Af Chr. Nielsen
 |
| Niels og Signe Tvilling |
Niels Tvilling var født den 29. Marts 1849 og døde den 27. April 1919, 70 Aar gl, hans Hustru, Elsine f. Hansdatter, fødtes den 22. Marts 1850 og døde den 13. April 1926, 76 Aar gl. De var Søskendebørn.
De var begge meget slagfærdige; det laa i Slægten. Signes Søstersøn var Fiskehandler. Han kom en Gang ind til Præsten for at handle, men han mente, at det var billigere at købe Fisken hos Fiskeren, det blev for dyrt med disse Mellemhandlere. Og det var Fiskehandleren jo egentlig ogsaa enig med Præsten i. Der var jo nu, f. Eks., Guds Ord, sagde han, det var jo ogsaa billigere at faa det direkte fra Vorherre end gennem Præsten. Præsten fandt det klogest at give den mundrappe Fiskehandler en lille Handel.
Signe havde det paa samme Maade:
„Tvivl ikke, naar vi ser Halen af Ræven, ved vi, at Kroppen er indenfor,“ sagde hun gerne, naar en eller anden var „lurvoren“.I de sidste Aar hun levede, var hun Byens „Mutter“. Det er en Ærestitel deroppe. Jeg mindes „Mutter Kusk“ og „Mutter Tvilling“, og i mange Aar har „Mutter Axelsen“ nu baaret Hæderstitlen.
„Mutter Tvilling“ var dygtig baade som Sygeplejerske og Fødselshjælperske. Der blev sendt Bud efter hende før Jordemoderen og Lægen. Og naar de kom, var alt lagt saa godt tilrette, som ønskeligt kunde være. Og hun var altid rede til at staa Mennesker bi med Raad og Daad, naar der gik Bud til hende. Saadan opofrede hun sig, til hun var godt oppe i Halvfjerdserne. Hun var resolut og lod sig vanskeligt bringe ud af Ligevægt. Hun kunde være svært skrap.
Niels Tvilling sagde om hende, at hun brugte mere Loven end Evangeliet, (naar Børnene f. Eks. skulde afstraffes). Han derimod tog altid Tingene med det gode; men blev han en enkelt Gang vred, saa var der ingen, der havde noget at skulle have sagt.
Han havde et overfølsomt Sind. Var det Storm, og Sønnerne var paa Havet, kunde han ængste sig overmaade; blev det stærk Torden, medens Fiskerne f. Eks. laa ved Læsø, rejste Niels Tvilling sig og gik rundt til de forskellige Hjem og sagde, at de skulde ikke være bange, for nu trak Vejret snart over. Og naar først Niels Tvilling havde været der og sagt nogle beroligende Ord, var man straks mere trygge.
Niels Tvilling var altid fuld af Spøg og Kommers.
„Har De virkelig aldrig været i Theatret?“ spurgte en ung Pige ham ved en Lejlighed, mens han laa syg. „Næ“, svarede han, „a haar jo hadt Mutter, saa a haar hadt Theater nok i min Tid“, svarede han.Det kunde siges om ham, som det blev sagt om en anden god Mand: Han var en klog Mand, hurtig i Tanken og lun og morsom i Repliken.
Den 18. April 1920 kunde Ægteparret have fejret deres Guldbryllup. Man havde saa smaat begyndt at tale derom i Byen og glæde sig dertil. Her var jo en Lejlighed, hvor man kunde vise dem, hvor afholdt de var. Men Niels Tvilling var et Aar i Forvejen begyndt at skrante, og tilsidst maatte han gaa til Sengs.
Under sin Sygdom fik han ofte Besøg af sine Venner og var glad ved at samtale med dem; han vilde gerne følge med i, hvad der foregik. Bl. a. besøgte Nedskriveren af denne Minderune ham; det var i Vinteren 1919. Talen faldt paa det forestaaende Guldbryllup. Spøgefuldt sagde jeg til ham, at det kunde da ikke gaa an at blive liggende her i Sengen, naar saa stor en Højtidelighed forestod. Han maatte da se at blive rask, inden Festen skulde være. Saa saa han paa mig med sine milde Øjne og sagde:
„Nej, jeg føler bedst, hvordan det er: Jeg oplever ikke dette Guldbryllup. Men jeg tænker saa ofte paa, hvad der staar i Sangen: „Højt over højeste Bjærgetoppe Brylluppet evigt fejres skal, og dér glæder jeg mig til at være med“, og saa løb Taarerne, dem han havde saa let til, ham ned over de furede Kinder.Og han var rede til at gaa herfra. Han frygtede ikke Døden. Et Par Dage før han døde udtalte han til Fiskeeksportør Rasmus Clausen, som tit besøgte ham:
„Ja, nu ses vi nok ikke mere hernede; men saa mødes vi hjemme hos Gud. Og naar jeg nu snart staar foran Dødens Port, saa kan det ikke nytte, jeg siger, at jeg er Metodist, for derved kommer jeg ikke ind i Himlen. Det, det kommer an paa, er at være en sand og ydmyg Kristen, som kun klynger sig til Guds Naade“.Den 27. April døde han, samme Dag, som hans Mor døde mange Aar i Forvejen.
Hans Begravelse fandt Sted fra Elling Kirke. Ved denne Lejlighed saas et Ligfølge som aldrig før i Elling Sogn. Kirken kunde paa langt nær rumme alle, der vilde være med, saa Folk stod langt ud paa Kirkegaarden. Hele Strandby og Omegn fulgte deres gamle Fører til Graven.
Hans Menighedsforstander, Pastor P. Rasmussen, Frederikshavn, talte over Ordet i 2 Sam. 3, 38: „Vide I ikke, at der paa denne Dag er faldet en Fyrste og en stor Mand i Israel“.
Sognepræst Westergaard, Elling gik ud fra Verslinien: „Han fægted med aaben Pande“ og udtalte, at Niels Tvilling altid havde været rede til at kæmpe for det, han troede var ret og sandt, og selv om han ikke hørte Sognemenigheden til, havde han altid sat stor Pris paa ham.
Præsten udtalte endvidere, at efter at han havde været i Amerika og dér var kommet Metodisterne paa nærmere Hold, var det først, at han havde lært at forstaa Niels Tvillings Indstilling.
Hans Menighedsforstander skrev følgende om ham i „Kristelig Talsmand“:
„Niels Tvilling var ubestridt Strandbys største Mand. Han var det lille Fiskerlejes ukronede Konge. Han var Føreren baade paa det materielle og aandelige Omraade. Niels Tvilling har med egne Hænder og til stor Gavn for Efterslægten, paabegyndt Bygningen af Strandby Havn. Han var en saare god og interesseret Mand, der elskede Folket og gerne gjorde noget for andre; han gik selv i Spidsen, hvor han saa, Vejen burde gaa.“
„Daværende Superintendent Karl Schou var meget interesseret i Niels Tvilling, og da disse to Mænd mødtes i Strandby, saa Karl Schou en Prædikant i ham, men hans ringe Tanker om sig selv var ikke let at overvinde. Dog foretog Niels Tvilling paa Schous indtrængende Anmodning en Prædiketur i Vendsyssel, men til mere blev det ikke ude omkring. Resten af Levetiden var han „Prædikant“ i Strandby.“Signe Tvilling overlevede sin Mand i seks Aar; saa fik ogsaa hun Hjemlov.
Hvad mon de tager sig for deroppe i Faderhuset? Mon de stadig beder for Strandby — for hele Strandbys Frelse? Det gør de nok. — Og for deres Børn, hvoraf kun et Par har fulgt dem til det hinsides, og for deres Venner baade blandt Prædikanterne og andre, de delte dette Livs, baade timelige og aandelige, Goder sammen med. Og hvem ved, om han ikke endnu synger:
„Kom Børnlille hjem til
det skønne Land.
Kom og arv et bedre Hjem, end
Jorden byde kan!“
Saa har jeg nu forsøgt at riste denne lille Minderune over mine gamle Venner, som jeg lærte at kendeog sætte Pris paa i de Aar, jeg færdedes deroppe imod Nord og var deres Forstander i Herren. Kunde det være nogle af hans egne, hans Bysbørn, hans Trosfæller og andre, der kendte ham, til Glæde og Opmuntring, vilde jeg være taknemmelig derfor.
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1937
Ingen kommentarer:
Send en kommentar