Metodisthistorisk Selskab

Læs Johannes 4: 34-42 Prædiken ved de unges efterårsstævne på Lægården søndag den 18. oktober. Vi har planlagt at samtale om retten, magten og ansvaret. Det er rimeligt, at vi i kirken besinder os på det, fordi der har været for meget magtmisbrug ud over verden så ofte. Kirken er i de senere år blevet mere og mere optaget af den sociale retfærdighed — og det med rette. Selv stod kirken ofte med skyldbesmittede hænder, og vi ser, hvor urimeligt det er, at store dele af verden skal lide sult, medens vi — ofte på direkte bekostning af de andre — frådser. Derfor blev kirken så optaget af at skaffe brød, som det f. eks. giver sig udslag i nødhjælpen. Og naturligvis må nøden afhjælpes, så langt det er muligt, selv om den ser ud til at være uendelig. Kirken skal altså være med til at skaffe verden brød. Ikke så sært. Det var netop Jesus selv med til. Efter vort Ny Testamentes beretninger mættede han tusinder sultne munde. Han drog også disciplene ind i denne gerning, og han sagde ...

Jørgen Lærkholm Prædiken ved ungdomsugen i ]erusalemskirken. Luk. 7, 36-50. I vort gamle testamente står der nogle mærkelige ting om Kain. Da han havde slået sin broder ihjel, og var blevet ramt af Guds forbandelse, handlede han anderledes, end man skulle vente sig. Det er ikke noget stivnet og opgivende Kain, vi møder. Han kaster sig ud i al slags aktivitet. Kain og hans efterkommere fremstilles i vor bibel, som nogle overordentlig produktive mennesker. Skønt de nedstammer fra en morder, er de ikke typen på det onde og asociale. De er tværtimod fremskridtets pionerer. De bygger en kultur og en civilisation op med deres arbejde og fantasi. Vi er Kains børn. Vi fortsætter det arbejde, som Kains direkte efterkommere påbegyndte. Vi gør os uafhængige af naturens magter. Uafhængige af hede og kulde, af storme og oversvømmelser, af dag og nat. Vi lader os ikke diktere af naturens love, hvis vi kan blive fri. Vi påtvinger naturen vor vilje. Vi former verden i vort billede. Vi h...

Prædiken af biskop Gerald Kennedy ved gudstjenesten søndag formiddag under Centralkonferencen.  Tekst: Luk. 15: 11-32. Jeg vil gerne bringe en hilsen før jeg prædiker. Dette er mit sidste biskoppelige besøg, og på mange måder har det været det bedste. Der har altid været en stor plads for Skandinavien i mit hjerte. Jeg vil gerne prædike nogle få øjeblikke over denne vidunderlige beretning om den fortabte søn. Kristus diskuterede ikke etiske problemer med sine tilhørere. Han gav dem ikke forelæsninger om Gud. Han fortalte ganske enkelt disse dejlige historier, som vi kalder lignelser. Dermed appellerede han til folks fantasi. »Evangeliet er en gave til fantasien«.  I dens enkelthed og skønhed er det en genial historie. Det er en stor historie for prædikanter. Vi skal proklamere gode nyheder. Vi skal ikke diskutere teologiske emner, og det bedste eksempel for en præst er Jesus selv. Nu er der tre karakterer i denne historie. For det første er det drengen, der gik hjemmefr...

Af pastor Kaare Lunde, Oslo Ved centralkonferencen i København Hebr. 13,11-16. For nogle måneder siden gik jeg sammen med nogle kristne fra forskellige dele af verden den vej, Jesus gik til Golgata. Ved hver af de såkaldte »stationer« på lidelsens vej standsede vi, og der blev læst visse dele af skriften. Til sidst kom vi til Golgata, som nu er skjult af Den Hellige Gravs Kirke. Idet vi passerede det, som engang havde været bygrænsen, blev dette ord så levende: »Derfor led Jesus også udenfor byporten ... Så lad os da gå ud til ham udenfor lejren og bære hans forsmædelse. Thi her har vi ikke en blivende stad, men søger den kommende«. Med disse ord står vi midt i den jødiske offerpraksis. Som en del af forsoningen blev en buk slagtet foran alteret. Efter offerhandlingen blev den båret udenfor byporten og ødelagt. Hebræerbrevets forfatter så her en parallel til Jesu død. Ligesom en forbryder — eller i lighed med syndebukken — blev han bragt udenfor byen for at lide døden. Bil...

I evangeliestykket, vi har for os, taler Jesus sine hidtil alvorligste ord til Farisæerne og de skriftkloge. Ved en lettere eller noget overfladisk læsning af det, synes der ikke at være en stråle af lys eller håb. Der tales om utilgivelig synd, om dommens dag, om fordømmelse, om en ond og utro slægt, og der bruges udtryk som »I øgleunger«. De alvorligste ord i denne sammenhæng er advarslen mod at begå den utilgivelige synd: Bespottelse mod Ånden. I de foregående vers fortælles, at Jesus har helbredt et besat menneske, en mand, der både var blind og stum. Denne handling vakte umådelig opsigt. Den blev drøftet og diskuteret over alt i byen, og den almindelige interesse samlede sig om denne Jesus, der kunne gøre et så stort mirakel med en mand, der var en af deres egne, og som de kendte godt. Det irriterede farisæerne grænseløst. Men de kunne ikke benægte underet. Der var jo sket en fuldkommen forvandling med manden. I deres desperation undfanger de en raffineret løgn. De fortæller v...