Der kommer ingen solnedgang!

(Luk. 1:78-79)

Lad os skrælle al den forlorne romantik af julen.

Reginal Heber skrev om barnet i krybben: Krybben var kold, og der lå isnende regn på dens puder. Jeg kan forestille mig, at der måske endda har været lunt i stalden. Barnet fandt kun søvn og hvile på strå. Men der kan det da vist have sovet meget godt.

Der var ikke plads til den lille familie i herberget, og, som E. S. Elliott skriver:

»...men i Betlehem fandtes ej det hjem, hvor man ville modtage dig...«.

Havde man prøvet at finde et åbent hjem? Mon ikke der var andre, der ikke var plads til? Alt kan tænkes, og alle antagelser kan bruges, når man vil skrive romantisk.

Vi ved med sikkerhed, at alt for mange børn er blevet født og anbragt under langt mere fortvivlende forhold. Men der har da kunnet laves mange rørende julespil ud fra alt det tænkte.

I virkeligheden er julen jo en markering af, at menneskeheden var på afgrundes rand, og at redningsmanden dukkede op.

Adskillige steder i skriften tales om dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og det er alle steder udtryk for mennesker i den dybeste nød og elendighed, dem der lever i elendighedens sump. Den barske kendsgerning trækkes frem af hebræerbrevets forfatter, der skriver:

»Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til vore fædre gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn...«. 

Gang på gang havde Gud prøvet at råbe menneskeheden op, men uden held. For hver gang, man sagde nej til den guddommelige vejledning, sank man dybere i mørke og elendighed.

Så sendte Han sin egen søn ned midt i elendigheden for at redde. Det er den reelle kendsgerning: Mennesker var i livsfare, og redningsmanden stod så midt iblandt dem for at redde, hvad reddes kunne og ville.

Med en solopgang fra det høje er Han blevet sammenlignet. Og derved er der tydelige paralleller til f.eks. 4. mose-bog, Jesaja og Malakias i gt.

Lad os se de barske kendsgerninger i øjnene: Menneskeheden er ikke blevet stort klogere siden den første julenat. Den trænger stadig til redning fra døden.

En redningsaktion er ofte noget af en barsk affære. Det var den for Kristus. Redningsfolk sætter deres liv på spil for at redde andre.

Vi, der selv har erfaret solens virkning på os og altså ved, hvad det kan sætte i gang hos os, bør midt i al julehyggen, når vi glæder os og forhåbentlig glæder andre, med al tydelighed minde os selv om, at vi som kristne skal deltage i redningsaktionen. Det er vi kaldet til.

Med alt dette i tankerne ønsker jeg læserne en dejlig sindsudvidende jul!

Erik Kristoffersen

 Kristelig Talsmand, Uge 50, 1990

 

Det drejer sig om antallet af familier!

Spørger man præsten om størrelsen på hans menighed i Indien, lyder svaret på antallet af familier.

Denne oplysning skulle ikke synes mærkelig for mig, der er indisk født. Hvorfor gør den det alligevel? Jeg har spekuleret over dette længe efter mit sidste besøg i Indien.

Jeg er forståeligt nok blevet mere opmærksom på antallet af kirkemedlemmer i Danmark. Måske er det spørgsmål ikke almindeligt i Indien.

Studierejse til Indien
Jeg var deltager i et rejsehold fra The General Board of Global Ministries (GBGM), New York. Opgaven var at studere vor kirkes missionærers arbejde i Nepal, Indien og Pakistan. Vi var 6 fra USA og 2 udenfor - Tove Odland fra Norge og mig selv.

Mit hold (vi var delt i 4 hold) skulle besøge Hyderabad, Madras og Bangalore i Sydindien. En lørdag aften lå jeg syg i gæstehuset ved Centennery Methodist kirke. Aftenen var lun (30 grader), og alle vinduer, både i kirken ogi værelset var åbne. Jeg kunne høre koret øve sig i kirken før søndagen. Det var midnat, før de var færdige med at øve.

Gudstjenesten i Sydindien
Jeg blev vækket søndag morgen kl. 06 af samme kor og musikinstrumenter med fuld musik, så det kunne høres langt ud over kirkemurene. Der var 8 gudstjenester om søndagen. Kirken blev fuldt ud benyttet. Der var 4 sprog-menigheder - kanada, tamil, hindi og engelsk. Efter en pause mellem kl. 12.30 og 15.00 gik det løs igen til kl. 21.00. Kirken var velbesøgt ved alle gudstjenester.

Der er sket stor forandring i »gudstjenesten« fra, hvad jeg husker fra min barndom. Den er mere indisk. Der er mange indiske melodier, og mange indiske musikinstrumenter (sitar, tabla og et lille transportabelt orgel ved navn harmonium). Man ser sjældent orgel og klaver. Der er mere liv og begejstring.

Antal familier
Præsten i en anden kirke fortalte, at han havde ca. 50 familier i sin menighed. Er en enke eller en ung studerende borte hjemmefra en familie? Svaret er nej; fordi både enken og den studerende hører til en eller anden familie i menigheden.

Den lille menighed havde 50 familier. Da vi deltog i gudstjenesten, var kirken fuld, cirka 150-200, og vi fik at vide, at »kun« 80 procent var mødt op. Familien må indbefatte mere end forældre og børn. Skønt!

Moder-menighed, missionsarbejde
Vi så, at adskillige større menigheder inde i større byer som Madras, Bangalore og Hyderabad havde »bønne-menigheder« i forstæder eller i de nærmeste landsbyer. Her blev der startet skoler, som havde kristne lærere.

Disse lærere er med til at grundlægge de små, bambusgrene/blade beklædte kirker. Pris 1.000 kroner. Menighederne er vokset fra 5 til 10 eller 15 familier i størrelse.

Et udvalg fra moder-menigheden tog sig af disse »børnemenigheder«. Medlemmer i disse kirker var ofte fattige dagarbejdere eller mindrebemidlede landmænd.

GBGM
New York office sender engang imellem lignende hold til andre verdensdele for at holde sig ajour med missionsarbejdet og for at planlægge fremtidens indsats.

Hero F. David

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Biskophjørnet: Måske kan du hjælpe?

Et viktualievindue
»Han græd som et viktualievindue« - jeg er fascineret af det udtryk. Det er så udtryksfuldt.

Udtrykket er hentet fra den tid, da der ikke fandtes kølediske i viktualieforretningerne. For at holde varmen ude og temperaturen nede inden døre på varme sommerdage, havde man et genialt system.

I den øvre vindueskant havde man installeret en vandledning med mange små huller. Gennem dem strålede vandet ned og afkølede vinduer.

Tænk dig, hvordan det ser ud, når man græder som et viktualievindue!

Jeg er gammel nok til at kunne forstå det fine udtryk. Men jeg kan ikke bruge det i en prædiken - i hvert fald ikke, hvis jeg vil forstås. Sproget og billederne forandres. Jeg har forsøgt at finde et lige så udtryksfuldt og godt udtryk - men det er svært. Måske kan du hjælpe mig?

En metodistisk gudstjeneste
Jeg elsker den metodistiske gudstjeneste. Jeg blev forelsket i den allerede første gang, jeg oplevede den i Nässjo i efteråret 1957. Den var højtidelig uden at være højttravende. Og den var personlig uden at være påtrængende. Men frem for alt var den forståelig.

Akkurat sådan skal en gudstjeneste være. Orgelpræludium. Første salme. Bøn. Skriftlæsning. Æret være Gud Fader. Skriftlæsning. Bekendtgørelser. Salme. Prædiken. Salme. Bøn. Salme. Velsignelse. Postludium.

Jeg har været med tilstrækkeligt længe til at forstå og sætte pris på den fine gudstjenesteordning. Men jeg har følt, at ikke alle opfatter det på samme måde som jeg, når de kommer til vor kirke.

Højtideligheden opfatter man nok, men det er som om, man mister begribeligheden og nærheden. Sproget og udtryksformerne forandres. Vi må nok forsøge at udtænke noget andet, der er lige så godt. Måske kan du hjælpe?

En metodistgudstjeneste til

»Næste søndag må vi tage til en metodistgudstjeneste!« 

Det var drengene, der var af den bestemte mening, efter vi havde oplevet - synes vi - et mislykket besøg i en anden kirke på vor rejse i Skotland og England. Og metodisterne i Skipton svigtede os ikke! Selvom meget var anderledes, var det som at komme hjem.

Der var den åbne og generøse atmosfære, i tro og glæde for den levende Gud. Ukunstlet og værdigt på en gang. Sproget og udtryksformerne var helt anderledes, men det sagde det samme.

Gudstjenestefornyelse
Når jeg har tænkt og talt med mennesker om vore gudstjenester og om den gudstjenestefornyelse, Centralkonferencen ønskede, vi skulle gå ind i, er der to ting, der har hjulpet mig:

1)    Gudstjenesten er et sprog, ved hvis hjælp vi tilbeder Gud og formidler hans budskab til mennesker. Og alle levende sprog udvikles og forandres.

2)    Det, der gør, at vi kan kalde noget en rigtig metodistisk gudstjeneste, er måske mere et spørgsmål om holdninger og atmosfære end om et bestemt gudstjenesteritual.

 Ja, der er meget at gennemtænke og arbejde med. Vil du hjælpe?

Jeres arbejdskammerat i Herren
Hans Växby

Kristelig Talsmand, Uge 6. 1990

Der er større muligheder end pengene!

 

Penge og tid - frelse og gode gerninger
Hvis Metodistkirken i Danmark vil satse på fremtiden og fremgang for Guds sag, er der ting, i den nuværende situation, som synes at sige, at man må omprioritere.

Det drejer sig om de to væsentlige ting, som kirken på den måde er forvalter af: Penge og tid. Som det ser ud nu, er afkastet ikke det optimale. Skal afkastet i form af en nummerisk og trosmæssig voksende kirke blive til noget, er det selvklart, at udgangspunktet er en åndelig sund kirke.

Lad os forudsætte, at det er den. Vækst for kirken vil alligevel kræve sine ofre i form af tid og penge for den enkelte, der er involveret i vækstprocessen, ligesom kirken som sådan må bære sin del. Når det kommer til stykket, er den slags ofre slet ikke så svære at give, fordi man vil glæde sig over væksten.

Det er nemlig her med hensyn til vækst og indsats på samme måde som med frelse og gode gerninger. Frelsen opnås ikke på grund af gode gerninger. Men det bevirker jo på ingen måde, at man vil påstå, at så kan det også være lige meget med gode gerninger. Det er langt fra tilfældet.

Væksten i kirken kommer heller ikke af vore ofringer, men på baggrund af Guds vilje. Men vil Gud, er det jo naturligt, at vi også ofrer, ligesom det er naturligt,. at den frelste gør sig al umage for at leve sit liv så kærligt som muligt.

Hvad kan vi da prioritere, og til hvad vil vi bruge de mange penge og den megen tid, spm der findes i kirkens regi allerede nu? Hvad vil vi bruge de yderligere penge og den yderligere tid, kirken får stillet til sin rådighed?

At gøre det upersonlige personligt!
De økonomiske midler er de mest upersonlige og vil næsten altid blive brugt på en eller anden form for upersonlig måde. Det er lige fra kirkebyggeri til bekostning af fjernsynskampagner. Det gode resultat vil afhænge af, hvor meget personlig tid der investeres i kirkens bygning, som et sted man kommer.

Det samme gør sig gældende vedrørende en fjernsynsreklame. Hvor meget mere effektiv bliver den ikke, hvis man vil »ofre« tid til bagefter at besøge og være noget for dem, der telefonisk giver respons på udsendelsen?

Det er muligt, at det vil være begrænset, hvor mange timer af sit daglige liv, man kan leve i kirkebygningen. Måske er den gammel og uhensigtsmæssigt indrettet eller ligger et uhensigtsmæssigt sted. Så bør der altså gøres noget ved det, for uhensigtsmæssige kirker giver ikke et så godt vidnesbyrd som hensigtsmæssige kirker. Udover at være en funktionsmæssig god kirke, skal den være en synlig kirke og gerne en hørlig kirke. Lad den så vidt mulig have en kirkeklokke. Hvorfor?

Fordi kirken ved sin blotte tilstedeværelse, dér, hvor den fylder og dér, hvor der er mange af dem, dér er kirken et vidnesbyrd og en udfordring i sig selv. Den fortæller hele tiden til mennesker omkring den, at her er et tempel til Guds ære.

På samme måde med de anonyme kampagner i radio, fjernsyn og aviser i form af annoncering eller omtale. Man kan ikke altid måleligt gøre resultatet op. Men blev alle kirkebygninger i det ganske land brugt til andet end menighedens brug og holdt enhver offentlig omtale og reklame vedrørende kirken op i vort land, ja så ville man jo tro, at det var en hedensk stat. Og 25-50 år efter ville man virkelig have svært ved at evangelisere.

For når kirken ikke udadtil viser sin eksistens, vil man opfatte den som noget glemt, småt og sekterisk. Der er ingen vej udenom. Vi vil og skal og må have og bygge smukke, funktionsduelige og hørlige kirkebygninger. Og vi vil bruge penge til det. Vi vil vise os udadtil med annoncering og omtale i medierne - ellers tror folk vel at Metodistkirken ikke længere findes i Danmark - og det gør den måske heller ikke.

Bevidst brug af tiden
Og så en anden ting - tiden: I den nærmeste fremtid bør det, inden for folket, der kaldes metodister, snarest være en dyd at have system i tingene fremfor at lade tiden tilfældigt rulle afsted. I prioriteringen af tiden skal der være stor plads til samværet med andre kristne såvel som ikke-kristne.

Af en eller anden grund ser det ud til at en families samlede fritid ikke bliver større, som tiden går. Her gælder det om at holde fast ved principperne om, at man vil bruge så og så mange aftener om ugen på familie, kirke, hobby, uddannelse, venner etc.

Lad mig foreslå: To aftener til familie, en aften til familie og venner, en til uddannelse/hobby, en til kirkeligt brug, en til kirkelig ydelse, en til kirkelig administration. Og weekenderne i måneden kan prioriteres på en lignende måde, men måske burde søndagen prioriteres som en helligdag og en familiedag og ikke det ene eller andet.

Kirkens strålende fremtid ligger gemt i en bevidst og bred tidsorientering blandt kirkens medlemmer.

Finn Uth

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Social forståelse

En grå, trist og regnfuld formiddag var jeg på vej til en 75 års fødselsdag i menigheden. Jeg var lidt sent på den.

En person, der lige havde passeret mig, kom løbende tilbage med et papir i hånden. Det var et fotokopieret bykort, hvor nogen havde forsøgt at indtegne en rute, men personen kunne alligevel ikke finde frem.

Personen var en kvindelig flygtning fra Iran. Jeg forstod på hendes dårlige engelsk, at hun skulle til tandlægen. Jeg forsøgte, ved hjælp af kortet at vise hende vej, blot nogle få gader fra det sted, hvor vi stod. Men jeg kunne godt se, at hun ikke forstod noget som helst. Så jeg gjorde opmærksom på, at jeg i stedet for ville følge hende hen til tandlægen.

Hun blev meget forundret og samtidig meget glad. Hun ville vide, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Jeg forsøgte at forklare det; men heller ikke det forstod hun. Da vi nåede frem til tandlægen, ville hun have mit navn og adresse. Det fik hun.

Første gang Kristin Lavransdatter kommer til Hamar, møder hun en munk. En kone, som også er der, klager over, at hun får for dårlig service og siger:

»Det synes mig, som om denne by er mere fyldt med helligdomme end af hellighed!«
(Sigrid Undset.)

Praktisk hellighed, det var metodismens særpræg. Det omtalte John Wesley mindre end et halvt år, før han døde, som »det store depositum, som Gud har givet og oprejst det folk, som kaldes metodister, til at forkynde!« (Letters, 15.9. 1970).

Metodismens særpræg var at være en kristen livsstilsbevægelse. Overalt og øjeblikkeligt tog de sig af sociale tjenesteopgaver, medmenneskets nød blev vækkelsesbevægelsens nød (Tore Meistad).

Den sociale forståelse - en naturlig følge af tro og livsstil
Metodistkirken har gennem sin historie været stærkt engageret i socialt arbejde. Kirkens konferencer og de enkelte medlemmer har ofte udtalt sig og taget klare standpunkter til omstridte spørgsmål.

Dette sociale ansvar og denne sociale forståelse havde sin grund i dannelsen af de første grupper (klassemøder), og de regler, der var for medlemsskab af dem.

I gruppernes opbygning og funktion kom enheden mellem tro og liv til udtryk, ved at medlemmerne i fællesskab ønskede at hjælpe hinanden til at lave et godt kristent liv, åndeligt, materiellt og socialt. Deres omvendelse og tro førte dem således ikke bort fra »verdens« og livets forpligtelser; men ind i dem som udtryk for et helt og fuldt kristenliv.

Et meget vigtigt point for John Wesley var, at frelsen ikke skulle være en privat forberedelse til det himmelske liv, men et liv i moralsk renhed og social omsorg (Beach & Niebuhr).

Kristendommen er ingen religion for eremitter, siger John Wesley, men en social religion.

»Derfor bliver det at være en kristen en ny og karakteristisk livsstil, præget af barmhjertighed, kærlighed til fjenderne, den tålmodige udholdenhed af det onde, selvfornægtelse og ydmyghed«
(Long, 1967). 

John Wesleys frelses-teologi blev således grundlaget for en dynamisk etik med et stærkt socialt præg. Liv og lære blev en ubrydelig helhed. Alle andre sider af John Wesleys teologi blev underordnet dette hovedtema.

Denne forståelse af det nye liv og det fællesskab, som opstod i grupperne/i menighederne, kom klart til udtryk — troen fik konsekvenser — i metodisternes livsform. Først i den enkelte familie og derefter i de små arbejdssamfund, hvor de boede.

Metodismen var ikke ret gammel før dens tro og liv kom til udtryk i større sociale sammenhæng. Det blev således til en aktiv indsats mod mishandling af fangerne i fængslerne, smugling, slavehandel osv.

Fra at arbejderne havde boet under usle forhold, blev der opbygget små, nye byer omkring industriområderne, og metodistkirken gjorde en stor indsats for at organisere arbejderne i fagforeninger, og der blev arbejdet målrettet for at forbedre deres arbejdsforhold. I de små, nye byer var metodistkirken også med til at oprette skoler og børnehjem.

Denne sociale forståelse var som før nævnt ikke en politisk ideologi; men en troens frugt. Tro og liv hørte sammen i en ubrydelig enhed. Ansvaret for etikken var individuelt, men udfordringerne var sociale (T. Meistad).

Den aktuelle situation
Metodismens særpræg har også været kendt i vort eget land. Det enkelte menneskes behov for den personlige tro og fællesskab med Gud, og de menneskelige, materielle og sociale behov, blev forstået som to sider af samme sag.

Den enkelte menighedsmedlem var engageret i gudstjenestelivet og i menighedens sociale ansvar. Det var således først og fremmest de aktive menighedsmedlemmer, som dannede grundlag for oprettelsen af børneinstitutioner, diakonissernes/sygepleje/hjemmehjælp og de senere oprettede plejehjem. Centralmissionens arbejde for de fattigste,' arbejdsløse og hjemløse, hvilede også på de aktive menighedsmedlemmer.

Metodistkirkens identitet og berettigelse lå i denne virksomme tro, mere end i at komme til ret i rendyrkede teologiske og dogmatiske diskussioner.

Men — eftersom samfundet udviklede sig også på det sociale område — heldigvis da - blev kirkens institutioner mere og mere affolkede, når det drejede sig om menighedsmedlemmers aktive deltagelse. Dette faldt på en måde også sammen med, at den enkeltes tro blev mindre og mindre udadrettet, den blev mere privat.

Denne udvikling er fortsat. Flere institutioner er blevet nedlagt og sblgt. Både fordi det pågældende arbejde nu varetages af det offentlige; men også fordi det blev umuligt, enten at finde kvalificerede medlemmer eller i det hele taget at få nogen medlemmer til at påtage sig opgaverne.

Vort sociale arbejde består således i dag af Centralmissionen, Betaniaforeningen og Afholdsforbundet. Men med et minimum af engagerede metodister.

Problemet
Vi lever i et samfund, der er kendt for sit sociale sikkerhedsnet. Det bliver endda eksporteret til andre lande. Gennem vores høje trækprocent betaler vi for mange sociale goder. På den måde skulle alle kunne få den hjælp, de har behov for, og ikke være begrænset af deres egen økonomiske ydeevne. Det er en del af vort samfunds sociale retfærdighed, som vi må bevare. I særdeleshed i denne tid, hvor brugerbetalingen forsøges indført ad bagdøren.

På den anden side har det offentlige sociale sikkerhedsnet også været med til, at udøvelsen af næstekærlighed og solidaritet er blevet et professionelt arbejde. Det har været med til at fjerne den enkeltes oplevelse af ansvar for sin egen og menneskets tilværelse. Ansvaret er blevet lagt på det offentlige system.

Den store fordel og mulighed, som det offentlige sociale system er, har således også nogle meget kedelige bagsider.

Det er desværre også blevet en kedelig sovepude for kirken.

Samfundsudviklingen faldt sammen med en resignation og privatisering i troslivet inden for vores kirke. Det har medført, at troen og den kristne livsstil har mistet sit sociale præg. Troen er på en måde blevet isoleret fra det daglige liv.

Selv kirkens højeste myndighed i Danmark, årskonferencen, har været og er stadig tilbageholdende overfor at udtale sig om det, som er aktuelt i det daglige liv, både når det drejer sig om den enkeltes livsforhold, samfundsforhold og større nationale og internationale forhold.

»Metodismens præg af at være en kristen livsstilsbevægelse var mere meningsfyldt, dengang metodisternes liv virkelig blev forvandlet og omvendt i mødet med Gud. Det var et særpræg for metodismen, at den overalt og øjeblikkelig påtog sig sociale opgaver. Medmenneskets nød blev vækkelsesbevægelsens nød«
(Tore Meistad).

»Det er et problem i vor tid, at teologiens dynamiske og frigørende funktion er blevet omdannet til at være et mere og mere lukket kirkeligt tankesystem, hvis formål hovedsageligt er at bevare det bestående. Og på tjenestesiden har kirkens institutioner virket som et alibi for vor sociale samvittighed over for vor næstes nød. Men eftersom de også forsvinder, mister vi også dette alibi, og vores virkelige situation gennem de sidste ti år bliver mere åbenbar for både os selv og verden: Vi er blevet tomme for frelsens indhold«
(Tore Meistad).

Mine egne ord for dette er, at Metodistkirken i Danmark har mistet en meget vigtig del af sin identitet og eksistensberettigelse! Udviklingen har gået hen imod mangel på både »indre og ydre liv«.

1990’erne: »Vi vil være virksomme i kærlighed!«
Artiklens opgave var at omtale vores sociale forståelse. Og opgaven lød også på, at den skulle være inspirerende og motiverende. Jeg indrømmer, at ovenstående ikke er særligt inspirerende, og måske heller ikke motiverende. Men det falder mig svært at skrive om Metodistkirkens sociale forståelse ud fra min snart 10-årige erfaring af menighedsarbejde i kirken.

Når jeg har brugt så megen plads til at se tilbage i historien, er det fordi, vi der finder en baggrund for en social forståelse i vor kirkes teologi og tradition. Der finder vi en grundlæggende kærlighed, omsorg og solidaritet over for medmennesket.

Endvidere forsøgte John Wesley og de første metodister ikke kun at lindre den øjeblikkelige nød; men de prøvede også at afdække og fjerne årsagen til nøden, personligt som samfundsmæssigt. De hjalp heller ikke alene på grund af den aktuelle situation; men de så og hjalp ud fra forholdet til Gud, som skaber og forløser.

Vores opgave er — vores sociale forståelse går ud på at være Guds redskaber og formidlere af hans forsonende kærlighed i vor egen tid.

Vores opgave er at forsøge at afdække den nød, der reelt er til stede i vort eget samfund. Hvem har brug for kirkens omsorg og hjælp i sin udvikling mod en menneskeværdig tilværelse i dag?

Vores opgave og udfordringerne bliver større i takt med nedskæringer og stagnation i det offentlige omsorgsapparat. Desuden er de nye sociale problemer ikke først og fremmest af økonomisk karakter; men de handler mere om de mellem-menneskelige problemer, ensomhed og isolation, som det moderne konkurrencesamfund udvikler.

Der ligger mange opgaver og venter på os. Indtil nu har vi haft svært ved at finde ud af, hvor vi skal sætte ind. Vi har haft alt for mange forbehold, og vi har koncentreret os alt for meget på det traditionelle menighedsarbejde.

Vi har kigget for meget indad, og spekuleret i vore egne behov for at overleve som menighed, og vi har set for lidt udad, for at afdække og hjælpe andres behov for at overleve, som mennesker. Derfor er troen blevet for privat og har været svær at omsætte i praksis.

Omvendelsen i dag vil komme, når vor tids moderne og oplyste mennesker erfarer, at vores tro har betydning for os og kommer til udtryk i vores liv og handling over for hinanden og medmennesket.

Vores tro må være virksom i kærlighed!

Hans Munk

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Og synd ikke mere...!

Det er muligt!
Et par gange nævnes det i Johannes-evangeliet, at Kristus har hjulpet nogle mennesker. Da Han havde gjort sin gerning, siger han: Og synd ikke mere!

Det er jo en henstilling/befaling, som ville være uden mening, hvis det ikke var muligt at udføre den. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Kristus har givet råd og henvisninger og befalinger, som modtageren ikke havde skygge af chance for at realisere.

Nederlags-evangelium
Når jeg ser bedeugens tekster, som vi lige har været igennem, bliver jeg deprimeret, når jeg kommer til det afsnit, der handler om, hvad vi — Hans menighed — har gjort forkert og har forsømt. Afsnittet kommer år efter år.

Hvad mon Gud tænker, når Han hvert år skal lægge øre til bekendelser om fejl og svigt? Mon Han tænker: Det bliver da aldrig anderledes. Eller: Nå, nu skal jeg høre det gammelkendte nederlags-evangelium igen. Og jeg, som ved, at min søn sagde: Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.

Det er kristenliv!
I bogen »Det er Kristendom« står der noget, jeg ikke kan glemme. Det er en bog, der indeholder en serie radioforedrag, som den engelske skribent C. S. Lewis holdt i BBC, en yderst populær serie. Manden er selv gået fra vantro og skepsis til et liv i tro på Kristus.

I afsnittet om at beregne omkostningerne ved kristenlivet, siger han:

»Befalingen ‘Vær I fuldkomne’ er ikke idealistisk tågesnak. Det er heller ikke en befaling om at gøre det umulige. Han vil gøre os til skabninger, der kan adlyde denne befaling.

Hvis vi lader Ham gøre det — for vi kan forhindre Ham, hvis vi vil — vil Han gøre den svageste og mest smudsige af os til en gud eller gudinde, en blændende, strålende, udødelig skabning, der helt gennemstrømmes af en sådan kraft og visdom og kærlighed, som vi ikke kan forestille os nu.

Processen vil være langvarig og til dels smertefuld; men det er det, der er hensigten med os. Intet mindre. Han giver ikke op på halvvejen. Han mente, hvad Han sagde.«

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har været gennem det nadverritual, som jeg stadig bruger, og har studset over dette faktum: Hver gang jeg har bedt »...tilgiv og frels os fra alle vore synder«. Og næste gang har jeg igen troligt bedt:

»Vi bekender vore mangfoldige synder, som vi så ofte har begået...«. 

Der er da noget galt!

Budskabet til tidens jantelovsbefængte mennesker!
Jeg mener, at Lewis udtrykker en dyb sandhed. Ved Guds indflydelse gennemstrømmes mennesket af kraft og kærlighed, så der kan fremkomme et resultat.

Er det ikke præcis, hvad der står i vor troslære? Er det ikke lige det, vi prædiker? Er det ikke det budskab, tidens jantelovsbefængte, ensomme, bange mennesker behøver?

Erik Kristoffersen

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Biskophjørnet: Økumenik

Samhørighed
Alle kristne hører sammen. Men det har ikke altid været lige let at praktisere denne samhørighed. Historien og samtiden er fuld af mislykkede forsøg.

Ydre økumeni
I den økumeniske bevægelse er der blevet gjort alvorlige forsøg på at nedtone forskellene kirkesamfundene imellem med det formål at bane vej for en større synlig enhed. Men der er nu tydelige tegn på, at vi er kommet ind i en ny fase.

I flere og flere sammenhænge dukker udtrykket »forsonet mangfoldighed« nemlig op. Det indebærer, at vi ikke skal feje forskellene ind under tæppet, men lægge dem op på bordet og tale sammen om dem.

I denne situation er det en glæde at være metodist. Det er ikke nødvendigt for os at være så lidt metodistisk som muligt for at passe ind i den økumeniske sammenhæng.

Vi kan — ligesom andre kristne — understrege vor egenart og berige den samlede kristenhed og samfundet med den. Tilsammen får vi lov at understrege, hvad Gud har gjort og gør i hver enkelt. Tilsammen er vi helere og rigere, end vi er i vor egen sammenhæng.

Indre økumeni
Med dette i tankerne deltog jeg under en bustur fra Örnsköldsvik i en samtale om menigheder og forskellige samarbejdsformer. En medrejsende fortalte om en by, hvor to pinsemenigheder var blevet lagt sammen, men at nogle medlemmer i den situation foretrak at gå over til baptistmenigheden.

Det fik mig til at tænke på, om der har eksisteret sådanne problemer i de tilfælde, hvor metodistmenigheder er lagt sammen - og på, hvad man kunne kalde den indre økumeni i kirken og i den enkelte menighed. Jeg tror, den har mange træk fælles med den ydre økumeni.

Der er en objektiv samhørighed, som vi kan beskrive i termer som trosbekendelse, fælles ansvar, historie og organisation. Men der er også en subjektiv samhørighed, som vi kan opleve gennem fælles erfaringer, arbejdsfællesskab og hjertets glæde og taknemmelighed til Gud for hinanden.

Men det betyder ikke ensretning. Også i en lille menighed og en lille kirke er vi forskellige, har forskellige opfattelser og forskellige udtryk for vor tro.

De forskelligheder skal vi ikke fejeind under tæppet, og vi behøver måske ikke engang at tage dem op på bordet og tale om dem. Men vi må berige helheden med dem. »Gud har udrustet os med hinanden«, som Tomas Boström har lært os at synge.

Forsonet mangfoldighed
Når vi opdager dette bliver samhørigheden dybere (troen vokser), varmere (kærligheden vokser) og synligere (menigheden vokser). Lad os derfor elske hinanden, stole på hinanden og vise hinanden tillid. Lad os ikke fortrænge forskellighederne, men leve og virke i en »forsonet mangfoldighed«.

Lykke til i småt og stort!

Deres arbejdskammerat i Herren
Hans Växby

Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

Møde med metodister i Gibraltar

Det er spændende og interessant at rejse, at se andre lande, møde fremmede folkeslag, få et indblik i kultur og levemåde.

Fra Thurø til Gibraltar, der sejlede et skib
Jeg har været så heldig at blive forhyret på en lystyacht, bygget på det bådeværft, hvor jeg arbejdede.

Båden er amerikansk ejet, 77 fod (23,50 meter) lang, vejer 65 tons og er udstyret med alt, der gør livet bekvemt ombord.

Lørdag den 16. september afsejlede vi fra Thurø med kurs mod Kiel for at passere gennem Kielerkanalen. Fire dage senere anløb vi Lymongton i Sydengland, hvor vi tilbragte nogle dage. Jeg fandt en lille metodistkirke her, men fik desværre ikke lejlighed til at besøge vennerne.

Vi stak til søs igen, og efter en fin tur over Biscayen fortsatte vi langs Portugals kyst helt til Gibraltar.

Her er et lille pluk fra min dagbog:

»Da jeg kom op på vagt kl. 23, gik vi ret syd i den mørke nat, der er et par coastere foran os, den ene lyste på os med sin kraftige projektør. Det er en dejlig nat, helt skyfrit og stjernerne lyser, vinden er lun, 10-15 sekundmeter fra øst-sydøst.

Vi har nu sejlet 660 sømil siden Lymongton, og hvis vejret holder, fortsætter vi til Gibraltar. Begge døre i cockpittet er lukkede, men vindfanget i læside er rullet op, her står vi og ser ud over Atlanterhavet.

Det, vi oplever gennem dette vindue ud til den store verden, kan ikke beskrives på et stykke papir, det skal opleves. Lydene, duftene og bølgernes rytme bringer én tæt til Guds storslåede natur.«

Der er metodister på Gibraltar!
Vi anløb Gibraltar efter seks døgn i søen. Her tilbragte vi to og en halv uge, det gav mig mulighed for at opsøge metodistkirken, som ligger på hovedgaden.

Bygningen hedder »Wesley House«, der er kontorer i stueetagen, kirkesalen er på første sal, her er tillige kirkekontor og et par mødelokaler. På anden sal holder børnearbejdet til.

Jeg blev godt modtaget af menigheden, vi var fire fremmede og vore navne blev nævnt fra talerstolen i forbindelse med en speciel velkomst. Gudstjenesten foregik stort set som i Danmark, dog kommer bekendtgørelserne umiddelbart efter velkomsten og man står op under alle salmerne.

Der var barnedåb, så kirken var festligt pyntet, ritualet var tæt på det, vi oplever i en dansk metodistkirke, da menigheden blev mindet om ansvaret for dette lille, nye menneske, gik præsten ned mellem bænkerækkerne med barnet på armen. Der var kirkekaffe, og her mærkede jeg, hvilket fællesskab vi er en del af som metodister.

Den følgende søndag deltog jeg i den årlige høstgudstjeneste, børnene medvirkede og mange forskellige frugter pyntede op omkring alteret. Det var en god oplevelse, jeg fik ved dette møde med metodister, og jeg følte, at det kristne fællesskab rækker over alle grænser.

Menigheden er på størrelse med den i Odense, præsten er udsendt fra England og havde kun været der i seks uger. Pastor Dougie Dennos kom fra en ansættelse ved de engelske tropper i Tyskland. Jeg blev bedt om at bringe en hilsen med hjem til Danmark fra metodisterne i Gibraltar. Det er mig en glæde at kunne bringe denne hilsen.

Til Paradis!
Vi sejlede ud i Atlanterhavet til den portugisiske ø Madeira, og findes Paradis på jord, så er det her, alt er grønt, frodigt og friskt. Efter nogle dejlige dage her fortsatte vi sydpå til Tenerifa, hvorfra jeg fløj hjem.

Efter tre ugers »ferie« tager jeg tilbage til det gode skib »Duende« for at sejle tværs over Atlanten til Barbados i Vestindien.

Folkene ombord, de fleste er amerikanere, har alle kendskab til metodismen gennem familie og venner, så der er en god forståelse for, at jeg tilhører en frikirke, ejeren er iøvrigt katolik.

Lars Bræstrup
Svendborg

Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

Guds glade folk i lovprisning

Hvad gemmer der sig bag det, Nordens Metodistkirke har valgt som tema for den tid, vi står i?

Vi lever i en brydningstid. Nytænkningen vil ingen ende tage, og vi påvirkes dagligt af en stadig accelerende udvikling i vores verden.

Det er som om kirken - »det gamle hus« - også rystes i sine grundvolde, og meget peger på, at vi står over for en vækkelsestid, hvor Guds folk vil rejse sig i Ordet, og en brændende tro må udskilles af lunkenheden (netop dette sker nu mange steder i verden).

I årevis har vi holdt fast på halvtomme kirkebænke i håbet, og »håbet gør ikke til skamme«.

Men når Jesus, kirkens herre, kommer for at hente sin brud, vil det da være for at finde en menighed, som lidt slukøret indrømmer:

»Øh, beklager Herre, men vi nåede ligesom ikke rigtigt at få begyndt - du ved jo, det er kompliceret og tidskrævende at føre tingene forsvarligt igennem systemet, og desuden...«

Et villigt sennepsfrø
Jesus siger, at alt, vi har brug for, er »tro som et sennepsfrø«. Det interessante ved et sennepsfrø er:

1) Det er en mikroskopisk lille sæd med en utrolig stor vækst indbygget i sig.
2) Betingelsen for vækst overhovedet er, at frøet lægges i jorden og dør!

I Romerbrevet læser vi, at »alle vi, som blev døbt til Kristus, blev døbt til Hans død«. Det betyder, at det at tilhøre Kristus er villighed til at lade uafhængigheden og egenviljen dø, for at gudsviljen og Guds hensigt med os kan begynde at tage form!

Hvis vi virkelig mener »Din vilje ske«, så må vi søge at lære Hans vilje at kende. Dette er bibelsk! David bad:

»Lær mig Herre din vej, at jeg kan vandre i din sandhed«.
(Salme 86:11.) 

Dette fordrer en erkendelse af vore tomme hænder, først da er det muligt at løfte dem op mod Himlen (de hænder, som så ofte presses til jorden af vor forudindtagethed og selvtilstrækkelighed... som Peter, der sank i bølgerne, da han flyttede opmærksomheden fra Jesus til omstændighederne!). Den almægtige Gud ønsker at dele sine tanker med os, med mennesket, og det først og fremmest fordi fordi vi er dyrebare i Hans øjne -

»Han fryder sig over dig med jubel som på festens dag«.
(Zef. 3:17.)

En levendegørende holdning
Esajas skriver:

»Løft jeres øjne mod himlen og se på jorden hernede.«
(51:6.)

Gud ønsker, vi skal søge ind i Hans nærhed. Vi skal ikke primært søge, hvordan vi skal gøre Hans værk på jorden, eller hvorledes vi bliver mere levende og effektive kristne. Nej, vor eneste opgave overhovedet er at søge Ham!

»Maria har valgt den gode del«, sagde Jesus - jamen, hvad gjorde hun da? Hun sad ved Herrens fødder. Hun tilbad Ham, helligede Ham i al sin tid og sugede til sig af Hans nærvær og visdom. Martha, energisk, aktiv og, i den bedste hensigt, havde travlt i anledning af Mesteren. Der er ingen forskel på Jesu kærlighed til de 2 søstre, men sig mig: Hvem mon kendte Herren bedst?

Bibelen er fyldt med lovprisning! Vi ser, at lovsang og bøn helt klart bærer Guds herlighed frem på jord gennem testamenterne. »Herren troner på Israels lovsange« (at bemærke ikke på Israels alter eller antallet af omskårne...).

Adskillige skrifteksempler viser, hvordan Israel drog i krig med lovsangerne forrest og sejrede blandt fjender ved dette skrøbelige og mærkeligt magtfulde våben. David levede sit liv i lovsang. Og om noget er et eksempel på et menneskes nære forhold og uforbeholdne overgivelse til Gud, er det nok Davids Salmer.

Salme 148’s 14 vers indeholder hele 12 påbud om, at Herren skal prises af hele skabningen. I Esajas 60:18 finder vi, at »frelse skal være dine mure og lovsang dine porte«. Portene er det, som gør byen til en levedygtig organisme.

Uden disse stagnerer livet, og byen bliver et monument over noget, som var. Det samme billede kan bruges om kirken. Bibelen vrimler med påbud, opfordringer, løfter om velsignelse, når det drejer sig om lovsangen. »Halleluja« betyder slet og ret: Pris i Herren!

Fakta om lovsang
Lovprisning er altså ikke nogen ny tradition, vi har allerede gennem salmer, orgelspil osv. naturlige rammer for lovsangens væsen i kirken. Med bibelsk belæg kan vi fortsat aflive nogle tomme myter: Lovsang er ikke blot et spørgsmål om mere moderne sange eller de unges indslag i gudstjenesten. Der er ikke tale om en udfoldelse baseret på løsslupne følelser. Endelig hører lovsangen bestemt ikke blot Pinsebevægelsen til, men stemmer faktisk mægtig godt overens med metodistvækkelsen.

Til gengæld er sand lovprisning:

1) Vores holdning over for Gud udtrykt i handling.
2) Livsbekræftende tilbedelse, som kun Gud fortjener at få.
3) En proklamation af Guds karakter - vores sejr.
4) Gudcentreret, derfor et redskab til nyskabelse og forandring-vækkelse!
5) Rammebrydende for det enkelte menneske, en vej til frihed og forløsning.
6) Et uundværligt element i gudstjenestefornyelse (hvis vi ønsker mere end blot fornyede rammer).

Frigørelse eller vildfarelse?
Lovprisning er en kilde det 20. århundredes metodistkirke må finde tilbage til. Lovsangen er iblandt os, men vi må lære frimodigt at give den fri, ligesom vi må lære at give hinanden frihed til at udtrykke vores tilbedelse til Gud ledsaget af de følelser, der nu engang rører sig i os.

Følelserne er en gudgiven gave og en vigtig ingrediens i gudsforholdet. Lad os straks fastslå, at følelserne ikke er at betragte som et fundament i troen - at være en kristen er ikke en følelse, men et bevidst valg!

Men følelserne er en stor del af menneskelivet, og hvad kan være mere opbyggeligt end at kanalisere dem i Guds Faders retning udtrykt gennem lovsang og tilbedelse. Jeg tror, den levende Gud længes efter bøn og pris fra menneskebørn, som også i den situation opfører sig levende.

Et sørgeligt faktum er, at det anses for at være mere naturligt at oplade sine mest lidenskabelige følelser foran TV’s fodboldtransmission end at udtrykke den samme begejstring over frelsen søndag formiddag i kirken. (Sidstnævnte er vi tilbøjelige til at betragte som massehysteri og dårskab.)

Kong David dansede af alle kræfter foran optoget med pagtens ark (se 2. Sal. 6:14-16) - ikke for bevidst at lade sig degradere til hofnar, men af den enkle grund, at begejstringen over Gud ved Helligånden rørte sig i ham, og han vovede i folkets påsyn at lade den komme til udtryk.

Hvordan får vi startet rent praktisk?
I Jerusalemskirken i København er vi en lille gruppe, der efterhånden hver søndag leder menigheden i lovsang på et dertil afsat tidspunkt i gudstjenesten. Vi ledsages af et par guitarer, ind imellem en bas og håber med tiden at koble endnu et par instrumenter på (for der er fest, når vi samles til gudstjeneste!)

Hjertets indstilling er langt vigtigere end virtuose talenter. Brug hinanden! Vær opmærksom på de mange skjulte gaver i menigheden, opmuntring skaber gå-på-mod. Tillad i overbærenhed begyndervanskelighederne.

Mange nye lovsange består af enkle vers, som i større eller mindre grad er direkte bibelcitater. Desuden finder vi også gode lovsange blandt mange af de salmer og sange, vi allerede kender i menigheden. Jeg tror, det er en vældig god idé at blande gammelt og nyt.

Vi synger til Gud, når vi synger lovsange, og derfor er sangenes teologiske indhold mindre vigtigt (vi behøver jo ikke forklare Gud, hvem Han er, eller for Ham uddybe Gudstroens teorier. Dette er mange fine sanges indhold, men det er ikke lovprisning).

Gennem lovsangen udtrykker vi vor taksigelse,
beundring og kærlighed til vores himmelske Far i tillid til, at Han modtager den, glædes over den og vil møde os gennem den, fordi Han er nærværende Herre og Gud.

Lovsang er afgjort ikke en flugt ind i ekstase, heller ikke en erstatning for bønnen. Lovsangen skulle tværtimod gerne være med til at bane vej for et rigere og mere frugtbart bønsliv.

Lovsang er for mennesker...
Vi har efterhånden slået fast, at lovsang handler om hjertets indstilling til Gud. Men det er helt naturligt at tillade både sine følelser og sin krop at give udtryk for det, som rører sig derinde. (Kærlighed mellem mennesker ville da være noget underligt noget uden disse to faktorer.)

Når Helligånden leder os ind i Guds nærvær, er det ikke ualmindeligt at få lyst til at lukke sine øjne andagtsfuldt, græde eller le, løfte sine hænder op mod himlen (sådan bad israellitterne faktisk), klappe eller danse af glæde. Dette er ikke noget kriterie for større  fromhed eller trosstyrke!

Det er simpelthen et udtryk for friheden i Kristus, som vi stille og roligt må lære at tilegne os og med respekt for os selv og hinanden værne om. Måske har du ikke lyst til på nogen måde at eksperimentere med den slags udfoldelser. Så lad endelig være. Frihed er kun frihed så længe, den ikke lægger bånd på den enkeltes personlige følelse af »hvad jeg kan gå med til«.

Lovprisning er, som bøn og bibellæsning, ikke bare noget, som hører til i kirken. Du skal tage det med hjem, lade det blive en naturlig del af dit hverdagsliv som kristen. Det kan være en hjælp, synes jeg selv, at tage salmerne i brug.

Prøv evt. at læse Salmerne 144 til 150 op som en personlig lovsang fra lige netop dig til Gud. Giv dig selv lov til at være stille og meditere over Guds kærlighed, storhed, hellighed, renhed... og hvordan det berører dit forhold til Ham, til dig selv og til din omverden.

Lovprisning er ikke en virkelighedsfjern beskæftigelse, men tværtimod midt i livet at være med til at bringe Gudsrigets virkelighed og dynamiske kraft ind i en fortumlet og længselsfuld verden. Lovsang er (når Guds Helligånd får lov at vejlede os) levende, konkret og nærværende kristendom.

Helhjertet kristendom, hvilket slet og ret betyder: Afmægtige mennesker, der tillidsfuldt strækker sig mod en mægtig Gud. Da bliver vi i sandhed Guds glade folk i lovprisning.

I forbindelse med det, jeg har skrevet, vil jeg gerne anbefale en meget lettilgængelig og udmærket bog over emnet, nemlig Judson Cornwall’s »Lovprisningens hemmelighed« fra Pioner-Forlaget. Bogen har for mig været en kilde til inspiration og en opmuntring til lovsang i min egen hverdag.

Må Gud rigt velsigne dit liv med glæde og fred i Jesu navn.

Gitte Riishuus
København

Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

Den gyngende bro

O vidunder-tro!
du slår over dybet
din gyngende bro,
som isgangen trodser
i brusende strand,
fra dødningehjem
til de levendes land;
bo lavere hos os,
det huer dig bedst,
du højbårne gæst!

O kærligheds Ånd!
det evige liv
i fuldkommenheds bånd!
o, smelt du vort hjerte
ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen
i solglansen mild,
så glade vi føler,
os skabes i bryst
de levendes lyst!

GRUNDTVIG, 1824

Salmebogen er en god kilde til det, vi med et lidt gammeldags ord kalder opbyggelse.

Lad os håbe, at selve sagen ikke er gammeldags, men at vi jævnligt søger og finder ord og tanker til at opbygge vor tankeverden, vor tro, vort håb, vor opfindsomhed i kærlighed. En bygning, der ikke vedligeholdes, forfalder.

Og så sad jeg ved en af julens gudstjenester og kom til at slå op og læse endnu engang Grundtvigs lovprisning af kristenlivet, den, der hedder: »O kristelighed«.

Igen blev jeg betaget af disse billeder, hvormed han beskriver, hvad det vil sige at leve kristenlivet her i denne brogede verden. Læs den selv, hvis du ikke kan huske den.

O vidundertro,
du slår over dybet
din gyngende bro.

Kender du dybet? Har du følt et sug af angst, når Verdens begivenheder passerer revy for dine undrende øjne, når ondskabens og gudløshedens resultater præsenteres.

Når du i mindre format møder de samme begivenheder på nærmere hold, når overfladiskhed og ligegyldighed og materialisme synes at være det, der skal bære vort folk. Og når du i dig selv finder de egenskaber og tendenser, som du ikke kan lide.

Har du følt, at dybet var sort og truende, og at du selv og din kirke havde så lidt at møde med?

Grundtvig har følt, at dybet var der, og at troens bro gyngede, når han trådte ud på den, og den fornemmelse har de fleste af os vel også oplevet.

Men broen var der for ham, og den er der for os. Den kan føles gyngende og usikker, angst og tvivl kan vrænge af os fra dybet, men broen er der, og den kan bære.

Kristentroen, den højbårne gæst, bærer os, når vi vover at træde ud på den, og den fører »fra dødningehjem til de levendes land«. Fra den tilværelse, hvor der må bygges på døde ting, på tomhed og adspredelser, til de levendes land, hvor Gud lever ved vor side.

Bo lavere hos os,
det huer dig bedst,
du højbårne gæst.

Det kan være svært at sætte ord på, hvad troen er. Det kan være svært at finde rede i dogmer og trossætninger. Det kan af og til være svært at vide, om det er tro, de længsler og forestillinger, vi bærer med os. Fortjener det navn af kristentro?

Den dom skal vi ikke fælde for noget menneske. Men vi skal træde ud på troens gyngende bro og bæres over dybet til det land, hvor vi aldrig skal fortvivle, fordi Gud selv er der.

Det skal være vor bøn, for os selv og hinanden, at troens højbårne gæst må bo lavere hos os.

At troen ikke skal være en gæst ved særlige anledninger, men være den bro, vi hver dag vover at træde ud på.

Else Kofod

Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

Emil Larsen 90 år

Kendt og respekteret i kirkerne

Pastor Emil Larsen fylder 90 år
mandag den 22. januar.

Emil Larsen omtales med stor respekt i flere frikirker, og han vil for dansk frikirkelighed være en af dette århundredes mest betydningsfulde skikkelser.

Fra barndommen af blev Emil Larsen oplært i den kristne tro. Hans forældre var med i den »gudelige vækkelse« på Mørkøv-egnen, men tilsluttede sig metodismen nogle år før århundredskiftet.

I 1921 blev Emil Larsen optaget på prøve i konferencen, og sammen med sin Lucy gjorde han tjeneste i en række metodistmenigheder.

Emil Larsens helbred var svagt. Og flere gange blev tjenesten afbrudt af sygdom og hårde prøvelser, især i tiden før og under krigen.

Fra 1944 fik Emil Larsen kald til tjeneste i Missionsforbundet, og det blev til to menighedsansættelser. Ved Evangelisk Frikirkeråds stiftelse sidst i fyrrerne var Emil Larsen med.

Forfatter og salmedigter
Studererkammeret har været Emil Larsens arbejdssted nummer et. Med et forfatterskab på omkring 20 skrifter har han markeret sig som en af dansk frikirkeligheds mest skrivende præster.

Forfatterskabet spænder vidt. Som kirkehistoriker har Emil Larsens publikationer udbredt kendskab til vækkelserne i såvel metodismens som Missionsforbundets virksomhed her i landet, og det med en sådan dygtighed, at det blev respekteret ved Kirkehistorisk Institut.

En del kristen skønlitteratur er blevet skrevet eller oversat og bearbejdet ved siden af det faglige.

De fleste vil dog først og fremmest tænke på Emil Larsen som salmedigter. Hans store digtsamling med 70 salmer og sange fik megen anerkendelse allerede ved udgivelsen i 1949. I dag er over 30 salmer og sange optaget i de frikirkelige salmebøger, som er i brug nu.

For 30 år siden var Emil Larsen forstander en periode for Missionsforbundets skole »Øresund«.

Emil Larsens navn er også knyttet til to blade, dels »Morgenstjernen«, som han redigerede i en årrække, og dels det tværkirkelige teologiske tidsskrift »Tro og Liv«, som han tog initiativ til og selv udgav.

Metodistkirken kan være stolte over præsten, salmedigteren og kirkehistorikeren Emil Larsen, som også var en foregangsmand i det økumeniske og tværkirkelige arbejde.

Emil Larsen har nået en høj alder, og med alderen større skrøbelighed. Men Emil Larsen viser altid stor interesse for kirkens arbejde rundt i landet.

Emil og fru Lucy Larsen bor i Kaysergården, Kronprinsessegade 57E l tv., 1317 København K.

Hjerteligt tillykke med 90 års-dagen!

Jørgen Rasmussen

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990

Dynamisk frelsesforståelse

Hvad er frelse?
Mange taler om frelse, men gør det med meget forskelligt indhold. I snæver betydning er frelse det samme som omvendelse. I bredeste forstand bruges frelse om adgangen til et fremtidigt paradis.

Bibelen giver os indblik i frelsens mysterium i små glimt. Med lignelsessprogets malende billeder giver Jesus os forståelse for, hvordan mennesket får del i Guds frelse. Og helbredelsesscenernes »din tro har frelst dig« viser os lidt af frelsens konsekvens.

Frelsens mål
Frelsen er Guds værk. Gud har travlt i verden. Og Guds aktivitet er ikke planløs eller uden mål. Gud skabte verden, som verden skulle være, »og Gud så, at det var såre godt«. Det fortælles der om i Bibelens første kapitler. I Bibelens afslutningskapitler tegnes et billede af en fremtidig verden, der også er helt efter Guds vilje.

Både det tabte og det kommende paradis siger noget om, hvad Gud vil med sit engagement i vores faldne verden, med lidelse, konflikt og meningsløshed. Gud vil, at vores verden skal blive efter hans vilje. Det er frelsens mål.

Frelsens grundlag
Gud kunne have valgt at lade verden destruere sig selv. Men Gud er trofast over for det løfte, som han gav Noa. Vi har ikke set en anden syndflod.

Derimod valgte Gud at bryde de onde cirkler, og midt i en verden, der langsomt, men uundgåeligt nedbryder sig selv, at restaurere, genopbygge og påbegynde en total genskabelse af det nedbrudte.

Frelse er Guds fortsatte skabelse.

Det er det, evangeliet om Jesus handler om. Gud blev menneske. Han solidariserede sig med menneskers livsvilkår og dødsbetingelser. Men ved, i sin opstandelse, at sprænge de kræfter, der hindrer livet, gik han forrest på vejen imod og igennem alt nedbrydende. Og han efterlod en åben invitation til alle mennesker om at følge efter.

Jesu gerning er grundlaget for enhver frelsesforkyndelse.

Den aktive Gud
Læren om Helligånden er læren om Guds aktivitet i nutiden. Helligåndens opgave er at herliggøre Jesus. Det vil sige, at Helligånden, med Jesu død og opstandelse som grundlag og model, oprejser og genskaber mennesket, så det bliver et rigtigt menneske, hvor »alt er såre godt«. Helligånden bevirker på en måde, at Jesu sejr gentages i de mennesker, der vil acceptere, at det sker.

Guds aktivitet i mennesket bliver også ofte kaldet Guds nåde.

Det får os først til at tænke på, at Guds frelsende handling over for mennesket begynder med en benådning fra den dødsdom, som alle kan se er ved at blive virkeliggjort i hele verden og i mennesket; økologisk og individets nedbrydning.

En uundgåelig dødsdom, som man har forsøgt at give mange årsager, men som ingen kan bortforklare, er ved at blive fuldført, og i hvis skygge ethvert menneskeliv bliver absurt og meningsløst.

Benådning er Guds nåde. Men nåden er også kraft, der er modsat dødsprocessen. Nåden sætter livsprocessen igang i den troende, så mennesket genskabes til at genspejle Guds billeder, Gud, der er kærlighed. Nåden er derfor en Guds kraft, der sætter mennesket i stand til at leve dynamisk, drevet af kærlighed.

Når kærligheden således får overtaget og bliver det drivende motiv bag enhver handling, så er den troende en helhjertet og moden kristen, der i sig selv er et vidnesbyrd om Guds virke i verden.

I Metodistkirken bruger vi også ordene retfærdiggørelse, helliggørelse og kristelig fuldkommenhed for at sætte ord på Guds frelsesproces i mennesket.

Personlighedsudviklende
Menneskets oplevelse af frelsen bliver ofte en betoning af Guds kraft, som en helende person, der restaurerer den svage menneskenatur. Frelsen medfører, at mennesket finder sit sande jeg og bliver opbygget til at tage ansvar, dels for sig selv og egne handlinger, dels for den nærmeste omverden, som også er elsket af Gud.

Frelsen er ikke en statisk lyksalighed, men et liv i fortsat udvikling med Jesus som ideal og livsledsager, og kærligheden som norm for adfærd og tanke.

Kirken, et redskab
Kirken kaldes også Kristi legeme i verden. På samme måde som Jesus benyttede sit legeme som indsats i det store opgør på Golgatha, således sættes det nutidige »Kristi legeme« ind som et Guds redskab under Helligåndens herredømme i den fortsatte frelsesproces.

Derfor kastes enkelt-kristne og hele kirken ud i forsoningsopgaver. Kirken er kaldet til at mægle og stifte fred, også selvom det medfører den stedfortrædende lidelse, der altid følger med, når kirken solidariserer sig med verdens små og påtager sig ansvaret for forhold, den ingen skyld har i.

De kristnes forkyndelse og mission er også Guds værktøj i den store redningsplan. GudJiar valgt at formidle verdens frelse gennem evangeliets forkyndelse med ord og i handling.

Og i Bibelen lærer vi at tænke Guds tanker om verden, som hans håndværk; om mennesket, som hans elskede; om ondskaben, som en kraft imod ham; om Jesus, som hans svar på menneskers meningsløse tilværelse, osv.

Guds folk
De kristne er et folk i bevægelse. Bag dem ligger en verden i grus. Foran sig er der mange kampe, der ikke er vundet endnu. Når fortsat bevægelse stadig er muligt, er det fordi de kristne også har vendepunktet bag sig og kan se Guds frelse som noget, de dels allerede har fået andel i, dels udvikles frem mod målet: den ny himmel og jord.

Jørgen Rasmussen

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990

Mindeord om rektor Thorvald Källstad

Under et besøg på Överås i november måned 1989 ringede jeg til min mangeårige gode ven, pastor, dr. teol. Thorvald Källstad, for at høre, om det passede ham med et kort besøg. Skønt han var meget syg, svarede han, at det ville han gerne. Det blev en uforglemmelig aften.

Han og Vera Källstad har altid haft åbne døre, og han ville ikke, at besøget skulle være kort. Han lod mig se ind i de enestående rige oplevelser, Gud gav ham under hans sygdom, sådanne oplevelser af Guds nærhed, som han aldrig havde troet, skulle blive ham til del.

Det gav ham en så rig fylde af Guds kærlighed, at det også fyldte ham med kærlighed til mennesker. Havde der før været andre følelser, så svandt de i alle tilfælde nu.

En virkelig kristen personlighed
Thorvald var et højt begavet menneske, der brugte sine rige evner i Guds og Kirkens tjeneste, dels som præst og forkynder, dels som lærer og rektor på vort teologiske seminarium. Det er ikke mange prædikanter i nordisk metodisme, han ikke har fået lov at præge med sin undervisning og sin personlighed.

Ud over det bragte han sin kristentro med sig ud i sit virke i samfundet, dels som universitetslærer og dekan for Uppsala universitets teologiske fakultet, dels som politiker og rigsdagsmand, repræsenterende Folkepartiet.

Det var en berigelse at lytte til ham, også i international sammenhæng, hvor jeg har hørt ham komme med indlæg, både ved generalkonferencen i USA og ved Metodistkirkens Verdensråds konference. Hjemme i Sverige gjorde han i frikirkelig sammenhæng en stor indsats i de frikirkelige seminariers rektorkonvent og var meget aktiv i økumenisk arbejde.

I den nordiske, teologiske skoles bestyrelse og i arbejdet på vort teologiske seminarium Overås var det også en glæde at arbejde' sammen med ham, sådan som jeg personligt siden 1950’erne fik lov til det.

Taknemlighed
Det er med taknemmelighed, jeg ser tilbage på alle disse år, hvor jeg også fik lov at komme i Veras og Thorvalds hjem. Ved en smuk højtidelighed i Set. Jakobs kirke, Goteborg, den 8. december 1989, hvor Danmark repræsenteredes af distriktsforstander Jørgen Rasmussen, stedtes Thorvald Källstad til hvile.

Må Gud trøste og styrke hans hustru Vera og børnene Maria og Peter med deres kære. Også i Danmark vil vi med taknemlighed mindes Thorvald Källstad.

Erik Kyst

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990

Hvad er dit nytårsforsæt?

Sådan lyder spørgsmålet til mange kendte personer i kulørte ugeblade, presse m.v. En vil tabe 5 kg, en anden holde op med at ryge, en tredie overveje.. Mange af disse er måske endog gengangere fra tidligere år, altså ikke realiserede mål og forsætter.

Se, jeg gør alting nyt
Sådan lyder det i et vers fra Johannes’ syn eller åbenbaring (citat fra Gud). Sådanne syner eller åbenbaringer har vi ikke mange af i dag. Vi bekymrer os måske endog, når de kommer og holder os hellere inden for de gamle, vante rammer.

Tilbage til det gamle/tilpasning
Det har vi prøvet før, siger nogle som argument mod en ændring. Vi skal ikke lave alting om bare for at ændre tingene, siger andre.

Til det første kan vi glæde os over værdien af de gamle erfaringer samt vor evne til at tilpasse os tidens krav. Om det andet: der skal selvfølgelig være et formål med forandringerne.

Selv i mit korte åremål i kirken har jeg oplevet forskellige arbejdsmetoder forskellige steder, og undertiden også en ændring til det gamle, noget tidligere praktiseret.

Det vigtige er, at vi tør ændre vore arbejdsmetoder, hvis vi anser det for nødvendigt og positivt.

Året 1989 er gået
Det skal vi nu vurdere. Økonomisk får vi konkrete tal. Medlemsmæssigt også, men dette oplyser kun en del af sandheden. Nogle ting gik godt, andre knapt så godt. Mange af de satte mål er nået, og det skal vi glæde os over. Vi kan vurdere, hvorfor vi ikke nåede alt, men skal erkende vort ståsted nu. Det er udgangspunktet for fremtiden.

1990 venter på os!
For mig er arbejdet især min/din lokale menighed (ikke bare den lokale). Det er der, slaget står. Kun få magter at overvinde verden. Vi har brug for de »små profeter« med visioner og kærlighed, som kan vinde »bare nogle få« (ad gangen). Det spændende i de lokale aktiviteter er især, hvor vi ser det lykkes. Det giver mod på at arbejde videre, også med nye initiativer.

Kopiering og idésalg/idéopsamling
Dejligt er det at se, at nogle menigheder tager arbejdsformer op, som synes at virke andre steder.
Idéfangst og Bessermachen (bruge og forbedre eller tilpasse andres ideer) er ressourcesparende arbejdsformer, vi skal træne mere i.

Hvilke mål har menigheden for det kommende år?
På menighedens årsmøde lyder dette spændende og vigtige spørgsmål. Svaret er undertiden oplevet lidt pinligt. Det havde været dejligt og naturligt med et væld af idéfyldte mål til drøftelse og beslutning, evt. alternative oplæg at vælge imellem.

Jamen vi har vel mål?
Du har sikkert et eller flere mål for dit liv. Tilsvarende har alle menigheder små og store mål for menighedslivet og vore medmenneskers liv. Nogle små, andre store, i forholdet til Gud, vore medmennesker, rent praktisk osv.

Vi må passe på. at arbejdet ikke bare kører videre, som det plejer, men at vi også vurderer, hvad vi gør og hvorfor, vi gør det.

Kan vi nå længere?
En spændende tanke, ikke? Prøv at bearbejde og formulere problemstillinger, muligheder og ideer. Kasser roligt noget, for der er nittere ind imellem -mange ideer, mange nittere. Eller brug det: - og vi har et nyt mål.

Fører vore arbejdsmetoder mod målet?
Hvis vi tænker os en menighed sætter sig det mål, »at Gud skal sende 20 nye medlemmer«, bør menigheden sikre, at der er arbejdsmetoder, der kan føre til målet. Vi har behov for periodisk at vurdere og løbende at justere arbejdsmetoderne og herunder søge målt, om vi når de fastsatte mål.

Tænkte mål som:
-    en levende gudstjeneste for alle,
-    gudstjenestefornyelse,
-    absolut ro og værdighed under gudstjenesten
kunne være svære at kombinere. Måske ville det blive aktuelt med en arbejdsform som børnepasning.

Det var generelle tanker om målsætning m.m. Det er aktuelt for hver enkelt gruppe og arbejdsgren at sætte sig mål -og en fantastisk oplevelse at nå dem. Det styrker fællesskabet, når vi føler, vi sammen har klaret udfordringer.

Jeg vil ønske jer alle inspiration i arbejdet med at sætte mål for 1990. Hvis I alvorligt i tro og kærlighed overvejer menighedens plads og muligheder i verden, vil I få velsignelse i arbejdet.

Hvad vil 1990 bringe?
Ja, det bliver jo spændende. Hovedbestyrelsen får, udover mere traditionelle ting, serveret meget interessant, enten som løse tanker, ideer eller projekter. Nogle er jordnære, mens andre kræver overvejelse, bøn og ydmyg vurdering.

Noget af det, vi pt. behandler under en eller anden form, er:
-    kirkecentre,
-    ældreboliger,
-    idébank,
-    forum for kirkelig kultur,
-    kan vi betjene vore mindre menigheder bedre,
-    hjælp til Rumænien.

Fat pennen og send dine ideer
Er det almindelige menighedsanliggender er den naturlige henvendelsesform via distriktsforstanderne.

Ellers glæd jer over positive kontakter med mennesker, der har noget på hjerte.

Skal tingene behandles i hovedbestyrelsen, har vi en frist på 3 uger. Vi mødes ordinært 19.-20. januar, før årsmødet og ca. september. Derudover har vi skriftlig behandling samt forretningsudvalget for presserende sager.

Det ligger i Guds hånd
Føler du som jeg, at tingene kan virke store, undertiden for store for os? Så er det trygt at vide, at vi kan lægge det hele i Guds hånd.

Se, han gør alting nyt!

Kærlig hilsen Knud Kristensen

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990

Med Kristus i 90’erne

Tekster: 1. Mos. 12:l-4a og Mark. 2:13-14.

Du står i afgangshallen i Kastrup lufthavn — der er en masse liv og larm og mennesker omkring dig. Der bliver hele tiden talt over højttalersystemet - meddelelser om flyafgange, sikkerhedsbestemmelser og forsinkelser - og du hører ikke rigtig efter, du er blot én i mylderet.

Hvis der pludselig kom en meddelelse til dig, ville du ikke høre den på grund af al uroen omkring dig.

Gud taler midt i mylderet
Det er ikke helt det samme, og alligevel. Midt i mylderet, midt i den megen aktivitet, larm og uro, der til daglig omgiver os, taler Gud. Han kalder på os, kalder mennesker til tjeneste. Men der er så meget andet, der tager vores opmærksomhed, at vi ofte ikke hører det, Gud forsøger at sige til os.

Ens for alle
Gud kalder hvert eneste menneske personligt. Fælles for os alle er, at vi er kaldede til efterfølgelse. Den op- og udfordring Jesus giver til tolderen Levi, giver han også til os. Vi er kaldede til at efterfølge Kristus - uanset om vi hedder Martin Luther, Luis Palau, John Wesley, eller er præst, lægleder, spejderleder, kirkevagt eller noget andet. Vi må alle lægge vores liv i Jesu hænder og følge ham.

Abraham viser vejen
Men hvad er det egentlig at følge Kristus? Meget enkelt sagt, er det at gå ind i Guds planer med mit liv. Abraham er et godt eksempel på, at det går an at følge Guds plan og leve efter hans anvisninger.

Abraham brød op fra en god og tryg hverdag for at gå på Guds løfte ind i en ny, usikker og ukendt fremtid. Abraham gik i tro. Men hans liv viser også, at han kom galt afsted, netop når han i krisesituationer valgte at stole på sig selv istedet for på Gud.

Gud havde ledt ham til Sydlandet, men da der udbrød hungersnød, forlod Abraham stedet og rejste til Ægypten, uden Gud havde sagt, han skulle gøre det. Fra da af fortsatte Abraham med at handle på egen hånd, indtil Gud igen fik tag i ham og førte ham tilbage til Sydlandet.

Her lod Abraham Lot vælge sit landområde først, da de to skulle gå hver til sit. Abraham var overbevist om, at Gud havde en god fremtid for ham, selvom Lot valgte først og tilsyneladende fik det bedste land. Abraham havde lært Gud bedre at kende.

Sådan er Gud. Får han lov til at bestemme over vores liv, bliver der ingen halve løsninger. Vi får alle lov til at være med i hans store plan, der har som mål at få evangeliet ud til alle mennesker.

En blandet flok
Når vi læser om de mennesker, Gud kalder til efterfølgelse og tjeneste i Bibelen, springer det i øjnene, at de var meget forskellige.

Abraham var en velhavende mand på 75 år (han blev 175 år), Moses var også en moden mand, mens apostlen Johannes var »teenager«, og Maria, Jesu moder, var sikkert blot en ung pige på 13-14 år. Uddannelsesmæssigt var yderpunkterne den jævne fisker, Peter, og den højtuddannede farisæer, Paulus.

På trods af det brogede billede af disciple, som Bibelen giver, har mange kristne mindreværdskomplekser og føler sig utilstrækkelige i forhold til både de bibelske personligheder og nulevende medkristne.

Management og discipelskab
Et managementfirma har lavet en undersøgelse af Jesu 12 disciple for at undersøge deres kvalifikationer til den opgave, Jesus havde kaldet dem til. Resultatet var, at den eneste, man fandt brugbar til den store opgave, var Judas Iskariot.

Ifølge managementfirmaet var Judas nemlig både ærgerrig, realistisk og målrettet. Hvorimod de resterende 11 blev karakteriseret som ubrugelige, fordi de var svage, overilede, flyvske, frygtsomme, naive, usikre og manglede realitetssans.

Det ubrugelige er brugbart
Nu er sagen bare den, at det, der kasseres i vores verden, ofte viser sig at være særdeles brugbart i Guds rige. Fordi Guds tilgivende kærlighed har en ganske særlig evne til at få det allerfineste frem i os - og ved Helligåndens kraft kan han udføre et stort værk gennem svage og tilsyneladende ubrugelige mennesker.

I Guds plan
Jesus Kristus kalder ethvert menneske til at følge ham og blive en del af hans store plan. Han kalder os til at leve i hans plan for vores liv.

Når vi står ved begyndelsen af et nyt år, så lad os tage tid til at være stille og lukke uroen ude, lytte og bede - og lade Gud få sin vej med vores liv og med kirkens. Han har planer for os - planer uden kompromisser og halve løsninger.

Chr. Alsted

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990

Hvad med 1990?

Man har spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at skrive et par ord om mine ønsker for 1990. Jeg skal forsøge.

Først lidt baggrund
1. Jeg er nu faldet ind under »Metodistkirkens lære og kirkeordnings« paragraf 447 stk. 1 - sådan da, for jeg skal ikke have pension fra kirken, men må nok alligevel dømmes efter den paragraf. Se selv!

Jeg vil ikke længere blive betragtet som værende i »aktiv tjeneste« — fra årskonferencen altså. Det er en ubehagelig baggrund for årets tanker. Hvad skal jeg så? Det modsatte må jo være noget må passiv. Den situation vil jeg end ikke overveje.

2. Jeg har netop gennemlæst og lavet uddrag af samtlige kirkens årbøger fra 1891 til og med 1989. Jeg har læst rundt regnet 100 indberetninger fra distriktsforstandere og bestyrelser, nej flere hundrede, og har også læst om utallige planer og fremstød. Jeg er fuldstændig mør!

3. John Wesley sad som 85-årig og filosoferede over, hvordan hans gerning havde været i de sidste 50 år. Han kom til det resultat, at han »var blevet ledet ubevidst og uden forudgående plan eller mønster«.

Mit inderligste ønske er da, at jeg den 31. december 1990 kan sige, som Wesley sagde om sine 50 år, mit udsagn gældende for tiden før årskonferencen såvel som tiden efter - og for resten af den tid, jeg er ved bevidsthed. Er der nogen, der kan bruge dette til noget, så værsgo’.

Godt nytår!

Erik Kristoffersen

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990

MB’s landsrådsmøde

MB har holdt landsrådsmøde den 6.-7. januar 1990 hos Lene Bræstrup i Svendborg, og jeg vil her referere de vigtigste ting.

Fremtidige programpunkter
Vedrørende mission har Inger Poulsen, Horsens, fået materiale fra Norge. Det kan I høre mere om på medarbejderkurset i Svendborg den 9.-11. marts, hvor vi bl.a. får besøg af Laila og Henning. Endvidere skal vi se den videofilm fra Zaire, som Birgitte og Niels French har optaget.

Omkring landsmødet i Vejle den 11.-13. maj vil der lørdag blive et program med familiekonsulent i Baptistkirken, Karin Christensen. (Ret til ændringer forbeholdes.)

Vi talte om nyudgivelser, hvor vi gerne vil udgive Carsten Morsbøls bog »Larven Joakim«. Endvidere vil hæftet »Familiedage« blive genoptrykt.

Suk - trist, men...
»Landet rundt« var en meget trist rejse: 6 ud af 17 menigheder har intet børnearbejde (suk!). Dog var der enkelte lyspunkter: I Vonge har man en fremgang på 7 børn (58 %). Vejles børnekor har haft fremgang på 2 børn. Ellers er de andre MB-grupper uændret.

Det var dog glædeligt at konstatere, at »gamle myrer« kommer til julefesten, Svendborg er invaderet af »myrer«, som også møder op til andre arrangementer end »Myretuen«. I Strandby er alle arbejdsgrene godt i gang, og man forventer at åbne en »Myretue« til februar.

Silkeborg har startet børnepasning om søndagen. Rønne har også fremgang, og næste skud på stammen bliver måske et børnekor. I Jerusalemskirken i København er der kombineret »Myretue« og søndagsskole hver søndag fra kl. 10-12. Der var også her god tilslutning til julefesten. (Kulisser fra Disney-optrin kan lånes der.)

Langtidsplanlægning 1991
9.-11. marts: Medarbejderkursus.
26.-28. april: Delegeretmøde. April/maj: Børnenes dag (kollekt til Øverås).
20.-22. september: Sangweekend i Vejle.
September/oktober: Agitationsdag (kollekt til MB).

Næste møde afholdes i forbindelse med medarbejderkurset i Svendborg, så hvis I har noget, vi skal tage med på mødet, så kontakt os endelig. Må Gud være med jer i jeres arbejde blandt børnene.

Vibeke Brogaard

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990