En vigtig Begivenhed i mit Liv

Pastor P. M. S. Jensen - del 2 

Af Chr. Nielsen

Pastor P. M. S. Jensen beretter:

„Saa langt, jeg kan huske tilbage, har jeg haft Længsel efter Gud og følt Trang til at tilbede ham; men i min Fødeby Frederiksborg (eller Hillerød), kom jeg ikke i Berøring med nogen, der havde Omsorg for min Sjæl, og jeg mærkede ikke til noget særligt kristeligt Livsrøre der. 

Var jeg bleven født i en By, hvor der var mange alvorlige Kristne, og særlig hvis jeg havde haft troende Forældre, vilde jeg sikkert være blevet ledet til Gud i min tidlige Barndom, men grundet paa den aandelige Død, der herskede allevegne, skete dette først i mit tyvende Aar. Da jeg havde naaet den Alder, opsøgte den gode Hyrde mig og ledede mig ind i sin Flok.“

Pastor Jensen fortæller saa, hvad vi kender fra Kap. I, hvorledes han kom ind i Metodistkirken i Rigensgade, og hvor grebet han blev allerede ved den første Gudstjeneste, og fortsætter derefter:

Markus Nielsen

„Der gik nu to Søndage, hvor jeg ikke var i Kirke, den ene af dem var Pinse-Søndag 1868, men til Gudstjenestetiden disse to Søndage havde jeg stærke Dragelser til at gaa derud. Søndagen efter Pinse kom jeg atter.

Den Dag prædikede Pastor M.(arkus) Nielsen. Hans Tekst og dens Udvikling husker jeg ikke, thi han havde ikke Willerups ypperlige Evne til at slaa Talen fast i Tilhørernes Hukommelse; men derimod blev jeg meget dybere grebet end første Gang.

Det var mig umuligt siden at blive borte fra Kirken. Jeg kom ikke blot om Søndagen, men til hvert Møde, og jo mere jeg hørte, des mere bedrøvet blev jeg, og jeg følte mig tilsidst helt fordømt og elendig, saa jeg tvivlede om, at jeg nogensinde kunde blive frelst. Det var mig saa alvorligt om at gøre at blive frelst, at hverken min Families Forestillinger eller Venners og Kammeraters Spot kunde kalde mig tilbage.

De Ting, som jeg har hørt saa mange Mennesker omtale som saa svære at aflægge, f. Eks. Tobak og Bajersk Øl, har jeg ikke haft Vanskeligheder med nogensinde; thi med Hensyn til mit ydre Liv blev Forandringen gennemgribende, og jeg nærede heller ikke Frygt for at bekende, at jeg vilde leve for Herren. Men uagtet alt dette kunde mit Hjerte ikke komme til Hvile i Kristus, hvem jeg dog følte, jeg baade ærede og elskede.

Jeg havde store Kampe med mig selv. Snart tænkte jeg, at min Omvendelse var Hykleri, og snart, at jeg havde syndet imod Helligaanden, og at der ingen Tilgivelse var for mig; dog under alt dette faldt den Tanke mig aldrig ind at ophøre med at søge Herren; jeg søgte at trænge nær til ham med hele min Sjæl. Metodisterne glædede sig over mig og mente, at jeg var en sjælden Kristen; men i mit Hjerte kæmpede Død og Fordømmelse med et svagt Haab om Naade.

Jeg hørte i den Tid saa meget om sælsomme Omvendelser. Flere meddelte mig om de overnaturlige Syner, de havde i det Øjeblik, de fandt Fred med Gud, og jeg havde en hemmelig Følelse af, at jeg maatte have et eller andet saadant, før jeg kunde være vis paa, at jeg var en Kristen.

Ak, hvor Vankundigheden dog kan hindre selv de alvorligt søgende Sjæle! Men hvilken Trøst, at Herren leder dem og tager Vare paa dem ogsaa i den Tid, saa at der kommer en herlig Løsning paa Sagen tilsidst.

Kampen blev stedse haardere for min Sjæl, og min Bedrøvelse var dyb og inderlig. Havde Metodisterne i København paa den Tid haft Fremkaldelser til Alteret og arbejdet saaledes med de søgende Sjæle, som Tilfældet er nu, var Gennembrudet sikkert ogsaa sket hurtigere med mig; men Metodisterne vare kun faa i de Dage og havde kun lidt aandelig Livskraft og vare som Følge heraf mindre omsorgsfulde i at hjælpe de søgende Sjæle; jeg maatte kæmpe alene.

Jeg kom ofte et Sted, hvor der var et Maleri af Kristi tornekronede Hoved, som jeg betragtede. En Aften, da jeg kom meget ulykkelig hjem, hjalp Herren mig til at tage den Bestemmelse, at jeg vilde bede, til jeg fandt Fred. Jeg kæmpede længe med Gud; men med ét lysnede det, og en salig Følelse af Glæde og Fred strømmede ind i mit Hjerte.

Det tornekronede Kristushoved foresvævede min Tanke, og jeg glædede mig i ham som min Frelser. Jeg havde nu erfaret Guds Naade imod min Sjæl. Tvivlen kom vel igen, efter at den første Glæderus havde lagt sig, og Fristelsen til at tro, at det hele kun var en Indbildning, kom ogsaa, men Herren gav mig nye og kraftige Aabenbaringer af sin Naade.

En Dag bad jeg saaledes i Forening med et Par kristelige Venner, og det var, som om Himlen dalede ned i min Sjæl. Det var en Søndag Morgen, og jeg skulde netop til Skovshoved den Dag for at tage Del i et kristeligt Møde; men af lutter Glæde havde jeg ikke Tid til at gaa; naar jeg mente, ingen saa mig, løb og sprang jeg og priste Herren med høj Røst for hans Barmhjertighed imod mig.

Det er 26—27 Aar siden, dette (sidstnævnte) skete; men Mindet om Guds Naade imod mig i den Tid bringer endnu Strengene i mit Indre til at klinge frydefuldt, fordi Herren var mig god og frelste min Sjæl. Jeg har siden den Tid drukket dybe Drag af Salighedens Kilde og ofte nydt det saligste Samfund i Aanden med den Jesus, jeg elsker over alle andre.

Herren velsigne dette Vidnesbyrd, at det maa blive til Gavn for himmelsøgende Sjæle, der virkelig begære Herrens Frelse!“