore lægrepræsentanter og præster til afstemning.

Over disse linier ses kirken med klokketårn, menigheds- og ungdomslokaler i en med gang til kirken forbundet bygning samt præstebolig. Kirken kommer til at ligge i et stort boligkvarter.

Det ser ud til, at vi har mod på fremtiden, og vi er spændte på det endelige resultat af denne sag.

Red.

Bragt i Metodistkirkens Ugeblad, Kristelig Talsmand, 30. januar 1970

Søster Agnes Bjerløv

Agnes Bjerløv 1884-1968

Søster Agnes Bjerløv er født 27. januar 1884 i Vejle som datter af politibetjent Bjerløv.

Søster Agnes fik sin sygeplejeuddannelse på almindeligt hospital i København (nu De gamles By). Derefter kom hun til Århus Kommunehospital for yderligere supplering og senere på Fødselsanstalten i Århus.

Efter sin uddannelse indtrådte søster Agnes i Betaniaforeningens tjeneste i 1918, og i en årrække virkede hun i Vejle som privatsygeplejerske, særlig barselpleje i store herskabshjem, hvor det dengang var almindeligt med egen sygeplejerske.

I denne gerning blev hun meget afholdt på grund af sit sirlige og lidt fornemme væsen, og hun fandt mange venner, som hun gennem mange år havde kontakt med. Senere fik hun sin gerning som leder af Betaniaforeningens virksomhed i Rigensgade i København, og nogle år var hun leder af hjemmet på Kong Georgsvej, det daværende »Athen«.

I 1935, efter en sygdomsperiode, kom søster Agnes til hjemmet i Århus og overtog arbejdet på en afdeling her. Helbredet var imidlertid ikke så godt, og søster Agnes fik orlov for al tage til Vejle for at være husbestyrerinde for en svoger.

Da han døde seks år senere, gik søster Agnes i 1952 på pension og flyttede til Århus, hvor hun boede på hjemmet til sin død. Søster Agnes fik som pensioneret søster en række gode år og var en god og trofast støtte også i menigheden i Århus.

I de sidste år tog kræfterne mærkbart af, men under sygdommen satte hun hele sin lid til Jesus, hos hvem hun fandt den styrke, hun behøvede fra dag til dag.

Måtte mindet om hende, der som ung hørte kaldet fra Gud og fulgte det i en tro tjeneste, også virke et kald hos os i dag til at lytte til Guds røst og følge den. Søster Agnes sov stille ind 30. marts 1968.

Æret være søster Agnes Bjerløvs minde.

Henry Minet.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1968

Pastor Emil Larsen runder de 70 (1970)

Undertegnede husker meget tydeligt den juni-søndag under årskonferencen i Frederikshavn i 1921, da Emil Larsen og jeg havde fået vore ansættelser ved menigheden i Frederikshavn og dennes store landkreds. Strandby menighed blev først organiseret i 1928.

Jeg var samme dag også blevet udnævnt til distriktsforstander, hvorfor man syntes, der måtte en mand mere til i det dengang meget store arbejde. Jeg kendte ikke så grumme meget til den unge Emil Larsen. Han var lige demitteret fra præsteskolen og fik nu sin første ansættelse. Men jeg vidste, at han var en begavet og meget flink ung mand, og årene, vi delte sammen, bekræftede dette.

Det er altså denne blonde, smilende unge mand, som den 22. januar, altså på torsdag, runder de 70. Ja, man skal se på børnene, at man selv bliver gammel!

Pastor Emil Larsen har været en dygtig mand i sit arbejde, og dette har på sin vis været vidtrækkende. Han kan se tilbage på mange rige år. Ganske vist kom der også modgang og sorger, perioder af sygdom, der stærkt hindrede ham i arbejdet. Men det skal siges med det samme, at han i sin hustru har haft en sjælden god støtte, og dette mærkede han ikke mindst i modgangs tiderne. Men arbejdet har ellers været livet for ham.

Emil Larsen har betjent flere af vore menigheder, og menighedsarbejdet lå godt for ham. Han varetog sit arbejde med megen interesse, og han er kendt som en dygtig prædikant med en stærk evangelisk forkyndelse. I sine yngre år gjorde han sig stærkt gældende i børne- og ungdomsarbejdet.

Han har siddet både i ungdommens landsstyre og i søndagsskolerådet og har været redaktør af både Vårbud og Kammeraten. Forholdene førte imidlertid med sig, at han en årrække fik sit arbejde indenfor Det danske Missionsforbund, dels som præst, dels som redaktør.

Et særligt kapitel i hans historie er hans forfatterskab, der er meget omfattende. Det gælder hans bøger med personal- og kirkehistorisk materiale som hans digtning i bunden stil. Dertil talrige artikler i pressen og i kirkelige blade.

Nævnes må også hans egen udgivelse »Tro og Liv«, som er et meget læseværdigt hefte. Men det er alt for omfattende her at komme nærmere ind på hans forfatterskab. Det kan vi nok ved lejlighed vende tilbage til.

Her skal blot til slut nævnes, at Emil Larsen har været en myreflittig mand, hvis arbejde har sat spor, der ikke så let udviskes.

Og så ønsker vi vor 70-årige ven hjerteligt til lykke.

Niels Mann.

Bragt i Metodistkirkens Ugeblad, Kristelig Talsmand, 17. januar 1970

Brev fra Metodistkirken i Kapanga (1970)

Billy og Doris Davis skriver om arbejdet.

Kære venner alle vegne!

Hilsener fra Kongo! Jeg vil gerne dele tre personlige oplevelser i de sidste uger med jer.

Der kom en mand til vor gadedør, velsoigneret og ren. Vi huskede ham som høvdingen Kasang, hedning, snavset og udannet. Der var blevet bygget en fast metodistkirke i hans landsby i 1965.

Da var han uinteresseret og gjorde meget lidt for at hjælpe de kristne i deres arbejde. Medens vi var der, blev en gigantisk pythonslange dræbt af landsbybeboerne. Den havde slugt tre geder. Da høvdingen berettede om de fremstående begivenheder under vort besøg, huskede vi ham godt.

Hans beretning fortsatte. Efter vort besøg var han blevet alvorligt syg og blev bragt ind for at blive behandlet på vort missionshospital. Doris hørte om hans sygdom og bragte mad og drikke til ham hver dag.

Han sagde, det var dette udtryk for omsorg, der lærte ham kristenkærlighedens sande mening. Han overgav sit liv til Kristus og er nu en strålende discipel. Den forandring, der har vist sig klart i hans liv, er samtaleemne blandt folk i Aruund. Før han forlod vort hjem, sagde han:

»Tak, mor, fordi du viste mig vejen«.

En midaldrende mand kom forbi forleden og sagde:

»Jeg husker, da din bror Joe kom til Kapanga for flere år siden og holdt en række evangeliske møder i min landsby. I besøgte mange mennesker i ugens løb, og en dag kom I og talte med mig i hytten.

Jeg følte, at I virkelig havde omsorg for mig og mit åndelige vel, så jeg begyndte at gå til eftermiddagsmøderne, og før møderne var forbi, kom jeg frem og tog imod Jesus Kristus som min Frelser og Herre. Før den tid havde min kone født flere børn, men de var alle dødfødte eller var døde som små.

Efter at jeg blev en kristen og fandt glæden over livet, har min kone født flere børn, og de lever alle og er raske. Gud har i rigeligt mål velsignet mig siden jeres besøg. Tak, Bwana«.

En af vore unge præster, Chot Matthew, besøgte for nylig Doris, ledsaget af en landsbykvinde, Kamina Pauline. Præsten fortalte med beundring om denne kvindes kristenkærlighed og gudsfrygt.

I to år medens vi var hjemme i staterne på orlov, har hun ført tilsyn med kvindearbejdet i hele Mpanddistriktet og besøgt 13 landsbyer til fods og tilbagelagt 75 engelske mil hver måned. Ikke blot ledede hun bibelkreds- og bedegrupperne, men hun ledede også læseklasser.

Hun kom kun for at spørge, om det var muligt for os at hjælpe hende med at købe en cykle og give hende noget symateriale, der kunne benyttes i landsbyarbejdet.

Og sommetider føler vi det, som om hele vort arbejde er en fallit .... Gud tilgive os vor blindhed!

Pastor Ed. Souders fra Herrin, Illinois, fik vor fjerde tjenesteperiode startet godt ved at reparere alle de køretøjer og det maskineri, der var i stykker på stationen, og ved at få en skolebygning på vej i Musumbas landsby. Kongotjenestesafarien fra Meridian Street i Indianapolis viste, at Amerika stadig har et bundt fine, sunde, skabende kristne unge. Deres vidnesbyrd og tjeneste var uvurderlig.

Der kommer andre ud og hjælper os næste sommer. Hvorfor ikke selv overveje det alvorligt?

Denne tid er den mest udfordrende for Kongos kirke. Bed for os og skriv til os!

Jeres for Kristus og Kongo
Billy og Doris Davis.

Bragt i Metodistkirkens Ugeblad, Kristelig Talsmand, 9. januar 1970

Anna Marie Ried

Anna Marie Ried med børneflok

Anna Marie Ried fødtes i Hjørring den 3. januar 1891 som datter af skræddermester Jørgen Thomsen og hustru Methe Marie Thomsen, f. Steffensen.

Sammen med en søskendeflok voksede hun op i et hjem, der var præget af levende, sand og alvorlig kristendom, et hjem, der var stærkt medvirkende til at sætte sit præg på vor menighed og dens virke i Hjørring.

Den 10. november 1910 viedes Anna Marie Thomsen til pastor Engelbrecht Emil Ried, der, efter at have gjort tjeneste to år i Rønne som menighedsforstander — det første år som lokalprædikant og det andet som prøvemedlem af årskonferencen — i 1908 var bleven ansat i Hjørring. Her gjorde han tjeneste til han i 1912, sammen med sin hustru, blev forflyttet til Sct. Markuskirken (nu Jerusalemskirken) i København.

Fru Anna Ried stod trofast ved sin mands side i den række af menigheder, de kom til at betjene, indtil de sluttede tjenesten med en fire års periode i Hjørring. Pastor E. Ried blev ved årskonferencen i Emmauskirken, Odense, 1957 bevilget pensioneret forhold. Herefter flyttede pastor Ried og hustru til Vonge.

Det blev dog kun et kort åremål, de sammen kunne nyde deres otium, idet fru Anna Ried, grundet på alvorlig sygdom, måtte forlade hjemmet. I fire år var pastor Ried alene i hjemmet, indtil Gud i foråret 1964 kaldte ham hjem til hvilens land.

Fru Anna Ried var ikke blot, i ordets bedste forstand, en hjemmets kvinde som hustru og mor. Hun tog levende del i menighedsarbejdet, så langt kræfterne slog til. Ligeledes tog hun, som den intelligente kvinde, hun var, også del i kirkens fællesanliggender, ikke mindst i K.Y.M. (nu M.K.). Det var i mange år ikke sjældent, hun tog ordet ved debatten i årskonferencerne.

Sammen med sin mand prægede hun hjemmet med levende gudsfrygt. De fem børn — fire døtre og en søn — voksede op i en kristen atmosfære, der gav dem en rig arv at tage med ud i livet.

Fru Anna Ried døde den 13. maj d. å. og blev begravet fra metodistkirken i Vonge den 17. maj og ført til Vonge kirkegård, ledsaget af et stort følge. Mindesamværet bagefter prægedes af mindeord fra slægt og venner, der bar vidnesbyrd om, at det var et rigt liv, under Guds velsignelse, der her var afsluttet.

Æret være fru Anna Marie Rieds minde!

Ole Olesen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken 1968