Omvendelse

Superintendent Karl Schou - del 4


Af Svend Johansen

Han havde, som før sagt, en from, kristelig Moder, hvis Forbønner steg op til Himlen for ham. Dermed var Grundlaget givet. Det var noget, der fulgte ham, som han ikke kunde smøge af sig, og sikkert heller aldrig vilde unddrage sig, tvertimod.

Skønt han var opdraget i Tillid til at være et kristent Menneske, længtes han dog stadig efter at blive en bedre Kristen, end han var, og haabede ogsaa at blive det omsider.

Han skriver:

„Jeg er endnu ikke saa hengiven i Guds Villie, som jeg kunde ønske at være. Det unge Sind faar Overhaand somme Tider, og jeg tror mig selv dygtig nok til at modstaa enhver Fare, som kan møde, og tænker ikke paa, at der er et højere Væsen, som regerer.

Jeg gaar stadig til Kirke og søger at blive en rigtig Kristen; men det verdslige, daglige Liv er Penge. Skynd dig nu at gøre noget rigtig godt, saa du kan fortjene mange Penge! Det er jo Hovedtanken, og denne og Ydmyghed i Guds Villie forenes jo ikke godt.

Et, tror jeg dog, vilde forbedre mig ogsaa i denne Henseende, og det er: havde jeg blot Marie hos mig daglig; thi hun vilde sympatisere med mig og være mit Alt. Og hun var vist ogsaa nok til at forandre mine Tanker mere bort fra Fortjeneste og til det eneste sande Gode; thi jeg tvivler ikke om, at hun er gudhengiven; det viser dog alle hendes Breve. Hun har heller ikke noget imod at komme her, men hendes Fader tillader det jo ikke; og heller ikke vil jeg, at hun skal rejse alene, thi Rejsen er alt for besværlig for et enligt Kvindemenneske. Det maa jeg altsaa slaa af Tankerne; thi det sker dog ikke før langt hen i Tiden, og da ved man jo ikke, hvordan det gaar.“

Hvorvidt det Brev, hvorfra ovenstaaende Citater er taget, er skrevet fra Perth Amboy eller i den første Tid, han var i Lafayette, kan jeg ikke sige. Begyndelsen paa Brevet er nemlig gaaet tabt. Men i hvert Fald blev han ikke ved Teglværket i ret lang Tid. Saa snart han havde sammensparet saa mange Penge, at han fandt det klogt at rejse videre paa det uvisse, gjorde han det.

Han havnede nu i Byen Lafayette i Staten Indiana, hvor han kom i Arbejde hos en Urmager, som var en alvorlig Kristen og Medlem af den Biskoppelige Metodistkirke. Denne Urmagerfamilie tog sig meget af ham. Med dem gik han stadig i Kirke.

Nu kom han ind i den alvorlige Krise, som alle omvendte Kristne kender af egen Erfaring, da det aandelige Enten—Eller ubarmhjertigt kræver af Sjælen, at den vælger, hvorledes den herefter vil leve, enten for den Gud, der har aabenbaret sig selv i Kristus Jesus, eller for denne Verdens Gud, der for hans Vedkommende vinkede med rige, jordiske Skatte. Karl Schou valgte at tjene Gud i Himlen, og hans Valg var udelt paa Herrens Side.

Om dette skriver han til sine Forældre:

La Fayette, Marts 11, 66.

Mine kære uforglemmelige Forældre!

Jeg har med stor Glæde modtaget eders kære Brev af 8. f. M. Det glæder mig meget at se, at I er alle ved godt Mod og Helbred, og, som jeg haaber, vil dette Brev træffe eder ved samme gode. Jeg vil nu imod Sædvane begynde med mig selv istedetfor at svare paa eders Brev først. Men hvorledes jeg skal begynde, véd jeg næsten ikke, da denne Tilstand, jeg vil beskrive eder, er mig endnu lidt fremmed.

Well, for at komme dertil. Jeg antager, kære Forældre, at I har set, eller i det mindste mærket af mine sidste Breve, at en Slags Forandring er foregaaet med mig; hvorledes ved jeg ikke og kan ikke forklare. Jeg har altid gaaet til Kirke meget regelmæssigt før; ikke fordi jeg elskede Gud eller hans Folk. Nej! Dertil stolede jeg alt for meget paa min Dygtighed; men fordi jeg ikke kunde gøre noget andet, da jeg, Gud være lovet, aldrig faldt saa dybt, at jeg gik i Værtshuse eller slige Steder og ødelagde mine Penge og mit Helbred.

Jeg tænkte altid før, at det at søge Gud er altid tidligt nok, naar jeg bliver gammel og har nok at leve af. Men, takket være Gud, denne Ligegyldighedstilstand er forbi, og jeg er nu ved Jesu store Naade en anden og et bedre Menneske; og dersom Døden i dette Øjeblik overraskede mig, vilde den finde mig beredt til at gaa uden Frygt.

Jeg har i lang Tid følt Byrden af mine Synder, ja i Aarevis, og set Nødvendigheden af at blive frelst, men altid udsat det. Ja, jeg har endogsaa hentet Trøsten derfra, da mine Luftslotte brast, at jeg ikke havde fortjent det, ikke var beredt til at have Rigdom, da jeg aldrig oprigtigt havde bedet Gud om at velsigne mit Arbejde, men, som før sagt, stolet paa mig selv. Som I ved, endte det hele i store, timelige Tab for mig; men, takket være Gud, det var alt til mit bedste.

Jeg er nu kureret og kan med Haab og Tillid sige; „Gud, jeg giver alt i dine Hænder; gør ved mig, som du vil, og jeg skal ikke knurre.“ I hele dette Aar er der sket forunderlige Ting her i dette velsignede Land. I alle Kirker og forskellige Trossamfund har den Helligaand været tilstede. Mænd, Kvinder og Børn er bleven omvendte og har fundet Naade i Tusindtal, og her i La Fayette ligesaavel som alle andre Steder. Sligt har aldrig været set før. Der er Gudstjeneste to Gange hver Søgnedag og ligesaa om Søndagen; og det er Skik her, at enhver, som føler sig selv at være en Synder og ønsker at blive bedet for, gaar op til Alteret og knæler.

I lang Tid modstod jeg Indbydelsen. Djævelen hviskede mig bestandig i Øret: Det er tidlig nok; du faar Tid nok. Men alligevel, hver Gang jeg kom hjem, fortrød jeg, at jeg ikke gik op, og vilde da ofte knæle ned og bede; thi altid lød det i mine Øren: Det hjælper ikke, du beder. Du mener jo slet ikke, hvad du siger. Og i Stedet for at vedblive (holde ud i Bønnen) vilde jeg slutte og sige (til mig selv): Meget sandt; det er jo kun tomme Ord, som ikke nytter noget.

En Aften, det var den 26. Februar, — Dagen glemmer jeg aldrig — bad Hull mig at gaa med til Kirken, da der skulde være Lovefeast (Kærlighedsfest). Jeg gik med, og efter en Pause der stod Hull frem, og blandt andet bad han Menigheden om at bede inderligt for mig. Han havde set, hvorledes jeg pintes og havde det i lang Tid, sagde han, og ønskede at se mig denne Aften gaa hjem glad og lykkelig over min Sjæls Frelse.

Da kunde jeg ikke modstaa længere; men gik til Alteret. Hvad der foregik den hele Aften, ved jeg ikke. Jeg følte mig aldeles sønderknust. To Præster og flere af de gamle laa omkring mig og blandede deres Bønner med mine for min Omvendelse. Men nej, Natten kom og endnu intet Haab.

Alting syntes mørkt og fremmed omkring mig. Jeg ravede og vidste næsten ikke, hvad jeg gjorde. O, hvor det gyser i mig at genkalde disse skrækkelige Timer. Gud, lad mig aldrig opleve sligt mere! Nuvel, Natten kom, og jeg gik med en af de nylig omvendte hjem. Jeg sov kun lidt denne Nat; men jeg syntes hele Tiden, jeg stod paa Randen af en Afgrund; og dersom jeg ikke fik, hvad jeg søgte, da burde og maatte jeg evig fortabes.

Om Morgenen havde jeg slet ingen Ro paa mig, men gik til Præsten igen. Han talte med mig og bad for mig indtil Kirketiden, da vi gik til Kirke sammen. Dér foregik næsten det samme som om Aftenen. Da vi havde sunget den første Salme og bad knælende (som vi altid gør), var det, som om en usynlig Haand holdt mig nede, og det var mig umuligt at staa. Og under hele Gudstjenesten laa Præsten ved Siden af mig. Hvor var det en haard Strid! Djævelen vilde ikke ud.

Jeg græd, bad, og alting omkring mig skælvede. Endelig, Gud være takket, næsten ved Slutningen af Mødet, kom der ligesom et Lys omkring mig. Jeg blev stille; og Gud være evindelig takket, i dette Øjeblik tog han mit Hjerte i Besiddelse, og alle de onde Aander, som Hjertespejlet saa sandt afbilder, tog deres Afsked, som jeg haaber for stedse.

O, kære Forældre, saa lykkelig som jeg er, kan I ikke forestille eder. Det maa føles og kan ikke beskrives. Jeg er saa let, saa glad, akkurat som om enhver Byrde er taget fra mig: det, som før holdt mig ved Jorden og forbød mig at svinge mine Tanker til det Høje, ja det Højeste. Jeg blev saa uendelig glad, at jeg kan gøre alt. Endogsaa i Dag har jeg staaet op for Menigheden og fortalt dem, hvad Jesus har gjort for mig.

O, hvor det styrker at finde medlidende og villige Sjæle til at hjælpe paa den trange Vej. Jeg har rigtignok nu opnaaet, hvad Ane blev spaaet, i fuldt Maal: En Rigdom, som alt Verdens Guld ikke kan afkøbe mig; og jeg haaber, at det ikke vil blive derved, men at jeg maa vedblive at vokse og blive bedre i hvad som angaar Kundskaben om Gud.

Jeg har forenet mig med Metodistkirken, da her ingen god luthersk Menighed er. Der er kun lidt Forskel imellem dem. Jeg antager, I ved, der er bygget en ny Kirke i København af den Slags, hvoraf Willerup er Pastor. — Nu, kære Forældre, vil jeg slutte angaaende mig selv. Bed for mig, at jeg maa blive ved paa den rette Vej; og om vi ikke mødes mere her, at vi maa være sikker paa at mødes for Guds Trone.

Kære Forældre! Jeg har for kort Tid siden sendt eder en Veksel paa 94 Rdl. 5 Mark, som jeg haaber, I har modtaget ved denne Tid. O, hvor vilde jeg gerne være tilstede ved Rikkes Konfirmation; men da jeg ikke kan, saa maa mine bedste Ønsker for hendes Vel jo være alt, som jeg kan gøre. Gud hjælpe hende til at opfylde disse Løfter, som hun da aflægger, som desværre ikke én udaf hundrede gør saa meget som tænker paa.

O, Gud! Hold din beskærmende Haand over min Søster og gør hende stærk til at modstaa Fristelser. Det er en slemme Vane, som jeg har forundret mig over mange Gange med Afsky, at drikke dem (jeg mener Drengene) ud af Skolen. Jeg haaber, den nu er afskaffet.

Hanne Schou lader forstaa, at det vakte megen Forundring i Hjemmet, da Karl skrev hjem om sin Omvendelse.

„Vi troede jo alle, at vi var gode Kristne,“ siger hun. Selvfølgelig maatte et Brev som ovenstaaende vække alvorlige Tanker baade hvad deres egen Kristendom angik og om, hvorvidt det stod ret til med ham; om det ikke var noget helt forkert, han var kommen ind paa. De har da ogsaa bedt ham om at forklare sig angaaende denne „nye Religion“, som han da gør i et senere Brev, der blev opbevaret af hans Moder og derfor kan komme med i nærværende Skrift.

Angaaende de Redskaber, Gud brugte til at føre vor gode Superintendent ind paa Vejen, da skriver begge Søstrene, Hanne og Frederikke, at det var den metodistiske Urmagerfamilie i Lafayette, der ved deres Forbønner og Eksempel saavelsom ved at tage ham med i Kirke havde den afgørende Indflydelse paa ham.

Og de var begge nær forbundet med ham, idet Frederikke blev hans Husholderske i Amerika efter hans første Hustrus Død, og Hanne førte Hus for ham her i Danmark fra hans Komme, og indtil han giftede sig paany, og vedblev at være nær knyttet til ham, saalænge han levede, saa deres Ord maa staa til troende.

Det var altsaa denne jævne Haandværkerfamilie ude i Indiana, U. S. A., der tog sig af den unge danske Svend og blev for ham som Priskilla og Akvila for Apolios eller som Andreas gennem Peter blev for Kristi Kirke som et Hele. Vi kender ikke Navnet paa denne gode Familie. Sandsynligvis er det dog den i Brevet omtalte Hull; men om det er eller ikke er Hull, vil vi en Gang faa at vide, thi det er optegnet sammen med Karl Schous i de himmelske Aarbøger fra Aaret 1866 efter Kristi Fødsel.

Selvfølgelig er det ikke umuligt at faa at vide Navnet paa Urmageren i Lafayette, hos hvem Karl Schou arbejdede i Aarene indtil 1866, da baade hans Navn og Schous Navn findes i Medlemsprotokollen fra den Tid; men det maa henstilles til andre at udfinde dette. Egentlig burde det med store Bogstaver indskrives i den danske Metodismes Historie.

Endnu en enkelt Bemærkning, som bærer hen paa Brydningstiden i Karl Schous aandelige Liv, skal medtages her. Det er fra en Samtale mellem ham og hans gode Ven fra Amerika, B. A. Carlsson, som da var præsiderende Ældste, som det den Gang kaldtes, i Sverige, hvor han havde afløst Witting som den egentlige Leder af Virksomheden. Disse to trofaste Venner, Schou og Carlsson, talte i Spøg og Alvor om Oplevelser fra før. Bl. a. talte de om et Lejrmøde; men jeg husker ikke hvor eller naar. Kun husker jeg den karakteristiske Udtalelse af Carlsson: „Jag mins så val huru du, Skog, låg darute backom trådet och ropade på Gud.“

Jeg forstod, at det var en stærk aandelig Krise, Schou da maatte igennem for at naa frem til en stor Sejr. Medens jeg nævner B. A. Carlsson, lad mig sige, at han var en Mand, jeg i mine unge Dage betragtede næsten som en Engel, og han var en udvalgt Herrens Tjener. Senere blev han Superintendent i Finland, hvor Pastor Rosén, som er min Ordinationsbroder fra Ældsteindvielsen 1888, senere blev hans Afløser, og Rosén har fortalt mig om ham, hvorledes han gik op og ned ad Gaderne i Helsingfors og vidnede og bad Folk, han ikke kendte, ind i Guds Rige og i Menigheden.

Om det var Schous Gennembrud til Vished om fuld Helliggørelse, dette ved jeg ikke. Jeg ved kun, at han bekendte at være helliggjort og vidnede om dette som en særlig Erfaring paa Troens Vej.

Disse gamle Lejrmøder indtog en Førerstilling indenfor den amerikanske Metodisme i hine Dage. Det var vækkende Prædikener, Bøn og Sang, Dage og Aftener til langt ud paa Natten. Man kom for enten at hjælpe andre til Frelseren eller for selv at blive frelst. Dette var Datidens Metodisters Sommerferie-Rekreation; og vi tør næsten tro, at de vendte fuldt saa styrkede tilbage til deres daglige Dont, som om de havde ferieret paa nymodens Vis og maaske sat Sportsrekorder.

Det var undertiden stormende Møder, om end ikke saa stormende, som de havde været et halvt Hundrede Aar tidligere, saaledes som Edward Eggiestone fortæller om dem i „Rejseprædikanten“ og i andre af sine Tidsskildringer. Det var Kamppladser mellem Lys og Mørke. Der blev taget afgjort Stilling. Det var Liv eller Død. Og denne Begyndelse paa sin aandelige Bane prægede hele Karl Schous Liv.

Han var ikke af Natur pietistisk anlagt; men i alle religiøse Spørgsmaal var han afgjort positiv. Enten var man et omvendt Menneske eller var man det ikke. Der var ikke i hans Øjne nogen Halvkristne til. Og enten var man hellig eller ikke hellig. Jeg benyttede en Dag Udtrykket „mere hellig“.

„Kan man blive mere hellig?“ spurgte han. „Er et Menneske helligt, saa er det helligt.“

Hellighed var det samme som Liv. Et levende Menneske kan vokse; det er noget andet. Men enten lever man, eller man lever ikke. Enten er man hellig, eller man er ikke hellig.

Brevet, hvori Karl Schou forklarer for sine Forældre om hans nye Trossamfund, er dateret:

Evanston, Illinois, June 17, 66.

Mine kære elskede Forældre!

Eders kære Brev af 21. April har jeg modtaget med stor Glæde. Jeg burde have svaret før; men da jeg for ikke lang Tid siden skrev hjem, saa har jeg ladet vente paa mig maaske lidt for længe. Tilmed er min Tid saa optaget, at jeg knap har Tid til nogen Ting. Nu vil jeg regelmæssig gaa igennem Eders Brev med Eder og søge at forklare ethvert Spørgsmaal og give eder al den Undervisning om Metodismen, som det er muligt for mig med Pennen at skildre.

At give en fuldstændig Forklaring om vor Troslære har jeg ikke i Sinde; thi i mange Henseender, ja i næsten alt er den lig den lutherske, kun at det er udtrykkelig forlangt (hvilket jo ogsaa ligger i Ordet selv; det kommer af Metode) at de, som hører til denne Sekt, skal i enhver Henseende afholde sig fra alle syndige Ting, saasom: gøre deres Medbrødre og Medmennesker nogen Skade paa nogensomhelst Maade, Drukkenskab, Køb eller Salg eller Brug af nogensomhelst Slags spirituøse Drikke, Danse eller andre Slags Forlystelser, som at gaa til Teater og sligt; afholde sig fra alle Slags Arbejder eller Fornøjelser om Søndagen, med Undtagelse af det, hvormed man kan forfremme Guds Ære, tage vel Vare paa vor Tunge og afholde os fra al unyttig Samtale, aldrig tale noget skadeligt om nogen, og ellers i enhver Henseende leve et Liv, som det bør sig en sand Kristen.

Og paa den anden Side er det vor Pligt at gøre alt det gode, som det er muligt, og paa enhver Maade og i enhver Henseende søge at fremme vore Medmenneskers bedste. Disse er naturligvis Regler, som enhver Kristen af hvilkensomhelst Sekt, han end tilhører, burde følge; men Skade, at kun saa faa gør det til en fast Regel.

Med Hensyn til Syndsforladelse, da har vi den faste Overbevisning (til hvilket jeg, lovet være Gud, selv kan være et Vidne; og mit Ord, haaber jeg, er troet), at Synder er tilgivne her paa Jorden, og at det er muligt for Mennesker — men kun igennem Guds store Naade — at leve hellige og uden Synd.

Davids Sal. 32, 2: Saligt er det Menneske, som Herren ikke tilregner Misgerning, og i hvis Aand ikke er Svig; 1. Joh. 2, 12: Jeg skriver til eder, mine Børn, thi eders Synder er forladte formedelst hans Navn (det vil sige Troen paa hans Navn), og mange andre Skriftsteder bevidner, at Synder er tilgivne her paa Jorden, og at det er muligt ved Guds Naade at leve uden Synd, ja endogsaa at faa en Forsmag saa at sige om det evige.

Men for at komme i denne salige Tilstand maa vi bede Gud om, at han vil vise os vore store Synder i al deres Afskyelighed, at vi maa se, paa hvilken skrækkelig Afgrund vi staar. Vore daglige Synder er nemlig bleven til saadan en Vane, at vi nødig vil have vore Øjne aabnede for at se dem; og uden at Gud i sin store Naade lader os se, paa hvilken Vej vi vandrer, da bliver vi kun ved at fremfare, trøstende os med det tomme Haab, at Gud vil ikke lade os omkomme i vore Synder, men af sin store Naade frelse os.

Tomme Haab, indgivet af vor Forfører, som ønsker intet hellere end at Sjælen skal vedblive i sin dødlignende Søvn og aldrig opvækkes førend den yderste Dag, og da er det forsilde. Og hvem ved, naar denne Dag kommer? Gud kan kalde os til Regnskab næste Minut; og hvad skal vi saa svare ham, dersom vi forspildte vor kostbare Tid, uden at forberede os for Evigheden? O, at Gud vilde give eder sin Naade, at alle mine kære i Hjemmet maatte smage, hvor lifligt og sødt det er at hvile trøstig i Jesu Arme.

Næst, naar man har igennem Guds Naade set og følt sin ulykkelige Tilstand, da bed ham for sin Søns, for Jesu Kristi Skyld om Tilgivelse. Her indtræffer det vigtigste Punkt, og grundet herpaa er saa mange, som føler Byrden af deres Synder, endnu i Djævelens Lænker.

Man maa nemlig bede med Tro. Hvad dette er, er vanskeligt at forklare; men jeg vil nærme mig det saa meget som muligt. Det er at føle en Sikkerhed og Fortrøstning i Jesus. At han kan, at han har Magten til at tilgive Synder her paa Jorden, hvilket jo mange Skriftsteder beviser.

Dernæst, at han har Villien dertil, at det er overensstemmende med hans Villie at give os Syndsforladelse. Og til Slutning at have den faste Tro, at han kan og vil gøre det lige nu, i dette Øjeblik, uden den allermindste Tøven eller Venten, men lige i dette Øjeblik, ganske som jeg er, lige saa syndig og slet, som jeg er. Uden den allermindste Slags Gøren af min egen, men ene og alene igennem Guds store Naade og ved Jesu Kristi Lidelse og Død er det os muligt at erholde den.

Naar man har en saadan Tro, saa vil man ogsaa føle en sand Fryd og Glæde i sit Hjerte og vide, at det er gjort, og at man er hans.

Se, kære gode Forældre, det er slet ingen vanskelig Sag. Saa simpel, at jo den aller simpleste Forstand kan begribe det. Og der igen har vi jo Guds Ord, som siger, at han vil skjule disse Ting for de vise og forstandige og aabenbare dem for de uforstandige (de umyndige).

Takket være Gud, at det er saa let, uden nogen Pris eller Betaling fra vor Side, men blot ved simpel Tro. „Tro, og du skal blive salig!“ Det glæder mig meget, usigelig meget, kære Moder, at du siger, du synes, du mangler noget.

Dette er Guds Aand, som taler til dit bedrøvede Hjerte, som kalder dig og alle. Men Guds Aand siger os jo tydeligt i Bjergprædikenen, at „salige er de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres,“ og „salige er de, som sørge, thi de skal husvales.“ Saa det er jo nok en bedrøvelig Tilstand at være i, men langt fra ikke uønskelig.

Værket i Sjælen maa jo begynde paa en Maade, og dette er den første, at man føler sine Synders Byrde. Og Gud har jo endogsaa sagt, at den er salig, nemlig Følelsen af Synd. Den kommer jo fra den Helligaand, og naar den ikke kvæles, men tværtimod, at denne Hunger og Tørst efter Retfærdighed næres, da bliver den Sjæl, som føler sligt, jo ogsaa mættet.

Hvad som udfordres er jo let at se. Man maa søge Gud i Bøn, i ydmyg og oprigtig Bøn. Efterlade Verden og alle dens Bekymringer udenfor Hjertet.

„Søger, saa skal I finde.“

Bliv ikke bedrøvet eller nedslaaet over, at det ikke kommer straks. Hvis man med vedholdende Bøn higer efter denne Velsignelse, da maa den komme. Et Menneskes Hjerte er i Bund og Grund fordærvet; der er jo knap en god Tanke deri; og det er derfor vanskeligt at nærme sig Gud, som man burde. Men man maa aldrig tro, at det gavner at vente noget længere og søge ved gode Gerninger at forbedre sig. Det kan man slet ikke, thi „der er ingen, der gør godt, nej end ikke én,“ saalænge vi lever i Satans Lænker. Men saasnart vi er udfriede derfra og er genfødte ved den Helligaand, da siger Guds Ord os jo ogsaa, at vi véd, at „hver den, som er født af Gud, synder ikke."

Med Hensyn til Genfødelsen, da læs Johannes 3. Kap. og andre Steder, som der vises hen til, og se deraf, at man maa være født mere end én Gang, kære Moder, men naturligvis i aandelig Betydning. Og det er mig en Umulighed at give dig nogensomhelst Forklaring over den Helligaands Virken i mit Hjerte; men ét ved jeg, at jeg har Guds Naade og Fred i mit Hjerte, thi „den samme Aand vidner med vor Aand, at vi er Guds Børn.“ Læs Rom. 8. Kap. og Henvisninger derfra, og det vil forklare den Følelse, jeg har.

Jeg lover og takker Gud, fordi han har opvakt mig syndige og uværdige, som jeg har været, og at jeg har fundet Naade for hans Øjne. Og det er min Bøn til ham baade tidligt og silde, at han vil i sin store Naade se til eder, mine kære Forældre og Sødskende, og at I maa alle finde Jesus kær for eders Sjæle. Gud hjælpe eder, er min inderlige Bøn Dette er i Sandhed det ene fornødne. Hvad er Livet her, at man skal have saa mange Bekymringer derfor, imod Evigheden, som desværre saa faa bekymrer sig om. Og alt, hvad vi lever her for, er dog at beredes for Døden og Evigheden. Gud give os Kraft til at være standhaftige, thi disse skal erhverve Livsens Krone.

Nu, mine kære Forældre, maa jeg vel snart slutte, endskønt det er mig næsten umuligt, thi mit Hjerte føler saadan Længsel og Higen efter at meddele eder denne velsignede Fred, som jeg har i mit Hjerte. Thi det er jo derhjemme, som I siger, der er jo ingen dér, som I rigtig kan betro eder til; men jeg kan kun anbefale eder til vor bedste Ven, Gud. Han er dér og hér den samme og allestedsnærværende og lige kærlig til at hjælpe sine Børn, naar de blot søger ham. O, gid jeg kunde ved Hjælp af min Pen bidrage til eders Søgen ham. Gud styrke eder og give eder Kraft dertil! At tjene ham rigtig er bedre end alle Verdens Herligheder. — —

Lov mig, kære, gode, elskede Forældre, at samle eders lille, kære Familie om eders lille Bord denne Aftenstund; tag frem Bibelen, denne velsignede Bog, læs et eller flere Kapitler deri, og med Haab og Fortrøstning til Herren knæl ned og i lydelig Bøn af en eller anden af Familien; søg ham, bed ham om Naade og Lys for eders Hjerter, at de maa oplades, beredte til at modtage hans Helligaand. Det er den ene og rigtige Maade at nærme sig Herren paa, og I vil finde, at denne Aften eller Morgen, som sligt er gjort, vil være velsignet.

Om man end levede et i enhver Henseende retfærdigt Liv, og ikke læste hans Ord og tilbad ham, som vi burde, var dette alene jo Synd, stor nok til at fordømme hele Verden. Læs endelig Bibelen flittigt. Der er altid Tid nok dertil, naar man blot har Villien. Og tænk endelig ikke, at det er for sildig; thi det er en af Djævelens Indbildninger, hvorved han søger at fortvivle en søgende Sjæl.

O, han er saa fiffig; han kommer ind i Hjertet paa saadan en fin Maade, saa man fristes til at tro, at det er virkelig saadan, og at man er saa fordærvet, eller at man maa gøre et eller andet først, eller vente til en bedre og belejligere Tid. Nej, nu er Tiden, nu i dette Øjeblik. Imorgen er det maaske for sildig. Tiden er altfor kostbar til, at det kan udsættes.

Jeg er slet ikke partisk med Hensyn til hvilken Kirke. Det indrømmes, at den, som tjener Gud rigtig og er hellig og en sand Kristen, for en saadan har de ydre kirkelige Former slet ingen Betydning — fratagende den katolske Tro; thi det er Afgudsdyrkelse. Dersom der var kun én sand Kirke, da saa det galt ud. Vor Kirke har her stor Fremgang nu. Der er over 3 Millioner her alene i de forenede Stater. — — —