torsdag den 31. december 2015

Evigheds Fader! — End et år er svundet

Alberta Eltzholtz
Evigheds Fader! — End et år er svundet,
i det er mangt et timeglas udrundet;
os har du sparet — Nytårs morgenrøde
med tak vi møde.

Tak for hver fryd, du os i året sendte!
Tak for hver sorg, som du til glæde vendte!
Tak for hver smerte, som du lod os lære
med tålmod bære!

Vældige Gud! Lad året, som skal komme,
bringe os mer end det, der nu er omme!
Øg du vor trang — og giv af himlens sluse,
hvad vi kan huse!

Jesus, så vil vi trygge året møde;
dig, som os elsked, så du for os døde,
glade vi bede: Sign os allesammen;
bønhør os! Amen.

Alberta Eltzholtz

Fru Maren Kirstine Møller

Maren Kirstine Møller
1870-1947
Fru Maren Kirstine Møller blev født i Ringgive Sogn 1870 den 31. December, og treogtyve Aar gammel blev hun gift med den jævnaldrende Smed Mathias Møller.

Det blev dog ikke som Smedekone, hun kom til at gøre sin Indsats i Livet. Herren kaldte det unge Ægtepar til sin Tjeneste, og inden længe er de inde i Frelsens Hærs Arbejde, hvor de virkede en halv Snes Aar forskellige Steder i Landet.

Fra 1905 er de inde i Arbejdet indenfor vor Kirke, hvor de indtil Pastor Møllers Død 1939 virkede til Velsignelse for mange Mennesker rundt om i Landet.

Fru Møller var en stille, gudhengiven Kvinde, der havde en egen Evne til at indtage den Plads, hvor hun bedst kunde gavne. Hun var en uvurderlig Hjælp for sin Mand og fulgte ham paa hans Ture rundt om til de forskellige Mødepladser, afholdt af alle, hun kom i Berøring med.

Aarene efter Pastor Møllers Død har hun tilbragt hos sine Døtre. Men hendes Kræfter svandt stille hen, og den 30. Marts kaldte Gud sin Tjenerinde hjem.

Vi takker Gud for hendes Liv og Virke iblandt os og vil ære hendes Minde.

Johs. Kofod.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1947

onsdag den 30. december 2015

Enkefru Karen Pedersen

Den 7. Oktober 1947 døde Fru Karen Pedersen, Enke efter Pastor Rasmus Pedersen, paa Betaniahjemmet i Aarhus, hvor hun siden sin Mands Død i Sommeren 1927 havde nydt god og kærlig Pleje.

Fru Pedersen er født i Dinestrup, Fløjstrup Sogn, Svendborg Amt, den 30. December 1872.

I 1892 blev hun gift med Pastor R. Pedersen og stod trofast ved hans Side i de Menigheder, hvor han som Ordets Tjener og Sjælesørger virkede, til de i 1909 gik paa Pension.

En Aarrække boede de i Rudkøbing, hans sidste Embede; og her lærte jeg Fru Pedersen at kende som en elskelig og god Kristen, opofrende og dybt interesseret i Guds Riges Gerning. Hun var en god Ægtefælle og Moder for de to Børn, der voksede op i Hjemmet.

Alle, der kom i Hjemmet, følte den stille Harmoni, som et lykkeligt Familieliv altid bringer. De sidste Aar, inden Herren tog Br. Pedersen hjem til sit, boede de i Rynkeby paa Fyn.

Herren velsigne vor afdøde Søsters Minde iblandt os.

L. P. Bjerno.

Karen Pedersen med familie
 Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1948

tirsdag den 29. december 2015

Pastor Johannes Kristian Kofod

Johannes Kristian Kofod
1900-1965
Johannes Kristian Kofod fødtes i Pedersker på Bornholm den 29. december 1900 som søn af landmand Hans Jørgen og Henriette Frederikke Kofod.

Under en vækkelse i kredsen oplevede han som ganske ung mand Jesus Kristus som sin personlige frelser.

Den 9. december 1917 blev han optaget som medlem i Neksø metodistmenighed, og kort tid efter kom Guds kald til en tjeneste i kirken.

Johannes Kofods uddannelse begyndte med et ophold på kirkens højskole i Århus, hvorefter han læste til præliminæreksamen i København.

I september 1922 mødte han sammen med to andre unge på vor teologiske skole i Stokhusgade, København. Efter to års studier under pastor A. Rogerts ledelse rejste Johannes Kofod sammen med en af sine kammerater til Øverås, Gøteborg, hvor den skandinaviske skoles første hold begyndte sine studier i efteråret 1924.

I foråret 1925 tog han afgangseksamen fra Øverås, og ved årskonferencen samme år i Silkeborg fik han sin første ansættelse af biskop Edgar Blake. - Det blev Rudkøbing, hvor han ikke mindst skabte et meget stort børnearbejde.

Den 12. juli indgik han ægteskab med frk. Ingeborg Eleonora Larsen, og de to præstefolk skaffede sig mange venner i de menigheder, de i tidens løb betjente.

Strandby blev den næste ansættelse. Her oplevede han en vækkelse, hvis frugter den dag i dag er med til at præge vor nordligste menighed. - Som min gode ven gennem de mange år har han engang betroet mig, at før vækkelsen brød ud, var han i dyb nød og inde i svære åndelige kampe, der førte ham og andre i menigheden på knæ for Gud.

Senere fik han sammen med sin hustru anledning til at virke i: Neksø, Kalundborg, Randers og Århus, hvor de også i to år var forstanderpar på kirkens Betaniahjem.

Fra Århus gik rejsen i 1960 til Fyn, hvor hans virkekreds med Set. Jakobskirken i Odense som udgangspunkt, blev stor. Men som den trofaste arbejder, han var, havde han glædet sig til at se en rejsning af de menigheder, der nu var betroet ham.

Dog arbejdsbyrden oversteg hans kræfter, og efter tre års forløb tog han afsked med vennerne og rejste til Holstebro.

Hans tid her blev dog ikke lang, men tro og ihærdig var han i tjenesten indtil først på sommeren 1965, da han pludselig blev lammet i den ene side og samtidig blind.

Ved besøg på sygehusene i Århus og Holstebro delte vi alvorlige og fortrolige samtaler med hinanden. Men Johannes Kofods sidste dage var meget svære - både for ham og hans hustru og børn.

Øjnenes lys var slukket, men når han nu og da kom med sine korte, men meget bestemte sætninger, forstod man, hvad han i sine sidste timer var optaget af. - Det var ikke mindst den kirkes fremtid, som han havde viet sit liv og sine kræfter.

Den 6. juli 1965 blev den trætte Herrens tjener kaldt hjem til Gud.

Pastor Johannes Kofod var en retlinet karakter, og hans forkyndelse var dybt forankret i de bibelske sandheder. - Hans ønske var at få lov til at være noget for sine medmennesker, og først og fremmest at få lov til at føre søgende sjæle til frelsen i Jesus Kristus.

Han var samvittighedsfuld ikke alene som menighedsforstander, men også som distriktsforstander, idet han viste stor omsorg og interesse for menighederne samt præsterne.

I tidens løb betroede kirken ham forskellige tillidshverv. Han har været delegat til Generalkonferencen i USA, formand for missionsrådet samt medlem af adskillige bestyrelser og komiteer.

Vi takker for pastor Johannes Kofods liv og tjeneste iblandt os - vi nedbeder Guds velsignelse over hans hustru og børn med familier - og vi udtaler:

»Velsignet være pastor Johannes Kofods minde«.

Andreas Lylloff.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1966

mandag den 28. december 2015

Brev fra missionær John Bræstrup

Mission Methodiste, Sandoa,
Elisabethville, Congo Belge,
Decbr. 28th 1951.


Kære venner!

Ved årets slutning vil jeg gerne sende mine venner i Danmark en nytårshilsen. Denne hilsen kommer her fra Sydafrika, hvor jeg opholder mig på ferie. Det er jo langt at rejse på ferie, men jeg behøver det for helbredets skyld, idet jeg her kommer ned i et andet klima.

Her ved Atlanterhavet og det Indiske Oceans friske kyststrækninger er det, som jeg er blevet fornyet. Det er også i åndelig henseende, jeg føler mig fornyet, idet jeg er kommet i forbindelse med mange gode kristne, som jeg har delt det bedste sammen med.

Om en uges tid vil jeg vende tilbage til Kongo og mit arbejde i Sandoa. Hr. og fru Everett og frk. Anna Lerbæk har sammen med de indfødte medarbejdere taget vare på min gerning foruden deres egen.

Frk. Anna Lerbæk har jo det medicinske og oversættelsesarbejdet. Desuden har hun agerdyrkningsarbejdet med kvægavl. Vi venter jo en ny missionær i det nye år, som særligt skulle lære de indfødte at dyrke jorden, men jeg tænker, at han, når han har lært sproget, vil overtage al anden slags arbejde på missionsmarken.

Mr. Everett har jo måttet tage vare på både Kapanga og Ranene distrikt, foruden at han er kasserer for hele den sydlige Kongo-mission. Vi håber at få nye missionærer på Kapanga stationen, men jeg er bange for, at mr. Everett må fortsætte at være distriktsforstander for Kapanga. Fru Everett leder børneskolen i Sandoa, og der er mere end nok at tage vare på.

Foruden Sandoa distrikt har jeg lærer- og bibelskolen, der uddanner lærere for både Kapanga, Kanene og Sandoa. Vi har en god medarbejder i Salomon Tshisand, som er overlærer. Han har været med mig i mange år både i Jadotville og Sandoa.

Både dagarbejdere og skoleelever fra børne- og lærerskolen holder jo stationen i orden. Der skal jo stadig bygges huse for at rumme alle dem, som kommer til skolen. Huse skal repareres, veje holdes i stand. For tiden lægger vi et nyt aluminiumstag på kirken, og vi anlægger en sportsplads.

Ude i landsbyerne har vi ca. 40—50 udstationer, hvor der er lærere og evangelister ansat, som underviser børnene i landsbyskolerne og samtidig udbreder evangeliet blandt uruunda- og achokwa-folket. Nogle taler uruunda-sproget det sprog, jeg selv taler; andre achokwa-sproget. Der er omkring halvt af hver i de to sprogklasser.

Nu er det så heldigt, at de indfødte kan forstå begge sprog, men for rigtig at kunne være til gavn skal man kunne begge sprog. Så er der jo også gwaheli-sproget, som mere og mere bliver kendt af de indfødte og i årenes løb vil blive fællessproget, alle stammerne i Centralafrika vil benvtte. Skal man i Sandoa være rigtig til nytte, burde man kende alle tre sprog.

Også at kende fransk, som er landets sprog, der nu benyttes i de højere klasser og indbyrdes blandt de hvide, ja undertiden i vor årskonference, gør det endnu sværere.

Min opgave er det at gøre mit missionsarbejde så enkelt som muligt, at centralisere om det, jeg føler er min hovedopgave, at sprede det glade budskab om frelsen i Jesus Kristus til store såvel som små iblandt alle stammer og sprog, jeg kan nå frem til.

For at opnå det forsøger jeg at uddanne evangelister, så de kan nå frem til så mange steder som muligt. En evangelist har op til 20 landsbyer, han besøger, hvor han samler folket om Guds ord og bønnen. Selv besøger jeg så mange landsbyer, jeg kan, hvor jeg både med musik og sang og lysbilleder søger at få så mange i tale som muligt.

Men alt det, hvor godt det end er, er ikke tilstrækkeligt. Det er det individuelle arbejde med de enkelte mennesker, som er det mest nødvendige. — På missionsstationen iblandt skoleeleverne og i landsbyerne iblandt de enkelte ved ild-stedet foran deres hvtter. Der er intet, der kan tage pladsen for dette —  mand til mand-samtale om livet i Gud.

Og i den tid, jeg har tilbage, vil jeg mere og mere hellige mig dette arbejde, selv om måske noget af det andet arbejde må gå. Vi arbejder for evigheden. Så kort er vor tid, og så vigtigt er det, at alle stammer skal kende den eneste sande Gud og den, han udsendte, Jesus Kristus, så vé, om jeg ikke forkynder evangeliet.

Jeg ved ikke, hvem der skal overtage min gerning her i Afrika. Man søger så meget at få læger og lærere herud, og det er jo godt og rigtigt, men hvad vi med evigheden for øje mest trænger til, er evangelister og præster, som kan forkynde det fulde evangelium og måske ved siden af kunne hjælpe de sorte i deres sociale kamp for livet.

Mænd og kvinder tvungen af Kristi kærlighed har vi altid brug for. Mænd og kvinder, som er praktiske og ikke er bange for at tage fat ved hvad som helst, men hvis vigtigste opgave er at frelse mennesker — det er, hvad vi trænger mest til. At de har studentereksamen og et andet fag som bygningskonstruktør eller er uddannet præst — og er metodist, det kommer så i anden række.

Vi skal have nogle vækkelsesmøder i januar, og vi beder som sidste år vore venner huske os specielt i deres bønner. Sidste år var der over 500 mennesker, der ved vore vækkelsesmøder gav til kende, at de ønskede vore forbønner. Vi søger igen som ifjor så mange som muligt, der vil bede om, at Guds velsignelse må komme over os, så mange må finde fred og frelse.

Eders hengivne

John Bræstrup.

Lerbæk, Everett, Houston og Bræstrup
- - -

Bragt i Kristelig Talmand, 18. januar 1952

søndag den 27. december 2015

Pastor Hermann Særmark

Hermann Særmark
1883-1949
Pastor Hermann Særmark fødtes i Frederiksværk d. 27. december 1883, men var kun et årstid gammel, da forældrene flyttede til Vejle.

Moderen var et trofast medlem af metodistkirken og holdt sin dreng til den samme vej.

Ofte talte han om sine drenge- og ungdomsår, og hvad han skyldte kirkens mænd og kvinder fra de år. Den fromme lærerinde, frk. Christine Hansen, i vor dagskole i Vejle, hvor Hermann også havde sin skolegang, omtalte han tit med kærlighed.

Også pastor Anton Kostrup, under hvis virksomhed den unge Særmark kom med på Guds vej, nævnte han gerne med kærlighed og pietetsfølelse.

Efter sin omvendelse følte han et stærkt kald til at gå ind i prædikegerningen. Han havde allerede da været en tid i Tyskland, hvor han havde arbejdet ved sit fag, forøvrigt en tid, der fik meget stor betydning for hans åndelige udvikling.

Derefter kom Særmark på vor skole i København, hvor pastor Chr. Jensen var forstander, og han var en af de mænd, der i særlig grad fik betydning for den unge Særmark.

Særmark fik sin første ansættelse i Esbjerg i 1909, og aet er altså i år 40 år siden. Han lagde allerede her sine stærke, praktiske evner for dagen i et godt menighedsarbejde. 1916 lød ansættelsen på Neksø, hvor Særmark gennem tre år udførte et stort arbejde.

Da Særmark 1919 forlod Neksø, var det for at blive distriktsforstander for nordre distrikt med bopæl i Århus, hvilken menighed han senere overtog. Endvidere har Særmark betjent Kalundborg, »Betania« for anden gang og ligeledes Århus' i anden omgang.

Særmark har været distriktsforstander i flere perioder, den sidste var 1932—38, da han betjente Københavns distrikt. Han var en meget dygtig leder, en myndig distriktsforstander, men også en forstående ven i samme embede.

Der er få, der har haft så meget arbejde i kirken, som pastor Særmark. De betydeligste tillidshverv har han været bærer af. Her skal nævnes de betydeligste af dem. Det arbejde, der for en del år tilbage havde hans mest udelte interesse, var ungdomsarbejdet.

Han kom da også meget tidligt ind i dettes landsledelse og sad i en årrække som formand. Men hedningemissionen var dog måske det felt indenfor kirkens arbejde, han omfattede med størst kærlighed, og som optog hans tanker lige til det sidste.

I 1911 indgik pastor Særmark ægteskab med frk. Marie Hertel, som han havde mødt under sit ophold i Tyskland. Fru Særmark har fyldt en usigelig god og stor plads ved hans side, og under de lange sygdomsår har hun måttet bære sin byrde, hvilket hun har gjort i tålmodighed og med sit dejlige lyse smil.

Hun har været sin mand en uvurderlig hjælp og menighederne en god præstekone, samtidig med at hun har været en sjælden god mor for den store børneflok, der efterhånden voksede op i hjemmet. Flere af børnene har allerede vist en betydelig indsats indenfor kirken, og en, sønnen Georg, går i faderens fodspor som præst.

Pastor Særmark hensov stille i sit hjem den 4. maj og blev den 8. maj begravet fra Betaniakirken.

Vi takker Gud for pastor Hermann Særmarks gerning blandt os. Ære være hans minde.

Johs. Kofod.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1949

fredag den 25. december 2015

Pastor Ludvig Lorenzen

Ludvig Lorenzen
1900-1966
Ludvig Lorenzen fødtes i Horsens den 25. december 1900 som søn af typograf Nicolaj Ludvig Lorenzen og hustru Elna Elisabeth, f. Larsen.

I sin tidlige ungdom i Horsens fik han kontakt med vor kirke og optoges i menigheden den 4. juni 1916. Hans forældre blev medlemmer af menigheden få måneder senere.

Samme år flyttede den unge Lorenzen til Lemvig. Han blev udlært i manufakturfaget, men Gud havde andre planer for hans liv.

I september 1922 begyndte Ludvig Lorenzen sammen med to andre unge mænd sin præsteuddannelse på vor teologiske skole i Stokhusgade i København. Efter to års studier måtte han imidlertid gøre en pause i sin uddannelse på grund af militærtjeneste.

I 1925 blev Lorenzen optaget på prøve i konferencen dog uden ansættelse, da han manglede at afslutte sin uddannelse med et års studier ved vor teologiske skole »Øverås« i Gøteborg.

I 1926 fik Lorenzen sin afgangseksamen og sin første ansættelse som hjælper for pastor Rosendahl i Ålborg. 1927 blev han optaget i fuld forening med konferencen.

Den 26. august 1928 indgik han ægteskab med frk. Karen Elise Møller, medlem af Kalundborg menighed. Som nygifte flyttede præsteparret til Løkken, og dermed var de to inde i en metodistpræsts omskiftelige tilværelse.

I mere end 30 år var Lorenzen i aktiv tjeneste som menighedsforstander og blev med sin hustru ved sin side til velsignelse og hjælp for mange i den lange række menigheder, han betjente.

Pastor Lorenzen har været ansat ved følgende menigheder, et par af dem i to perioder:
Ålborg,
Løkken,
Give-Vonge,
Holstebro-Lemvig,
Randers,
Hjørring,
Strandby,
København,
Bethania,
Vejle,
Kalundborg
- og Holstebro som sidste plads, hvor Lorenzen på grund af svigtende helbred så sig nødsaget til at anmode om at blive pensioneret. 
I flere år havde Lorenzen kæmpet med sin legemlige svaghed og ville ikke give op. Vi kunne ikke andet end beundre hans udholdenhed. Det var da også typisk for ham, at han trods sin pensionering ikke lagde helt op, men både i Holstebro og til sidst i Hjørring var levende med i menighedsarbejdet og desuden redaktør af vort søndagsskoleblad til sin død.

Pastor Lorenzen var en særegen type, i besiddelse af et sprudlende humør, jævn og ligefrem. Han ejede en sjælden evne til at komme i kontakt med mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag. Hans forkyndelse var hjertelig og evangelisk og kunne fængsle såvel børn som voksne.

Pastor Lorenzen ydede på forskellig måde en trofast indsats inden for vor kirke, men ingen er i tvivl om, at særlig hans tjeneste på søndagsskolens område lang tid frem vil blive husket og mindet i taknemmelighed.

Pastor Lorenzen holdt af børn. Den, der aldrig fik lejlighed til at høre ham forkynde Guds ord for børnene, gik glip af noget væsentligt. Søndagsskolen var hans hjertebarn. Som søndagsskolesekretær fra 1946—59 ydede han en betydelig indsats for at understrege søndagsskolens vitale betydning for kirkens fremtid.

En årrække redigerede ban »Søndagsskolearbejderen« og gav her gennem sine vel tilrettelagte tekstforklaringer en nyttig hjælp til medarbejdere ud over landet. Vi, som fik lov at sidde sammen med ham i søndagsskolerådet, lærte at værdsætte hans arbejde og initiativ.

Også i en større sammenhæng stod der respekt om hans arbejde som søndagsskolemand. Som medlem af den danske komité under verdenssøndagsskoleunionen valgtes han bl. andre til at repræsentere Danmark ved verdenssøndagsskolekongressen 1950 i Toronto i Canada.

I tiden 1954—59 var han den danske komités repræsentant i verdensunionens hovedbestyrelse og i en lang årrække var han formand for Dansk søndagsskoleforening.

To begivenheder fra hans sekretærtid skal nævnes: Det nordiske søndagsskolekursus på Engelsholm og vor første søndagsskolelejr i 1958. Med lejren i 1958 så pastor Lorenzen en gammel drøm blive virkeliggjort, og ingen af os, der var med, vil glemme hans velkomst til de 140 børn på denne lejr.

I 1962 stod vi uden redaktør af »Kammeraten«. Pastor Lorenzen, som tidligere havde redigeret bladet, løste problemet og overtog redaktionen. Det blev hans sidste arbejde for søndagsskolen. De to første numre af bladet i dette år var hans arbejde og udkom efter hans død og blev ligesom hans sidste hilsen til søndagsskolen.

Pastor Lorenzen døde den 22. december 1966, pludselig og uventet. Sammen med sin hustru havde han deltaget i hjemmets juleforberedelser. Det var betegnende, og som det skulle være, at en flok børn fra søndagsskolen i Hjørring havde været på besøg hos vor gamle søndagsskolesekretær for at ønske glædelig jul netop den dag. Mindre end en time senere blev han kaldt hjem. Løbet var endt.

Han begravedes den 27. december fra vor kirke i Hjørring under stor deltagelse. Vi takker Gud for, hvad vi modtog gennem pastor Ludvig Lorenzens liv og virke. Må Gud styrke og trøste hans hustru og nærmeste familie.

Velsignet og æret være pastor Lorenzens minde!

Hans Kristian Bhutho

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1967

fredag den 18. december 2015

Missionær Johannes Bræstrup

Johannes Emanuel Bræstrup fødtes i København den 18. december 1888 af forældrene Henrik og Sara Bræstrup.

Forældrene tilhørte Jerusalemskirken i København, og meget tidligt fik Johannes sin gang i sin fars og mors kirke. Efter at han havde taget sin præliminæreksamen i 1906, blev han antaget som kontorelev i et større københavnsk firma.

Johs. Bræstrup var ikke ret gammel, før åndelige kampe brødes i hans sind, og han var ganske ung, da han gav sit liv til Gud og kirken.

Samtidig med at han vandt klarhed i sit åndelige liv, fødtes noget andet stort i ham. Hvad han som dreng havde drømt om, blev nu til et stort og lysende mål for ham. Han følte, at Gud kaldte ham til at gå til Afrika — et kald, som det viste sig, han måtte kæmpe hårdt for at få realiseret.

Mange forhåbninger og dybe skuffelser gik forud for dette. Men aldrig tabte Bræstrup sine længslers mål af syne, og aldrig prisgav han sit kald for de vanskeligheder og hindringer, der mødte ham.

I eet år, nemlig 1911—12, læste han på vor teologiske skole i København, og senere tog han en plads i Odense og hjalp samtidig med i arbejdet i kirken. I 1915 blev han vor kirkes første ungdomsmissionær, og dette års arbejde bekræftede stærkt hans kald. Hans gerning blandt de unge bar rig frugt.

I 1917 rejste Bræstrup til Amerika, og i de følgende to år læste han på den dansk-norske præsteskole i Evanston. I 1919 ansattes han i en lille menighed i Freemont i Nebraska, og den 3. oktober 1920 blev han ordineret både til diakon og ældste i Duluth i Minnesota. Nu lysnede det for vor ven. Målet var inden for rækkevidde.

Jeg har med tak til Gud siddet med det gamle gulnede brev fra missionsstyrelsen i New York, der var dateret den 26. juni 1920, og som meddelte ham, at han var antaget som missionær i Belgisk Congo. Det har været en lys og strålende dag for den unge Bræstrup.

I oktober 1920 vendte han tilbage fra Amerika til Danmark og gjorde sig klar til udrejse. Den 6. marts 1921 var der udsendelsesmøde for ham i Jerusalemskirken, og så rejste han ud til den fjerne arbejdsmark, som han gav sit liv. Og at han rejste som den danske metodistungdoms hedningemissionær gjorde glæden større.

I ca. 32 år virkede Johs. Bræstrup derude og havde i de vekslende perioder sit arbejde på forskellige stationer: Kambove, Kapanga, Sandoa, Elisabethville, Jadotville, og han sluttede sin lange og indholdsrige tjeneste i Sandoa.

Bræstrup var noget af pionertypen. Han veg aldrig tilbage for at prøve noget nyt, blot det kunne fremme Guds sag. Hans arbejde var mangesidet. Han prædikede, underviste, byggede kirker og skoler. Men først og sidst var han sjælevinderen og sjælesørgeren, og han var det ikke mindst i det skjulte, når han på tomandshånd var i mesterens tjeneste.

Det mærkedes også i høj grad, når han var herhjemme i Danmark på orlov. Altid var han i arbejde, holdt møder, rejste og skrev og samlede ikke mindst ungdommen om sig, og mange har takket Gud, fordi de mødte Johs. Bræstrup. Gud brugte ham som redskab til manges frelse.

Først på året 1953 forlod Bræstrup sin station, sagde farvel til sine mange sorte venner. Hans lange arbejdsdag var endt. Syg rejste han fra Afrika, og syg var han i Amerika, hvor han opholdt sig nogle måneder, og det var en stærkt mærket mand, vi tog imod på Kastrup flyveplads en grå dag i december måned samme år, men en mand med det samme varme og nidkære hjerte.

Bræstrup var kendt langt uden for vor egen kirke. Ikke mindst hjalp hans meget interessante bog »Junglemissionæren« med til dette.

Han var en i ordets sande betydning meget from mand. Der stod en åndelig atmosfære om ham, som vidnede om et nært gudsforhold. Han var den fødte missionær, hvis hjerte brændte for Afrikas indfødte befolkning, og det er et stort og rigt kapitel i Belgisk Congos missionshistorie, der bærer navnet Johannes Bræstrup.

Et af Bræstrups største ønsker, efter at han var kommen hjem, var at få lov til at rejse en tur rundt i Skandinavien for at tale Afrikas sag. Trods hans store svaghed lykkedes det ham virkelig også til manges forundring at tage en tur til Finland for at holde en række møder. En lignende rejserute var også lagt i Sverige. Men Bræstrup måtte afbryde rejsen. Han kom syg hjem, og svagheden tog til. Hans hjerte var slidt op.

Efter et kortere ophold i sin broders hjem i Neksø, hvor han holdt til, når han var i Danmark, kørtes han til amtssygehuset i Rønne. Her holdt han sin sidste jul, her drømte han sine sidste drømme om sine længslers land, og her så han de syner, der åbnede det ny Jerusalem for hans blik. Den 3. januar 1955 lukkede den trætte afrikamissionær sine øjne.

I inderlig tak til Gud og i dyb ærbødighed bøjer vi vort hoved: Gud signe Johs. Bræstrups minde iblandt os.

Niels Mann.


Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1955

torsdag den 17. december 2015

Fru Marie Iversen

Fru Marie Iversen, enke efter pastor Jens Christian Iversen, blev født i Sundby, Amager, den 17. december 1869 og var eneste barn af missionær i Luthersk Missionsforening, J. Chrillesen og hustru.

Fra sit barndomshjem arvede hun det, der prægede hende alle dage: alvorlig gudsfrygt, retsindighed, arbejdsomhed og nøjsomhed, og de store ting, der blev sat til højbords i hendes barndomshjem, videreførte hun i sit eget liv.

Den 30. januar 1901 viedes hun til pastor Jens Christian Iversen, der da var ansat ved menigheden her i Neksø. Derefter betjente de menighederne i Sct. Jakob, Odense, og i Århus.

Men langt den største del af deres samliv og arbejde havde de i København, hvor pastor Iversen havde flere ansættelser, dels ved menighederne og dels i institutionerne.

Fru Iversen mistede sin mand i 1944. I det lange tidsrum af 43 år havde hun stået ved sin mands side som en særdeles god og stærk støtte og var altid stærkt interesseret i sin mands arbejde.

Hun følte aldrig trang til at være fremme i de forreste linier. Men det arbejde, hun log sig på, udførte hun med en sjælden omhu og trofasthed. Kirkens arbejde og kirkens liv og stilling lå hende stærkt på sinde.

Men fru Iversen var alligevel først og fremmest hustru og mor. Hendes ånd og indflydelse prægede hjemmet i højeste grad. Det var hendes første kald, og dette svigtede hun aldrig.

Også over disse vore venners liv gik der sorger, der satte deres præg på dem. Nogle få år inden pastor Iversen døde, mistede de deres eneste søn, hvilket var et stort slag for dem. Men de tog tilskikkelsen som velsignelsen af Guds hånd.

Fru Iversen havde mange betydelige evner, og de rakte ikke så lidt ud over det almindelige. Hun var-
 tilmed en stærk personlighed, der fulgte med i tidens spørgsmål og havde sin mening om tingene og ville altid være den bekendt.

Men det bedste, vi kan sige om vor afdøde søster er det, at hendes hu stod til at tjene Gud, og dette sind havde hun til det sidste.

Fru Iversen døde den 27. december 1950 efter nogle måneders sygdom, 81 år gi. Hun sov ind i troen på sin frelser.

Velsignet være fru Marie Iversens minde.

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1951

Pastor Carl Petersen

Pastor Carl Christian Petersen fødtes i Neksø den 17. december 1885 af forældrene smed Peter Petersen og hustru.

Det var et gudfrygtigt hjem, præget af Luthersk Missionsforening, hvor især moderen havde sin gang, og i denne atmosfære levede den unge Carl Petersen, til han i 17—18 års alderen fik sin gang i metodistkirken, og her mødte han sin Gud og frelser og gav sig til ham for livet.

Han viste tidligt, at han mente det alvorligt med sin kirkegang. Inden så længe var han et meget aktivt og nidkært medlem og blev hurtigt stærkt optaget af arbejde særlig indenfor ungdomsforeningens rammer.

Og så viste det sig også inden så længe, at Carl Petersen følte sig kaldet til at indvi sig og sit liv til Gud og tjenesten i hans kirke, og da beslutningen var taget, var han ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Guds vej, og han fulgte den uden tøven og var trofast på den vej, til Gud kaldte ham højere op.

Carl Petersen begyndte sine studier på Den teologiske skole i København i eftersommeren 1909. Han viste sig også her at være en meget flittig og målbevidst ung mand, der vidste, hvad det gjaldt. Efter endt uddannelse ansattes han i Fåborg og var der til 1914. Derefter betjente han Horsens, Emmauskirken i Odense, Jerusalemskirken med Centralmissionen og igen Emmaus, til han i 1956 fratrådte sin tjeneste og gik ind i de pensioneredes rækker.

Da Carl Petersen overtog Jerusalemskirken og Centralmissionen i 1926, var kårene indenfor dette arbejde meget trange og vanskelige. Men det var særegent for Carl Petersen, at han tog ufortrødent fat på opgaverne, og man hørte ham sjældent klage. Frimodigt arbejdede han i den for kirken vanskelige tid, til han i 1932 løstes fra sin tjeneste i Jerusalemskirken og i 1937 fra Centralmissionen. Sin livsgerning lagde han dog i Emmauskirken, og det var her han sluttede sin lange arbejdsdag.

Carl Petersen har været betroet mange betydelige tillidsposter indenfor kirken. Han var to gange distriktsforstander og har haft sæde i mange bestyrelser og udvalg. Udenfor det praktiske menighedsarbejde var det særligt afholds-arbejdet, der havde hans store interesse. I 1948 var han kirkens delegat ved generalkonferencen i Amerika.

Efter at Carl Petersen var blevet pensioneret, fik han betroet posten som missionskasserer, og med en ordenssans og punktlighed, der var ham egen, varetog han dette arbejde til sin død.

Carl Petersen var en betydelig prædikant, en dygtig og meget flittig menighedsforstander. Han var i besiddelse af store organisatoriske evner og udviste i alt sit arbejde et stærkt initiativ. Han havde let ved at komme i forbindelse med mennesker og var altid på talefod med mange udenfor de mere snævre menighedsrammer.

I 1921 indgik han ægteskab med Astrid Petersen, født Gerhardt, der var fra Svendborg, og sammen levede de et meget lykkeligt familieliv. Fru Petersen var meget for sin mand, og præstehjemmet var et godt og afholdt hjem, der altid havde mange venner.

Det var med megen vemod, vi i fjor ved konferencen lagde mærke til broder Carl Petersens helbred. Men den store kreds af venner mente dog ikke, at sygdommen var til døden. Budskabet om hans bortgang kom derfor ret brat. Men der var fred og sejr over hans dødsleje. Han kunne trøste sine kære, til de trætte øjne lukkede sig i døden. Gud tog sin gamle tjener hjem efter arbejde og slid for Gud og kirken gennem et langt liv.

Carl Petersen døde den 1. september 1959. Vi føler dyb vemod ved ikke mere at skulle se ham iblandt os. Men vi under ham den hvile og fred, han så hårdt behøvede i de sidste svære måneder.

Æret være Carl Petersens minde!

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1960

Karen Moewe

Den 17. december 1974 døde Karen Moewe f. Thomsen efter lang tids svær sygdom.

Karen Moewe var opvokset i København og medlem af Betaniakirkens menighed. Hun blev den første missionær, M.K. fik lov til at sende ud.

Det var i foråret 1945, mens der endnu var krig, at hovedbestyrelsen i det daværende K.Y.M. modtog ansøgning fra Karen Thomsen om antagelse som missionær i Congo.

I 10 år havde dansk K.Y.M, været med-ansvarlig for den første missionær for Nordisk K.Y.M., ligesom man havde støttet de danske missionærer, der var udsendt fra K.Y.M i Amerika .

Krigen gjorde, at forbindelserne med Amerika og dermed med missionærerne blev afbrudt, og netop da vi måtte erkende, at meget af det arbejde, vi hidtil havde støttet, ikke kunne fortsætte, gav Gud os en ny opgave, en ny missionær, som ansøgte at blive antaget og udsendt af K.Y.M. i Danmark. K.Y.M., der i 1946 blev til M.K., blev derved ført ind på en helt ny vej, idet vi for første gang påtog os det fulde ansvar for en missionær.

Karen Thomsen var en alsidig uddannet sygeplejerske, og efter et par års ekstra kurser i udlandet blev hun den 8. oktober 1947 indviet til missionær. Det skete i Emmauskirken i Odense, hvor biskop Booth fra Afrika og vore fire danske missionærer, frkn. Bording, Kostrup, Tirsgaard og Lerbæk var til stede. Biskop Booth foretog indvielsen.

Ud sendelsesfesten fandt sted i Betaniakirken i København, hvor den netop hjemvendte missionær, Marie Jensen,var til stede. Næste dag, den 3. maj 1948, rejste Karen Thomsen til Congo for at fortsætte Marie Jensens arbejde der.

Kun tre år fik Karen Thomsen lov til at virke i Kapanga. Kræfterne slog ikke til, sygdom tvang hende bort. Hun kom hjem i 1951 og måtte opgive at rejse ud igen.

Karen Thomsen genoptog sin sygeplejegerning her i landet, men sygdommen ville ikke slippe sit tag i hende. I mange år var hun meget alvorlig syg, men med sin sejge vilje kæmpede hun imod, hun fik sin kraft gennem sin stærke trang til guddommelig hjælp.

Hun havde en tillidsfuld tro på Gud, og der er ingen tvivl om, at denne tro bar hende gennem de prøvelser, hun måtte igennem. Også gennem sygdommen var hun et alvorligt vidnesbyrd for sine omgivelser om, at troen på en almægtig Gud giver kraft i svære tider.

Vi mindes hendes tro, hendes gerning og hendes liv og takker Gud for, hvad han brugte hende til.

Lilly Thomsen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1975

tirsdag den 15. december 2015

Pastor Chr. Ørsnæs

Af L. P. Bjerno

Pastor Chr. Ørsnæs
1882-1937
Pastor Chr. Ørsnæs fødtes den 15. December 1882 i St. Ejstrup, Efter Uddannelse til Mejerist kom han til Frederikshavn: Her blev han omvendt til Gud og optaget i Menigheden.

Snart voksede Kaldet til Prædikegerningen frem i hans Sind. Dette blev yderligere befæstet under et Ophold paa Vardeegnen, hvor han en Tid vikarierede som Mejeribestyrer.

Her fik han Anledning til at holde Møder paa Landet forskellige Steder og vandt sig mange Venner ved sin frimodige og tilforladelige Forkyndelse.

Efter en Prøvetid i Esbjerg kom Br. Ørsnæs paa vor Kirkes Præsteskole i København under Pastor Chr. Jensens Ledelse, sammen med Hermann Særmark og undertegnede i Eftersommeren 1907.

Han viste sig snart at være en flittig Student. Denne hans Flid i Ungdommens Dage var karakteristisk for ham Livet igennem, baade som Student, hvad hans veludarbejdede og indholdsrige Prædikener vidner om, og som Sjælesørger. I denne Gerning var han trofast og udholdende.

I Søndagsskolegerningen havde han særligt Held. Hvor han var Præst, kunde man være overbevist om, at Søndagsskolen voksede stærkt. Han havde en særlig Evne til at tale til Børnene og vinde deres Kærlighed og Tillid. Han var da ogsaa Redaktør af „Søndagsskolen", vor Kirkes Børneblad, en Aarrække.

Br. Ørsnæs har betjent Menighederne i Rudkøbing, Løkken, Emmaus, Odense, Rønne, Randers og Frederikshavn, det sidste Sted kun i 1½ Aar.

I Januar 1931 gjorde et Nervesammenbrud ham uarbejdsdygtig. Han flyttede med sin Familie til Rudkøbing. Her gav Gud ham et Par Aar, hvor han, omend med stærkt formindsket Arbejdskraft, kunde varetage Prædikegerningen i den lille Menighed.

Den 14. Oktober kaldte Herren sin Tjener hjem efter en langvarig og svær Sygdom.

Br. Ørsnæs er ikke længere blandt os, men Mindet om hans Arbejde og Frugterne deraf vil leve længe blandt os, hvilket vi lakker Gud for.

Velsignet være hans Minde.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1938

mandag den 14. december 2015

En drøm, der går i opfyldelse

For alle os, der gennem årene har fulgt bestræbelserne for at få lagt et smukt og værdigt tæppe på vort altergulv, kan man sige, at en lys og dejlig drøm er gået i opfyldelse.

Det ville være meget fristende at skrive lidt nærmere om den historie, dette altertæppe har. Men det er vor spalteplads jo alt for lille og belagt til. Men alligevel bør nævnes, at det snart kan blive en snes år siden, Kvindernes Hjælpeforening for første gang begyndte at tale om sagen.

Det gik lidt langsomt med den økonomiske side til at begynde med, og omsider kom krigen, der med sin materialemangel satte en foreløbig stopper for foretagendet. Og siden hjalp Kvindernes Hjælpeforening menigheden på anden måde, hvor et eller andet nødvendigt skulle skaffes, og flere gange tømte de deres kasse til sådanne formål.

Men da krigen sluttede, tog søstrene igen fat på arbejdet med at samle penge, og selv om der var lang vej endda, inden de rigtige materialer kunne skaffes, var der nok at gøre med finanserne, for der skulle mange penge til. Det lykkedes omsider.

Og så for ca. 2½ år siden blev stramaj og garn indkøbt, mønstret udtaget, og så blev der taget fat. Adskillige meldte sig til det store arbejde.

Søster Ella var den fødte leder, og som der blev syet!

Millioner af sting, et kæmpearbejde, der sommetider var ved at tage lidt af modet fra de tapre søstre, der ofte syede, til både øjne og hænder sagde nej af overanstrengelse.

Det er de færreste, der forstår, hvad der ligger af arbejde og hovedbrud bagved det store og pragtfulde tæppe. Men nu har vi det, og det er en meget stor værdi for Jerusalemskirken — og en seværdighed. Tæppet pålagt beløber sig til op imod 2.500 kroner. Hvis arbejdet også skulle betales, vil det gå op til 20-25.000 kroner.

Eksperterne i det firma, der i disse dage syer tæppet sammen og skal lægge det på, har udtalt, at de aldrig har set så smukt et tæppe og så fint et arbejde.

Og så har vi i flere år i høj grad trængt til nye løbere i kirken. De lægges også på i disse dage og vil yderligere pynte på vort skønne kirkerum. Det er os en stor glæde at meddele, at søstrene også har nogle af pengene til indkøb af disse løbere.

Vi er overbevist om, al alle vil stå bag os, når vi retter en hjertevarm tak til fru Anna Lylloff, formand for Kvindernes Hjælpeforening, bestyrelsen og alle søstrene for det store trofaste arbejde med at skaffe pengene til veje. Og en lige så varm tak retter vi til søster Ella med sine 14-15 medarbejdere for det store og værdifulde arbejde, som vi rigtignok har trængt til i mangfoldige år.

Søndag den 14. december er tæppet lagt på sin plads, løberne med, og andre ting er ordnet. Vi vil den dag kl. 10 afholde en særlig gudstjeneste i anledningen, hvor vi også gerne vil indsamle en god offergave, der kan dække, hvad der mangler i, at alt er betalt.

Vi håber, at mange vil komme og være med den dag.   

N. M.

Foruden de søstre, der ses på billedet, har følgende, der ikke var nærværende, da billedet blev taget, været med til at forarbejde altertæppet: fru pastor Sørensen, søster Johanne West, frk. Kirsten Thorstensen, dr. Elisabeth Johansen, fru Andreas Nielsen, fru pastor Bjerno, Randers, og søster Johanne Kårvåg, Oslo, samt fru Else Møller, Sønderborg.


Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1952

søndag den 13. december 2015

Pastor L. C. Larsen

Lauritz Christian Larsen
1867-1956
Der er næppe et navn i den danske metodistkirkes historie, om hvilket der over så langt et åremål har stået så stor respekt og ærbødighed som om pastor L. C. Larsens.

Han har fyldt et meget stort kapitel i dansk metodismes historie. Han har taget udviklingen med i ca. tre fjerdedele af denne kirkes arbejdstid i vort land.

L. C. Larsen blev født i Longelse på Langeland den 13. december 1867. Han var ikke ret gammel, da hans hjem fik forbindelse med metodistkirken, og drengen med det følsomme og higende sind modtog indtryk af levende kristendom, så det satte sit præg på ham for livet.

Han førtes ind i en atmosfære af primitiv metodisme, der også for bestandig gjorde, at den højt intellektuelt udrustede mand bevarede i sit sind noget af delte primitive indslag fra sin barndoms og ungdoms kirke, og uden tvivl har dette i betydelig grad været medbestemmende for den store kærlighed til og trofasthed mod kirken, som pastor Larsen lagde for dagen gennem et langt liv.

Meget tidligt fik kirkens ledelse øje for den unge mands rige evner, og den metodistprædikant, der hjalp ham til klarhed over hans kald, anede lidet om, hvad denne unge mand skulle komme til at betyde for kirken.

Den unge Lauritz Christian fik efter hine dages forhold en meget god skoleuddannelse. Han var kun 19 år gammel, da han fik sin lokalprædikantfuldmagt, og samme år blev han ansat som hjælpeprædikant ved kirken i København.

Året efter — altså kun 20 år gammel — blev han menighedsforstander i Fåborg. I 1890 blev han ordineret af biskop Warren i Odense og blev samme år optaget i konferencen.

Han stod således i den danske missions- og årskonference i 66 år, sikkert ret enestående, i hvert tilfælde for Danmarks vedkommende. Og dog har pastor Larsen ikke betjent så mange menigheder, som dette tidsrum kunne give anledning til at tro.

Dels har han stået i et par menigheder i en længere årrække, og dels har kirken betroet ham tjenester, der lå udenfor en menighedsforstanders felt.

Han har betjent menighederne i Varde, Århus, Frederikshavn, Ålborg og Vejle, og var ved sin afgang fra tjenesten præst i Århus. I et årstid tog han — i en for den danske konference meget streng tid — den vanskelige post som præst ved Jerusalemskirken.

Broder Larsen var en af de første tre distriktsforstandere, eller som det dengang hed: »Præsiderende Ældste«, da dette system indførtes i Danmark i 1896, og kirken betroede ham igen efter nogle års forløb den samme tilsynsgerning.

I 1898 valgtes han til redaktør af »Kristelig Talsmand«, og gennem årene har han fyldt mange spalter i vore kirkeblade. Han har oversat flere bøger og skrevet en del i pjece- og bogform.

Selv om han ikke var særlig produktiv som skribent, har han alligevel skrevet nok til, at mange endnu husker hans pen, og det, han skrev, blev læst.

I 1909 overtog pastor Larsen ledelsen af den theologiske skole i København og flyttede med den i 1912 til Århus. Han var den fødte skolemand, og her var et af de områder, hvor han med sine store evner virkede til rigest gavn og velsignelse for kirken.

I 1919 blev han forstander for vor nyoprettede højskole, og det var ham en hjertesorg, da denne måtte nedlægges.

Et særligt kapitel i hans livshistorie var viet børnene og de unge. Med sin rige forståelse af deres sjæleliv, havde han de bedste forudsætninger for at kunne yde noget værdifuldt på dette vigtige område indenfor kirken.

Han stod som de unges leder i mange år, og søndagsskolen og ungdomssagen skylder ham en stor tak. Og som det har været nævnt ved denne konference, skal det også siges i disse mindeord, at han var en af den lille kreds, der var med til at rejse vort første lille beskedne børnehjem, »Marielund«, ved Vejle.

Pastor Larsen indgik i 1892 ægteskab med den kvinde, der gennem et langt liv har stået ved hans side, til døden skilte dem, fru Olga Larsen, født Schollert, og hun har betydet meget for ham i hans arbejde og hele færd.

Vi, der har kendt pastor Larsen gennem mange år, har billedet for os af en stor og fin personlighed. Han var sin kirke en sjælden god søn, og som regel forstod kirken altid at gøre brug af hans store og rige evner. Hans fromhedsliv gav sig ikke udslag i de store svingninger. Men den, der kom ham på nærmere hold, anede noget af dybden i det.

Broder Larsen var præsten og forkynderen af Guds nåde. Hans dybe og rige tanker, klædt i et smukt sprog, fik altid mennesker til at lytte.

Han var den sidste af den flok af metodistprædikanter, der hørte til den generation, der havde pionerånden, og han var den sidste, der kunne forbinde os med en tid, vi kalder stor, og som står i stråleglans for os, fordi der skete store ting i den.

Vi har savnet pastor Larsens skikkelse ved denne konference, hans stilfærdige og noble færd iblandt os, og det smerter os, at vi ikke mere skal se hans ansigt her.

Den 9. april delte år lukkede den gamle præst sine øjne. Hans røst blev tavs for stedse, den stemme, som Gud havde brugt forunderligt rigt i sin tjeneste.

Men »lovet være Gud, vor herres Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i himlene til jer . . . .«

Gud signe pastor L. C. Larsens minde iblandt os og Gud lyse fred over hans støv!

Niels Mann.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1956

Fru Alberta Bjerno

Alberta og L. P. Bjerno
Fru Anna Alberta Marie Bjerno, der fødtes i København den 13. december 1892, var datter af smed ved orlogsværftet Lars Christian Hansen og hustru Maren Sofie født Clausen.

Hun var nyboderbarn, og hendes hjem lå altså meget nær Jerusalemskirken, og i denne kirke var hendes mor og far aktive medlemmer.

Hendes far var i mange år kirkeværgernes formand. Jerusalemskirken blev den unge Albertas andet hjem og var i højeste grad med til at bestemme hendes livs retning.

Her i denne kirke mødte hun den unge pastor Lauritz Peter Bjerno og sluttede venskab med ham for livet. De indgik ægteskab for den samme kirkes alter den 6. november 1912, og det blev til et meget langt og lykkeligt ægteskab, et harmonisk hjem, der opløstes ved pastor Bjernos bortgang i 1957.

Det unge præstepar begyndte deres tjeneste i Give og betjente gennem årene flere af vore menigheder. De røgtede deres gerning med trofasthed og iver, og fru Bjerno stod aldrig tilbage i arbejde og omhu for sin mands gerning. Skønt der var mange børn i ægteskabet, stod det Bjernoske hjem altid åbent og var til enhver tid et meget gæstfrit hjem.

I 1954 blev pastor Bjerno pensioneret, og familien flyttede til København, hvor de igen fik deres kirkelige hjem i deres gamle menighed, og det mærkedes, at de faldt godt til og følte sig hjemme i den gamle kirke. Deres otium, som de havde glædet sig meget til at nyde, blev ikke af lang varighed.

Pastor Bjerno fik kun tre små år, og godt og vel to år efter fulgte hans hustru ham. Et dejligt og godt hjem blev dermed opløst, et hjem, hvorfra der var blevet virket varmt og nidkært og med stor kærlighed til Gud og kirken gennem mange år.

Fru Bjerno var et elskeligt menneske, altid nobel og fin i sin hele færd og tankegang, og hun havde kun venner, hvor hun kom frem. Hun døde på diakonissestiftelsen den 4. juni 1959, dybt savnet af sin store familie og hendes mange venner.

Æret være fru Alberta Bjernos minde!

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1960

torsdag den 10. december 2015

Sven Johan Hill Biellstein

Sven Johan Hill Biellstein
1861-1937
Sven Johan Hill Biellstein fødtes i Sverige den 10. December 1861.

I de unge Aar blev han vundet af Gud og begyndte straks en Vidners Gerning. Han rejste en Del i Danmark som Missionær i Fri-Mission og var med til at skabe Vækkelse især i Nordjylland. Han spillede og sang og var en betydelig Ordets Forkynder.

Omkring 1890 sluttede Biellstein sig til Metodistkirken og blev optaget paa den teologiske Skole i København 1892.

Da det viste sig vanskeligt for ham at opnaa Færdighed i at tale og skrive det danske Sprog, rejste han, efter afsluttende Skoleeksamen 1895, tilbage til Sverige og tjente i den svenske Konference paa flere betydelige Pladser. Han optoges i den svenske Konference 1899.

Velsagtens for sin danskfødte Hustrus Skyld rejste de i Tiden omkring 1924 igen til Danmark og tog Bolig i Odense.

Han søgte ikke Ansættelse i nogen Menighed herhjemme, men besøgte forskellige Virkekredse i Efteraars- og Vintertiden. Biellstein blev optaget i den danske Konference som udtjent Prædikant 1927.

Hjemmet paa Langelinie i Odense var et aabent Hus for Herrens Venner, og der mærkedes en vaagen Interesse for Guds og Kirkens Sag, hvilket ogsaa tydeligt gaves til Kende derved, at Biellstein og Hustru ved Testamente betænkte Kirken og dens Institutioner med betydelige Gaver.

Biellstein døde den 6. November 1937, 76 Aar gammel.

Vi velsigner Mindet om Broder og Søster Biellstein og bevarer det i taknemlig Erindring.

P. Rasmussen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1937

lørdag den 5. december 2015

Astrid Elisabeth Petersen

Fru Astrid Elisabeth Petersen, Odense, døde den 2. februar 1971, 77 år gammel.

Hun blev født i Svendborg den 5. december 1893 og var datter af fiskerikontrol Joachim Gerhardt og hustru Laurine, f. Larsen. Hendes hjem i Svendborg var et godt metodistisk hjem, som var åbent for kirkens arbejde, og ikke mindst stod det åbent for kirkens præster.


Også pastor Carl Petersen, som havde sin første ansættelse i Fåborg fra 1910-14, kom meget i hjemmet, og her var det, at Astrid og Carl Petersen blev bekendt med hinanden, hvilket resulterede i, at de indgik ægteskab den 5. december 1921, da Carl Petersen var præst i Emmaus-kirken, Odense, første gang.

Præsteparret betjente herefter Jerusalemskirken i København med Centralmissionen, hvorefter de igen flyttede tilbage til Emmauskirken i Odense, hvor de blev, indtil de gik ind i de pensioneredes rækker i 1956.

Deres virketid i Odense blev på ikke mindre end 25 år, og deres navne vil altid være knyttet til denne menighed. I perioder var der noget af en åndelig vækkelse i menigheden, og der er mennesker, der den dag i dag takker Gud for præsteparrets gerning der.

Fru Astrid Petersen var sin mand en uvurdelig hjælp, og hun var i høj grad med til at skabe et godt og trygt hjem for sin familie. Det er nok rigtigt, som en af sønnerne udtrykte det:
„Mor var aldrig fremtrædende, hendes natur var sådan, at hun gjorde sit i det stille.“ 
Men selv om hun hørte til de stille i landet, så var hun i sandhed en gudhengiven kvinde, som levede med i alt, hvad der skete i kirken, samtidig med, at hun øvede forbønnens tjeneste som få.

Vi takker Gud for den gerning, hun fik lov til at udføre iblandt os og udtaler et æret være Astrid Elisabeth Petersens minde.

Poul Rasmussen.


Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1971

Pastor Jens Nielsen

Pastor Jens Nielsen
1850-1928
Pastor Jens Nielsen fødtes den 5. December 1850 i Enkelund og døde den 11. Maj 1928 paa Betaniahjemmet „Skovvang“ i Aarhus.

Med denne alvorlige og stille Broder er atter én af Aarskonferencens Veteraner vandret herfra for at være sammen med Herren.

Br. Nielsen blev omvendt til Gud i sin tidlige Ungdom gennem Metodistprædikanternes Virksomhed i hans Hjemegn.

Da han ca. 35 Aar gl. blev optaget i Aarskonferencen, havde han allerede en længere Aarrækkes Tjeneste bag sig baade som Lokalprædikant og Friskolelærer i „Vejle Vesteregn“, som Givekredsen da blev kaldt.

Br. Nielsen fik sin første Ansættelse paa Langeland, senere tjente han som Forstander for vore Menigheder i Varde, Løkken, Faaborg, Holstebro, Aalborg, Neksø, Rønne og Lemvig. I Varde var han ansat hele 3 Gange.

Da han i 1920 gik paa Pension, betød dette ikke, at han nedlagde sin Gerning, hverken som Prædikant eller Sjælevinder.

Han var altid rede og villig til at hjælpe i Arbejdet, naar der gaves Lejlighed, og Kræfterne tillod det; især var han trofast til at besøge syge og gamle med evangelisk Vejledning og Trøst, hvorfor han ogsaa vedblev at være til Velsignelse og Opmuntring for mange, til det trætte og svage Legeme ikke kunde gøre Tjeneste mere.

Men saa tog Gud sin gode og tro Tjener hjem fra Arbejdets til Hvilens Land.

Han døde, som han havde levet, stille og gudhengivent.

Velsignet være hans Minde iblandt os! — Guds bedste Velsignelse hvile over hans efterlevende Hustru, Datter og Børnebørn.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken 1928

tirsdag den 1. december 2015

Jul og glæde som vi aldrig vil miste

Der er i vore julesalmer — de uforlignelige salmer — linier og dele af vers, som næsten ethvert barn kan, og som vi alle husker livet igennem.

Det er ikke blot, fordi vi har sunget dem som børn, eller fordi de er knyttet til en af årets største og mest festlige højtider.

Men det er, fordi de i deres primitive form er mageløs kunst, fin poesi, udtrykt så ligetil og jævnt, så hvert barn fatter det.

Allermest er det dog, fordi de udtrykker den største af alle sandheder, sandheden om Jesus Kristus, ordet, der »blev kød og tog bolig iblandt os«.

Det ville være meget fristende at nævne mange af de kendte versstrofer og standse lidt ved hver af dem. Men vi tør ikke gå for vidt med dette. Det er pladsen ikke til.

Men lad os se på nogle få af de mest karakteristiske og mest kendte. Vi kan begynde med Grundtvigs kendte og skønne linier:
Julen er kommen
med solhverv for hjerterne bange.
Det har været så mørkt, som det kan blive, vil disse linier sige. Men nu er vi kommen til solhvervstid. Det går igen mod lyset, og det er det velsignede budskab for alle bange hjerter. Jesus er det store solhverv. Med ham går vi mod en ny tid. Holder vi ikke fast ved dette?

Eller vi kan hente de dejlige ord fra den gamle latinske salme, den første, som den kristne menighed fik i reformationen, efter at sangen så godt som var døet hen blandt Guds folk, »Lovet være, du Jesus Krist«. Her forekommer de:
Godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor fader blid.
Med Jesu komme blev verden ikke med det samme stort anderledes. Der var fremdeles nattetid over slægten, mørket rugede, og vejret var hårdt.

Men lyset fra Ham, der var kommen »som et lys til verden«, var så klart og strålende, så vi som børn kunne kende vor fader, trods al mulm og mørke. Endnu er det dyb nattetid over jorden. Men Jesus er det strålende lys for hver den, der tror.

Eller hvad mener vi om Ingemanns barnlige form som udtryk for den største glæde, når han synger:
Dans, lille barn, på moders skød,
en dejlig dag er oprunden,
i dag blev vor kære Frelser fød,
og paradisvejen funden.
Selv det mindste barn, der endnu er på moders skød, skal danse og juble og være med i den store glæde over den dejlige dag, der er oprunden. Glæden er uden ende.

Og dog er der vel ingen linier eller noget Vers, der kommer op ved siden af Brorsons slutningsvers i »Den yndigste rose er funden«, når han over glæden, for hvad han har fundet, må synge det ud, så stærkt som han kan:
Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste.
Her har vi ikke blot glæden som den dybe undergrund, men forvisningen om, at intet i verden kan gøre det så svært for een, så man ikke kan holde fast på den dyrebare skat, »den yndigste rose«, frelsen i Jesus Kristus.

Brorson kan føre store ord i bekendelsen. Men de holdt gennem et langt livs prøvelse, og de vil holde for enhver, der har sat sin tro til Jesus.

Så vil vi, med bøn i vore hjerter, prøve på at sige det samme: »Min rose jeg aldrig vil miste«, koste hvad det koste til. Eller som de gamle sang det for år tilbage: »Aldrig, aldrig, aldrig fra dig vil jeg gå«.

Med denne forvisning i vore hjerter vil vi gå mod en velsignet jul.

Niels Mann

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1951

onsdag den 25. november 2015

Pastor N. P. Nielsen

Pastor Niels Peter Nielsen
1861-1942
Pastor Niels Peter Nielsen, Søn af Indre-Missionær Lars Nielsen og Hustru, Sidse Marie, blev født i Holbæk den 25. November 1861.

Som Dreng tjente han forskellige Steder paa Landet om Sommeren, medens han om Vinteren var i sit Hjem. Ganske naturligt gik dette ud over hans Skolegang, hvilket han senere stærkt beklagede.

Efter sin Konfirmation kom han i Lære, og da Læretiden var omme, rejste han til København og fik Arbejde i sit Fag. Det var hos Skomagermester P. Rasmussen, Gothersgade.

Denne Mand var en alvorlig Kristen og en meget ivrig og varmhjertet Metodist. Han tog sig af sin unge Medhjælper og fik ham med i Kirken, og da Rasmussen var en stærkt interesseret Søndagsskolemand, maatte den unge Mand selvfølgelig ogsaa med i Søndagsskolen.

Nielsen, der fra sin Barndom havde været under aandelig Paavirkning i Hjemmet, var stærkt grebet af, hvad han hørte og saa i denne Vennekreds, han saa pludselig var kommet i, og hans Chef var ham til stor aandelig Hjælp i disse første Tider i Hovedstaden.

Det varede ikke længe, inden han fra Elevens Plads kom ind i Lærergerningen. Ogsaa andet Arbejde blev betroet ham. Som saa mange andre af de unge Københavnere blev han stærkt optaget af Gaardmissionen, som fra Kirken i Rigensgade blev drevet særlig paa Nørrebro og Christianshavn.

Han blev i nogle Aar knyttet til Missionsarbejdet paa dette sidstnævnte Sted baade som Leder af Søndagsskolen og Deltager i Gudstjenesterne i Menighedens Kirkesal.

I 1883 gav Menigheden ham Formanerattest, hvilket som bekendt er det første Trin, der fører op til en Metodistprædikants Stilling og Gerning. Og den Gerning følte vor Broder sig efterhaanden kaldet til; og han fik en god Hjælper baade i sin Menighedsforstander, Pastor J. J. Christensen og i Superintendenten, Karl Schou, der tog sig kærligt og godt af ham.

I 1885 flyttede han, sammen med L. C. Larsen og Th. Bertelsen, ud i Præsteboligen i Stokhusgade, hvor de under Karl Schous og P. M. S. Jensens Vejledning forberedte sig til Præstegerningen. Der kom dog snart Bud efter de unge Mænd ud i det praktiske Arbejde.

Allerede i 1884 havde N. P. Nielsen en kort Tid været Medhjælper i Vejle Menighed. Nu kom han andre Steder hen: til Svendborg og senere til Brønderslev, paa hvilket sidstnævnte Sted han forrettede Tjeneste i Brønderslev og Aalborg.

I 1886 ansattes han som Medhjælper hos Forstanderen i Vejle med Bopæl i Enkelund. Her i Vejle Landkreds fik han nogle Aar sin særlige Arbejdsmark. Her lærte han sin tilkommende Hustru. Anna Kyed, at kende. Samme Aar fik han Bemyndigelse som Lokalprædikant. I 1888 optoges han paa Prøve i Aarskonferencen og i 1891 i fuldstændig Forening.

I 1888 fik han sin første selvstændige Virksomhed som Forstander for Menigheden i Holstebro. Medens han gjorde Tjeneste her, skete det sørgelige, at Menighedens Kapel brændte, og én af vore Søstre omkom i Flammerne; men det var, som det vakte Folks Interesse for Sagen; langt flere end tidligere kom til Møderne, og inden et Par Aar var gaaet, blev den smukke Kirke med tilhørende Præstebolig opført og har siden været et dejligt Menighedshjem for Venneflokken.

Efter 5 Aars Tjeneste i Holstebro kom der Ordre til Flytning, og derefter betjente han følgende Menigheder:
Svendborg (1893—98)
Betania, København (1898—1902)
Kalundborg (1902—08)
Holbæk (1908—13)
Golgatha, København (1913—16)
Betania, København (2. Gang 1916—20)
Medhjælper i Centralmissionen (1920—22)
Svendborg (2. Gang) og Rudkøbing (1922—26),
hvorefter han traadte i udtjent Forhold.
Foruden Bygningen af Kirken og Præsteboligen i Holstebro var han den ledende Kraft ved Opførelsen af Jubilæumskirken i Holbæk.

Br. N. P. Nielsen havde mange Interesser og Idéer, og altid søgte han at udnytte dem til Fordel for Kirken eller den Menighed, han i Øjeblikket betjente.

„Vaarbud“ som trykt Organ for Ungdomssagen skyldes hans Initiativ; han var Medlem af flere Salme- og Sangbogsudvalg og gjorde i Særdeleshed et stort Arbejde ved Udgivelsen af de sidst udkomne Melodibøger.

I særlig Grad var han interesseret i Arbejdet for de unge, og i 23 Aar (fra 1895—1917) var han, paa et enkelt Aar nær, Medlem af E. F.s Hovedbestyrelse. Ved sin Afgang derfra valgtes han da ogsaa som Æresmedlem af Forbundet. Kort sagt: Br. N. P. Nielsen var en virksom, nyttig og stærkt interesseret Arbejder i Kirkens og Guds Riges Tjeneste.

N. P Nielsen med familien
De sidste Aar har han og hans gode Hustru, som i over 50 Aar delte Arbejdets Glæder og Sorger med ham, boet i Hus sammen med sin Ven og Kollega fra Ungdomsaarene, Pastor L. C. Larsen. Her i sit Hjem døde den aldrende Herrens Tjener efter nogle faa Dages Sygeleje den 3. Septbr. 1942.

Br. N. P. Nielsen efterleves af sin Hustru og fire Børn og nogle Børnebørn. Maatte Mindet om denne trofaste og gode Arbejder i Metodistkirken i Danmark blive mange til Velsignelse!

Ære være hans Minde!

C. Nielsen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1943

søndag den 22. november 2015

Lidt indtryk fra Amerika (1970)

Trinity United Methodist Church
Seattle, Washington
Som medlem af COSMOS (strukturkomiteen for Metodistkirken udenfor USA) var undertegnede en tur i Amerika i dagene 18.-22. november. Mødet blev afholdt i Portland, Oregon.

På rejsen dertil blev der tid til et kort ophold i Seattle hos vennerne Gunhild og Ludvig Eskildsen.

Pastor Eskildsens drog som bekendt til USA i 1952. De er nu ansat ved Trinity United Methodist Church i Seattle, Washington. Det er deres fjerde ansættelse derovre, og man fik det bedste indtryk af forholdet mellem præst og menighed.

Seattle er en storby med omkring 1 mill. mennesker. I hele staten Washington er det statistisk således, at ud af 30 indbyggere er een metodist. Alene i Seattle og nærmeste omegn er der over 25 metodistkirker.

Der er imidlertid også mørke billeder fra denne by. Omkring 100.000 er arbejdsløse. Når dette problem er særlig mærkbart i Seattle skyldes det, at en storindustri, som fremstillede krigsmateriale, havde nedskåret produktionen. Det er naturligvis glædeligt, at der ikke længere er så stort behov for ødelæggelsesmaskiner; men lokalt betød det, at der blev mange tusinde arbejdsløse. Det er en vældig udfordring til kirkerne, som har konstante indsamlinger, for at afhjælpe de arbejdsløses nød.

Eler afspejlede sig iøvrigt forskellige opfattelser af, hvorledes kirken skal forvalte sit hjælpeprogram. En økumenisk hjælpeaktion gik frem efter opskriften: Alle som kommer skal hjælpes, uden at blive udspurgt om behov eller andet. Det var iøvrigt en af byens metodistpræster, der var formand for denne fælleskirkelige hjælpeaktion. Han havde en teori om, at kun 3 pct. af ansøgerne ville snyde, så risikoen var ikke så stor. Resultatet var imidlertid, at denne hjælpekasse ikke kunne opfylde alle de krav, der blev rettet til den.

I pastor Eskildsens kirke gik man en anden vej. Man hjalp først dem fra menighedens egen kreds, som trængte til hjælp. Dernæst gav man til dem, der kunne anbefales af en eller anden fra menigheden. På den måde fik man lidt hånd i hanke med, at hjælpen blev ydet der, hvor der virkelig var nød.

Et interessant træk i kirkelivet var, at man nu — efter sigende — kan spore en stigende reaktion imod det, der er bleven kaldt »det sociale evangelium«. Amerikanerne har — vel mere end andre — forkyndt dette sociale budskab, hvor betoningen af forholdet til medmennesket bliver så fremher-
skende, at en del mener, at forholdet Gud — mennesket næsten er helt borte i denne forkyndelse. Derfor er der nu flere og flere, som forsøger at bringe en »evangelisk forkyndelse med en stærkere betoning af det personlige gudsforhold« .

Vi kan selvfølgelig sige, at amerikanernes forkyndelse bliver deres egen sag. Noget som vi ikke behøver at beskæftige os videre med. Men er det nu rigtigt, som man ofte har hørt, at nye strømninger i USA gør sig gældende her om 5-10 år, så vil vi altså også komme til at opleve en lignende reaktion. Derefter vil en socialt betonet forkyndelse blive betegnet som et reaktionært budskab. Et interessant perspektiv.

Nu kender jeg udmærket indvendingerne: Når man kun har opholdt sig i et andet land i nogle dage, så ved man som regel alt om dette land. Har man opholdt sig i samme land i et år, så ved man mindre. Har opholdet været over flere år, så ved man endnu mindre om samme land.

Hertil vil jeg gerne sige, at disse oplysninger har jeg fået gennem samtaler med kirkefolk derovre. Der ligger ikke »studier i marken« bag mine bemærkninger. Derfor må de heller ikke opfattes som andet end oplysninger på anden hånd.

I megen kritisk tale herhjemme om forholdene i USA efterlyses ofte det amerikanske kirkefolks røst imod al den uretfærdighed, som sker i USA, og som landet iøvrigt er involveret i. Sådanne kirkelige røster har lydt; men hvorfor lyder de ikke kraftigere og oftere?

Det mærkelige er, at amerikanerne stiller nøjagtig det samme spørgsmål, når det drejer sig om danske forhold. På en måde kan det også siges, at de har større ret til dette spørgsmål, da langt over 90 pct. af den danske befolkning tilhører et eller andet kirkesamfund, medens kun ca. 60 pct. af den amerikanske befolkning er kirkemedlemmer. Det liberale syn på porno og hele moralen herhjemme har gjort os kendt i det store fremmede land.

Det kan være helt sundt at høre — fra et land, hvor vi mener, at der er så meget, der burde ændres — at man der mener nøjagtig det samme om vore forhold. Problemerne er som bekendt lettest at løse, når man har dem på lang afstand.

Besøget i Seattle blev også benyttet til at besøge andre danskere, som bor der i byen og omegnen. Fredag morgen gik turen videre til Portland til det omtalte møde i COSMOS.

Robert Nielsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 31. december 1970

onsdag den 18. november 2015

Missionær Marie Jensen

Marie Jensen, her i 1959
Missionær Christiane Marie Jensen fødtes den 18. november 1879 i Lønstrup, en lille fiskerby ved Vesterhavet.

Hun var datter af murer Jens Peter Jensen og hustru. I familien var der en børneflok på fem, to drenge og tre piger. Marie Jensen siger selv således om sit hjem:
„Mine forældre var - kan man kalde dem fattige? jeg ved det ikke, måske når man tænker på jordisk gods - for mig var de rige!“ 
Børnene fik en sund og god opdragelse, der byggede på sand og levende kristendom.

Marie Jensen udtrykte ofte sin taknemmelighed for den værdifulde arv, hun fra sit hjem fik med sig ud i livet: gudsfrygt, nøjsomhed, arbejdsglæde, medmenneskelig forståelse og kærlig til alt i Guds skaberværk.

Med sit følsomme sind kom Marie Jensen allerede i sin tidlige barndom ind i et tillidsfuldt forhold til Gud, der holdt sig gennem hele livet. Det betød ikke, at hun blev fri for åndelige kampe, men at netop dette tillidsforhold bar hende gennem alle vanskeligheder og kampe.

Efter sin konfirmation i Mårup kirke tjente hun som pige i fire år i piræstegården. Så flyttede hun til Horsens og kom i huset hos en familie, der ofte havde ferieret i Lønstrup.

Siden lærte hun at sy, noget som senere i hendes livsgerning blev til stor nytte. Hendes læremester var metodist, og dette blev anledningen til, at Marie Jensen for første gang stiftede bekendtskab med metodistkirken - den kirke, der gennem et langt liv skulle blive hendes åndelige hjem.

I pastor H. Hansens tid blev Marie Jensen (21 år gammel) optaget i Horsens menighed, og snart var hun aktivt med i menighedens arbejde: Søndagsskolen og juniorforeningen og desuden optaget af at gå på sygebesøg. Medens pastor Anton Christensen Kostrup var ansat i Horsens, oplevede Marie Jensen sit virkelige åndelige gennembrud.

Det skete ved et lille bønnemøde i kapellet i Vimmelskaftet. Guds Helligånd forvandlede hendes liv og gav hende en glæde og fred, som hun aldrig siden kunne blive træt af at tale om og takke for.

Men også på anden måde havde Gud noget for med Marie Jensen. Et kald til at drage ud på missionsmarken med Evangeliet begyndte at vokse frem i hendes indre.

En dag og efter mange og grundige overvejelser stod det klart for hende: Gud ville have hende til Afrika. Det var svært for familien at forstå, hvorfor hun skulle så langt bort, men hun var vis i sin sag. Gud ville det således!

En dag, samme dag, som Danmark fik sin nye konge Chr. d. X., den 12. maj 1912, forlod Marie Jensen sit fædreland for at sejle over til Amerika. Den første tid var ikke let. Sproget kunne hun ikke, og hun havde blot en ganske almindelig landsbyskoleuddannelse.

Hun mødte megen skepsis fra missionsrådets side, men intet kunne slå hende ud. Gud havde kaldet hende til en missionærs gerning, så måtte Han også bane vejen for hende! Og det skete. Frk. Jensen undrede sig ikke, men priste Gud, hver gang en dør åbnedes for hende.

Efter endt sygepleje- og jordemoderuddannelse blev Marie Jensen antaget af missionsselskabet i New York til at rejse til Kapanga i Belgisk Kongo. I juni måned 1910 sejlede hun sammen med nogle andre missionærer med en fragtbåd ud til sin fremtidige livsgerning.

Gennem 32 år fik Marie Jensen lov til at virke på Kapanga missionsstation - en forret hun aldrig kunne takke Gud nok for.

Da Marie Jensen kom ud, var der brug for pionerer, og hun var i sandhed en sådan! Hun begyndte sin gerning helt på bar bund. Villigt delte hun kår med det folk, hun skulle arbejde iblandt, og som hun kom til at elske så højt, at hun kaldte Kongo sit andet fædreland.

Kendskabet til sin fars håndværk og hendes medfødte praktiske sans blev til stor hjælp for hende. Selv de vanskeligste opgaver kunne hun give sig i kast med. Marie Jensen havde en sjælden evne til at sætte sig ind i de indfødtes tankegang og begrebsverden, og hun følte sig aldrig, fordi hun var hvid, hævet over dem, men forstod at værdsætte dem og deres kultur.

Derfor stod der respekt omkring KAPANGAS HVIDE MODER, en respekt der ikke hvilede på frygt, men på hengivenhed og tillid.

I 1948 blev Marie Jensen pensioneret og måtte forlade Kongo. Hun bosatte sig i Horsens og kom atter til at tilhøre den menighed, hvorfra hun i sin tid var udgået.

At menigheden gennem de følgende år, indtil Marie Jensens bortgang, høstede megen glæde og velsignelse af hendes fortsatte utrættelige virke, kan ikke undre nogen.

Fra 1948 til 1972 var Marie Jensen i aktivitet. Hun førte en overvældende korrespondance med Kapanga-vennerne. De skrev og bad om hendes råd og hjælp - og alle fik svar!

I 1959 opfyldtes en drøm, Marie Jensen længe havde haft: at besøge Kongo endnu engang, før Gud kaldte hende hjem. Den gamle pionær-missionær rejste denne gang med fly til Afrika. Man havde ønsket der ude at holde hendes 80-års fødselsdag.

Det blev for Marie Jensen en overvældende oplevelse. Efter hjemkomsten tog hun fat med fornyet styrke igen og fortsatte sin skrivende og forbedende tjeneste fra sit hjem i Horsens. Hun overraskede os alle med at gå i gang med at skrive en bog, et omfattende arbejde.

Bogen: „Bring dem til mig!“ er hendes egen gribende og interessante skildring af hendes liv som missionær og udkom i 1966.

Nu har denne flittige og gudhengivne kvinde sluttet sin tjeneste på denne jord. Hun sagde ofte til os:
„Hvor har jeg haft et rigt liv, og hvor har Gud været god imod mig!“
Marie Jensen vil også blive husket af mange, når hun var på rejseturne rundt til menighederne og M. K.-kredsene. Altid var hun rede til at vidne om sin Herre og Mester. Det var betegnende for hende, at da hun måtte slutte sit arbejde blandt Kongos folk, følte hun kald til at fortsætte herhjemme blandt sine landsmænd.

Alle, der kom i hendes nærhed, måtte have et Guds ord med på vejen. De syge, de sørgende, de anfægtede, de bekymrede - alle, der krydsede hendes vej, blev opmuntrede. Hendes lys brændte klart til det sidste.

Kort tid før jul blev Marie Jensen indlagt på sygehuset. Hun følte selv, at kræfterne svandt, men hun var beredt som altid. Hendes ben havde i flere år været dårlige efter et uheld, men hun søgte at leve med sit handicap på en beundringsværdig måde.

Den 12. januar 1972 sov hun stille og tillidsfuldt ind i døden - 92 år gammel. Den gode og tro tjenerinde, der havde været tro over lidet, var gået ind til sin Herres glæde!

Nu hviler Marie Jensens støv i forældrenes gravsted på Lønstrup kirkegård til opstandelsens morgen.

I dyb taknemmelighed og ærbødighed udtaler vi et:
Gud signe missionær Marie Jensens minde i blandt os!
Hans Kristian Bhutho

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1972

fredag den 13. november 2015

Om spørgsmål til overvejelse (1970)

Henry Minet
I anledning af de syv spørgsmål til overvejelse, som bragtes i Ugebladet nr. 30, er jeg bleven bedt om mit syn på spørgsmålene.

Har metodistkirken noget at gøre i dansk kirkeliv?

Metodistkirken er en del af kirkelivet i Danmark og har været det gennem de sidste 100 år eller mere. Gennem disse år er der talrige vidnesbyrd om de spor, som kirken har sat sig i dansk kirkeliv, og også om den betydning, kirken har haft på forskellige sociale områder ved sit initiativ.

Den samfundsudvikling, der har fundet sted i vort land har vanskeliggjort alt kirkeligt arbejde, men ikke mindst den kritiske indstilling, der i mange samfundsgrupper findes til folkekirken, giver en frikirke muligheder for at placere sig, og jeg tror, at den strukturændring, som sikkert vil komme indenfor folkekirken i dens tilhørsforhold til staten i løbet af de næste 10 år, vil gøre metodistkirken endnu bedre egnet til danske forhold end hidtil. Ved at vise fremsyn tror jeg, kirken har en stor mulighed for at gøre sig gældende fremover.

Hvad betyder det at være præst i metodistkirken?

En metodistpræst har jo den store fordel at kende sin menighed og derved få et helt anderledes personligt forhold til den, end f. eks. folkekirkens præster har til deres menigheder.

Det er vel ikke netop de kirkelige handlinger, der præger præstens arbejde, men vi ved alle, at det er en meget alsidig opgave at være metodistpræst.

Han må være med og indlevet i alle menighedens forskellige arbejdsgrene. Være den, der tager initiativer og går foran, og så vil han også opleve, at menigheden slutter op om ham og yder ham al mulig støtte. Men præstens vigtigste opgave må være at forkynde ordet.

Er vore præster deltidspræster på grund af deres løns størrelse?

Det spørgsmål forstår jeg ikke rigtigt. Det er, som om det slår fast, at metodistkirkens præster er deltidspræster. Det turde dog være en fuldstændig forvrængning af situationen.

Naturligvis er metodistkirkens præster heltidspræster. Som sådanne er de ansat af kirken, og det er mig ikke bekendt, at ikke alle vore præster fungerer som heltidspræster. Vel, der er præster, der supplerer deres indtægt med f. eks. undervisning eller foredrag.

Men er de ikke også i den forbindelse netop først og fremmest præster, og er det ikke ofte derfor, at man ønsker dem til at holde et foredrag?

Der er måske også præster, der har et bierhverv på et par timers dagligt arbejde, der ikke netop har relation til deres præstegerning, men det kan vel også have betydning for præsten at kende, hvordan tilværelsen former sig for andre mennesker, og jeg kan ikke se, at det på nogen måde bevirker, at de så bliver »mindre« præst.

Jeg går ud fra, at kirkens præster er præster, fordi de har følt et kald til denne gerning. Ellers ville de næppe have valgt den opgave, da de jo forud vidste, at det jo ikke var blandt de bedst lønnede i samfundet.

De fleste lægfolk ser sikkert gerne, at det ville være muligt at give præsten en højere løn, og til stadighed arbejdes der på forbedringer, men vi må erkende, at udviklingen på det lønmæssige felt går os stærkt imod, og at det er svært at leve op til de lønnormer, samfundet opstiller.

Når vi må erkende dette, må vi også se med forståelse på, at præsterne bruger en begrænset tid til at supplere deres indtægter. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg mener vore præster er heltidspræster, og at det er bedst at fortsætte denne linje.

Skulle en situation opstå, hvor der er tvivl om dette, må spørgsmålet tages op til en forhandling ved kvartalskonferencen.

Indebærer 8 års studier ret til ordination som metodistpræst?

Det mener jeg ikke, det gør. Metodistkirken har jo sine egne regler for at blive præst, og hele vejen går gennem menighedens anbefaling via kvartalskonferencen. Og mon ikke det er et ret fornuftigt system?

Hvornår indebærer andre aktiviteter, at en præst ophører med at være præst?

Det er egentligt et spørgsmål, jeg aldrig rigtigt har haft i tankerne. Man kan måske sige, at det er vanskeligt at blive metodistpræst, men når man først er ordineret, så er det vanskeligt for kirken at ændre på forholdet.

Skal vi i metodistkirken til at aflønne lægfolk, der vil påtage sig deltidsarbejde som menighedsforstandere?

Det er vel ikke et spørgsmål, der har været aktuelt, men om det bliver det, må det vel bedømmes ud fra, om det afskærer vedkommende fra sin normale indtægt eller dele heraf, og er det tilfældet, vil det være naturligt, at kirken yder et vederlag for tjenesten. Men selve tanken at have lægfolk som menighedsforstandere tiltaler mig ikke, og jeg mener, den vil indebære adskillige problemer.

Inden for kirken har vi en stor skare lægfolk, der på forskellig vis yder en god indsats ikke for at opnå løn, men fordi de finder en glæde ved at være medarbejdere i Guds riges gerning, og jeg mener det er bedst, at lægfolket er præstens medarbejdere og ikke optræder i rollen som menighedsforstandere.

Hvilke krav kan og bør honoreres med hensyn til præstelønninger, herunder boligforhold?

Jeg ved, at kirkens medlemmer gerne vil yde det mest mulige i løn til præsterne, men vi må som frikirke erkende, at vore muligheder er begrænsede, og at vi ikke kan følge med i det alm. lønniveau i samfundet, men vi anstrenger os for at gøre det bedst muligt, således at præsten også kan få nogen del i den alm. velstandsstigning.

For boligforholdene gælder det også, at man fra lægfolkets side gerne ville stille en god præstebolig til rådighed for præsten, og i de senere år er der også sket stadige forbedringer af forholdene på dette område, selv om der vel endnu er steder, hvor forholdene kan blive bedre og - sikkert også bliver det.

Vort flyttesystem indebærer vel nok, at det er mest praktisk, at menigheden har en fast præstebolig, der stilles vederlagsfrit til præstens disposition, men det giver også menigheden ansvar og pligter med hensyn til, at den holdes i god og forsvarlig stand.

Hvad dette gode så repræsenterer i penge, vil skattevæsenet finde ud af. En ordning med, at præsten får en højere løn og selv skaffer sig en lejlighed, kan næppe gennemføres af praktiske grunde, da det ofte viser sig meget svært at skaffe sig bolig i forbindelse med flytning til anden by.

Afslutning. Mon ikke ovenstående spørgsmål er udsprunget af den debat, der var ved årskonferencen om præst/lægmand? Jeg mener, at vor kirkeordning — om det da er vor agt fortsat at ville følge den — sætter grænser for, hvor langt vi kan gå med ligesom at forvirre begreberne med at »bytte roller«, så man efterhånden ikke ved, hvem der er præst, og hvem der er lægmand.

Mon ikke det gamle ord om at blive ved sin læst også passer her?

Henry Minet.

Bragt i Kristelig Talsmand, 13. november 1970

søndag den 8. november 2015

Lægprædikantkursus i Golgatakirken (1970)

7.-8. november

Golgatakirken og Betaniahjemmet i København var de bedst tænkelige rammer omkring dette kursus, som indbød til dygtiggørelse og inspiration. Vi, ca. 25 deltagere fra hele Danmark, blev ikke skuffede.

Pastor Erik Kyst gav os lørdag eftermiddag og aften to forelæsninger over følgende emner: »Fortolkning af bibeltekster« samt »Vi opbygger en prædiken«. Det blev en grundig orientering om det at arbejde med en tekst og at fremføre den.

Personligt tror jeg, at det er vigtigt at netop lægfolk går systematisk til værks i et sådant arbejde, for at resultatet ikke skal blive tilfældig sammensætning af tanker og oplevelser. Om man overhovedet har mod til at gå på en prædikestol, må man være forberedt efter et godt og solidt forarbejde, det er jo Guds ord vi arbejder med, det må vi aldrig glemme.

Senere talte pastor Niels Mann over emnet »Salmer og Salmevalg«, og det kunne man ønske at alle Danmarks metodister havde lyttet til. Salmesangen skal være menighedsdannende, ligesom »Alsangen« var det under krigen.

Det fulde udbytte af salmebogen får man ved at læse salmehistorie og biografier samt ved at analysere de enkelte salmer.

Enkelte salmer blev fremhævet og kommenteret. Med hensyn til melodier ligger det sådan, at folk meget nødigt lærer nye, man gider ikke rigtig, ve den præst der tager en ny melodi ind. Så langt pastor Mann.

Disse udtalelser blev hilst med begejstring fra min side, da det netop er en kæphest for mig, og der var da også andre, som kunne tilslutte sig. Pastor Mann påpegede også, at vi desværre har mange underlødige melodier og tekster, og at salmevalget i mange tilfælde bliver foretaget alt for tilfældigt. Det rigtige salmevalg er med til at højne vore gudstjenester.

Efter en kop kaffe var der nadverandagt i kirken ved pastor Mogens Bjerno, der talte ud fra Mat. 11.25-30. Lovprisning skal være grundtonen i en kristens liv, og her kommer lovsangen fra Jesus selv. Der er lovsang, hvor vi andre ville klage.

Lovsangen er en af livets sværeste lektier at lære, ja glæden er svær at finde hos moderne mennesker, og den højt besungne tolerence er så sjælden at finde. Det er, som vi har glemt lovsangen i vor hverdag. Vi er bundet af »du skal og du må ikke« samt religionens tunge byrder. Mange tror, at kristne lever i ghettoer, men kristendom er frihed.

Pastor Bjerno henviste til Alberta Elzholts sang »Der bor en længsel i hvert bryst hernede«. Teksten taler om det lette åg, let fordi det er hævet over lov og religion, idet Kristus vil lede os ind i den styrke, vi får ovenfra. Det er ikke os, der er handlet fra Guds side.

Hans kraft udfolder sig i vor magtesløshed. Fortvivlelse over vor egen fattigdom, har ført til virkelig og varig fornyelse. Så er der da blot at tage imod, alt det vi godt ved, så vi kan få en mere lovsangsbetonet kirke givet af Gud.

I stille bøn forberedte man sig til at modtage Herrens nadver, i denne sene aftentime.

Søndag startede med gudstjeneste, hvor konferencelæglederen Johannes Særmark prædikede. Teksten var hentet hos Markus 16.1-8 og bar overskriften »Han er opstanden«, det som skal være drivkraften for os, og for dem der skal forkynde ordet.

Disciplenes håbløshed overfor døden blev vendt til sejr, for Jesu død var en sejrdød. Jesus sender hilsen til Peter om, at Han er opstanden. Graven var tom, opstandelsen var legemlig, sejren over døden var endelig. Ordet selv skal stå op for den enkelte og blive levende. Mennesker igennem tiden modtog løftet »Jeg lever, og I skal leve«.

Vi indhentes alle af døden, i hvis skygge vi lever, men den opstandne giver os forvisning om sejr og håb og evigt liv. Jeg lever, og I skal leve, det er her og nu. Hvad bliver der af os, om ikke Han får fat i mig? Hvad vil det sige at møde den opstandne? Ja, uden mødet med Ham, hører vi til de håbløse slægter, og med Ham er vi på vej til livet.

Et lille fint damekor fra Betania og Golgatakirken satte et smukt præg på denne formiddagsgudstjeneste. Med små enkle ting sang de sig ind i vore hjerter. Tak for sangen.

Efter en udmærket middag samledes vi til et indlæg ved Johs. Særmark om »Lægprædikantens opgaver«, og efter frugtbare gruppesamtaler konkluderede man, 1. større medvirken af lægfolket ved gudstjenesterne, 2. Lægmændenes søndag, måske to gange årligt. 3. Hverdagsgudstjenester, samt 4. dygtiggørelse af lægprædikanter på distriktsplan. M.h.t. husbesøg var man mest tilbøjelig til at mene, at det er en opgave for medhjælperne.

Den sidste lektion på vort kursus var om sjælesorg, og den blev givet os af pastor Mogens Bjerno, der påpegede at sjælesorg er enhver kristens opgave, men samtidig, sjælesørger bliver man af Guds nåde.

Efter nogle udmærkede vejledninger i sjælesorgens vanskelige kunst, talte Mogens Bjerno om gudstjenesten, som et nødvendigt led i en kristens liv. I gudstjenesten skal menneskesjæle næres til et hverdagsliv. Menigheder skal ikke være selskabsloger.

Til slut fik vi en god retningslinie for den, der skal forkynde ordet, nemlig: Kend dig selv, accepter dig selv, vær dig selv.

Under kaffebordet blev der sendt hilsener og takket af, og alle drog hver til sit, en god oplevelse rigere. En varm tak til arrangørerne af dette lægmandskursus.

Solveig Nyberg.

Bragt i Kristelig Talsmand, 27. november 1970