Af Pastor H. Hansen
Julen var tilbragt i det bedste Selskab og paa den hyggeligste Maade, men 3. Juledag skulde Opbruddet finde Sted, og jeg sige Farvel til mine kære Venner for i Fremtiden at opslaa mit Bo i Hovedstaden, hvor jeg tidligere havde opholdt mig, men uden at stifte noget videre intimt Bekendtskab, og hvad der endelig var af den Art, da jeg forlod Byen, var ikke bleven vedligeholdt, saa jeg omtrent stod lige saa ene, som da jeg første Gang kom dertil.
Nytaarsaften kom, og da jeg intet fast Spisekvarter havde valgt mig endnu, saa tog jeg ind et Sted, som jeg havde hørt meget omtale baade for sin Prisbillighed og for sin tarvelige, men gode og renlige Mad.
Den var ogsaa meget god i Forhold til Prisen, men der var næppe en eneste blandt de Tilstedeværende, man kunde indlede en Samtale med, hvorfor jeg hurtigt forlod Selskabet og befandt mig saa med det samme i en af Københavns smudsigste og mest beboede Gader, men paa denne Aften og paa denne Tid af Aftenen var der ikke nogen Færdsel, saa jeg kom i en forfærdelig Grad til at føle et Tryk af Ensomhed og Forladthed, hvad der ikke blev bedre ved at drage Sammenligninger mellem Jul og Nytaar.
Jeg tilbragte nogen Tid med at gaa Gade op og Gade ned og se ind i de mange oplyste Butikker, og standsede da ogsaa udenfor en Glarmesters Vindue i Adelgade, hvor blandt andre Billeder ogsaa et af Marie Antoinette i halv Legemsstørrelse var udstillet.
Ved nærmere at betragte hende, opdagede jeg, at hun stod i Fængslet foran et Bord, paa hvilket var hensat en Thepotte og en Brødbakke med et Par tykke Skiver Brød paa. Hun foldede Hænderne og vendte Blikket mod Himlen, medens der i Fængslets Baggrund henstod to skumle Personer, som formodentlig var hendes Fangevogtere.
Jo længere jeg stirrede paa Billedet, desto mere grebes jeg af den Alvor og den inderlige Hengivelse i Skæbnen, som prægede hendes Aasyn. Nogle Øjeblikke før var mine Taarer ved at rinde af Bekymring og Følelsen af Forladthed, men nu ved at se den Resignation og Tilfredshed, der hvilede over den fordums Dronnings Aasyn, der takker Gud for den simple Fangekost, kom de til at rinde af Taknemmelighed til Gud for min Stilling, der tillod mig frit og uhindret at gaa, hvorhen jeg ønskede.
Jeg tørrede Taarerne af Kinden og skyndte mig hjem, hvor jeg i et langt Brev til mine Venner tolkede mine Følelser af Forladthed, og hvorledes jeg blev helbredet derfor, og jeg tilbragte saa en af de mest velsignede Nytaarsaftener i Kirken sammen med Guds Børn, som jeg til den Tid havde oplevet, og fortrøstningsfuldt gik jeg ind i det nye Aar, der ogsaa blev et af mine lykkeligste, ikke mindst derved, at jeg hjemførte min Hustru til mit lille, tarvelige Hjem.
Mangfoldige Gange har denne Nytaarsaften med sine vekslende Indtryk staaet for mine Tanker i mørke og mødige Timer, og jeg kan ikke løsrive mig fra den Tanke, at Tilfredshed og Glæde langt oftere vilde afløse Sorg og Utilfredshed, end Tilfældet er, dersom man i de mørke Timer vilde betragte den Klasse af vore Medmennesker, der er stillet uheldigere end vi, saavel hvad Sorg som Sygdom, Fattigdom og andre lignende Forhold angaar, i Stedet for med misundelige Blikke at se op til dem, som vi indbilder os ere langt heldigere stillede end os.
Vi trænger sikkert alle til mere eller mindre at bede: Herre! forøg os Troen, saa at vi i alle Maader kunde forlade os paa den urokkelige Sandhed, at „alle Ting tjene dem til gode, som elske Gud.“
Med Blikket og Tankerne fæstet paa det Aar, der svandt, og paa Herrens forunderlige Førelser med os, enten det gik op eller ned, saa vi gennem alt erfarede, at som vore Dage vare, saa var ogsaa vor Styrke, lad os træde ind i det ny, forvissede om, at han, der hjalp os i det gamle Aar, er den samme i det ny, og at hans Øre ikke er tunghørende, at han ikke skulde kunne høre, og hans Arm ikke forkortet, at han ikke skulde kunne frelse.
(Gengivet i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936)
Julen var tilbragt i det bedste Selskab og paa den hyggeligste Maade, men 3. Juledag skulde Opbruddet finde Sted, og jeg sige Farvel til mine kære Venner for i Fremtiden at opslaa mit Bo i Hovedstaden, hvor jeg tidligere havde opholdt mig, men uden at stifte noget videre intimt Bekendtskab, og hvad der endelig var af den Art, da jeg forlod Byen, var ikke bleven vedligeholdt, saa jeg omtrent stod lige saa ene, som da jeg første Gang kom dertil.
Nytaarsaften kom, og da jeg intet fast Spisekvarter havde valgt mig endnu, saa tog jeg ind et Sted, som jeg havde hørt meget omtale baade for sin Prisbillighed og for sin tarvelige, men gode og renlige Mad.
Den var ogsaa meget god i Forhold til Prisen, men der var næppe en eneste blandt de Tilstedeværende, man kunde indlede en Samtale med, hvorfor jeg hurtigt forlod Selskabet og befandt mig saa med det samme i en af Københavns smudsigste og mest beboede Gader, men paa denne Aften og paa denne Tid af Aftenen var der ikke nogen Færdsel, saa jeg kom i en forfærdelig Grad til at føle et Tryk af Ensomhed og Forladthed, hvad der ikke blev bedre ved at drage Sammenligninger mellem Jul og Nytaar.
 |
| Charles Louis Lucien Muller: Marie Antionette i Conciergeriet (1856-57) |
Ved nærmere at betragte hende, opdagede jeg, at hun stod i Fængslet foran et Bord, paa hvilket var hensat en Thepotte og en Brødbakke med et Par tykke Skiver Brød paa. Hun foldede Hænderne og vendte Blikket mod Himlen, medens der i Fængslets Baggrund henstod to skumle Personer, som formodentlig var hendes Fangevogtere.
Jo længere jeg stirrede paa Billedet, desto mere grebes jeg af den Alvor og den inderlige Hengivelse i Skæbnen, som prægede hendes Aasyn. Nogle Øjeblikke før var mine Taarer ved at rinde af Bekymring og Følelsen af Forladthed, men nu ved at se den Resignation og Tilfredshed, der hvilede over den fordums Dronnings Aasyn, der takker Gud for den simple Fangekost, kom de til at rinde af Taknemmelighed til Gud for min Stilling, der tillod mig frit og uhindret at gaa, hvorhen jeg ønskede.
Jeg tørrede Taarerne af Kinden og skyndte mig hjem, hvor jeg i et langt Brev til mine Venner tolkede mine Følelser af Forladthed, og hvorledes jeg blev helbredet derfor, og jeg tilbragte saa en af de mest velsignede Nytaarsaftener i Kirken sammen med Guds Børn, som jeg til den Tid havde oplevet, og fortrøstningsfuldt gik jeg ind i det nye Aar, der ogsaa blev et af mine lykkeligste, ikke mindst derved, at jeg hjemførte min Hustru til mit lille, tarvelige Hjem.
Mangfoldige Gange har denne Nytaarsaften med sine vekslende Indtryk staaet for mine Tanker i mørke og mødige Timer, og jeg kan ikke løsrive mig fra den Tanke, at Tilfredshed og Glæde langt oftere vilde afløse Sorg og Utilfredshed, end Tilfældet er, dersom man i de mørke Timer vilde betragte den Klasse af vore Medmennesker, der er stillet uheldigere end vi, saavel hvad Sorg som Sygdom, Fattigdom og andre lignende Forhold angaar, i Stedet for med misundelige Blikke at se op til dem, som vi indbilder os ere langt heldigere stillede end os.
Vi trænger sikkert alle til mere eller mindre at bede: Herre! forøg os Troen, saa at vi i alle Maader kunde forlade os paa den urokkelige Sandhed, at „alle Ting tjene dem til gode, som elske Gud.“
Med Blikket og Tankerne fæstet paa det Aar, der svandt, og paa Herrens forunderlige Førelser med os, enten det gik op eller ned, saa vi gennem alt erfarede, at som vore Dage vare, saa var ogsaa vor Styrke, lad os træde ind i det ny, forvissede om, at han, der hjalp os i det gamle Aar, er den samme i det ny, og at hans Øre ikke er tunghørende, at han ikke skulde kunne høre, og hans Arm ikke forkortet, at han ikke skulde kunne frelse.
(Gengivet i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936)
Kommentarer
Send en kommentar