Karl Schou som han var

Superintendent Karl Schou - del 7 

Af Svend Johansen

Lukas siger om Apostelen Barnabas, der blev sendt af Apostlene i Jerusalem som Superintendent til Antiokia: „Han var en god Mand“. Og netop disse Ord skal staa foran paa det Billede af Karl Schou, som en af hans Disciple her vil søge at tegne for Efterslægten.

Denne Betegnelse vil maaske synes banal. „Gute Leute“ staar almindeligvis i lav Kurs. Ja, men ikke i min Ordbog, hvor det fuldtud har den Betydning, det har i Ap. G. 11, 24. Og hvis jeg kendte nogen højere Generalnævner for Karl Schous samlede menneskelige Egenskaber, vilde jeg ikke betænke mig paa at bruge den.

Just som jeg har skrevet ovenstaaende, læser jeg Domprovst Skovgaard-Petersens Definition af Begrebet „Godhed“ (Kr. Talsm. 1934, Pag. 90). Han siger: „At være god er hverken mere eller mindre end at blive som den ene gode; i Guds Samfund blive som Gud; ved Guds Kraft forvandles i Guds Billede.“

I min Kladde havde jeg skrevet: Det betyder ikke blot, at han havde en Del gode Elementer i sin Natur; men at han var en Israelit, i hvem der ikke var Svig. Naturen og Naaden havde indgaaet en skøn Forening i hans Person.

Skulde jeg gaa i Enkeltheder, vilde jeg sige: Han var en god Søn, en god Broder og en god Ægtefælle, med andre Ord: en god Mand i sit eget Hus, en god Ven for sine Venner og en god Borger i sit Land. Da han laa paa sit Dødsleje, og hans Moder sad hos mig, siger hun en Dag under Taarer:

„Han har aldrig gjort mig Sorg, ikke noget Øjeblik i hele hans Liv."

De Breve, vi forud har gjort Bekendtskab med, viser os jo netop ogsaa Billedet af den gode Søn. Hvilken mageløs Kærlighed og Godhed havde han ikke for dem, der stod ham nær; hvor inderlig en Omsorg havde han ikke for baade deres legemlige og sjælelige Velfærd.

Jeg maa endda tilføje, at disse jo kun er Uddrag af Breve, og at de udeladte Partier, navnlig Slutningerne, ofte endnu tydeligere aabenbarer hans Sindelag mod Forældre og Søskende. Nu ved vi godt, at Breve, som bliver til under Hjemvésfølelser, ofte er upaalidelige Vejvisere ind i Sindelagets virkelige Jeg, og at Afstand i Tid og Sted idealiserer mere eller mindre, saa de ømme Ord ofte kan have et saa stort Islæt af Poesi, at man vanskeligt, naar man kender Brevskriveren, opdager en tilsvarende Virkelighed bagved.

Men vi, saamange som har kendt Karl Schou, ved, at han i endog udpræget Grad var virkelighedstro. Han var ægte helt ud til Spidsen af sin Lillefinger. Han var som hans Ord. Hans Tale var kemisk fri for Stænk af Tvetungethed.

Hvad jeg skriver her, kunde jeg have skrevet paa et hvilketsomhelst Tidspunkt, medens de endnu levede, som havde haft Forbindelse med ham, hvadenten de sympatiserede med hans religiøse Liv og Virksomhed eller ikke, og ingen, ikke én vilde have modsagt mig.

Ja, Karl Schou var en god Søn, og han var en god Broder. Vi husker Hanne Schous Beskrivelse af ham som Dreng; og jeg henviser igen til hans Breve til Hjemmet. Ofte nævner han sine Søstre ved Navn, og om der skal ske noget med nogen af dem, som han mener at være urigtigt, advarer han derimod eller beklager det. Skønt han i det fremmede Land hele Tiden havde mere end nok at ordne for sig selv, saa følger han sine Søstre gennem Aarene og holder sig bekendt med, hvordan det gaar hver enkelt af dem. Har han nogen Fejl overfor dem, var det, at han maaske var alt for omhyggelig for, hvad han mente var til deres Vel, saa det grænsede til at ville være deres Forsyn. Men saa fast var deres Tillid til hans Redelighed og Dømmekraft, at de fulgte hans Raad, selv om det gjorde ondt i Øjeblikket.

Fru Louise Schou fortæller om sit første Møde med ham. Det var under et Besøg i hendes Svogers, Pastor J. M. Eriksons Hjem i Gøteborg. Schou var paa Rejse til Norge og havde sin Søster Hanne, som var hans Husholderske, med sig. Daværende Frøken Louise Eneman lagde her især Mærke til den Omhu og det store Hensyn, han viste sin Søster. Det var vel ikke det eneste, der drog hendes Hu mod sin tilkommende Ægtefælle; naturligvis var det ikke dette; men alle andre Følelser fraregnet laa det nær for den unge Pige at slutte, at en saadan Mand, der viste sin Søster et saa udpræget Hensyn, havde det allerbedste Stof i sig til ogsaa at blive en god og omhyggelig Ægtemand.

Og Louise Eneman tog ikke fejl. Naturligvis var der andre Følelser end Beundring for den gode Broder, der vaktes hos hende under dette Møde, Følelser der blev for hellige til Omtale for Trediemand, en Skat, hun har baaret i sin Sjæl og levet paa i de snart tredsindstyve Aar, der er gaaet siden da, og i hvilke hun i den lange Tid af 44 Aar kun havde Minderne fra faa Aars lykkeligt Samliv at styrke sig ved.

Hvis jeg i Dag spurgte Fru Schou: Var Karl Schou en god Ægtemand? vilde hendes Øjne straale, idet hun bekræftede min Paastand derom. Men jeg tør ikke spørge. Den tilmaalte Plads i nærværende Skrift har ikke Rum for det fyldige Vidnesbyrd, hun vilde aflægge. Og jeg behøver ikke at spørge, thi jeg har haft mit Hjem hos dem og véd af Selvsyn, hvilken Ægtemand Karl Schou var. Og hans Søstre Hanne og Frederikke har begge bevidnet, at ogsaa Karl Schous første Ægteskab var særdeles lykkeligt.

Her er det maaske Stedet at sige, at det i hvert Fald syntes for mig, at Ægteskabet mellem Karl og Louise Schou nærmest gav én den Forstaaelse, at Fru Lowa ikke havde nogen anden Villie end Karls, at hun var at ligne ved en Blomst, der blev baaren op af sin solide Stængel, gennem hvilken hun tog alle Elementer i sin Tilværelse, de aandelige saavelsom de timelige.

Sikkerligen var der andre, der som jeg ængstedes for, hvordan det vilde gaa hende, da Stængelen knækkede. Jeg sagde før, at Fru Schou for 44 Aar siden kun havde Minderne om en god Ægtemand at leve paa Resten af sit Liv. Dette er ikke rigtigt. Hun havde mere. Hun havde fire smaa Piger; men det var saa ogsaa omtrent alt.

Jeg husker ikke, om jeg spurgte Schou om, hvordan hans Familie var stillet ved hans Død, eller han sagde det uopfordret; jeg husker kun, at han sagde: „Der er slet intet efter mig.“ Det var derfor ikke underligt, at Vennerne var bekymrede for, hvordan det skulde gaa Fru Schou med hendes fire smaa, nu hun blev ladt tilbage i smaa Kaar nær Armodens Grænse.

Jeg skal ikke her skrive Fru Schous Eftermæle, men det maa til Tider være tilladt at gøre Hovedsummen af et Menneskeliv op, medens det endnu lever. Og angaaende Fru Schou maa jeg for mit eget Vedkommende sige, at intet Menneske har vakt min Beundring, ja næsten Forundring, i den Grad som Fru Schou.

Hun, som gjorde Indtryk af at være meget upraktisk og uden selvstændig Evne til at møde i Kamp mod Livets brutale Virkelighed, viste sig at eje Kæmpekræfter. Det var underligt for vore Øjne at se hende kæmpe og sejre.

Hendes fire Piger fik baade en god Opdragelse og en god Uddannelse, og den Kærlighed, hvormed hun gik i Skranken for dem under deres Opvækst, gengælder de hende paa en baade smuk og kærlig Maade nu i hendes Alderdom; og det Minde om deres Fader, som deres Moder indgav dem under deres Opvækst, er nu Skatte, de freder om og føler, at de skylder at frede om; thi om deres Fader end ikke efterlod dem jordiske Skatte, saa har hans Velsignelse hvilet over dem og deres gode Moder indtil denne Dag. Paa Karl Schou og hans efterladte opfyldes, hvad den gamle Salmist sang. (Sal. 37, 25):

Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig saa jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød.

Og saadan som Karl Schou var overfor sine egne, var han mod os andre, der i Arbejdet var knyttet til ham. Han var ikke, som det hed i Athen om Lakedæmonierne: De er Løver hjemme, men Ræve i Efesus. Han var den samme gode Mand for os, som han var for dem. Med fuld Tilslutning citerer jeg her Pastor H. Jacobsen, som skriver: „Han var en forstaaende Ven og derfor elsket af os, der var hans Medarbejdere.“

Som Superintendent besøgte han hver af Menighederne som Regel fire Gange aarligt for at lede Kvartalskonferencer, og boede da i Prædikanternes Hjem. I hine Dage var vore Hjem altid Herberger for tilrejsende. Der var ikke noget med at sende paa Hotel. Dette havde vi ikke Raad til.

Vort Liv udadtil naaede ikke langt udenfor den lille Kreds af Medlemmer og Venner, der mødte med os i vore Mødesale. Naar der saa blev Anledning til et Besøg udefra, lod vi det ikke slippe os af Hænde. Dette gjaldt i al Almindelighed, men gjaldt dog mere end alle Superintendenten. Vi havde absolut ikke Raad til at undvære de aandelige Velsignelser, hans for os alle saa kære Besøg bragte os. Det gav ekstra Arbejde for Præstekonerne, men et Arbejde, de nødigt vilde undvære.

Pastor L. Christensen fortæller om Karl Schous første Besøg i hans Hjem:

„Da jeg fortalte min Hustru — siger han — at Schou kom en Dag at besøge os, svarede hun mig med Taarer i Øjnene: „Hvorfor har du bedt ham om at komme i vort Hjem. Jeg kan umuligt tage imod ham.“ Men da han forlod vort Hjem, sagde hun, at Mage til Præst havde hun aldrig kendt. Han kunde forstaa at trøste os i Sorgen over Tabet af vort to og et halvt Aar gamle Barn, som døde fra os.“

Og dette var just, hvad der gjorde disse Besøg saa værdifulde. Karl Schou havde en mærkelig Evne til at komme Mennesker til Hjælp. Han var selv saa aaben og gennemsigtig, at de Mennesker, der kom ham paa nærmere Hold, uvilkaarligt lukkede sig selv op og blev modtagelige for Trøst eller Raad. Det er ikke Mundsvejr eller Talemaade, naar jeg siger, at det var som at herbergere en Engel, naar vi havde vor Superintendent i Huset.

Vil nogen sige, at det er en gammel Mands Idealisering af, som det var „i gamle Dage“, saa svarer jeg, at jeg skrev det samme for 40 Aar siden i en Artikel om Karl Schou i „Søndagsskolen“. Hver én af os betragtede ham som vor absolut bedste Ven, og vi havde Aarsag til at gøre det.

Ikke blot havde han selv gennemlevet saa mangfoldigt, saa han havde et rigt Fond af Erfaringer at øse af; men hans sjælelige Udrustning var ogsaa saa mangfoldig, og hans aandelige Spændvidde saa mærkværdig ubegrænset, at han kunde sætte sig ind i næsten et hvilketsomhelst Spørgsmaal, der kunde komme for. Hans ransagende Blik naaede ind i Sjælenes inderste Kroge og lokkede frem, hvad som gemtes dybest inde. Og naar de tunge Tanker var bragt frem i Dagslyset, ydede han en rig Hjælp ud fra sine egne dybtgaaende Erfaringer.

Ogsaa det rent dagligdags, de for „store Aander“ Smaaligheder, havde hans Interesse. Ofte har jeg tænkt paa det mærkelige, at da Kleofas og hans Ven Paaskedags Eftermiddag tog denne mærkelige fremmede med ind i Huset i Emmaus, optraadte han straks som Vært og lyste Velsignelse over Maden, som om han var Husfaderen. Men det var i sin gode Orden. Hvor Jesus kommer ind, er han hjemme og den første i Hjemmet. Og saadan var hans tro Discipel Karl Schou.

Han kom ikke som en fremmed i vore Hjem. Han var altid hjemme hos os og følte sig selv hjemme og tog interesseret Del i alle hjemlige Anliggender. Han havde et rigt Fond af Erfaringer og holdt dem ikke karrigt tilbage. Hans meget følsomme Fysik havde lært ham at tage meget Hensyn til Dagliglivets Enkeltheder lige ned til Fødemidlernes Sammensætning og Behandling, saa de ydede deres bedste, og han var altid rede til at lære fra sig ogsaa uden direkte Opfordring. Denne broderlige og næsten faderlige Hjemlighed var et saare elskeligt Træk hos ham og en af de mange Ting, der gjorde hans Besøg saa hyggelige.

Men vil nogen deraf slutte, at han gik om iblandt os som en jovial, godmodig, gammel Bedstefader, saa slutter man meget fejl. For det første var han ikke gammel af Aar. Han var kun 48 Aar, da han døde. Og han var ingen blødsøden Sjæl, tværtimod. Han var udstyret med en meget stærk kritisk Sans og øvede den tilbunds, men haardest mod sig selv. Just derfor havde han den aandelige Myndighed til ogsaa at kunne sige os vore Fejl, uden at vi fandt, det kunde være anderledes.

Dette fandt vi saa naturligt. Vi fornam, hvilket Hjertelag der dikterede. Han var altid ærlig, altid tro mod Sandhed, men han var det af Kærlighed. Han havde ikke noget tilovers for Mennesker, som i Utide lyster at sige saarende „Sandheder“. Han sagde en Dag: „Vor Tale skal altid være krydret med Sandhedens Salt; men vi skal ikke velbehageligt gaa omkring og strø det bare Salt. Derved forhærder vi kun og gør Fortræd.“