torsdag den 10. august 2017

Brev fra Afrika (1917)


Missionær Marie Jensen i Katanga har sendt Pastor Ørsnæs et Brev, hvor af vi med Tilladelse gengiver følgende Uddrag:

Ja, nu er jeg saa i Afrika, i det Land og blandt det Folk, som jeg i Aarevis har tænkt paa og drømt om.

Det er med Glæde, Fred og en dyb Stilhed i min Sjæl, jeg ser tilbage paa Herrens Førelse med mig. Skridt for Skridt aabnede han Vej for mig. Men ser jeg fremad, saa er Vejen stadig skjult. Dog jeg ønsker fremdeles, at Gud maa lede mig, saa jeg maa blive en Velsignelse, hvor jeg nu er.

Legemligt befinder jeg mig bedre, end jeg har gjort de sidste fire Aar. Jeg haaber, det maa vare ved, saa jeg kan fortsætte Arbejdet sund paa Legem og Sjæl.

Vor Fodtur, der var paa 456 miles, var fuld af Oplevelser. Hver Dag bragte noget nyt. Dersom vi havde hørt om det alt sammen paa Forhaand, vilde vi have sagt, at det var umuligt.

Vor Fører, der ledede Karavanen, førte os ad de indfødtes Sti. En af den belgiske Regerings Officerer sagde til os, at det var det samme som at sætte Livet til, om vi rejste den Vej. Ingen Kvinde havde nogen Sinde gaaet den Vej før, og det vilde være umuligt for mig at komme igennem. Men hvad skulde vi gøre? Vor Fører vilde ikke gaa ad nogen anden Vej, og vi kunde naturligvis ikke gaa uden Fører.

Saa drog vi da af Sted over høje Bjerge, dybe Dale, gennem umaadelig lange, mørke Skove, gennem Græs langt over Mands Højde. Vi vadede i Mudder til Bæltestedet og gik gennem Floder, hvor Vandet naaede os til Halsen. En Dag var Fru Brinton og jeg i Vandet i tre Timer, derefter gik vi, vaade, som vi var, i Mørke gennem en lang Skov.

Hr. Brinton gik noget foran os andre med Barnet paa sine Skuldre (Missionær Brinton og Frue har et lille Barn med ud til Afrika), og vi var fuldstændig overladt til alle disse sorte Mænds Forgodtbefindende; dog tænkte jeg ikke et Øjeblik paa, at der kunde ske os noget ondt; de var da ogsaa allesammen meget behjælpsomme mod os.

Den omtalte Dag havde vi startet om Morgenen Klokken 5 og naaede ikke Lejr før om Aftenen Kl. 8. Men det var ogsaa den haardeste Dag paa hele Turen. Nu kan I maa-ske bedre forstaa mig, naar jeg siger, at det var kun ved Guds særlige Bistand, vi kom levende igennem. Det, der gjorde det saa særlig vanskeligt var, at det var netop lige i Regntiden, og alle Floder og Sumpe var derfor overfyldte med Vand. Det tog os lidt over en Maaned at komme hertil.

Nu maa I ikke tro, at alle Dagene var som den omtalte; mange af dem var fulde af Solskin, skønt Vejen var lidt trang. Vi saa Naturen i al sin storslaaede Skønhed; den var som lige kommen fra Skaberens Haand.

Aldrig har jeg set saa mange mægtige, skønne Træer som paa denne Tur eller saa mange smukke Fugle.

Dog det smukkeste og rigeste paa Farver var Insekterne fra den mindste til den største; endnu den Dag i Dag maa jeg staa stille og beundre dem i deres smukke, rige Dragt.

Som I allerede ved, dersom I har læst Springers Bog, var Dr. Pipers Hustru og deres lille to-aarige Datter her paa Stationen, da vi kom. Vi var altsaa fire: Pastor Brinton og Hustru, deres lille elleve Maaneder gamle Søn og jeg. I kan tro, vi fik en varm Modtagelse. Vi var de første hvide Kvinder, Fru Piper havde set i tre Aar.

Efter at vi havde hvilt os en Ugestid, blev vi sat i Arbejde. Jeg blev sat til Skolearbejde, skønt jeg ikke syntes videre godt om det, jeg var bange for. at jeg ikke kunde gøre det tilfredsstillende. Dog Skole er ikke det samme her som i Danmark eller Amerika, saa det gaar helt godt.

Lunda-Folket er meget fattigt; den længste Tid paa Aaret er det vanskeligt for dem at skaffe Arbejde, saa de kan tjene tilstrækkeligt til deres Ophold. Mange, mange af dem kommer til os og beder om Arbejde, men vi maa stadig sige, at vi ikke har noget.

Det er dog ikke helt rigtigt, vi har Arbejde nok, men vi har ikke noget at betale dem med for deres Arbejde. Det kan til Tider gøre meget ondt at se deres modløse Ansigter, naar vi har maattet give dem et saadant Svar.

De forstaar ikke, at den hvide Mand ikke kan hjælpe dem, naar han blot vil, saa kan han efter deres Mening gøre hvad som helst. Jeg har ikke haft den Ære før at blive kaldt Moder, men her kalder baade stnaa og store mig saaledes.

I Førstningen lød det temmelig morsomt, især naar det var nogle voksne unge Mænd eller Piger, der sagde det. En Dag kom lille Ikatombo og sagde:
»Mama, maa jeg ikke bede om en Naal og en Traad.« 
Han havde revet en særlig slem Flænge paa sin i Forvejen stærkt pjaltede Trøje. Jeg vil blive meget glad, om jeg en Dag kan blive i Stand til at give ham Tøj til en ny Trøje, og han vil blive endnu mere.

For en Maaned siden begyndte vi en Søndagsskole med 120 Børn. Vi delte dem i to Klasser, Fru Brinton har de største, og jeg de mindre — 63 i Tal. Mutumbo oversætter for mig til Lunda-sproget.

Disse 120 Børn fra Missionen her er Børn af forhenværende Slaver. Inden længe haaber vi ogsaa at faa en Søndagsskole i Landsbyen|Mwata Yamvo, der er adskillige hundrede Børn i den Landsby. Men inden vi kan det, maa vi have noget mere Hjælp.

Vi bruger de store Søndagsskolelektiebilleder i vor Søndagsskole, men det er kun en Del af dem, vi kan bruge med nogen virkelig Fordel.

Børnene forstaar kun de bibelske Karakterer som: David, Josef, Jesus i hans Barndom o. s. v. Den anden Dag kom jeg til at tænke paa en Gang at faa et Juletræ for vore sorte Venner, hvor vilde de gøre store Øjne, om det kunde realiseres, men det ligger vel foreløbig udenfor Mulighedens Grænser.

Jeg antager, at I gerne vil vide noget om, hvorledes vort Skolehus ser ud. Det er naturligvis bygget i afrikansk Stil. Det er en smuk Lerhytte med Straatag og Lergulv. Engang var der ogsaa Døre, men de er forsvundne nu. Der er ingen Siddepladser; Eleverne sidder allesammen paa Gulvet, hvis de da ikke tager en Stol med.

De indfødte laver to Slags Stole. De, der har haft nogen Forbindelse med den hvide Mand, laver smukke behagelige Stole, medens de andres naturligvis staar en Del tilbage, hvad Skønhed og Behagelighed angaar.

Da vi nu ingen Døre har, aflægger Gederne os Besøg, naar der ingen er nærværende; det giver imidlertid en Parfume, som ingen Skole i Danmark har Mage til, og det er det gode ved den, at den er meget billig.

Jeg fik for nogen Tid siden Brev fra Fru Springer; hun fortæller, at Bræstrup muligvis kommer til Afrika, hans Station vil i saa Tilfælde blive 500 miles fra vor. Jeg antager, at han vil blive den eneste hvide Mand paa den Station.

Vor Konference skal holdes i Kamhove i April, til den Tid faar vi at vide, om vi alle skal blive sammen igen næste Aar, eller vi skal skilles. Vi haaber at faa Lov at blive sammen, her er Arbejde nok til os alle og mere til.

— — —

Bragt i Kristelig Talsmand, 10. august 1917

søndag den 6. august 2017

Brev fra Feriekolonien (1937)


Puh ha, hvor er det varmt heroppe i Raageleje. Vi er allesammen helt brunstegte, men vi har i Aar undgaaet at blive skoldede, for vi har brugt en Krukke Coldcreme til at gnide Huden med, og Resultatet vilde faa en Malaj til at blegne af Misundelse, saa herligt brune er vi alle lige fra lille Karl og til Leif den store.

Der siges forresten om disse to Drenge, at de har slugt en Fodbold, men det passer nu ikke, de har bare spist saa meget Havregrød, at Fru Vernholm, (vor Madmoder) troede, at de vilde slaa Verdensrecord i Grødspisning.

Men de to er nu ikke de eneste, der har faaet tykkere Maver, det har vi alle, selvom den ikke er ligestor hos enhver.

Vore gamle Huler og Stier oppe i Skoven er blevet udbedrede, og naar vi ikke spiller Boldt omme paa Fodboldbanen, saa er vi oppe i Skoven eller paa Lyngbakken for at lege Indianere o. lign.

Og det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har haft et eneste Sygdoms- eller Ulykkestilfælde. Hidtil har der kun været nogle faa smaa Skrammer at behandle i vor "Sygekasse", det kalder vi nemlig den Del af Sovesalen, hvor Medicin- og Forbindskassen staar, og hvor vi bliver forbundet og faar "Piller".

Vi har det godt, og der er højt Humør over hele Linien, og vi siger Tak til alle dem, der har støttet Centralmissionens Feriekoloni paa den ene eller den anden Maade.

En, der er med.

Bragt i Kristelig Talsmand, 6. august 1937

lørdag den 5. august 2017

Solveig Nybergs beretning fra Landslejren (1967)


75 spejdere og førere fra Metodistkirkens pigespejdere deltog i det store eventyr, Landslejren 1967, på Svenstrup ved Borup på Sjælland i dagene fra den 19. til 28. juli.

I sandhed, det var et eventyr for os, der var med, 15000 piger havde skabt en enorm teltby med alt, hvad der skal være i en by, posthus, politi, sygehus, cafeteria, forretninger og meget mere.

Den store by var opdelt i 6 mindre byer med navnene Kæden, Knuden, Kvasten, Løkken, Slyngen og Sløjfen. MP boede i Sløjfen sammen med jyder, københavnere, fynboer, japanere, australiere, belgiere og nordmænd, og vor byledelse bestod af 5 førere, hvoraf Gudrun Bjerno fra MP var den ene.

Lejrens program var afvekslende og righoldigt, men først og sidst var det kammeratskabet, der bar det hele så godt igennem. Skel mærkedes ikke, surhed mødte vi ikke, men hvor man gik og stod, hørte man lystige sange, og glade smil hørte til dagens orden.

Hvad skal man mon drage frem af alt det, vi oplevede? Hvad kom til at betyde mest for den enkelte?

Var det åbningsparaden med de 1600 smældende faner, eller var det den godt tilrettelagte dagsøvelse, hvor MP blev nr. 135 af 180 deltagende patruljer? Måske var det en af de 5 bibeltimer, hvor vi ude i Guds natur delte Hans ord, eller det var omkring lejrbålet, når de fleste var gået til ro? For mange førere var det en berigelse at deltage i lejrhøjskolen, hvortil man havde hentet mange fremragende og dygtige foredragsholdere.

Det er med stor tak til KFUK-spejdeme, vi mindes denne lejr, men den største tak sender vi opad til Ham, som var med os fra først til sidst. Han vågede over vor by, Han gav os det gode vejr, Han passede på os, idet vi ikke havde større uheld eller sygdom. Vi følte, at vi via Hans trone blev bundet sammen i et fællesskab, som ikke forsvinder nu, da vi er kommet hjem og skal begynde vor hverdag.

Under denne omtale af Landslejren 1967 vil jeg gerne på MP’s vegne bringe en hjertelig tak til alle forældre og venner, som har hjulpet os i forberedelserne med denne lejr. Tak til alle som besøgte os, det var dejligt at hilse på venner og bekendte. En særlig tak til den spejderfar, som så rundhåndet gav os midler til diverse „Guf“, da vi sidste gang samledes omkring vort eget lille bål.

Stor spejderhilsen fra MP.  
Solveig Nyberg

Bragt i Kristelig Talsmand, 11. august 1967

tirsdag den 1. august 2017

Et Mindeord om Pastor P. M. S. Jensen (1927)

Mange af mine Barndomsminder er knyttet til Pastor P. M. S. Jensen.

Han gav mig i min tidlige Barndom et Indtryk af en Metodistpræsts Personlighed, og det var et højt Ideal, han allerede den Gang viste i sit Liv.

Hans Redelighed, Trofasthed, Nidkærhed og dybe Fromhed kunde læses selv med Barneøjne. Han kom til min Fødeø, Langeland, vistnok i 1874.

Pastor H. Hansen havde berejst Øen som Kolportør, og Jensen fulgte nu efter ham. Han drog fra Sted til Sted og forkyndte Evangeliet i alle Øens 14 Sogne, og han efterlod en Menighed paa ca. 70 Mennesker. — Den Iver, der betegnede hans Ungdom, svigtede ikke igennem hans lange Liv i noget Øjeblik.

Jeg skal give et kort Omrids af hans Liv. Jeg haaber, der ikke skal være Fejl deri, men jeg kan ikke garanterer derfor, da jeg ikke her har Adgang til andre Kilder end mundtlige Meddelelser.

Peter Martin Severin Jensen fødtes i Hillerød den 30. April 1848. Hans Fader var Guldsmed og havde en stor Børneflok — 12—13 Børn. Den unge Jensen blev Kleinsmed, og fingernem og interesseret, som han var, har han uden Tvivl været en dygtig Mand i sit Fag.

Men i en ung Alder, først i Tyverne, blev han omvendt til Gud og sluttede sig til Metodistkirken. Og den unge, nidkære Mand blev snart Prædikantemne, og efter den Forberedelse, som dengang kunde ydes, blev han sendt ud. Hans første Plads var som sagt Langeland, og her virkede han til stor Velsignelse. „Den lille Jensen“ var kendt og respekteret overalt.

Jeg kan ikke i Enkeltheder følge ham i de mange Omskiftelser og Forflyttelser, som dengang faldt i en Metodistpræsts Lod. Men jeg skal nævne enkelte af hans Virksomheder. Saa vidt jeg ved, blev under hans Virksomhed Kapellet i Hornsyld bygget.

Efter et stort Arbejde lykkedes det ham i Frederikshavn at faa en Kirke bygget. Fra Frederikshavn begyndte han Virksomhed i Aalborg. Da han senere var ansat i Aalborg, begyndte han Virksomhed i Randers.

I Odense byggede han Trækirken, der blev benyttet i Fangel, i Odense og Silkeborg. Og i de sidste Maaneder, han levede, var han travlt optaget af at konstruere en transportabel Trækirke, som han vilde faa rejst i Byer og Landsbyer paa Sjælland for at prædike der.

Og hans gode Ven,Bagermester Rockstroh, som gik forud for ham ind i Evigheden, skulde køre for ham og transportere Kirken rundt. En Del af Kirken og dens Inventar ligger færdig. Saaledes var han i Virksomhed til det sidste.

Det lyder underligt at kalde os andre for aktive Præster og Jensen pensioneret. Han var saa aktiv som nogen iblandt os til sine sidste Dage. Ofte udtalte han sit Ønske om at maatte prædike et Par Gange hver Dag og 3 Gange hver Søndag.

Under vor Aarskonference i Varde i Aar blev Br. Jensen syg. Dette var noget forholdsvis ukendt for ham, og vi havde alle en Følelse af, at dette i hans Alder og med den Sundhed, han hidtil havde nydt, vistnok var skæbnesvangert.

Halvt overtroisk mindedes vi, hvorledes under vor forrige Konference i Varde, hvor Jensen dengang var Præst, Pastor J. J. Christensen var bleven syg, en Sygdom, der snart førte til Døden. Denne Gang slog vore mørke Anelser til.

Det lykkedes at faa Br. Jensen flyttet hjem, men efter faa Ugers kærlig Pleje af Hustru og tilstedeværende Børn, blev han den 1. Aug. kaldt hjem til den evige Hvile. Et sjældent virksomt og uegennyttigt Liv var afsluttet.

Jeg er ombord paa Færgen fra Kalundborg. I Dag har vi fulgt Br. Jensens Legeme til det sidste Hvilested. Jeg skal fortælle lidt om Begravelsen. En talrig Skare var mødt frem i Kirken, og et Væld af Kranse dækkede Kisten og Pladsen foran. Pastor Særmark talte først. Han anvendte med fuld Ret Karakteristiken af Barnabas paa vor afdøde Broder:
„Han var en god Mand, fuld af den Helligaand og Tro. Og der blev meget Folk ført til Herren“.
Den afdødes Søn, Pastor E. Ried, fortalte bevæget om sin Fars sidste Timer. Da de talte sammen om Himmelen, udbrød den gamle Herrens Tjener:
„Ja, og vi har Ret til en Plads derhjemme — i Kraft af Blodet“.
Undertegnede sang: „Den store, hvide Flok“, og Pastor Rogert som Distriktsforstander afsluttede med at omtale Pastor Jensen som en lykkelig Mand, der var glad i sin Gerning, glad over sin personlige Frelse og glad i sin Gud. Ved Graven forrettede Pastor Særmark Begravelsen.

Ved Bordet, hvor om Eftrm. den afdødes Slægtninge og Kolleger samledes, blev der talt varme Ord om Br. Jensens Arbejde og Personlighed. Brødrene Rosendahl, L. P. Bjerno og undertegnede talte.

For os ældre tynder det ud i Rækken af de gamle Medarbejdere. Vi tænker paa Navne som Willerup, Schou, J. J. Christensen, H. Hansen, Chr. Thaarup. A. Christensen, Folden m. fl., og vi føler, at som Rækken af de gamle Venner tyndes ud hernede, vokser Skaren paa den anden Side.

Og vi er en Del, der sommetider synes, vi kan skimte „Lysene fra Land“. Gud give os at være tro indtil Døden, saa Herren kan skænke os Livets Krone.

L. C. Larsen.

Til ovenstaaende smukke Minderune vil jeg gerne føje et Par Ord. Jeg har altid følt mig i nogen Taknemmelighedsgæld til Pastor P. M. S. Jensen. Han var den første Metodistpræst, der kom ind i min Barnetilværelse.

Under hans Gerning i Vejle sidst i Firserne blev min Moder omvendt til Gud og Medlem af Kirken, og ganske naturligt har Mors Omtale af denne Mand, hun kaldte sin „aandelige Fader“, ogsaa været med til at bestemme mine Følelser overfor ham. Siden jeg blev ansat her i Kalundborg, er disse Følelser blev uddybet, saa Pastor Jensen staar for mig som en af de frommeste Mænd, jeg har mødt.

Altid levede han i sin Kristendom, det var ikke noget, han skulde søge frem ved given Anledning, nej, hans Kristenliv var det Element, han levede i.

Det var altid rart at besøge ham i hans Hjem, hvor hans Hustru hjalp til at berede ham en hyggelig Livsaften, og netop denne Omsorg har været med til at gøre det muligt for vor gamle Broder at bevare sin Energi og Arbejdslyst lige til det sidste.

Han vidste, at naar han kom hjem fra sine mange ofte lange Rejser, saa ventede der ham et hyggeligt Hjem. Gud velsigne vor Søster og lønne hende, for hvad hun var for ham, der er draget bort.

H. Særmark.

Bragt i Kristelig Talsmand, 12. august 1927

torsdag den 29. december 2016

En Nytaarshilsen fra Biskoppen (1916)


For tredie Gang begynder vi et Nytaar under denne rædselsfulde Krig. Det svundne Aar var fyldt med Sorger og Lidelser, som Verdenshistorien heldigvis aldrig har set Mage til før. En Tid, da baade Karakter og Tro blev prøvet.

Vi ved ikke, hvad det nye Aar vil bringe os. Men vi ved, at Gud arbejder paa sine naadige Planer og Formaal, selv gennem Domme, der ryster os ved deres Grusomhed. Vi ved, at ingen Mørkets Magter er i Stand til at forhindre hans Riges Komme.

Derfor vil vi opløfte vore Hoveder. Denne Tid er fyldt med ubegrænsede Muligheder for enhver, som tror paa Jesus Kristus, til at lade deres Lys skinne, til at styrke det, som er svagt, til at vise deres Tro i Gerning. Det er vor Opgave og Forrettighed, nu mere end nogen Sinde, at udøve Jesu Kristi vor Frelsers Kærlighed og Magt i en Verden saa fuld af Synd, Egenkærlighed, Had og Sorg.

Af hele mit Hjerte ønsker jeg ethvert af Guds Børn et rigt Maal af Faderens Naade, Kærlighed og Styrke i det nye Aar!

Maatte han ikke blot velsigne enhver, men ogsaa gøre enhver af os til en Velsignelse for andre. Lad os være udholdende i vore Bønner om, at der snart maa blive skænket Fred til denne stakkels, lidendejord; og maatte vi være utrættelige i vort høje Kald til at være Fredsstiftere — ved at lede mange Sjæle ind i Guds Fred.

Maatte vi blive stærke i Herren og kæmpe imod al Synd og Ondskab og mere end sejre ved ham, som styrker os.

Naade være med eder og Fred fra ham, som er, som var, og som kommer.

Dette ønsker af Hjertet eders Broder og Medarbejder:



Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

onsdag den 21. december 2016

Centralmissionens Juleuddeling (1916)


Vi kunde skrive rigtig meget om dette forunderlige Barmhjertighedsarbejde; men vi vil foretrække at lade Nationaltidendes Red. faa Ordet denne Gang. I dette Blad og de andre ferslewske Blade skrives d. 22. ds., som følger:
I Gaar Formiddag begyndte Centralmissionen sin store Juleuddeling til 5000 fattige Familier — det vil sige til ca. 30,000 Mennesker.

I lange Rækker havde Husmødrene taget Opstilling ved Jerusalemskirken. Kl. 10 aabnedes Dørene til dennes store Hal, og saa begyndte Uddelingen. Paa lange Borde og fra Gulv til Loft i hele Hallens Længde var der anbragt Bjerge af Rugbrød og Sigtebrød — 15,000 ialt — der var i Tusindvis af Margarinepakker og mægtige Lagre af store Poser, fyldt med Sukker og Kaffe.

Og ved Udgangsdøren satte Pastorinde Bast —  bogstaveligt talt — »Kronen paa Værket« ved at give hver eneste, der kom med Kurven fyldt af gode Fødevarer, et Kronestykke.

I Tilgift fik de yderligere »Fyrtaarnet«s Julenummer, overrakt af den amerikanske Dr. theol. Count. Doktoren, der i en Aarrække har været Leder af den bulgarske Metodistkirke, opholder sig for Tiden her i Byen paa Gennemrejse til Amerika, hvor han en Tid tager Rekreationsophold.

Uddelingen varede til langt ud paa Aftenen. I Dag og i Morgen fortsættes den. Men desuden har Centralmissionen, takket være en Stab af Spejdere, sendt Julepakker rundt til en Del Hjem, hvor Husmoderen var syg, og i Gaar uddelte Pastor Bast desuden flere Tusinde Kroner til Hjem, hvor der — efter hvad Centralmissionen havde taaet at vide under Haanden — herskede skjult Nød.

Til dette smukke Formaal skulde der gerne i disse sidste Dage før Jul skaffes endnu op imod 3000 Kr., siger Pastor Bast.
Vi lader hans Juleønske gaa videre til vore Læsere — og vore Ekspeditionskontorer Ved Stranden 18, og Telegramhallen ved Frihedsstøtten, modtager med Tak disse Bidrag til Centralmissionen.
Juleaften og derefter. —

Samme Blad skrev Juledag:
»Centralmissionen tog sig i Aar som tidligere Juleaftener paa den bedste Maade af Hovedstadens Fattigste. Takket være Centralmissionen blev 800 Nødlidende bespist i den filantropiske Virksomheds Lokaler i Rigensgade.

Kl. 4 var talrige Kvinder og ikke mindre end 200 sultne Børn Missionens Gæster, og hele Aftenen igennem fortsattes Bespisningen. Alle fik lige saa meget Sødsuppe og Flæskesteg med Rødkaal og Kartofler, Kaffe og Julekage, som de kunde spise. Det var ikke Smaating, der gled ned — der blev f. Eks. brugt halvtredie Tønde Kartofler.

Pastor Bast havde i Dagens Løb sørget for, at en Del unge, hjemløse Mæpd fra Landet fik ordentlige Klæder og blev sendt til deres Hjem i Provinsen.

I Nat har Herberget i Jerusalemskirkens Krypt været fyldt til sidste Plads af henimod halvandet Hundrede hjemløse Mænd paa Onsdag Aften holdes der en Julefest for 400 fattige Kvinder, hver Dag i Julen bespises Hundreder af Børn, og paa Lørdag skal 700 fattige Mænd til Julefest i Jerusalemskirken.«
 Bragt i Kristelig Talsmand, 29. december 1916

mandag den 19. december 2016

Niels Mann: Den rigtige Jul (1949)


O, kommer med til Davids by,
hvor engle sjunge under sky;
o, ganger med på marken ud,
hvor hyrder høre nyt fra Gud.

Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud.

Luther. Grundtvig.
Det gamle ord om, at julen kommer til os i den allermørkeste tid af året lyder måske noget forslidt, og dog er det nok værd at minde hinanden om, at julen kommer, som mørket er tættest, og med julen vender det.

Da har vi vintersolhverv, og så går det mod lyset.

Og åndeligt var det på samme måde, da den første julenat gled ind over den lille by i Judæa, og Jesus Kristus blev født. I flere århundreder havde der ikke været en profet i Israel, og folket var i bundløs nød både åndeligt, moralsk og socialt.

Men som det var mørkest, kom Han, patriarkers håb og slægters dybe længsel. Da blev der vintersolhverv, og »godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor fader blid«.

Men det skulle jo også være ensbetydende med, at det stadig gik mod lysere tider. Med Jesus kan det jo kun gå fremad. Men mørke ligger endnu over folkene.

Det er endnu ikke tilfulde gået op for de store skarer, hvad julen betyder. Man holder nok fest; man søger julens hyggelige stemning, god mad og drikke. Men det er også det hele, og med den flygtige stemning er både hyggen og glæden borte.

Skal det være således?

Nej, absolut ikke for dem, der hører Jesus Kristus til. Her skal det ikke være på den måde, at glæden og festen skal være afhængig af den ydre glans.

Julen er Jesus Kristi fødselsfest. — Julen er Jesus. Og dette, at julen er Jesus, er ikke blot, at han ikke glemmes, men at han er julens midtpunkt. Så bliver det os en glæde at samles om julens velsignede evangelium — om dette: »eder er i dag en frelser født«.

Jul med Jesus er at ofre ham tak og tilbedelse. Der må være i vort hjerte en glæde, der stadig øges, og som ligger bag ved vor tak for »hans uudsigelige gave«.

Så synger man lovsangen med sit hjerte. Det er dejligt at synge julens gamle salmer. Men det kan virke både tomt og trættende, dersom man kun synger dem med sin mund og af vane. Vi skal sige Gud tak og synge ham lovsangen af et oprigtigt hjerte.

Jul med Jesus er også noget andet. Det er at sprede glæde og velsignelse. Der går så mange »juleløse«, og det vil ikke blot sige dem, der ikke har råd til at holde en nogenlunde god jul for pengenes skyld.

Men det er de mange hjerter, der er uden glæde og tryghed, men i stedet har nød og sorg i sit hjerte, endog uden de ret ved af det. Holder vi jul med Jesus, bærer vi glædens budskab med os, hvor vi går, og spreder noget af mørket.

Gud hjælpe os til at holde jul med Jesus, og Gud give, at denne ulykkelige slægt må finde julens dybe hemmelighed, sådan som Matthæus har citeret den fra Esaja:
»Det folk, som sad i mørket, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, for dem er der opgået et lys«.
Niels Mann.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1949