Karl Schou som Prædikant

Superintendent Karl Schou - del 9


Af Svend Johansen

Skønt vore Medlemmer og Venner nok vidste, at Pastor Schous Besøg i Menighederne tre eller fire Gange om Aaret ikke havde Prædiken som eneste Opgave, mange vidste vel ogsaa, at Prædiken ifølge Kirkeordningen kun var en underordnet Ting ved denne Anledning, saa var det dog hans Prædiken, der først og fremmest blev set hen til med Forventning.

Det var som Prædikant, han kom i Forbindelse med den Alménhed, der havde Forbindelse med vore Kredse. Og de Breve med Minder om Pastor Schou, som nogle kære Søskende var saa velvillige at sende mig efter Opfordring i „Kristelig Talsmand“, har da ogsaa næsten alle et Afsnit, der vedrører Mindet om ham som Prædikant.

Jeg benytter her Anledningen til at takke Brevskriverne, og tillader mig at benytte Uddrag af disse Breve her, før jeg noterer mine egne Minder om Prædikanten Karl Schou.

Pastor emer. Herman Jacobsen, Svendborg, skriver:

"Karl Schou var en dybt tænkende og grundig Prædikant, hvis Forkyndelse ikke var Veltalenhedens Fyrværkeri, men en hjertelig, bibelsk og aandelig Forkyndelse, som trængte ind baade til Hjerte og til Hjerne og ikke let glemtes."

Pastor emer. L. Christensen, Vonge, skriver:

"Den 8. November 1876 saa og hørte jeg Karl Schou første Gang. Det var paa Metodisternes lejede Sal i Flegborg i Vejle. Jeg var da en søgende Synder, der søgte min Sjæls Frelse. Hans Tekst var 1. Tim. 2, 4—6. Hans Forklaring til denne Tekst var saa oplysende, at jeg med det samme fattede Betydningen af, at Jesu Kristi Midlergerning var fyldestgørende for mig til min Frelse, og jeg tog den faste Beslutning, at denne Jesus skulde herefter have mit Hjerte i sin Hyrdehaand.

I 1882 holdt han en Prædiken i Kirken i Løkken over Es. 35, 8—10. Vi nogle Aar gamle Guds Børn nød denne indholdsrige Prædiken og drak dybe Drag af Guds Vederkvægelses Kilde, som derigennem blev lagt aaben for vore Sjæle. Men paa samme Tid syntes de mange nyomvendte ikke at faa ret meget ud af denne Teksts Indhold, og der var endogsaa nogle, som var paa Grænsen til at nikke sig ind i en Slummer.

Dette undgik ikke Schous Opmærksomhed, og medens vi sad ved Middagsbordet, spurgte han: „Hvad tror De, Forsamlingen fik ud af min Prædiken i Dag?“ Jeg svarede: „De holdt Høet for højt, Lammene kunde ikke naa at bide i det.“ „Hvad kan de saa forstaa?“ spurgte han. Jeg svarede: „Kun noget lige ud ad Landevejen.“

Da Schou kom til Løkken næste Gang, talte han om den forlorne Søn saa lige til. Denne Tale forstod vi alle Indholdet af. Mange gik paa Vejen hjem og talte sammen om deres eget Forhold, om de selv var Guds Børn eller ikke.

I 1888 talte Schou i Frederikshavn over Ordene i Davids Salmer: „Gud, Herren er Sol og Skjold.“ Jeg kan ikke beskrive, hvilken Dybde af Guds Naades Fylde, der gennem denne Prædiken tilflød vore Hjerter. Dette var den sidste Prædiken, jeg hørte af Schou."

Endvidere taler Pastor Christensen om den Evne, Schou havde til at bringe Liv ind paa Vækkelsesmøderne, særlig som Leder af Eftermøderne, til at kalde de troende til livlig Deltagelse med varme Vidnesbyrd og Bønner for søgende Sjæle.

Broder Therkild Nielsen fra Silkeborg, som tidligere boede i Horsens, skriver:

"I Efteraaret 1888 besøgte Schou som saa ofte før Horsens. Menigheden havde da laant et stort Telt, som blev rejst paa en ubebygget Grund ved Gasvej. Her talte Schou i tre Aftener for stopfyldt Hus. Første Aften talte han om Jesu Renselse af Templet. Det var en meget kraftig og beaandet Prædiken. Udtrykket „Hjertets Røverkule“ benyttedes med en saadan Virkning, at Forsamlingen ligefrem henflød i Graad, og mange gav Gud deres Hjerter.

Særlig husker jeg en Slagter B., der var kommen beruset til Møde. Han blev ædru og omvendte sig til Gud. I de følgende Nætter hjalp han os som Nattevagt ved Teltet. I disse Dage var det lettere at faa Folk i Tale."

At disse Teltmøder i Horsens har været velsignet med stor aandelig Kraft, bekræfter ogsaa Br. Therkild Nielsens Søn, Redaktør Jens Nyberg, der som Barn gik med sine Forældre til Møderne. I en Artikel i Vaarbud (Febr. 1918) skriver han under Titel „Sekteriske Erindringer“ om sine Indtryk fra Pastor Schous Ledelse af disse Teltmøder. Han siger deri bl. a.:

"Den Dag tog jeg min Bestemmelse; jeg vilde arbejde for at faa et rent Hjerte — den Dag fødtes der noget i mig, som jeg vil kalde det indre Liv. Alt, hvad der laa forud, og som Far og Mor, Naboer og Søskende kaldte Christian, var i Grunden kun et Hylster. Nu kom der noget i Hylsteret, noget, som udgør det egentlige Menneske. Den Dag fødtes jeg. Jeg havde vegeteret før, som alt, der bliver født, men kun i lavere Livsformer. Men nu var jeg et lille Menneske, der havde faaet et Syn, faaet en værdifuld Oplysning om det, der før kun var en Talemaade, om Gud. Og jeg kendte ikke en Gang Bogstaverne."

Og i Brev til dette Skrifts Forfatter uddyber Hr. Nyberg yderligere sine Erindringer om Pastor Schou. Han skriver:

"Jeg ser af Talsmanden, at De er ved at samle noget om Pastor Schou, den underlige Mand, som mange husker endnu saalænge efter, at han er død.

Endnu husker jeg — skønt jeg kun har været 6 Aar — hvilken Sorg det var i mit Hjem, da Efterretningen kom om hans Død. Baade min Far og Mor græd, jeg synes i flere Dage, og selv troede jeg bestemt, at jeg om Aftenen kunde se ham oppe i Himlen bag Stjernerne. Verden var for mig lille Mand blevet saa usigelig tom, og den anden Verden saa betydningsfuld; thi det forstod jeg paa min Mor, at han levede alligevel og var nærværende, maaske kunde han se herned og vidste, hvad vi foretog os. I 25 Aar har min Mor nu været i den samme Verden, og hun kan vel ogsaa se, at jeg er ved at skrive til Dem."

Skomagermester J. Jensen, Frederikshavn, der endnu kun var Barn og Yngling, medens Pastor Schou levede, men hvis Fader, Marinus Jensen, havde en fremskudt Plads blandt de første der i Byen, skriver, hvad han hørte af Forældres og de gamle Metodisters Samtaler, som han sammenfatter i følgende:

"Pastor Schou var en ædel og dyb Tænker og havde sine Kilder i Gud, fra hvem han var fyldt med aandelig Inspiration og Aabenbaringer til Varetagelse af sit betroede Kald i Kirken. Naar det nærmede sig Kvartalskonferencen, var der stor Længsel og Glæde blandt Medlemmerne i Menigheden efter at se Schou og høre hans dybe, inspirerende Prædikener til stor Opmuntring, Selvprøve og Overbevisning, og, som der blev sagt, altid var en Vederkvægelse for hungrige og tørstende Sjæle.

Der var Højtid i Menigheden og i Søndagsskolen, hvor jeg var Elev og siden Lærer, hver Gang Schou var her i Kirken. Hans Navn og Person var saa stærkt knyttet til Virksomheden, at der blev stor Sorg i Menigheden, da Budskabet om hans Død naaede frem til os."

Endnu skal i nærværende Afsnit anføres et Brudstykke af Brev fra Tømrermester Jens Rasmussen, København. Dette Brev vil vi, ligesom flere af de øvrige, komme tilbage til paa andet Sted; men det efterfølgende hører hjemme her og er et saa udtalt Eksempel paa de Udslag, Pastor Schous Prædikener ofte gav sig i forskellige Retninger: disse øjeblikkeligt synlige Resultater.

"Nytaarsnat 1888 prædikede Schou. Hans Tekst var: „Gud vær mig Synder naadig.“ Prædikenen blev til stor Opbyggelse for Tilhørerne. Et af vore Medlemmer, P. Mou, og jeg var Uvenner. Nogle faglige Spørgsmaal var kommet os imellem. Han var meget vred paa mig; vilde knap nok hilse. Men efter Schous Prædiken kom Mou frem og slog Armene omkring mig og sagde: „Jeg er ikke vred paa dig; kan du tilgive mig?“ Vi var Venner med det samme. Pastor Schous Prædiken havde haft en god Indvirkning paa os."

Efter ovenstaaende praktiske Udtalelser bliver det nu min Sag først at fortælle Læserne, hvad jeg kan, om den Del af Schous Virksomhed som Prædikant, der foregik mere skjult, nemlig det Arbejde, der blev gjort, før han besteg Prædikestolen. Om Arbejdet i Lønkammeret Ansigt til Ansigt med Gud har jeg ikke Ret til at sige noget. Det vilde ikke være stemmende med hele Pastor Schous aandelige Natur, om jeg vilde udsige højlydte Forsikringer om hans Kampe med Gud for Sjælenes Frelse. Her er blot at henvise til den hellige Forsikring om, at „Han, som ser i Løndom, skal betale.“

Kun om den tekniske Forberedelse har jeg Adkomst til at tale, fordi han selv lod mig se ind i hans Arbejdsmetode. Han sagde en Dag, da han talte med mig om dette at prædike og om Prædikanter:

„Der er ikke nogen Mulighed for at tvivle paa, at vi alle gør det saa godt, vi kan, naar vi er paa Prædikestolen. Det store Spørgsmaal for os er, om vi gør det saa godt, vi kan, før vi kommer der. Det er Forberedelsen, det undertiden gaar ud over, og Resultatet bliver da kun magert.“

Karl Schou var meget omhyggelig med at forberede sig. Han valgte sine Tekster med Omhu. Og skønt han indsaa, at foreskrevne Tekster, Perikoper, som følges af forskellige Kirker, har deres pædagogiske Fortrin overfor en Samling umodne og med ringe Forstaaelse udrustede Prædikanter, saa foretrak han absolut frit valgte Tekster under personligt Ansvar for, at det kan være Sandhed, som Grundtvig synger: „Ej er i Sandhed der Ord eller Tanke, som i dit Hus jo fik Mæle og Røst.“

Derfor bør Prædikanterne vælge deres Tekster med alsidigt Hensyn til, at ingen Del af Guds Raad til Menneskers Salighed her og hisset overses. Prædikenteksten skal ikke være en Tilfældighed, men valgt under Hensyn til den Forsamling, man venter at skulle tale til. Han anbefalede Vinets Pastoralteologi, som han i Samtaler ofte citerede.

Sine Tekster læste han først i sit græske Testamente, hvor han gik dem efter Ord for Ord. Hermenevtik havde hans særlige Interesse. Han studerede Ordenes Oprindelse, Afstamning, Forbindelser o. s. v. Han gjorde mere end de fleste Ordbetydningen til særligt Studium, for gennem denne at udforske det skrevne Ords inderste Rod. Det Ny Testamentes Grundtekst elskede han. Naar jeg nu tænker tilbage og mindes de Timer, han gav mig i Ny Testamente, og hvorledes han konstruerede sig den Vellyd, Sproget havde paa Oldtidens Grækeres Læber, tænker jeg mig, at han maa have studeret Græsk under en meget fremragende Lærer.

De usikre Partier i Oversættelsen gik han efter under alle Hensyn til Grammatikens Mangfoldighed af Klasser, Arter, Tider, Maader, Regler og Afvigelser. Helt uden tilsyneladende Forbindelse med Afsnit, som han havde isinde at gøre Brug af, og uden nogensomhelst Motivering og ogsaa udenfor Undervisningstimerne kunde han gøre opmærksom paa den rigtige Forstaaelse af et dunkelt og mangelfuldt oversat Skriftsted.

Skønt han havde græske Klassikere mellem sine Bøger, husker jeg aldrig at have hørt ham citere noget fra dem. Det var kun den særlige Form for Sproget, som vi har i Ny Testamente, der havde praktisk Interesse for ham. Men ikke blot den græske Ordafledningslære var hans Kæphest; ogsaa den danske do. var han praktisk hengiven. Molbecks Danske Ordbog og Mullers Synonymik benyttede han meget flittigt under Tekstforklaringer.

Med Hensyn til Gamle Testamentes Grundsprog synes han ikke at have været særlig interesseret, skønt han meget ofte valgte sine Tekster fra det Gamle Testamente. Han overlod mig sine Hjælpemidler, som han havde fra Skolen i Evanston, da han mente, jeg havde større Interesse derfor end han.

Bibelen som Bog beskæftigede ham meget, dens Tilblivelse og dens Indhold. Dog ogsaa heri interesserede Ny Testament ham mere end Gamle Testament. Kildesondringen i Gamle Testament var jo heller ikke endnu naaet langt ud over de professionelt lærdes Kreds. Wellhausen havde endnu ikke gjort den populær.

Derimod var Ny Testamentes Isagogik et Hovedstudium for ham. Han var moderat-konservativ i sit Bibelsyn, men gik meget omstændeligt frem overfor Bøgerne enkeltvis, deres Stilling og Optagelse i Kanon, Beviserne for deres Ægthed o. s. v. Han udtalte sig afgjort i Kampen om det Ny Testamentes Skrifters Tilblivelse, og de forskellige opbevarede Haandskrifter. Tischendorfs store Fund i Sinai-klosteret har vakt den nytestamentlige Indledningsvidenskab tillive i den Generation af studerende, hvortil Schou hørte, og gjort Bibelteologi til et interessant og levende Studiefag; og saadan var det blevet for ham.

Hans administrative Virksomhed ved Siden af de stadige Rejser med Prædikener næsten daglig levnede ham ikke megen Tid til fortsatte specielle Studier i nogen bestemt Retning. Han havde gode Anlæg for Eksegese, men det blev ved spredte Forsøg; ogsaa den systematiske Teologi gjorde han adskillige Tilløb til at give en samlet Fremstilling af; men det blev ogsaa ved Tilløbene. De Fragmenter, jeg fik Anledning til at se, var klare, og han vilde kunne have givet noget udmærket.

Hans Ideal i sine sidste Aar — navnlig det allersidste, han levede — var at blive fri for Virksomheden som Superintendent for at kunne hellige sig for Skolevirksomheden til Uddannelse af Prædikanter og andre Arbejdere i Guds Rige. Desværre blev det ogsaa kun et Brudstykke, han kom til at efterlade sig som Skolemand. Men det Hold Elever, som i nogen Grad kom under hans Indflydelse i deres første Skoleaar, fik noget for Livet. En af dem sagde forleden:

„Det har altid staaet for mig, at den Prædikant, jeg allerhelst vilde ligne, var Pastor Schou.“

Hvis han havde levet og faaet sit Ønske opfyldt, saa han kunde have givet al sin Tid og Kraft til Skolen, vilde vi for det første have faaet en bedre Prædikantuddannelse, end vi fik, og dernæst vilde det have givet ham selv Mulighed til at give os alle en bedre Fremstilling af metodistisk Teologi, end den forældede Wakefield, som de unge Prædikanter og Lokalprædikanter har maattet tygge Drøv paa.

Men det var om Schou som Prædikant, vi skulde høre i dette Afsnit, og da først om Udarbejdelse af Prædikenerne. Ved Siden af Hermenevtiken, hvorom er talt foran, lagde Schou stærk Vægt paa Analysen. „Naar vi har vor Tekst,“ sagde han, „saa benytter vi Spørgeformen. Vi spørger: Hvem? hvor? hvornaar? hvad?“ o. s. v.

Han stillede alle tænkelige Spørgsmaal og gik Teksten efter i alle Enkeltheder. Han sad da med et Stykke Papir, paa hvilket han efterhaanden noterede de Svar, Teksten gav ham. Først naar alle Enkeltheder var gaaet efter, samlede han Delene sammen til den Helhed, hans Prædikener altid var.

Saavidt jeg ved, skrev han aldrig sine Prædikener; men i Almindelighed skrev han mere eller mindre udførligt sin Disposition. Undertiden lagde han en Seddel med Prædikenens Hovedpunkter i sin Bibel, som han bragte med paa Prædikestolen. Paa denne noterede han tillige de Henvisninger til Eksempler fra Bibelen eller fra Livet, som han vilde belyse Temaet med.

Men skønt han saaledes undertid den bragte en Vejledning eller Støtte for sin Hukommelse med paa Prædikestolen, saa saa jeg ham aldrig vende Øjnene dertil. Paa Prædikestolen lod han sig ikke binde, kun vejlede. Han udtalte sig derfor betænkeligt om forud at skrive sine Prædikener, da det kunde binde Tankerne og hindre Helligaanden i at have Prædikanten helt i sin Magt. Af den Grund, sagde han en Dag, vilde han foretrække, at vi først skrev vore Prædikener, naar de var holdt. Med specielle Foredrag var det noget andet; dem skrev han ret udførligt og læste undertiden Talen fra sit Manuskript.

Naar jeg siger, at han ikke lod sig binde paa Prædikestolen, maa jeg føje til: af ydre Hjælpemidler. Thi der var Tider, hvor han følte sig meget aandelig hindret. Han var ikke af Natur nogen egentlig Orator, hvem Ordene fløj af Munden saa at sige af sig selv. For ham som iøvrigt for alle offentlige Talere havde den fysiske Tilstand saa meget at gøre med Veltalenheden. Og hans Helbred var ikke konstant godt, eller rettere, det var aldrig helt godt. Han bar paa et svageligt Helbred, vel nok en Følge af daarlig Ernæring i hans første Tid i Amerika, støttet af den snigende Tuberkulose, som han bar med sig latent, og som blev Aarsag til hans Død.

Det hændte derfor ikke sjældent, at han blev ramt af et pludseligt Ildebefindende, som hæmmede ham fra Veltalenhedens Synspunkt, saa han kunde ligesom føle sig udenfor det, han vilde have frem. Han kunde da føle sig meget forknyt, hvad der yderligere hæmmede ham. „Jeg stod og hakkede i det,“ sagde han med Vemod i Stemmen . Det skal dog straks siges, at der altid var Rigdom paa aandelig Næring i hans Prædikener, selv om de til Tider manglede den sædvanlige aandelige Glød, der til andre Tider endog løftede ham udover sig selv.

Hans Sprog var altid korrekt grammatikalsk, men var i nogen Grad præget af hans Barndoms Holstebrojysk med dets afstumpede Endelser i Ordudtalen. Og da han bar et kraftigt Overskæg, vilde Endelserne ofte drukne i Skægget, hvilket navnlig i Kirken i Rigensgade, der før sin Ombygning havde skandaløst daarlige Lydforhold, var til Skade for Helhedsindtrykket. I Smaakirkerne og i de mindre Sale mærkedes det ikke, tværtimod blev Dialekten dér snarere et Plus end et Minus.

Men var der end Tider, da Schou virkede „tørt“ paa Prædikestolen, saa var det kun undtagelsesvis. De forskellige Uddrag af Breve, som ovenfor er meddelt, vidner om, at Samtiden ikke betragtede ham som „tør og kedelig“, tværtimod.

Reglen var jævne, solide, lærerige Prædikener, i hvilke Guds Raad til Sjæles Frelse blev forkyndt. Og der var altid en aandelig Højtid over hans Forkyndelse, saa Tilhørerne altid fik noget med hjem, ikke blot at tænke paa, men at leve paa. Men til Tider kom han saa uendelig op over det almindelige, at hver Sætning næsten var en Prædiken for sig, og da var han uforlignelig.

Jeg har hørt mange Prædikener i mine 78 Aar og mange rigtig gode Prædikener; men Karl Schou, naar han var bedst, ragede op over dem alle. Jeg har ganske vist ikke hørt Biskop Simpson, Spurgeon eller andre af de store verdenskendte Prædikanter; men jeg har hørt de fleste danske Præster baade i Stats- og Frikirke, der er kendt for deres Duelighed i Forkyndelsen, og jeg har nydt megen Opbyggelse baade som direkte Tilhører og gennem Radio og er dem alle stor Tak skyldig.

Ussing, Nordentoft og de andre gode Mænd, der gennem Radio spreder Kristi Evangelium, véd ikke selv, hvor taknemmelige Tilhørere de har og fortjener at have, og de naar ofte op til en høj Grad af aandelig Veltalenhed; men ingen af dem naar op paa Højde med Pastor Schou, som han var i sine bedste Timer. Hvor kunde han ikke bøje sine Tanker, saa de fandt Vej gennem alle krumme Stier i Sjælens lønligste Indre!

I saadanne inspirerende Timer var Ordene mættet med Sjæl. En Paaskemorgen hørte jeg ham tale om den opstandne Jesus saa henførende, som om den opstandne personlig gik omkring iblandt os. Det var, som om vi saa Marie Magdalene gaa der grædende, og hørte Jesus sige „Marie!“

I det Tonefald, hvormed dette blev sagt, laa der en saa dyb Kærlighedens Medfølelse, at vi fornam, hvor grebet Jesus selv var af Medfølelse med hende, der grædende stod saa nær ham uden at kende ham, og med enhver, der søger efter ham uden at kende ham.  Det klinger endnu efter de mange, mange Aar som Jesu Stemme inde i min egen Sjæl.

Eller en Kristi Himmelfartsdag. Det fysiske Under, at Tyngdekraften blev ophævet, og Jesus steg op gennem Jordens Luftkreds iført sit jordiske Legeme, nævnede han end ikke. Hele Himmelfarten var saa selvfølgelig. Han kom fra Himlen; han hørte hjemme i Himlen. Der skete kun, hvad der maatte ske, uden at give nogensomhelst Aarsag til Forundring. Det blev for os, som om Døren til Helligdommen hisset nu var løftet af sine Hængsler. Det var ligesaa naturligt for os med Jesus at gaa til Himlen, som for Barnet efter endt Skolegang at gaa hjem og sætte sig ved sin Faders og Moders Bord.

Selvfølgelig indrømmer jeg, at min Bedømmelse af Pastor Schou som Prædikant, og Sammenligningen mellem ham og de Prædikanter, jeg regner for de største, er subjectiv. Kan vel en saadan være andet?

Men endnu i et ragede han højt op over alle: i hans Administration af Sakramenterne: Daaben og Herrens Nadvere. Ofte har jeg spurgt mig selv, hvor det kunde være, at Ritualet paa hans Læber lød som Toner fra en helt anden Verden, saa helt anderledes end fra vi andres, skønt vi læste de samme Ord, og nogle af os dog ogsaa evner at læse nogenlunde ordentlig. Svaret derpaa skal jeg ikke give.

Men det var en Kendsgerning, at naar Pastor Schou ledede en Nadverhandling, blev Metodismens aabne Kommunion rigelig udnyttet af Ikke-Metodister, ikke blot af konfessionsløse og konfessionelt indifferente, men af fromme Medlemmer af Baptistsamfundet og af overbevisningstro Lutheranere. Deres Lykke over at have været med os ved saadanne Anledninger udtalte de frit og uden Forbehold.

Naar der sluttelig spørges om, hvad der særlig udmærkede Schou som Prædikant, saa er Svaret vel tildels givet foran. Her bør jeg dog maaske sige, at Resultatet for en væsentlig Del skyldtes hans inderlige Evne til at gøre Budskabet personligt. Tekstens Forklaring var dybtgaaende, men ikke særlig karakteristisk, og angaaende Ordets Anvendelse i Almindelighed, ogsaa deri stod han ikke højere end andre, som prædiker godt. Hans Tale var billedrig, og hans Billeder var aldrig banale; men deri kom han ikke over andre første Klasses Prædikanter.

Det, der vel nok var hans største Styrke menneskelig set, var hans Evne til at trække Nettet sammen om hver enkelt Tilhører. Disse rørende, kærlige Formaninger, som fulgte paa den klare, logiske Paavisning af, at saadan er det, det kan ikke være anderledes, greb om Hjerterne som personlig Tag, som om det var Frelseren selv, der med egen Haand greb ind for at ordne deres Liv.