onsdag den 3. september 2014

Arbejdets Begyndelse

Fra Metodismens første Dage i Danmark - del 2

Af Niels Mann


B. Smith
I Aaret 1857 kom en dansk Mand hjem til Danmark fra Amerika. Hans Navn var Bøje Smith.

Han fødtes i Emmerlev Sogn i Sønderjylland i 1826, men udvandrede som ung Mand til Amerika. Her blev han omvendt til Gud i en Metodistkirke i New York, og nogen Tid efter blev han Formaner.

Han var kommen til København i 1857, vistnok fordi han daarligt taalte Klimaet i Amerika. Efter at han var kommen hjem, gik han rundt og solgte Bøger for paa den Maade at tjene lidt til Livets Ophold.

Han var en varm Kristen, og han benyttede ofte Anledningen til at vidne for Folk og holdt ogsaa enkelte mindre Møder i private Hjem.

Dette var de første svage Spor til Metodismen i Danmark.

Aaret efter, en Dag i Juli Maaned, landede Superintendenten for den skandinaviske Metodistkirke, Pastor Chr. Willerup, i København. Han var da rede til at begynde det Arbejde, som han ad mærkelige Veje og ved en usynlig Haand var ført frem imod Skridt for Skridt.

Fra hin Dag, da han vendte sit Fædreland Ryggen for at søge Lykken i den nye Verden, til den Julidag, da han paany stod paa sit Fædrelands Jord, havde Udviklingen stadig baaret ham frem mod dette særlige Kald: en Gerning for Gud og Metodismen i Danmark.

Den danske Metodistkirkes Vugge stod i St. Kongensgade 21 i København. „Københavns Brevbærer“, der skrev om det første Møde, som W. holdt i København, angiver Husnumret til 39; men Numrene blev nogen Tid efter forandret, og i Dagbladenes Prædikantliste i 1865 opgives Numret til 21, og dette Nummer har Ejendommen baaret siden.

Det er den store, smukke Ejendom, der ligger lige over for Palægade. Der er et fornemt Præg over Bygningen, og det har været endnu mere udpræget paa Willerups Tid.

I Bagbygningen til denne Ejendom fandtes en Forsamlingssal, hvor det da kendte „Danske Samfund“ havde holdt tilhuse, og hvor Grundtvig havde været en hyppig Gæst som Taler i den Tid, han laa i Kamp med den danske Folkekirkes Myndigheder og var uden Embede.

Her tog W. fat i Tro til Gud; han havde ingen Menighed og ingen Kirke; men han havde Tillid til Gud og til det Arbejde, han vilde paabegynde, og i hans Hjerte brændte en hellig Ild.

Willerup mødte snart Bøje Smith, og de to tog fat i Jesu Navn. Den 8. August 1858 Kl. 10 om Formiddagen holdtes for første Gang Gudstjeneste i det lille Lokale. Der var ca. 50 Mennesker til Stede. Pastor W. prædikede om de fem kloge og de fem daarlige Jomfruer. Mødet, der aabenbart har vakt nogen Opsigt, refereres i en af de smaa Aviser, Byen dengang havde, „Københavns Brevbærer“, saaledes:
„Metodisterne har sendt en Præst, Willerup, og en Kolportør, Smith, hertil, begge danske Mænd, der i mange Aar har været i Amerika, senest et Par Aar i Norge, hvor der er en stor Metodistmenighed i Sarpsborg. Den 8. August holdt de første Gang Prædiken, Form. Kl. 10 dansk, Eftm. Kl. 4 engelsk, i deres dertil net, men tarveligt indrettede Lokale i St. Kongensgade 39, hvor „Dansk Samfund“ før var, hvor Pastor Grundtvig har talt saa mange vægtige Ord til Kristendommens — nej, om Forladelse — Danskhedens Fremme.
Der var 50 af begge Køn af den simple, mellem og den fornemmere Klasse. Teksten var de fem kloge og de fem daarlige Jomfruer. Prædikenen, over en Time lang, var vel udtænkt, skarp, indtrængende og dog kortfattet, meget sagt med faa Ord, uden Gentagelser, men tillige kristelig, enfoldig, hjertelig, uden Angreb paa Statskirken, dens Præster eller Forsvar for Metodismen; der kom ingen Afvigeiser til Syne; det var et godt, kristeligt Ord. „Kirken“ brugtes til at betegne de troendes Samfund, skønt det er overflødigt og let forvirrende at bruge Ord, der betegner det forskellige, f. Eks. „Stenkirken“, „Statskirken“ etc.
Salmebogen, der brugtes, var Brorsons. Af Prædiken skal jeg meddele et Ord: „Folk klager: dette er en glædesløs Vej; det kan være sandt, naar de har for megen Religion til at glæde sig i Verden og Synden, men for lidet til at glæde sig i Gud.“ Willerup er veltalende, dialektisk, udrustet med Taktik, men hans Stemme formaar ikke, som forhen Metodistpræsten Whitefields i England, at lyde for 30—40.000 under aaben Himmel ...“
Det var rigtigt, at W. var en meget betydelig Prædikant, der formaaede at fængsle sine Tilhørere, saa de blev grebne af Ordet. Der foreligger adskillige Vidnesbyrd herom. Saaledes skriver Pastor O. P. Petersen om en Prædiken, som W. holdt, mens de arbejdede sammen i Norge:
„Ved Kvartalsmødet prædikede Br. Willerup for os udfra 2. Tim. 3, 1—5. Denne Prædiken har været Genstand for Omtale af alle, som hørte den; for min egen Del følte jeg mig saa lykkelig, at mit arme Hjerte sprang af Glæde inden i mig. — — “
Hans Prædikener i St. Kongensgade vakte da ogsaa Opsigt helt op i de højere Klasser, og havde han haft et større Lokale til sin Raadighed, vilde Begyndelsen paa Arbejdet i Danmark uden Tvivl have været langt heldigere end Tilfældet blev.

Den stærke Forkyndelse om Synd og Naade var ikke almindelig i de Dage. Der var ganske vist her og der i Landet vakte Kredse, der havde revet sig løs fra de gamle højkirkelige Former inden for Statskirken, fordi der ikke var Liv i Forkyndelsen; men det var kun undtagelsesvis. Indre Mission var endnu ikke født, og der var kun saare lidt af frikirkeligt Liv.

Det varede ikke længe, inden Tilstrømningen til W.s Møder blev saa stor, at det lille Lokale langt fra kunde rumme de mange, der kom og vilde høre. Mange tog lange Veje fra til den lille Kirkesal, men kunde ikke komme ind, grundet paa Trængslen. Ikke saa faa af de lidt bedre stillede Folk vilde gerne høre W., men efterhaanden holdt de sig tilbage paa Grund af det overfyldte Lokale.

I 1859 skriver W.:
„Vor Sal er vedvarende saa overfyldt, saa jeg aldrig har set Mage dertil før ... Vi har maattet tage en Del af Bænkene ud for at skaffe flere Folk Staaplads ... Nogle af dem kommer en forholdsvis lang Vej, forbi adskillige andre Kirker, og mit Hjerte bløder ved at se dem komme og vende tilbage igen, fordi der er ingen Plads at faa i Salen ... 
O, blot vi havde et tilstrækkeligt stort Hus, en Kirke, der kunde staa som et Fyrtaarn udvendig og rumme alle, der søger det herlige Evangeliums Lys, indvendig. Men et saadant Hus burde bygges med passende Hensyn til Stedet, saa meget mere som det vilde blive det første af den Slags i København ....“

Arbejdet gik stadigt fremad trods de primitive Kaar, under hvilke der arbejdedes; men W. klager fremdeles over det lille Lokale:

„Somme Tider er Trængslen og Atmosfæren næsten utaalelig, og det er sjældent, at jeg forlader Lokalet efter Prædikenen uden en stærk Hovedpine. Herren give os et bedre Hus.“

Samtidig med at W. begyndte Arbejdet i København, har Tanken om at faa en Kirke bygget ligget i ham, og det varede heller ikke længe, inden han begyndte at samle Penge ind til en saadan. Allerede i 1860 modtog han det første større Beløb fra en af de Venner, der havde sluttet sig til det lille Samfund.

Dette Beløb var paa 6000 Kr. At W. ikke har forsømt at banke paa Missionsselskabets Dør med det samme og anmode om Hjælp er rimeligt, og han faar da ogsaa bevilget 5000 Dollars af Selskabet i 1861. Dertil kom, at den danske Metodistkirkes store og ædle Velgører, Konsul Døllner, gav 1000 Dollars. Det var en god Begyndelse, og W.s Tro styrkedes og gav ham Mod.

W. havde da uden Tvivl allerede udset sig en Grund til den vordende Kirke. Byen var jo ikke saa stor dengang; den havde endnu ikke sprængt Voldene som sine Grænser.

Lige indenfor Østervold — med Nyboderkvarteret paa den ene Side og Stokhuset (Hærens berygtede Fængsel gennem mange Aar) paa den anden — laa en stor aaben Plads, der nærmest laa hen som Mark.

Her har W. sikkert ofte staaet og taget Overblik over Grønsværet og i Tankerne set en stor og monumental Kirke rejse sig, for den skulde være stor, den Kirke; den skulde være den store Verdenskirke værdig. Og her købte han da i 1862 en Grund, der baade vendte ud til Rigensgade og Stokhusgade; men selv om Grunden blev købt, skulde der endda gaa et Par Aar, inden der kunde begyndes paa Arbejdet.

Endelig blev der taget fat paa at lægge Grund, og den 18. Maj 1864, i Danmarks Ulykkesaar, blev Grundstenen lagt, og inden længe begyndte de store Mure at rejse sig, og Folk, der passerede Rigensgade eller Stokhusgade i hine Dage, da man ikke havde saa travlt, har staaet stille og undret sig over det store Byggeforetagende i Udkanten af Byen — og mere undret sig, naar de forstod, at det var de faa Metodister, der havde Mod til at rejse en saadan Kirke.

En Februaraften i 1865 kunde Folk læse i deres „Berlinger“ følgende:
„Paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade opføres en Kirke for den metodistiske Menighed i København. Arbejdet er allerede saa vidt fremskredet, at man i disse Dage har rejst Taget, og inden et Aar vil Kirken være færdig.
Det er ikke blot de store Dimensioner, der drager Opmærksomheden til sig, men især den Skønhed i Kompositionen, man kun ufuldkomment opdager indenfor Stilladset, som fængsler de forbigaaendes Interesse.
Bygningen er 125 Fod lang, Bredden 24 Fod, Spiret, som endnu ikke er opført, bliver 150 Fod højt. — Stilen nærmer sig meget den byzantiske og udmærker sig ved en Majestæt og Elegance, forbunden med en monumental Værdighed, som man ikke vil finde hos nogen anden Bygning i København.“

I Anledning af Enkedronning Caroline Amalies Asylbygnings Opførelse i 1865 (Bygningen ligger skraas overfor Kirken i Rigensgade) skrev „Søndags-Posten“:

Kong Christian den Fjerde, stat op af din Grav
Og se, hvor man tumler derude
Med Reden, som du til Sømanden gav,
Som Tak for han førte din Skude.


Det var om Nyboder, dette blev skrevet. I Artiklen klages der over den „Vanzir“, „denne Rede“ efterhaanden er bleven for Byen. Der skrives om Nyboders Sløjfning og Grundenes Bebyggelse, og dette Kvarter vilde da blive et af Byens smukkeste, og som et af Beviserne herfor anføres:
„Den nye Metodistmenigheds-Kirke, hvoraf vi alt tidligere har leveret en Tegning, er en sand Prydelse for Kvarteret.“
At W. ogsaa har ment, at der med Tiden vilde blive et smukt og fint Bykvarter her ved Østervold, er der ingen Tvivl om; desværre slog Formodningerne ikke til; men i hvert Tilfælde var W. med til at „tumle derude“ paa en god Maade. Det var en meget stor og repræsentativ Kirkebygning, der rejstes paa den grønne Plads ved Rigens- og Stokhusgade-Hjørnet.

Skønt man begyndte paa Kirken i Begyndelsen af 1864, gik baade dette Aar og hele 65 med, inden Kirken blev færdig. Det fortæller om det store Arbejdes Omfang. Først den 7. Januar 1866 blev Kirken færdig til Indvielse. Willerups store Drøm var blevet opfyldt.

Et Par smaa Maaneder før den Tid skrev „Søndags-Posten“ i en Artikel om Kirken følgende:
„Grundstenen til dette smukke Gudshus, der nu med hurtige Skridt nærmer sig sin Fuldendelse, og som formodentlig vil blive højtideligt indviet i Slutningen af næste Maaned, blev lagt ned den 8. Maj 1864. Kirken, der som Afbildningen viser, er opført i byzantisk Stil, efter Tegning af Arkitekt F. Jensen, afgiver en sand Prydelse for dette Kvarter af Staden, hvori den er beliggende. Kirken har en Højde af 166 Fod eller 83 Alen.
Naar man fra Hovedindgangen, over hvilken et smukt Ur skal anbringes, træder ind i Vestibulen, fører to brede Trapper op til Pulpituret, paa hvilket et herligt Orgel bliver anbragt, bygget a£ Hr. Orgelbygger K. Olsen. Kirken, der indvendig er blottet for al unødvendig Staffage, gør ved sin Tarvelighed et højtideligt, men hyggeligt Indtryk paa Beskueren.
De høje, buede Vinduer sender Kirken det nødvendige Lys ind om Dagen, og de store Gaskroner, der i rigeligt Antal bliver anbragt, vil afgive et tilstrækkeligt Lys ved Aftengudstjenesterne. Fire Rækker egemalede Stolestader fører ned mod den ligeledes egemalede Prædikestol, der er oprejst lige for Hovedindgangen og forsynet med to smukke Gaskandalabre.
Kirkens underste Lokaler afgiver hensigtssvarende Lokaler for Søndagsskolen og andre i kirkeligt Øjemed stedfindende Sammenkomster, og hernede findes ogsaa de mægtige Ovne, hvorfra Varmen gennem Rør ledes op til selve Kirken. 
Hver enkelt større eller mindre Sal hernede (de større er bestemte for Skolen og Søndagsskolen, de mindre for de i Metodismens Ritus gældende Klasse- og Bønnemøder, religiøse Sammenkomster til gensidig Opbyggelse) er forsynet med Gas.
Den Orden og Hygge, der er udbredt over alle disse til Andagt bestemte Lokaler, gør et venligt og højtideligt Indtryk. Umiddelbart op til Kirken støder Præstens Embedsbolig, der ved to Døre er sat i Forbindelse med Kirken.“
I samme Blads Nummer for 7. Januar 1866 findes følgende Notits:
„Metodistmenighedens nye Kirke i Rigensgade vil i Dag Formiddag Kl. 10 blive indviet med Prædiken af Pastor C. Willerup. Da alle Pladser er besatte, vil det større Publicum ikke kunne faae Lejlighed til at overvære Højtidelighederne; da der imidlertid atter Kl. 6 holdes Gudstjeneste, vil man kunne faae Anledning til at gjøre sig bekjendt med det skjønne Gudshuus’s Indre.“
Saa oprandt da den længe ventede Dag, da Metodismen kunde indvi sin første Kirke i Danmark. Det havde kostet W. mange og store Anstrengelser — et kæmpestort Arbejde med mange Bekymringer og store Skuffelser; men den 7. Januar 1866 var en Sejrens Dag for den ihærdige og nidkære Superintendent og hans trofaste Venneflok.

Knapt 7 1/2 Aar efter, at W. havde holdt sit første Møde i den lille og primitive Sal i St. Kongensgade, kunde han skride til Indvielse af en stor og smuk Kirkebygning. I Prædikantlisten i Byens Dagblade den 22. Oktober 1865 staar St. Kongensgade anført for sidste Gang.

Meningen var, at Kirken skulde indvies i Efteraaret 1865, og man havde vel af den Grund opsagt Salen til Fraflytning; men Kirken kunde ikke tages i Brug før allerførst i det nye Aar, og i de resterende Maaneder afholdtes Møderne i Stormgade Nr. 21. Her havde den engelske Kirke en Kirkesal, som den hjemløse Menighed har faaet overladt de faa Maaneder, der var tilbage, inden den kunde drage ind i eget Hus.

Indvielsesdagen blev en stor Festdag for den unge Menighed. Kirken blev indviet ved Formiddagsgudstjenesten. Den var fyldt til Trængsel. Willerup prædikede og indviede Kirken. Desuden talte ogsaa den amerikanske Gesandt i Berlin, Mr. Joseph A. Wright.

Kirken havde endnu ikke sin egen Salmebog; men for Anledningen var der blevet trykt specielle Salmer. Ingen af dem bærer Forfatternavn; men da det ikke er kendte Salmer, maa vi gisne paa, at det er „Husets egne Folk“, der har forsøgt sig som Salmedigtere.

Den senere kendte „Lieutenant“ Petersen var noget poetisk begavet.

Nr. 2 i det lille Salmeblad giver Udtryk for Glæden over det opførte Tempel og over at være hjemme.

See vort Tempel, Dig til Ære

Er nu bygget og fuldført;
Gud Dit Navn høilovet være,
At vort Ønske Du har hørt;
Takkesang vi juble skal 
Nu til Dig fra egen Hal.

Lyt da til vor glade Stemme,

Her er Fred og hellig Ro,
Her er Fryd, her er vi hjemme,
Her er saligt, godt at boe.
Byd Din stærke Engle-Magt 
Skjærme Templet ved sin Vagt!

Foruden Indvielsesgudstjenesten afholdtes Gudstjeneste igen Kl. 6. W. skriver til Missionsselskabet om denne Dag:
„Glædes- og Taknemligheds-Taarer rinder, medens jeg takker al Barmhjertigheds Fader, idet jeg nedskriver disse Linier. Maatte Gud velsigne Missionsselskabet og hele Kirken for, hvad den har gjort for os; uden Tvivl vil mange genløste Sjæles Taarer og Bønner opstige til Himlen.“
Den nye Kirke blev kaldt Sct. Pouls Kirke; men da Folkekirken i 1877 indviede en Kirke nogle faa Meter fra vor, fik den uden videre samme Navn. I nogle Aar derefter blev vor Kirke ikke kaldt andet end Metodistkirken. Senere fik den Navnet Sct. Markus-Kirke; men ogsaa dette Navn blev den berøvet, idet en ny Folkekirke paa Frederiksberg tilegnede sig dette, og først i 1912 kom den til at hedde Jerusalemskirken, og dette Navn blev indregistreret og kan aldrig tages fra den.

Længe før denne mindeværdige Dag havde W. organiseret den første biskoppelige Menighed i Danmark. Det skete allerede den 10. Januar 1859, altsaa et halvt Aarstid efter, at W. var kommen til Danmark. Den Dag optog han de første Medlemmer.

Det fremgaar af et Brev i Januar 1859, i hvilket W. meddeler, at „Tirsdag den 11. Januar mødtes Brødrene, som ønskede at forene sig med Kirken, og som havde talt til mig om det forud, og den Dag organiserede vi det første biskoppelige Metodistsamfund i Danmark.“

Der er en lille Uoverensstemmelse, hvad Datoen angaar, imellem nævnte Brev og Menighedens Protokol, idet den første Optagelse staar angivet i Protokollen til den 10. Januar, men i Brevet til den 11. Det er lidt vanskeligt at sige, hvad der er det rigtige. Menighedens ældste Medlemsprotokol, der ogsaa var Ministerialbog, blev ikke taget i Brug med det samme, og der kan derfor foreligge en Fejl i Omskrivningen fra en anden Bog, som ikke er opbevaret; men der er jo ogsaa den Mulighed, at W. har skrevet forkert Dato i Brevet.

Ved den første Optagelse var der 11 Medlemmer; den 16. Juni samme Aar er der en Optagelse paa 9 og igen den 12. Oktober paa 6 Mennesker. Inden Aaret 1859 er gaaet, tæller det lille Samfund 26 Medlemmer.

Det var „den ringe Tings Dag“, og dog en god Begyndelse, eftersom W. ikke havde arbejdet mere end godt og vel et Aarstid.

De blev desværre ikke tro allesammen. Udfor adskillige af disse Navne staar der et „Udgaaet“ eller et „Udelukket“. Det er nok sandsynligt, at flere ikke har taget det alvorligt nok med deres Kristendom; men adskilligt af det maa sikkert ogsaa skrives paa den Konto, at man i hine Tider tog det meget mere nøje med Kirketugten, end vore mere liberale Tider gør det. Flere rejste ogsaa bort, det var jo i Udvandringstider, og Tallet paa de trofaste fra det allerførste Aar blev efterhaanden ret lille.

De to første Navne i Protokollen er Lars Olsen og hans Hustru Maren Olsen. De hørte til de trofaste og stod til deres Død som nidkære og gode Medlemmer, der betød meget for Kirken. Olsen staar først opført som „Colporteur“, senere som Vicevært og sidst som Kontorbud.

Det første Bidrag, som W. fik til den nye Kirke, var paa 6000 Kr., og det var sikkert fra Lars og Maren Olsen, der kom med i de allerførste Dage og lærte at elske Gud og det lille Arbejde, ved hvilket de var bleven ført til Troen. Det skal ikke glemmes, at det var en Mand og en Kvinde af det jævne Lag i Folket, der af en lille Kapital, der var sparet sammen ved Nøjsomhed og Flid, lagde den første store Sum paa Bordet til Rejsning af Danmarks første Metodistkirke. Det var ofte den jævne Mand, der skrev det bedste Kapitel ind i Historien.

Lars Olsen var i et stort Aaremaal Kirkeværgernes Formand og til sin Død Menighedens Kasserer. Han karakteriseres som en god og retskaffen Mand, der var meget omhyggelig med Pengesager. Maren Olsen var i mange Aar Søndagsskolelærerinde, og hun er med paa det gamle historiske Billede af Søndagsskolepersonalet fra Tredserne. De var begge alvorlige Kristne.

Lars Olsen døde den 18. April 1889 og Maren Olsen den 28. Februar 1899. De havde testamenteret alt, hvad de ejede til Kirken. Med nogle mindre Beløb, de havde laant private Folk, blev det ca. 13.000 Kr., en god Sum Penge paa den Tid. De løse Laan hos private Folk fik Kirken dog aldrig inddrevet.

I 1899 oprettedes vort Kirkebygningsfond. Grundkapitalen var paa 10.000 Kr., og dette Beløb var af Lars og Maren Olsens testamentariske Gave til Kirken.

Der var selvfølgelig ogsaa andre gode Navne blandt de 26, der gjorde Kirken Ære gennem mange Aar.

Jævnsides med Ønsket om Opførelse af en ny Kirke var der et andet Ønske, der fyldte W.s Sind. Det var den danske Stats Anerkendelse af den biskoppelige Metodistkirke i Danmark. — W. ønskede, at den Verdenskirke, som han var Repræsentant for, skulde arbejde og udvikle sig under værdige Kaar.

Da han var kommen til Norge som Superintendent i Juli 1856 havde han sammen med O. P. Petersen taget fat paa at faa den norske Stats Anerkendelse af Metodistkirken i Norge i Orden, og allerede 3 Maaneder senere, nemlig den 16. Oktober 1856, forelaa denne Anerkendelse i Overensstemmelse med den norske Dissenterlov af 16. Juli 1845, og allerede den 10. November samme Aar blev Willerup og Petersen anerkendte som Præster for Sarpsborg Metodistmenighed, der var den første i Norge.

Slet saa hurtigt skulde det ikke gaa med Anerkendelsen i Danmark, ganske simpelt af den Grund, at Danmark ikke havde og aldrig har haft nogen Dissenterlov — og forhaabentlig faar den heller aldrig nogen saadan.

Da W. ikke havde nogen klar Lovparagraf at holde sig til, maatte han gaa ad Omveje for at naa sit Maal, og en saadan Omvej var den Forespørgsel, som Folketingsmand Barfod den 17. December 1861 stillede til Regeringen, og i hvilken der blev forespurgt, om Regeringen mente, at den ad administrativ Vej kunde give Metodistkirken i Danmark Statsanerkendelse, eller, om dette ikke var muligt, den da vilde stille sig velvillig overfor et Lovforslag, der gav Metodistkirken denne Ret. Den daværende Kultusminister Monrad besvarede Forespørgslen meget imødekommende.

W. ventede da heller ikke med at indsende Ansøgningen om Anerkendelse, og der førtes derefter Forhandlinger mellem Justits- og Kultusministeriet, om Sagen kunde ordnes administrativt — altsaa uden at der behøvedes et Lovforslag til Vedtagelse i Rigsdagen.

Forhandlingerne endte med, at dette nok kunde lade sig gøre. Forhandlingerne vedrørende den endelige Ordning trak dog i Langdrag; men sidst paa Aaret i 1863 meddeltes det W., at Sagen nu var saa langt fremme, at den kun manglede Kongens Underskrift.

Der var da gaaet ca. 2 Aar, siden Folketingsmand Barfod stillede Forespørgslen i Folketinget, og i den Tid var der skrevet og forhandlet frem og tilbage. Nu manglede Anerkendelsen altsaa kun Kongens Navn, og dog naaede man ikke at faa denne sidste Akt, der kun var en Formssag og ikke krævede megen Tid, fuldbyrdet.

Kong Frederik den VII døde nemlig paa Lyksborg Slot den 15. November, og dermed var der indtil videre sat Bom for Sagens endelige Ordning, og foreløbig var 2 Aars Arbejde med møjsommelige Forhandlinger og Skriverier spildt.

De for vort Land saa kritiske Dage, som fulgte derefter, bragte Regeringsskifte. Ministeriet Hall maatte gaa af den 24. December, og den nye Regering fik den tidligere Kultusminister Monrad, der havde stillet sig saa velvillig overfor vor Sag, til Chef, medens Biskop Engelstoft blev Kultusminister.

W. fik snart at vide, at den nye Kultusminister ikke var nogen Ven af Metodismen; han standsede Sagen under Foregivende af, at han ønskede den nøje undersøgt, inden han vilde fremme den.

Den 19. Marts 1864 blev der indbragt en ny Forespørgsel i Folketinget, denne Gang ved Folketingsmand P. Olsen. Forespørgslen var rettet til Kultusministeren og havde følgende Ordlyd:
 „Agter den højtærede Minister at indstille til hans Majestæt Kongens Stadfæstelse den under hans Formand forberedte Anerkendelse af det herværende Metodistsamfund, eller vil Ministeren forelægge Folketinget et Lovforslag, som ordner denne Sag?“
Ministerens Svar var ikke til at tage Fejl af, det var nærmest afvisende; men Ministeriet Monrad sad kun et halvt Aarstid, idet det fratraadte i Juli 1864, og dermed gled ogsaa Biskop Engelstofts Indflydelse paa vor Sag ud af Verden.

Derefter overtager Ministeriet Bluhme Regeringen, i hvilket Chr. Bræstrup senere skulde blive Kirke- og Undervisningsminister. Det var midt i Danmarks Ulivsaar. Sønderjylland var tabt, store Dele af Jylland var besat af fremmede Soldater, og Danmark græd i sin Nød og Sorg.

Der var ikke megen Tid til at beskæftige sig med mindre vigtige Spørgsmaal, og 1864 gik til Ende og omtrent de tre Fjerdedele af 1865, før endelig den Dag oprandt, der bragte Sagen til endelig Afgørelse.

Den 22. September 1865 udstedtes en kongelig Resolution, i hvilken der meddeles:
„ ... At der maa meddeles de til den biskoppelige metodistiske Kirke her i Landet hørende Trossamfund den i Grundloven § 82 omhandlede Anerkendelse, saaledes at der tillægges de af sammes Præster, forsaavidt de have modtaget allerhøjeste Anerkendelse i denne Egenskab, foretagne kirkelige Handlinger, navnlig Ægtevielser, saavel som deres overensstemmende med Kirkebøgerne afgivne Attester borgerlig Gyldighed.
At den omhandlede Anerkendelse for det enkelte Trossamfund, der maatte danne sig, skal være betinget af, at Ordning foregaar overensstemmende med Indholdet af det af det biskoppelige metodistiske Trossamfund i København vedtagne Regulativ angaaende Samfundets Bestyrelse og Repræsentation, hvilket Regulativ Ministeriet bemyndiges til at approbere.
At ligesom Bestyrerne for de paagældende Menigheder skulde være pligtige til at underkaste sig saavel Lovgivningens almindelige Forskrifter som de nærmere Forholdsregler, der maatte blive meddelte dem angaaende saadanne Menighedsanliggender, der vedrører den offentlige Orden, saasom angaaende Kirkebøgernes Førelse og Kontrollen med samme m. v., saaledes skal navnlig den Anerkendelse, der maatte meddeles Præsterne ved samme være betinget af, at de edelig forpligte sig til at holde sig den danske Lovgivning og den vedkommende Øvrigheds Anordninger og Befalinger efterrettelige saavel i Almindelighed som særlig med Hensyn til den borgerlige Side af deres præstelige Handlinger, hvorhos de for Opfyldelsen af denne Forpligtelse skulle være ansvarlige efter dansk Lovgivning og for de almindelige borgerlige Domstole, ligesom ogsaa deres Anerkendelse kan tilbagekaldes, saafremt den paagældende maatte befindes at misbruge den.“
C. Bræstrup
Den Mand, der endelig ordnede Anerkendelsessagen, Kirke- og Undervisningsminister Chr. Bræstrup, var oprindelig Politidirektør i København.

I 1863 maatte han forlade dette Embede, grundet paa stærke liberale Kræfter, der krævede en nylig vedtagen Politiordning ført ud i Livet af en uhildet Mand. I en kort Tid repræsenterede han derefter Danmark i Udlandet ved flere vigtige Anledninger, indtil han den 7. April 1865 indtraadte i Ministeriet Bluhme, hvor han baade overtog Justits- og Kirke- og Undervisningsministeriet.

Der skrives om Kirkeminister Bræstrup, at han egnede sig ikke for den parlamentariske Virksomhed. Han var kun Minister i et halvt Aarstid, idet Ministeriet gik af i November samme Aar. Bræstrup blev derefter Københavns Overpræsident og var dette til sin Død.

Han vil i vore Kredse mindes som den, der i Løbet af sin korte Ministertid ordnede det Spørgsmaal, der laa W. saa meget paa Hjerte.

Medens det samme Spørgsmaal for Norges Vedkommende blev ordnet i Løbet af et Par Maaneder, tog det smaa fire Aar at faa Sagen ført igennem i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar