I Hornsyld

Pastor C. J. M. Thaarup - del 2 

Af P. Rasmussen

Efter udstaaet Læretid søgte han Arbejde hos en Malermester i Horsens. — Denne havde ikke Brug for ham, men han kendte en Maler i Hornsyld, der søgte en Svend.

Horsens-Mesteren skrev da et Brev, som han gav Thaarup og bad ham søge ud til Hornsyld, der kunde han faa Arbejde. Den Hornsyld-Maler aabnede Brevet, læste det og fæstede derefter Øjnene stift paa Thaarup. „Hvad kigger De efter? Vil De ikke have mig, kan De lade være!“ busede det ud af den unge Svend. Jo, han vilde nok have ham, og Thaarup blev i Hornsyld.

Senere fik Thaarup at vide, at der i Brevet stod følgende:

„Jeg sender dig herved en Svend. Han er vist baade dygtig og rask til Arbejdet, men, saavidt jeg kan skønne, morderlig sejg og mundrap, saa jeg ved ikke, om du tør binde an med ham.“

Derfor fikserede Manden den unge „sejge“ Svend saa skarpt.

Denne Mester havde en Lærling, der hed Andreas og var Søn af en Gaardmand Niels Simonsen, i hvis Hjem Metodisterne holdt Møde. Andreas indbød ofte Thaarup til Møde, og da de en Lørdag efter Fyraften netop skulde forbi Niels Simonsens Gaard, tiggede Andreas ham for at gaa med ind.

„Er du tosset, Andreas, — i det Tøj?“ „Tøjet betyder ikke noget hos os,“ svarede Andreas, „kom nu, Thaarup.“

„Ja, kan det fornøje dig, saa kan jeg da godt gaa med dig.“

Og saa gik de ind i Gaarden begge to.

Der skulde være Møde den Lørdag Aften, og Thaarup maatte med til Møde. Pastor J. J. Christensen prædikede, og der var mange Folk. Ordet talte alvorligt til den lystige Svend; men „det manglede bare, at nogen skulde mærke noget.“

Søndag Morgen tog han sit „fine“ Tøj paa, fik Ild paa en lang Cigar og skred stolt og sikkert ned mod Niels Simonsens Gaard. Han vilde da vise dem, at han var ikke saadan at rende med. Kommen til Gaardens Indkørsel saa han Pastor Christensen og Andreas staa i Samtale inde i Gaarden. De saa ogsaa ham.

„Jeg kan da godt hilse paa dem, de skal ikke tro, jeg er bange, jeg kan nok staa for Skud,“ tænkte han.

Og saa gik den „sejge Svend“ hen til dem og hilste. Men det blev ikke endt med det. Der skulde være Møde, og Thaarup maatte med, og det blev hans Lykke!

Pastor J. J. Christensen prædikede, og Herrens Ord greb Ynglingen og holdt ham fast i dyb og smertelig Syndserkendelse, saa han Dage og Nætter maatte kæmpe en haard Sjælekamp, der, Gud ske Lov og Tak, endte med, at Gud gav ham Frelsens Vished, Glæde og Fred og forvandlede den lystige Svend til en Herrens Tjener.

Thaarup blev snart taget i Brug i Arbejdet derude omkring og blev saa at sige med Magt ført ind paa Prædikegerningens Bane.

Herom fortæller han følgende:

„Jeg havde i Foraaret 1873 været i Vejle til Kvartalskonference. Dette var altid en forunderlig rig Højtid for mig og de kære Brødre og Søstre, der fra Østeregnen drog til Vejle for at bivaane Kærlighedsfesten og Søndagsgudstjenesten. Endnu, efter saa mange Aars Forløb, kan mit Hjerte genopleve de dejlige Stunder, da Sandheden erfaredes af følgende Strofer:

Hvor er det godt at vidne og bekende,
saa Hjertesløret drages stille bort —
O, da begynder Hjerterne at brænde,
og ægtefarvet Broderpagt er gjort.

Hvor lykkelige og glade drog vi ikke bort, styrkede og oplivede, ja i Stemning som hin Mand, Filippus havde undervist, og om hvem det hedder: „Thi drog han sin Vej med Glæde." Der var dog for mit Vedkommende sket noget ved denne Kvartalsrejse, som fik blivende Betydning for mig.

Afdøde Pastor Karl Schou havde afløst den kære Pastor C. Willerup, hvis Prædiken over Teksten: „Der er Korn tilkøbs i Ægypten" jeg aldrig glemmer. Pastor Schou forlangte mig til at gaa en Tur med sig, og paa denne spurgte han mig ud angaaende mit Forhold til Herren og den Gerning, jeg som Klasseleder udøvede i Hornsyld Menighed, og jeg, der intet anede, syntes, at han var alt for nærgaaende og personlig, saa følte jeg en ligefrem Lettelse, da vi igen var naaeede til min aandelige Faders, Pastor J. J. Christensens Hjem. 

Jeg vilde, som det sømmede sig for mig, gaa ind i Stuen, medens Pastor Schou gik til Kontoret. Dog, da han saa, jeg vilde den anden Vej, sagde han: 

„Kom kun med herind, Broder Thaarup!“ 

Pastor Christensen sad ved sit Skrivebord, og Pastor Schou siger ved vor Indtræden: 

„Ja, Broder Christensen, jeg har saa talt med Broder Thaarup, og det er nok bedst, vi giver ham Formanerattest, vil De udstede den til ham.“ 

Den Dag, den 18. Maj 1873, blev der saa givet mig Formanerattest, og med den i min Lomme drog jeg til Hornsyld. Det var denne Attest, jeg slet ikke kunde blive klog paa, og den brændte mig saa underlig paa Sind. Skønt min kære Br. Anton Beuchert sagde forklarende: „Ja, du skal jo holde Møder for os," saa kunde jeg alligevel slet ikke blive klog paa, hvad det var, de to gode Præstemænd havde taget sig for. 

Dog, Klogskaben kom og førte til min første Prædiken. Ordningen i Østeregnen var saaledes, at Præsten fra Vejle kom der to Søndage i Træk, og saa den tredje Søndag skulde vi selv holde Opbyggelsesmøde. Da Pastor J. J. Christensen saa ved Slutningen af Gudstjenesten Søndag Formiddag i Hornsyld Kapel meddelte følgende: 

„Paa Søndag Eftermiddag Kl. 4 bliver der Møde hos Søren Hansen i Hyrup,“ saa tog jeg Mod til mig og sagde: „De husker vistnok fejl, Pastor Christensen, det er først paa Søndag otte Dage, De kommer her igen.“ „Nej, jeg husker ikke fejl,“ var Svaret, jeg fik, og saa kom den Meddelelse om Mødet den følgende Søndag: „Broder Thaarup leder Mødet.“ 

Nu kom Formanerattesten igen, og nu begyndte den at virke paa mig. Lede Møde, hvor mange fremmede vilde komme til Stede, hvorledes skulde det gaa til? Jeg var jo nok vant til at lede Møder for vore Medlemmer, og dem kendte jeg jo alle sammen og var fortrolig med, men nu at skulle lede Møde — offentligt Møde, nej, det kunde jeg slet ikke faa til at passe eller komme af Sted med. 

Hvad jeg som Formaner skulde eller havde Ret til, det vidste jeg ikke, og Formanerattesten sagde ikke andet, end at „jeg bemyndiges til at holde Møder for Bøn og Formaning“. Hvorledes jeg skulde lede Mødet den følgende Søndag, ja derpaa spekulerede jeg, og om Vejledning dertil, derom bad jeg hver Dag i Ugen og naaede da saa vidt, at jeg, menende at skulle have en Tekst, thi det brugtes jo ved alle offenlige Møder, valgte at tale over Jesu Kald til Matthæus: „Levi, følg mig!“ (Luk. 5, 27—28).

Nu havde jeg da Teksten, men saa kom det ikke mindre vanskelige, at faa noget at sige om den. Under Arbejdet, i Fritiden, ja om Natten med, blev der under Bøn og Læsning arbejdet paa en Disposition til en Prædiken. Efter mange Forsøg og Ændringer kom der noget frem, der saa saaledes ud:

Luk. 5, 27—28.

I.

Da Ordet Tolder og Synder ofte stilles sammen, saa maa der være en Aarsag. Denne er:

1) Toldere omgik de Regler, der gjaldt dem, og som de skulde rette sig efter.

2) Menneskene omgaa, ja overtræde de Regler — den Lov, Gud har givet dem at rette sig efter.

II.

At Jesus alligevel kalder Levi til at følge sig, beviser Sandheden af Ordene i Luk. 18, 10.

1) Jesus søger. Hvem? — Levi: dig og mig. Hvor? Der, hvor vi er — i Toldboden, paa Syndens Veje. Hvorledes? Ved at gaa efter os og ved at kalde paa os.

2) Jesus frelser. Fra hvad? Vore Synder. Hvornaar? Nu, i Dag.

III.

Jesu Forlangende : „Følg mig“ bliver ikke nogen Tvang, men en Glæde.

1) Tænk, at en Synder som du og jeg maa følge Jesus! — Hvilken Naade!

2) Den, der følger Jesus, vil altid blive vist det bedste og hjulpet til det rette.

3) Kun den, der følger Jesus, kan komme til Himmelen.

Lad os gøre som Levi, da han hørte Jesu Kald, stod han straks op, forlod alle Ting og fulgte ham. Vil du følge Jesus? Han kalder dig i Dag. Amen!

Saa oprandt Søndagen, og Vennerne fra Hornsyld og jeg naaede Kl. omtrent 3 til Søren Hansens Gaard paa Hyrup Mark. Jeg blev anvist Plads i den lille Stue, hvor Præsterne altid plejede at opholde sig. Jeg var meget urolig, rystede og bævede, og min Uro forøgedes, hver Gang der kom nogle og gik ind i den store Stue, hvor Mødet skulde afholdes.

Jeg bad til Herren om Hjælp, og jeg ved, at mine kære Trossøskende bad for mig; men først da jeg traadte ind i den pakfyldte Storstue, forsvandt som ved et Under min Ængstelse og min Bæven. Herren hjalp mig til at holde min første Prædiken til Velsignelse for mange. 

Skønt der er henrundet over 25 Aar siden hin 9. Juni, da jeg holdt min første Prædiken, saa føler jeg endnu hver Gang, jeg skal prædike, noget af den Bæven, der betog mig hin Søndag; men Gud ske Lov, ogsaa den Herrens Hjælp, der da blev mig skænket.“

Et Par Aar gik hen, og en Dag kom en ung Pige ind til et Møde, som netop var ved at begynde.

Straks følte han, at det var den Kvinde, der skulde blive hans Hustru.

Saaledes blev det.

Inger Marie Pedersen blev Thaarups Medhjælperske gennem mange Aar.