Paa Husbesøg

Metodismen i Bjerre Herred - del 10 


Af C. Nielsen

Nedenstaaende er Uddrag af en Korrespondance, jeg i sin Tid (1908) skrev til „Kristelig Talsmand“ om Menighedsforstanderens Færden i sin lille Anneks-Menighed. Det kunde maaske have sin Betydning at faa det med i denne Skildring. Billedet kunde maaske blive endnu en lille Kende klarere derved.

„En Gang imellem maa Forstanderen paa Husbesøg i sin lille Menighed. Om Sommeren gaar det forholdsvis let pr. Hjul; om Vinteren maa han som Regel benytte „Apostlenes Heste“.

Denne Gang begynder vi paa Hyrup Mark, ikke langt fra Vejle Fjord. Her bor Hans Bollesen og Hustru. De kommer meget sjældent til Kapellet i Hornsyld; Vejen er lang og de er gamle, og tilmed er Hustruen meget svagelig. Men de er tilfredse i deres Stilling og glæder sig til Hjemmet heroventil.

Naar Forstanderen af og til faar Tid til at kigge indenfor, holdes der en lille Gudstjeneste, stundom i Forbindelse med Herrens Nadvere, og da kendes det, at hvor to eller tre samles i Jesu Navn, der er han midt iblandt tilstede. Hans Bollesen har i mange Aar været Formaner og Klasseleder, men nu kan han ikke mere.

Fem Minutters Gang herfra bor Br. Thomas Nielsen og Hustru. De er endnu, skønt ikke helt unge, istand til at søge deres Opbyggelse i Kapellet. De har to Timers Gang hen og to Timers Gang hjem, og dog er der ikke ret mange Søndage i Aaret, uden at én af dem er i Hornsyld, og ret ofte kommer vor Broder ogsaa til Aftenforsamlingerne.

Det gør godt at faa lidt at styrke sig paa efter den temmelig lange Vej, og Br. Nielsens „Torsk fra Vejlefjord“ smager fortræffeligt.

Eftermiddagskaffen nydes en lille Times Gang herfra hos Jens Andersens paa Hyrup Mark. Gamle Jens Andersen er snart 82 Aar, og dog ser vi ham af og til i Kapellet. Men det kniber nok alligevel med at komme, særlig fordi Øjnene ikke er gode, og som Regel maa hans Hustru, der er en Del yngre, gaa alene. Dog, Herren er hos dem i Hjemmet, og de har, ligesom alle vore Venner herude, den Glæde at se deres Børn med paa Herrens Vej.

Vrigsted Mølle, 1906

Som Regel plejer Turen herfra at gaa til Vrigsted, hvor Niels Pedersen (Fynbo) bor; denne Gang kan det imidlertid ikke lade sig gøre. Der er blevet noget tomt i Niels Fynbos Hjem, siden hans kære Karen Marie for snart et Aar siden vandrede herfra.

Hun var en god Hustru og Moder, en god Kvinde, som ikke blot i Hjemmet, men hvorsomhelst hun færdedes, bar Vidne om det Liv, Vorherre havde givet hende ved Troen. Og dette hendes Vidnesbyrd var ikke forgæves. — —

I Breth bor Menighedens næstældste Medlem, gamle Stine Bødker, der nylig er fyldt 81 Aar. Hun har ikke været i Menighedens Forsamling i flere Aar, da hun er svagelig. Det er hende derfor en særlig stor Glæde, naar hendes Præst af og til kigger indenfor hos hende; saa har hun en hel Del at fortælle, og ofte om de gamle Tider, da hun havde sit Hus fyldt af Folk, der kom til Møderne. Men hun følger ogsaa godt med i de nyere Begivenheder, og trods sine ringe Kaar maa hun holde „Talsmanden“; den samt Bibelen og Salmebogen er hendes Trøst.

Vi læser Romerbrevets 8. Kapitel med hinanden, og medens jeg læser, følger hun med; hun kan det udenad. Og hvor meget af Skriften mon hun ikke kan trods sine 81! Efter Læsningen nyder hun Herrens Nadvere; det er en højtidelig Stund, som hun glæder sig ved at tænke tilbage paa i lange Tider.

Naar hun saa ved Afskeden trykker ens Haand i begge sine og siger: „Hu, ha, hwo’ æ a da glad, at Di kom,“ saa føler man, at her er noget af Lønnen for ens Gerning, den Løn, der ikke opgives til Ligningskommissionen, men som dog har stor Betydning for en Ordets Tjener.

I Breth tjener et Par af vore unge Folk i Hans Madsens Gaard; de har her ikke blot en god Tjeneste, men et godt Hjem. Dér maa jeg ogsaa gerne ind. Denne Gang var det et Sorgens Budskab, der mødte mig. Manden, en kraftig Mand paa 61 Aar, var kaldet bort efter kun to Dages Sygeleje. Da han laa paa sit yderste, sagde han til sin Hustru og til Lægen: „Er det ikke saadan, der staar: „Jesu Kristi Guds Søns Blod renser os fra al Synd?“ De bekræftede begge, at saadan stod der, og paa det sov han hen. Hvor velsignet at vandre herfra rentoet i Lammets Blod!

Endnu en to, tre andre af Menighedens Venner i Breth besøges, og saa er det blevet saa sent paa Dagen, at jeg maa skynde mig til Møde i Hornsyld Kapel.

Stundom, naar jeg er paa denne Egn, gaar Turen op over Kauben Mark, hvor Jens Hornbæk, ogsaa kaldet Jens Smed boede i sin Tid. Denne herlige, gamle Broder har Herren taget til sig for flere Aar siden. Hans Hustru og Datter Andrea rejste for et Par Aar siden til Amerika.

Jeg ser aldrig det lille, beskedne Hus med Smedien uden at tænke paa, da jeg første Gang var her paa Egnen som Forstander (1890—92); da logerede jeg ofte hos dem. Da havde de deres Carl, en prægtig, opvakt Dreng; han gik til Forberedelse hos mig, men blev syg og laa i lang Tid, og døde saa tilsidst glad i Herren. Der er sikkert adskillige her paa Egnen, der mindes ham med Glæde og Tak for det Vidnesbyrd, han aflagde paa sit lange Sygeleje.

I Hornsyld bor gamle Mine, vor Kirkekone, den eneste Metodist i Byen, hvis der da ikke ligger nogen paa Byens Sygehus, hvad jævnlig har hændet i de senere Aar; for Tiden har vi en ung Søster der. Gamle Mine har siddet „ved Dørtærskelen i Guds Hus“ i det meste af en Menneskealder; men Legemet er svagt nu, og hun er træt og længes mod Hjemmet. Men Folk er gode ved hende.

Og som man siger: „Naar det regner paa Præsten o. s. v.“ — saaledes kan det siges her, kun i omvendt Forhold. Her regner det paa Mine, og saa drypper det paa Mines Præst. For hendes Skyld er mange Hjem lukket op i Hornsyld for mig, og jeg behøver aldrig at savne Nattelogi, naar jeg er derude.“

Saa langt Korrespondancen.

Til andre Tider var der andre Venner at besøge. Rundt omkring og langt borte boede de: I S. Aldum, Stenderup, Bjerre, Juelsminde, Barrit, ja helt nede i Stovby Skov og Fakkegrav ved Vejlefjord. Og hvor jeg mødtes med dem, der delte vi Guds Ord med hverandre og havde gerne en lille Bønnestund sammen, og altid erfarede vi Sandheden af Jesu Ord: „Hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.“ (Math. 18,20).