 |
| Jørgen Thomsen 1865-1929 |
Jørgen Thomsen nedstammer fra den ansete Slægt Lønsmann, der gennem mange, mange Aar har øvet stor Indflydelse i dens Hjemsogn.
Der er i Familien kendte Mænd af boglig Dannelse, udprægede Forretningsfolk og bekendte Redningsmænd. For hele Slægten gælder det, at dens Grundpræg er Redelighed og Dygtighed.
Saa langt tilbage som til første Halvdel af det 18. Aarhundrede kan vi følge Jørgen Thomsens Slægt.
Omkring 1730 boede der i Købsted i Tornby Sogn en Mand ved Navn Niels Pedersen. Det Hus, han beboede, blev kaldt „Løn“, og herfra stammer sikkert Navnet Lønsmann.
Niels Pedersen var gift med Ane Christensdatter, og i dette Ægteskab var en Søn, Christen Nielsen Lønsmann. Denne Søn, der var døbt 8. Februar 1734, indgik 17. Februar 1760 Ægteskab med en Pige, Else Cathrine Christensdatter Muus. Else Cathrine var Barnebarn af Degnen Jørgen Muus i Tornby, og hendes Oldefader var saaledes Borgmester Jørgen Muus i Hjørring.
Christen Lønsmann og Else Cathrine havde en Datter, Lisbeth Kirstine Lønsmann, som giftede sig med en Mand ved Navn Peder Andersen Bruun. I dette Ægteskab fødtes Datteren Johanne Marie Pedersdatter Bruun, som 7. Marts 1826 indgik Ægteskab med den senere saa bekendte Handelsmand Thomas Jensen, kaldet Store Thomas.
Store Thomas er vel nok den bekendteste af hele Slægten, og endnu lever Mindet om hans mange og store Bedrifter i hans Fødesogn. Han er for Efterslægten blevet en Type paa den virkelige Helt, der med ukuet Mod altid var der, hvor Faren var størst og altid rede til at vove Livet for at frelse andre.
Thomas kom til Verden den 8. Juni 1797. Hans Fader var Gaardmand Jens Thomsen i Nørre Tornby, der døde 6. Marts 1829 som Aftægtsmand hos Sønnen Thomas. Der vides ikke ret meget om Thomas’ Barndom, udover det, at han var en stor og stærk Dreng, kvik og opvakt og ejede en stærk og tidlig udviklet Selvstændighedsfølelse. 27 Aar gammel giftede Thomas Jensen sig med Johanne Marie Pedersdatter Bruun. Det blev et lykkeligt Ægteskab, hvori fødtes 7 Børn. Thomas Jensen drev gennem mange Aar en omfattende Handel paa Norge og tjente store Penge.
I de Tider var der en saa livlig Handelsforbindelse med Norge, at man ikke rigtig kan forstaa det i vore Dage. Men en Kendsgerning er det, at fra Løkken og Tornby Strand og andre Steder paa Vestkysten var der stor Fragtfart til Norge. Arbejdet var meget besværligt i alle Maader og krævede meget af dem, der vilde have noget ud af det, og det vilde Store Thomas. Han gik derfor i Kompagni med sin Ven Søren Jensen. Søren Jensen varetog den Del af Forretningen, der tog Sigte paa de hjemlige Forhold, og Thomas Jensen havde Udenrigsafdelingen.
De havde mange og store Forbindelser hele Vendsyssel over, idet de begge hurtig blev bekendt for deres Redelighed og Dygtighed. Bønderne solgte Flæsk og Korn, Huder og Skind til Søren Jensen, som saa samlede det hele sammen nede paa Nr. Tornby Strand og herfra blev det møjsommeligt bragt om Bord paa Fragtskuderne. Store Thomas besørgede som Skipper Varerne fragtet til Norge og fik dem afsat der. I Norge gjorde han Indkøb af norske Produkter, som saa solgtes derhjemme. Ogsaa til Hamborg gjorde Thomas Jensen mange Rejser, idet han som Regel en eller to Gange aarligt sejlede en Skibsladning Huder og Skind til Tyskland. I Tyskland købte han Kolonial og Manufakturvarer til forskellige Købmænd i Hjørring, som saa afhentede Varerne ved Tornby Strand.
Baade i Indland og Udland var de to Handelsmænd vel ansete, og deres Forretning var derfor i stadig god Trivsel. Der fortælles, at de to Venner ikke førte noget særligt Regnskab — det forstod de dem ikke paa — men de betalte enhver sit og blev ikke nogen noget skyldig. De gemte Pengene i to store Sække, en privat og en for Rederiet. De enedes altid godt om Udbyttet. Mange og tunge Sække fyldte med skinnende Sølvspecier fandt i disse Aaringer Vej til Handelsmændenes Hjem. Men ingen af dem blev stor paa det eller blev paaholdende for Pengenes Skyld. Særlig om Store Thomas ved Folk at fortælle, hvorledes han med gavmild Haand hjalp Ven og Frænde og hvem som helst, der var i Trang. Aldrig bankede nogen forgæves paa hans Dør.
Efter en Række gode Aar kom der svære Tider, især for Thomas Jensen. Efterhaanden som Forretningen var vokset, var Kompagniskabet af sig selv hørt op, idet de begge maatte tage Folk til at hjælpe sig, og saa havde hver nok med sit. Søren Jensen var heldig og fik ærlige Folk i sin Tjeneste, men Store Thomas havde ikke Lykken med sig i saa Henseende, hvorved han inden længe forarmedes. Han skal selv have sagt det saaledes:
„Min Skipper tog Fejl af Pengesækkene. Han forvekslede min med sin egen, derved blev hans fuld og han selv rig, medens min blev slunken og jeg selv fattig.“Da hans gamle Ven, Søren Jensen, erfarede dette, beviste han Ægtheden af sit Venskab ved at komme den betrængte til Hjælp.
Store Thomas var uhyre stærk. Viden om gik der Ry af hans usædvanlige Kæmpekræfter. Men trods sin store Styrke var han mild og fredsæl og yppede aldrig Klammeri med nogen. Havde nogen fornærmet eller forurettet ham, forstod han altid at faa det ordnet i Mindelighed uden Øvrighedens Indblanding.
Foruden at være en driftig Handelsmand var Thomas Jensen ogsaa Gaardbruger. Men det var Søen og Handelen, der havde hans Hjerte og optog ham stærkest. I mange Aar var han Forbjerger paa Kyststrækningen mellem Lønstrup og Tværsted. Det var før Redningsvæsenet blev oprettet, og da Strandinger paa den Tid var meget hyppige, saa forstaar man, at det var et meget ansvarsfuldt Hverv, han havde at røgte. Men Thomas Jensen passede det bedre end nogen anden.
Hans Dødsforagt var kendt af alle. Der var ikke saa hylende en Storm eller saa oprørt en Sø, at det kunde afskrække ham fra at gaa ud. I godt Vejr og i ondt Vejr var han paa Færde; og han var den første ved Baaden, naar Menneskeliv var i Fare.
Han har været med til at redde flere Hundrede Skibbrudne fra Døden i Bølgerne. Saa snart et Skib var i Nød, var Store Thomas parat til at gaa ud med sin Baad. Det var fladbundede Baade, de brugte dengang, smaa Fartøjer, der syntes som en Spøg mod det vilde Vesterhav. Men Thomas gik om Bord, og som Skipper satte han sig ved Roret og tog Kommandoen.
Han forstod at opildne de andre, saa ogsaa de fulgte med paa den farefulde Færd, om saa Himmel og Hav stod i eet. Og aldrig ved man at berette om Tilfælde, hvor han og hans ikke gik ud. De trodsede Vind og Bølger, satte Baaden i Vandet, lagde Aarerne til, og kæmpede sig ud over Revlerne til Skibe, der var i Nød. Tidt var det med Nød og Næppe, at de selv bjergede Livet.
Mange, mange Gange syntes de fortabte, og adskillige blev da ogsaa derude i den vaade Grav. Men Store Thomas klarede sig altid, det var, som han kunde staa for alt. Hans enestaaende Mod og indgaaende Kendskab til Revlerne i Stormvejr, hans vældige Styrke og udprægede Førerevne gjorde ham ganske naturlig til den Søens Helt, som alle beundrede og adlød.
Han ejede det Sind, der er villigt til at sætte Livet til for at frelse de andre. Han følte det ikke som noget stort, men som noget ganske selvfølgeligt. Det var hans Pligt at gaa, naar Faren kaldte, og saa gik han.
Endnu æres og højagtes hans Minde paa de Egne, hvor han levede. Hans Liv var ædelt og hans Hjerte var af Guld. Kunde man faa fat paa alle de Historier, der rundt i Sognene fortælles om ham, da kunde det blive Stof nok til en spændende Livsroman om hans daadrige Bedrifter.
Thomas Jensen døde i Efteraaret 1867 og blev begravet paa Tornby Kirkegaard. Paa hans Grav sattes et Jernkors, som staar der den Dag i Dag. Korset bærer følgende Inskription:
Her hviler Støvet af Handelsmand Thomas Jensen i Nørre Tornby
Født den 8. Juni 1798
Død den 8. September 1867
- - - - -
Gift i Marts 1826 med Johanne Marie Pedersdatter i hvis lykkelige Ægteskab Gud velsignede dem med 7 Børn, hvoraf 4 modtager dem i Evigheden.
Som Nummer 4 i Rækken af Thomas Jensens Børn fødtes den 18. Juni 1836 Sønnen Niels Peter, der blev Fader til Jørgen Thomsen. Niels Peter Thomsen giftede sig i 1860 med en ung Enke efter Husmand Jørgen Jørgensen, Ane Marie Christensdatter. Hun fødte ham to Børn, Datteren Johanne Marie (31. Oktober 1861) og Sønnen Jørgen (12. Maj 1865).
II.
Jørgen Thomsen har fortalt følgende om sit Barndomshjem:
„Jeg blev født i Nørre Tornby i et lille Hus, som dengang ikke var helt færdigt. Der var endnu ikke opstillet Senge, da Tiden kom for min Moder, at hun skulde føde. Hun blev saa lagt i en Slagbænk eller Foldbænk, som stod lige under Vinduet. Min Moder har senere fortalt mig, at hun kunde ligge og se ud igennem Muren. Siden er Huset blevet bygget om, saadan at mit Fødested nu er lige udenfor Vinduet.
De første 3 1/2 Aar af mit Liv gik uden, at der skete noget særligt. Jeg havde en god Moder, og efter alles Udsagn ogsaa en god Fader. Min Fader sejlede med en af de Skuder, som dengang brugtes til Sejladsen mellem Vestkysten af Jylland og Norge. Han havde gjort mange vellykkede Ture derover og hjem, men den 7. December 1868 gik Skuden „De tvende Brødre“ ud fra Kysten med Risør som Maal, men naaede aldrig i Land. Der var tre Mænd om Bord, og den ene af dem var min Fader.
Nu stod jeg faderløs tilbage, og min Moder blev Enke for anden Gang. Havet havde ranet meget fra hende. Hendes Fader druknede derude og hendes første Mand havde fundet sin Grav i de kolde Bølger, og nu blev ogsaa min Fader derude. Min Moder græd ofte. Jeg forstod ikke dengang hvorfor, men senere kom jeg til at forstaa det.
Hun stod nu alene tilbage med sine Børn. Fra Morgen tidlig til langt ud paa Natten sled hun ved Væven for at holde sammen paa Hjemmet og skaffe det fornødne til sig og sine, og det lykkedes hende ogsaa. Han, der er Enkers Forsørger og faderløses Fader, han glemte ikke det fattige Hjem.“Den faderløse Dreng kom tidlig ud at tjene som Hjorddreng. Men naar han gik ude paa Markerne og vogtede Kvæget, da kunde der komme en Længsel over ham efter det store og aabne Hav. Om Aftenen eller om Søndagen kunde han saa gaa nede ved Tornby Strand og høre paa Bølgernes Slag mod Kysten, eller han gik op paa Tornby Bjerge, og derfra skuede han længselsfuldt ud over Havet.
Han tænkte paa sin Bedstefader, Store Thomas, og paa sin egen Fader, som laa derude i den dybe Grav, hvorover Stormen sang sin vemodige Klage. Han tænkte paa Søen, der var deres Verden, og hans Øjne saa langt, langt ud over det endeløse Blaa, og der kom noget drømmende i hans Barneøjne, og i sit Hjerte følte han Udveen brænde. Ogsaa han vilde ud, saa langt, saa langt af Led.
Han vilde til Norge ligesom Faderen og Farfaderen, og han vilde afsted saa snart som muligt. Men Moderen var blevet bange for Søen nu, og hun havde lovet sig selv, at Jørgen skulde aldrig komme ud at sejle, saa længe hun havde noget at sige over ham.
Da Konfirmationen nærmede sig og Skolegangen stundede mod sin Afslutning, blev Spørgsmaalet, om hvad Jørgen skulde være, brændende. Han vilde ikke tjene paa Landet mere, og til Havs maatte han ikke komme. Skulde han tilbringe sine Dage paa Landjorden, saa vilde han være Bødker. Han havde tidt været i Bødkerens Værksted og undret sig over alt det, den Mand kunde lave. Bødkeren havde snittet smaa Skibe til ham, da han var mindre, saa maaske ogsaa dette var medbestemmende.
Han vilde da saa gerne i Bødkerlære, og tidlig og silde plagede han sin Moder om Lov dertil. Men det passede slet ikke hans Moder.
„Du er alt for klejn til det, min Dreng,“ sagde hun, „det kan du ikke holde til. Nej, du er en rigtig Skræder, og det allerbedste var, om du kom i Skræderlære.“Det havde Jørgen ikke den ringeste Lyst til, og det stod haardt paa for Moderen at faa ham overtalt. Det var vel slet ikke lykkedes hende om ikke Tilfældet — eller vor Herre — havde kommet hende til Hjælp.
En Dag kom Røgteren forbi Ane Maries Hus, og de kom i Snak om Drengen. Moderen fortalte, hvor bedrøvet hun var over ikke at kunne faa Jørgen overtalt til at gaa i Skræderlære efter Konfirmationen.
Røgteren mente, at den Sag kunde han sagtens ordne, det skulde ikke koste ham meget Besvær. Og saa gik han.
Rent tilfældig gav han sig i Samtale med Jørgen, da de efter Fyraften sad ude i Karlekammeret.
„Hør du Dreng“, sagde han, „har du set Søren Eriksens Maskine?“
„Hvad for en Maskine?“
„Den mærkværdige Tingest, der kan sy Tøj, bare man træder med Foden paa et Stykke Jern.“
„Det passer da ikke!“
„Jo, vist passer det. Der er et Hjul, som render rundt, og saa gaar en Naal op og ned, og saa syer den. Mage til Apparat har jeg aldrig i mine Dage set. Et helt Hekseri er det med den Maskine.“Jørgen havde aldrig hørt Tale om slig underlig Maskine, men nu med eet blev han saa ustyrlig nysgerrig.
„Er det sandt, du har set den?“
„Lige saa sandt, som jeg staar her, og du kan selv følge med hen til Skræderen og se den, hvis du ikke tror mig paa mit Ord.“Og inden længe var Røgteren og Jørgen paa Vej hen til Skræder Søren Eriksen for at betragte den mærkelige Maskine i Virksomhed.
Den Aften blev af Betydning for Jørgen Thomsen. Trædesymaskinen tryllebandt ham, og inden han og Røgteren gik hjem igen, var det blevet en Aftale, at Jørgen skulde i Skræderlære hos Søren Eriksen.
Senere saa Jørgen Thomsen Guds forunderlige Styrelse i denne Tildragelse, thi det var hos denne Skræder, at han mødte det Menneske, der blev Redskabet til hans Omvendelse.
III.
Efter Konfirmationen kom Jørgen i Skræderlære hos Søren Eriksen i Vidstrup. Det var en sund og udviklende Bestilling i de Tider at være i Lære hos en Landsbyskræder. De sad jo ikke den Gang indemuret paa et Værksted hele Dagen igennem, men de kom ud vidt omkring. Med Naal og Traad, Tøj og Saks, Alenmaal og Pressejern drog de rundt til alle Gaardmænd og Haandværkere, Præster og Degne i deres eget og i de omliggende Sogne.
Havde Jørgen ikke før kendt sit Fødesogn, saa kom han til at kende det nu i de Aar, hvor han som Skræderlærling snart sagt besøgte hvert Hus og hver Gaard i Sognet. Herigennem kom den unge Mand ikke alene til at kende meget godt, men ogsaa en Del af anden Art. Han lærte at kende mange Personer og Forhold, og stiftede ved Samtaler og Læsning Bekendtskab med de forskellige Strømninger, som da var oppe i Tiden, baade politiske, religiøse og litterære.
Paa den Tid var der i de Egne saa godt som intet levende Kristenliv. Rationalismen havde lagt en hæmmende Hinde over det religiøse Felt, skabt kolde Hjerter og ligegyldige Sind. Hjertekristendom kendtes kun af Navn. Mormonerne havde forsøgt at vække Hjerternes Interesse for deres mærkelige Religion, men paa Jørgen Thomsen virkede Mormonismen forvirrende og frastødende, den vilde han intet have med at gøre.
I Kirke kom han yderst sjældent, kun til Højtiderne, men han fik ikke noget ud af Besøgene der. Der var intet i Forkyndelsen, som trængte igennem til ham. Saa holdt han sig fra Guds Hus, slog sig løs og blev grebet af Brandesiaminismen. Det var jo dengang, Materialismens Evangelium blev forkyndt af Georg Brandes og hans Følgesvende; og de rebelske Tanker fængede i Jørgens Hjerte, og jo mere Plads, de fik, jo længere drev han bort fra Gud. Ja, den Dag kom, da han hverken troede paa Gud eller Djævelen, Himmel eller Helvede, Synd eller Frelse. Vel kom han aldrig ud i grove Synder, og hans Fritænkerperiode varede kun kort.
Gud saa, at Skræderlærlingen kunde blive ham et udvalgt Redskab til at bringe Evangeliet ud til andre Mennesker, saa rakte han sin Arm ned og standsede den forvildede unge Mand.
En Aften, Jørgen kom hjem fra Arbejdet paa en større Gaard, fandt han nogle Traktater paa sin Læremesters Boghylde. Det var ganske vist religiøse Traktater, men alligevel gav han sig til at læse dem. En indre Tilskyndelse tvang ham, saa han ikke kunde staa imod.
Underligt som de Ord ramte i hans Samvittighed! Han kunde ikke blive dem kvit, de hagede sig fastere og fastere i hans Bevidsthed, borede sig dybt ind i hans Sjæl og gjorde ham angst og urolig. Han kom til Troen igen paa, at der var noget, der hed Synd, og Synden martrede ham, gjorde ham fredløs og hvileløs. Han kunde ikke holde det ud mere. Han maatte tale med nogen om sin Tilstand.
Han spurgte Søren Eriksen, hvor de Traktater var kommet fra, og fik at vide, at det var en kvindelig Slægtning fra Amerika, der nu var hjemme paa Besøg, der havde haft dem med. Jørgen Thomsen kom snart i Samtale med hende og betroede hende, hvor ulykkelig han var, og hvor inderligt han længtes efter blive et Guds Barn. Den unge Kvinde fortalte ham om sin Omvendelse i Amerika og om sin Tilslutning til Metodistkirken.
Da Gud havde draget hende fra Verden ind i Guds Rige, følte hun det som sit Kald at drage over Havet til dem derhjemme for at vidne om Guds store Gerninger. Men ingen af hendes Slægtninge vilde tage mod hendes Vidnesbyrd, de stod trodsende imod, og nu var hun ved at blive mistrøstig. Havde hun alligevel taget fejl; var det slet ikke Gud, der havde sendt hende?
Men nu, da hun stod og talte med den vakte unge Mand, forstod hun, at det alligevel var Gud, der havde talt til hende og sendt hende. Hun gjorde, hvad hun kunde for at hjælpe Jørgen Thomsen til Rette, og en Dag overtalte hun ham til at gaa med til Møde i Metodistkirken i Løkken.
Han var underlig til Mode, da han skred over Tærskelen ind til det lille Guds Hus i Løkken. Han havde aldrig været i en Metodistkirke før, og det gjorde et mærkeligt Indtryk paa ham, da han saa Kirken fyldt med Fiskere og deres Koner og hørte dem synge af Hjertens Lyst. Slig Kirkesang var aldeles ukendt for ham. Præsten, der talte — det var Pastor Laust Christensen — gjorde ikke noget særligt Indtryk paa ham. Men Sangen greb ham, og saa den Aand, der hvilede over Gudstjenesten. Grebetheden lyste ud af dem alle, de var med med Liv og Sjæl.
Efter Gudstjenesten blev nogle af de unge Fiskere tilbage, og Jørgen Thomsen og hans Ledsagerske blev der ogsaa. Nu stemte Fiskerne i med en Sang, han aldrig før havde hørt:
Sig, hvo er de, som frelst fra Synd og Ve
for Herrens Trone syngende vi se?
Hvide Kjortler bærer de,
toet i Lammets Blod.
For hvert Vers, de sang, bevægedes han mere og mere. Aa, hvem der havde sin Synd slettet ud, hvem der bare var toet i Lammets Blod! Saadan lød det inde i ham.
Koret blev sunget saa mange Gange, at han den samme Dag fik det lært udenad, og hver Gang, de sang det, gik Ordene ham dybt i Sjælen.
Den forløste Sjæl gik til Himlens lyse Hjem
toet i Lammets dyre Blod.
Der skal den nu bo i det nye Jerusalem,
toet i Lammets Blod.
Inde i hans Hjerte raabte det efter Fred og Forløsning, efter Vished om Syndernes Forladelse. Han vidste med sig selv, at saadan som han havde det, gik han ikke ind til Himlens lyse Hjem, hvis hans Sjæl krævedes af ham nu. Han ejede ikke den Fred og salige Glæde, som lyste ud af disse troende Menneskers Øjne.
Men han vidste det ogsaa bestemt nu, at fra denne Stund var han færdig med Verden. Verden skulde ikke mere bedrage hans Sjæl, ikke mere drage ham bort fra Guds Vej. Han vilde blive ved med at raabe om Naade, indtil Gud forbarmede sig over ham og tog ham i Favn. Det eneste, han begærede, var Oplevelsen af dette, at faa Syndernes naadige Forladelse, Barnekaar hos Gud og Aandens Vidnesbyrd.
Han fik ikke Fred med Gud den Dag. Men han var blevet en bedende. Nat og Dag raabte han i sin Vaande til Gud, og en Dag slog Forløsningens Time. Det var en regnfuld Efteraarsaften i September Maaned 1885, at han atter var kommet til Løkken.
Der var Klassemøde i den lille Sal. Der blev sunget og bedet, talt og vidnet, og Guds Aand var nær. Der var Mennesker til Stede, som ikke ejede Guds Fred, og de blev opfordret til at komme frem. Fire unge gik frem og blandt disse var Jørgen Thomsen. Nu blev der holdt Bøn for de søgende, og saa blev der sunget igen:
Mit Navn er nu i Livsens Bog indskrevet,
o, slet det aldrig, hjælp mig tjene dig!
Og medens disse Ord tonede, fyldtes hans Sjæl med uudsigelig Fryd og Lykke. Nu turde han tro paa det fuldbragte Forløsningsværk, nu kunde han vidne, at han i sit Hjerte ejede den salige Vished, at han var et Guds Barn. Det jublede inde i ham:
Halleluja, min Sjæl er fri,
min Trællestand er nu forbi,
hvad gør det, hvor jeg færdes her,
hvor Jesus er, er Himlen nær!
Ja, Himlen var kommet ned til ham, eller ogsaa var han løftet op til den. Underfuldt var det at mærke Gudslivet gennemstrømme sig. Han var blevet en ny Skabning i Kristus Jesus, og lykkelig begav han sig paa den lange Hjemvej.
Fra den Aften var han en afgjort og lykkelig Kristen, fyldt med Tro og den Helligaand. Og hvor han kom hen, vidnede han nu frimodigt i Jesu Navn om Guds Kærlighed til Syndere.
IV.
Den 12. April 1886 blev Thomsen optaget som fuldstændigt Medlem i Løkkens Metodistmenighed. Pastor Laust Christensen, der havde været Midlet til hans Omvendelse, blev den, der ved Altret rakte den unge Skræder Samfundets højre Haand.
Det var en stor Dag i Jørgen Thomsens Liv, og den fik afgørende Betydning for hele hans Fremtid. Fra den Dag var han Kirken saa tro en Søn som nogen. Han tjente den med Lyst og Iver i onde og gode Dage og gav den beredvilligt hele sit Hjertes Kærlighed og hele Arbejdskraft. I Medgangs- som i Modgangstider var han med i Arbejdet, og aldrig et Øjeblik vaklede han eller fortrød det Skridt, han havde taget.
Han mødte mange Skuffelser. Metodisterne var ikke Helgener alle til Hobe, som han i den første Kærligheds Begejstring havde troet. Men han oplevede saa mange Glæder og herlige Stunder, at de langt overvejede hans Skuffelser og bitre Erfaringer.
Menigheden blev hans Hjem. Han mødte troligt til alle Gudstjenester og Møder, og snart kom han ogsaa med i Søndagsskolearbejdet. Hele Søndagen tilbragte han gerne i Løkken hos Vennerne der. Han syntes, at han maatte være i deres Nærhed altid, og derfor besluttede han sig til at flytte til Løkken og begynde selvstændig Forretning der, saa snart det kunde lade sig gøre.
Den 1. November 1885 sagde han Farvel til sin Læremester i Vidstrup og slog sig nu ned i Løkken som selvstændig Mester.
Omtrent samtidig kom der en ung Pige til Byen og fik Tjeneste hos Pastor Laust Christensen. Denne unge Pige, Mette Marie Steffensen, blev den Kvinde, som i over 40 Aar kom til at staa ved hans Side som hans bedste Hjælper.
Den 8. November 1887 blev de viet i Aalborg af Superintendent Karl Schou under et Efteraarsmøde der i Byen.
Det unge Ægtepar indrettede deres første Hjem i Hjørring, hvor Jørgen Thomsen havde faaet godt Arbejde. Et Aar efter, at de var blevet Mand og Hustru, bar de deres førstefødte til Daaben; det var en Datter, der fik Navnet Adine Alberta (Efter Salmedigterinden Alberta Eltzholtz).
Saa godt de kunde, deltog de fremdeles i Møderne i Løkken, og enkelte Gange ogsaa i Frederikshavn og Aalborg, men nu efter, at der var kommet smaa i Hjemmet, var det besværligere for dem at komme afsted, og ofte maatte i ethvert Tilfælde den ene blive hjemme. Derved kom de mere og mere til at føle Savnet af Menigheden. Og de tænkte derfor paa at flytte hen til en By, hvor der var Menighed. De længtes efter til daglig at kunne være sammen med Søskende i Herren, og da Jørgen Thomsen atter begyndte at lide Udlængselens Kvaler, blev de enige om at rejse til Norge.
En skønne Dag rejste han og hans Hustru og deres lille Datter til Frederikshavn og derfra videre med Damper til Norge. Thomsen havde faaet Arbejde hos en Mester i Skien, og her flyttede de nu hen. Straks efter deres Ankomst sluttede de sig til Metodistmenigheden der i Byen.
Opholdet i Norge strakte sig kun over nogle faa Maaneder, saa vendte Familien atter tilbage til Vendsyssels Hovedstad. Og nu følte de begge, at her var deres fremtidige Virkeplads saa længe, Gud gav dem Lov til at være sammen her paa Jord.
Efter sin korte Udenlandsfærd følte Jørgen Thomsen, at han maatte tage en Gerning op, og Kirken udnævnte ham da til Formaner. Han samlede nu ugentlig de faa Venner, der tilhørte Kirken, og enkelte andre. De holdt deres smaa Sammenkomster i Hjemmene og styrkede derved hverandres Kraft i Gud. Venneflokken forøgedes ganske langsomt, og omsider begyndte det at lysne.
Medvirkende hertil var et Møde, som Superintendent J. J. Christensen holdt paa Forsamlingsbygningen. Pastor Christian Nielsen, der dengang var Forstander for Løkken Menighed, havde, efter Tilskyndelse fra Jørgen Thomsen, faaet foranstaltet et Møde med Superintendenten som Taler. Det hedder om dette Møde:
„Samme Dags Aften (16. Marts 1896) talte jeg i Hjørring i Forsamlingsbygningens store Sal. Her i denne By har jeg ikke hidtil haft megen Tro paa, at vor Kirke havde en Gerning at gøre, da der her har været prædiket saa meget af flere Slags Prædikanter, og Byen forekom mig saa forpræket, at vort Arbejde kunde faa Udseende af, at vi vilde fiske i rørte Vande.
Den Slags Virksomhed er mig modbydelig, naar jeg træffer den, og derfor vil jeg nødig selv være med dertil. Ved mit sidste Besøg i Hjørring har jeg imidlertid faaet lidt forandret Syn paa Forholdene, idet jeg er kommet til at forstaa, at for saa vidt det gælder om at føre fortabte Sønner og Døtre tilbage til Faderhuset, til Samfundet med Gud og hans Folk, saa er der nok at gøre, ogsaa i denne By.
Den Aften, jeg talte i Hjørring, var den store Sal næsten fyldt af en andægtig Forsamling, og vore Venner saavel som jeg selv var glade ved at se den Interesse, hvormed Ordet hørtes.“Dette Møde har igen givet Kirken Lyst til at vove sig igang med Hjørring, og ved Aarsmødet i Vejle i August samme Aar ansatte Biskop D. A. Goodsell tre Distriktsforstandere til at lede Kirkens Arbejde.
Den yngste af Distriktsforstanderne, Pastor L. C. Larsen, fik Tilsynet med de nordjyske Menigheder og tillige Forstanderskabet for Frederikshavns Menighed. Pastor Chr. Nielsen blev Forstander for Hjørring og Løkken med Bopæl i den førstnævnte By.
Den 11. September samme Aar organiserede den ny Distriktsforstander Menigheden i Hjørring med ca. 30 Medlemmer fra Løkken og Frederikshavns Menigheder. Der var stor Glæde hos Metodisterne i Hjørring den Dag, og gladest af dem alle var Jørgen Thomsen.
Desværre viste det sig vanskeligere at vinde Terræn, end Vennerne havde tænkt sig. Skønt alle lagde sig i Selen for at Værket skulde gaa frem, tegnede det dog kun smaat. Selv et stort Kristi Himmelfartsdags-Stævne for hele Vendsyssel med ikke mindre end fire Møder paa Forsamlingsbygningen vilde ikke slaa an.
Distriktsforstanderens Indberetning ved næste Aarsmøde er da heller ikke præget af nogen stor Optimisme. Det hedder heri bl. a.:
„Hjørring blev i Begyndelsen af Aaret organiseret som Menighed. I selve Byen har Arbejdet tilsyneladende ikke bragt noget stort Udbytte, derimod har der været nogen Vækkelse paa Landet. Jeg vil være meget bedrøvet over, om det skal vise sig nødvendigt at berøve Hjørring sin Prædikant igen. Prøvetiden har kun varet 9—10 Maaneder, og vore faa, men offervillige Venner, fortjener, at vi gør for dem, hvad vi kan.“Desværre blev Pastor Nielsen flyttet til Løkken, og Hjørring var nu uden Præst. Modet dalede betydeligt hos den unge Menighed. De bad indtrængende om atter at faa en Mand til Hjørring, og Aaret efter fik de deres Bøn opfyldt, idet Pastor L. Christensen da fik Ansættelse i Hjørring. Pastor Christensen tog fat med ukuet Mod og fik Menigheden begejstret, saa de endog straks gik i Lag med at skaffe Midler til Opførelsen af en Kirke.
Jørgen Thomsen og hans Hustru var lykkelige over, at deres gamle Ven fra Løkken nu skulde være deres Menighedsforstander, og med de bedste Forhaabninger sluttede de Kreds om Præsten. I Bøn og Tro og Arbejde saaede de Ordets Sæd og ventede, at noget vilde falde i god Muld og bære mange Fold Frugt. Ved haardt Arbejde og store Ofre lykkedes det omsider den lille Menighed at faa rejst sit eget Gudshus.
Den 18. Januar 1903 oprandt den store Dag, da Nazareth-Kirken blev indviet under stor Højtidelighed af Kirkens Superintendent, J. J. Christensen.
V.
Samtidig med Kirkens Indvielse modtog Jørgen Thomsen Kirkens Fuldmagt som Lokalprædikant. Vel havde Thomsen lige siden sin Omvendelse taget virksom Del i Menighedens forskellige Arbejder eftersom Tid og Lejlighed gaves, og han havde da ogsaa gennem en Aarrække ledet Møder baade i By og paa Land, men nu blev han altsaa i større Udstrækning end hidtil Præstens særlige Medarbejder.
Han forstod sit Ansvar og Tjenestens Betydning og tog Gerningen med dyb Alvor. Tro og ydmyg gik han overalt, hvor der blev kaldt paa ham, og det var mange Steder, man ønskede Besøg af Jørgen Thomsen. Igennem ca. 30 Aar prædikede han som Regel en eller flere Gange hver Uge.
Det tog selvfølgelig meget af hans Tid, og megen timelig Fortjeneste satte han til ved sit nidkære Virke for Guds Rige. Oftest blev han sendt ud for at tage Møderne i Landkredsen, og der var tidt lange Veje at gaa.
I de første Aaringer brugte Thomsen mest Apostlenes Heste som Befordringsmiddel, senere benyttede han Diligence eller Cykle. Saa kom han da som et Guds Sendebud til Huse og Gaarde, Forsamlingssale og Kirker over det meste af Vendsyssel. Hændte det, at Mødet var bestemt til at være i et Hus eller en Gaard, og der laa et Medlem syg et andet Sted i Nærheden, saa henlagde han Mødet til det Hjem, hvor den syge boede, for at ogsaa den syge kunde være med.
Hyggeligt og hjerteligt var det altid ved disse Møder rundt i Hjemmene. Grebet af Aanden talte Jørgen Thomsen, saa Hjerterne aabnede sig for Ordets Paavirkning og tog imod Guds Naade. Naar det egentlige Møde var sluttet, fulgte ofte de personlige Samtaler paa To-Mands-Haand, og det var især her, Thomsen havde sin specielle Naadegave. Her virkede han til megen stor Velsignelse.
Mange har vidnet om, hvorledes de fra Jørgen Thomsen i en saadan fortrolig Stund fik afgørende Hjælp i betydningsfulde Kriser i deres Liv.
Der kom noget frit og begejstrende over Thomsens Møder. Det eneste, der af og til satte ham i Forlegenhed, var Sangen. Naar der ingen var i Forsamlingen, der kunde begynde paa Sangene og synge godt igennem, kneb det ham svært.
Thomsen var ingen Sanger, og han vidste det. Efterhaanden som Børnene voksede til var det ham en Fryd at høre dem synge, og ofte tog han en eller flere af dem med paa Landet, for at de kunde lede Sangen.
Meget hyppigt gik han paa sin Fod flere Mil for at holde Møde, og han gik uanset Vejr og Vind og Føre. Var der bestemt Møde, saa skulde Jørgen Thomsen nok vide at være der. Han svigtede ikke.
Om Søndagen har han mange Gange staaet op tidlig om Morgenen og spadseret de to Mil til Sønder Rubjerg for at holde Gudstjeneste i Kapellet Kl. 10. Efter Besøg hos en eller flere af Vennerne derude fortsatte han saa til Løkken, hvor han talte ved Eftermiddagsgudstjenesten Kl. 4.
Efter saa at have spist til Aften vandrede han tilbage til Hjørring og naaede at tage Del i Aftenmødet i Kirken. Det var en Spadseretur paa seks Mil. Men i sine yngre Aar regnede Thomsen det ikke for noget at gaa nogle Mil. Og altid gik han sin Gang med Glæde.
Ikke saa sjælden fik han Indblik i Nød og Daarlighed, i Synd og Ondskab, som gjorde ham saa ondt, saa ondt. Mangfoldige Mennesker skrev til ham og bad om Raad og Vejledning. Ofte fik han ogsaa ubehagelige Breve med Klage over den og den, de og de.
Var der Vanskeligheder i Menigheden, gik Folk tiere til ham end til Præsten. Han tog mod alt og alle. Og i sit Lønkammer bar han det hele frem for Gud i Bøn. Tit var der adskilligt, han maatte bede og lide sig igennem, og der var vel ogsaa det, der tog mere paa ham, end han selv vilde være ved.
Men under det alt sammen holdt han sig saa nær til Kilden, at hans eget Gudsliv ikke tog Skade; det sørgede han for at holde frisk og levende.
Undertiden var han inde i stærke aandelige Kriser og kunde i længere Tid have det svært, men Udgangen blev dog altid en rigere Fylde af Guds Aand og en dybere Tilegnelse af Naade.
I de senere Aar, hvor Thomsen ikke i den Grad som tidligere kunde tage Del i Arbejdet i Landkredsen, forblev hans Interesse dog usvækket for Vennerne i Adspredelsen, og det var ham en virkelig Sorg, hver Gang en Prædikeplads blev opgivet.
Naar han ikke selv kunde komme med paa Landet, spurgte han andre ud om Forholdene paa Stedet og om de enkelte Personer, som han kendte særlig godt.
 |
| Familien Thomsen |
„Naar jeg tænker paa de Aar, hvor Faders Kræfter tog mere og mere af og paa den uformindskede Kærlighed, som Fader bevarede til Gerningen. Aah, hvor Fader dog gerne vilde være med!
Jeg husker saa tydeligt den Række Vækkelsesmøder, der var i Brønderslev den sidste Maaned, Fader levede. Hver Aften kørte Thomassens og Holms dertil i Bil, men Fader var syg og kom ikke med. Den første Aften skete der Uheld med den ene Bil, saa de, der var med der, kom meget sent hjem. Dagen efter sagde Moder og jeg til ham: „Saa var det da godt, du ikke var med; det kunde du ikke have taalt.“
Men Fader svarede: „Aah, det gjorde saamænd ikke noget, jeg vilde alligevel saa gerne have været med. Forstaar I ikke, at der, hvor jeg har været med til at arbejde i det smaa, der vil jeg ogsaa gerne være med, naar de har saadanne gode Møder.“
Fader blev ikke rask den Uge, men da Bilerne var kørt sidste Aften, kom han og sagde: „Ja, havde min Cykle været i Orden, saa vilde jeg nu have cyklet til Brønderslev i Aften.“Jørgen Thomsen virkede ikke alene i det vidt forgrenede Arbejde paa Landet, men ogsaa i Byen var hans Hjælp af overmaade stor Betydning. Han holdt ugentlige Klassemøder, var en ivrig Søndagsskolearbejder og et nidkært Bestyrelsesmedlem i Ungdomsforeningen.
Børnene og de Unge havde hans Kærlighed og Interesse, og han forstod dem som faa. Og denne Forstaaelse af de Unge aftog ikke med Aarene. Det var ham saa naturligt, at de Unge maatte til, og at de havde deres egen Maade at tage Tingene paa.
Naar Ungdommen stillede sig i Opposition til noget af det, de ældre havde udrettet eller vilde udrette, saa var han ogsaa her ofte forstaaende og imødekommende. At han selv i Kirkens tungeste Tider saa lyst og trøstigt paa Fremtiden, var i alt væsentligst, fordi han troede stort om Ungdommen indenfor Kirken. Denne Forstaaelse kommer saa karakteristisk frem i et af hans mange Breve:
„Det næste er angaaende J. Der vil jeg kun sige, at han jo nu har naaet den Alder, Kirken betragter som Myndighedsalder, og vi maa saa finde os i, at de danner sig en egen Mening om Tingene, selv om der ogsaa kommer Kritik deri. Det kan jo vanskeligt undgaas, der er intet fuldkomment i denne Verden.“Gennem mange Aar sad Thomsen i Ungdomsforeningens Bestyrelse og udførte et stort og mangesidigt Arbejde. Og de unge elskede ham og flokkedes om ham baade i Kirke og Hjem. Selv efter at han var traadt ud af Bestyrelsen for at give Plads for yngre Kræfter, mødte han lige trofast til Møderne og viste Sagen lige stor Interesse.
Jørgen Thomsen gjorde meget for at holde sig frisk og for bestandig at forny sig i sin Aand. Derfor tog han til saa mange Aarskonferencer og Efteraarsmøder, som han kunde. Og saadanne Møder, hvor han mødtes med kære Trossøskende og Venner fra alle Landets Egne, var ham Højtidsstunder af vidtrækkende Betydning.
Disse Oplevelser ved de større Møder udvidede hans aandelige Horisont og styrkede den kirkelige Fællesfølelse. En anden Ting, der ogsaa havde horisontudvidende Betydning, var dette, at de besøgende Præster gennem mange Aar altid boede i Thomsens Hjem. Hver af Prædikanterne satte Pris paa at udveksle Tanker med denne fromme og gudfrygtige Mand, der trods sin dybe, aandelige Indsigt var meget ydmyg.
Thomsen holdt altid meget af de Præster, der betjente Menigheden i Hjørring. Aldrig følte han sig stor eller overlegen. Han var altid den beredvillige Tjener og redebonne Medarbejder, hvad enten Præsten var ældre eller yngre end han selv. Og alle de Præster, der gennem Aarene har været ansat ved Menigheden, giver da ogsaa samstemmende Vidnesbyrd om Thomsens Loyalitet.
Bedre Medarbejder kunde man vanskelig finde. Vanskeligt kunde man ogsaa finde en bedre skikket Mand til at aflægge Syge- og Husbesøg. Hans Besøg var ikke lange; men aldrig præget af Travlhed. Var der Grund for det, gav han sig Tid til at tale og høre, saa længe han forstod, han var til Hjælp, men ellers korte Besøg — og hos syge ofte en Gang om Ugen.
Jeg tror, han igennem mange Aar gik paa Sygebesøg hver Søndag, og ogsaa paa de gamles Hjem kom han ofte.
Det var saa velgørende, naar Thomsen kom og paa sin stille og hjertevarme Maade gav trøstende Ord og Styrkelsens Tale til dem, der laa paa Sygelejet.
Hans Væremaade var saa gennempræget af hans store Næstekærlighed og ægte Medfølelse.
Men ikke alene gav han Menigheden meget af sin Tid; han ofrede ogsaa økonomisk efter bedste Evne.
Han talte ikke højt om sin Gavmildhed. Det gik af i det stille. Men mange er blevet hjulpet af ham med større eller mindre Beløb, og hans private Lommebøger viser, at han baade til det lokale Menighedsarbejde og til Kirkens Fællesforetagender gav glad og villigt og meget.
Ikke saa sjældent drejede det sig om ret store Beløb efter hans Forhold. Men Thomsen var en glad Giver, der var lykkelig over at kunne være med ogsaa i dette.
VI.
Saa vidt jeg ved, har Jørgen Thomsen aldrig nydt Spiritus. Om han havde Interesse for Afholdssagen før sin Omvendelse, ved jeg ikke, men med det samme, han sluttede sig til Metodistkirken, var hans Stilling til de berusende Drikke givet. Dem var han færdig med. Men han var ikke blot selv afholdende, han arbejdede ogsaa nidkært for at faa andre til at se Drikkeriets Forbandelse og Afholdenhedens Velsignelse.
Igennem en Aarrække var han Formand for „Evangelisk Afholdsforening“ i Hjørring, og i lange Tider var han Menighedens Repræsentant i „De samvirkende Afholdsorganisationer“. Han gjorde i Foreningen et godt og trofast Arbejde og ydede sin Indsats paa forskellig Maade i de Udvalg og Bestyrelser, han Tid efter anden blev Medlem af. Men det var dog alligevel ikke i det rent forretningsmæssige, han øvede størst Indflydelse. Her, som i det kirkelige Arbejde, var det mere i det personlige, at han indlagde sig Fortjeneste. Og som en personlig Afholdsarbejder vil han staa som et lysende Eksempel i de Kredse, hvor han i to Snese Aar havde sin Gang.
Thomsen var Afholdsmand, fordi han var en Kristen. Han vilde altid have det stærkt pointeret, at for ham laa Motivet til Af holdsarbejdet i Budet om Næstekærlighed. Han havde set de stærke Drikkes ødelæggende Virkninger i saa dyster Grad, at hans Næstekærlighed tvang ham til at kæmpe mod Alkoholen.
Bedre end mange Ord viser en Række Smaatræk hans Syn paa Afholdssagen og hans praktiske Arbejde i dennes Tjeneste.
En Dag kom en Mand fra Landet ind i Jørgen Thomsens Forretning. Han fortalte, at han var kommet til Byen for at sælge en Kalv, og naar det var ordnet og han havde forrettet en Del Ærinder, vilde han igen komme ind til Thomsen, før han begav sig paa Hjemvejen. Imidlertid varede det saa længe, inden Manden viste sig, at Jørgen Thomsen blev urolig for hans Skæbne. En bange Anelse sagde ham, at Manden var havnet paa en eller anden af de mange daarlige Beværtninger der i Byen.
Endnu en Tid gik hen, og da Bondemanden stadig lod vente paa sig, tog Thomsen sit Tøj paa og gik ud for at opsøge ham. Efter at have set ind paa et Par Restaurationer uden Resultat, gik han hen paa en berygtet Beværtning, og ganske rigtigt, her sad Manden og tog for sig i Rigelighed af de vaade Varer.
Mange Penge var allerede gaaet, og havde Thomsen ikke kommet til, var de nok alle havnet i Værtshusholderens Pengekasse. Thomsen fik efter meget Besvær Manden overtalt til at gaa med sig. De gik hen i den Købmandsgaard, hvor Køretøjet stod. Og Thomsen spændte Hesten for Vognen, hjalp Manden op i Agestolen, tog selv Tømmerne og var med et Spring oppe ved Mandens Side.
De kørte ud af Byen og ud ad den Vej, der førte til Mandens Hjem. Thomsen var stadig Kusk. Og hvor meget Vrøvl den halvfulde Mand end lavede, saa blev det ikke anderledes. Da de var kommet en ca. 4 Kilometer uden for Hjørring, holdt Thomsen Hesten an og steg af Vognen.
Han talte indtrængende og formanende til Manden om at køre lige hjem til sin Kone og sine Børn — og da Manden havde lovet at rette sig efter Thomsens Ord, gik denne tilbage til Hjem og Forretning.
I mangfoldige Tilfælde henvendte Folk sig til ham og bad ham gøre noget for Venner eller Bekendte, Slægtninge eller Naboer.
Bekymrede Forældre i By og paa Land kom ogsaa til ham og bad ham holde et Øje med deres Børn.
En Dag fik Thomsen Brev fra en Familie i Løkken. En Fader skrev til ham, at den ene af hans Sønner havde været i Hjørring i flere Dage, og de vidste ikke, hvor han var. De var bange for, at han var kommet blandt daarlige Kammerater og af dem blevet lokket paa Beværtning. Om ikke nok Thomsen vilde se at finde ham.
Efter at have opsendt en Bøn til Faderen i det høje gjorde Thomsen sig rede, forlod Forretningen og begyndte en lidet lystelig Gang fra det ene Værtshus til det andet for at opsøge den unge Mand. Endelig fandt han ham. Godt beskænket var han, og i sin Rus var han saa stædig og umedgørlig, at Thomsen først efter meget Mas fik ham til at gøre sin Regning op. Det viste sig, at han havde drukket saa meget, at han ikke kunde betale. Thomsen lagde nu Pengene ud for ham — og fik ham under Armen og vandrede afsted.
Pludselig begynder den unge Mand at jamre sig: „Aah, min Violin, min Violin.“ „Hvad er der i Vejen med den?“ sagde Thomsen. Ja, den havde han pantsat for at faa Penge til Brændevin.
Thomsen fik at vide, hvor det var sket, og sammen gik de nu hen og løste Instrumentet hjem. Saa endelig var de rede til Hjemturen. Med den berusede Løkkenbo ved den ene Arm og Violinkassen i den anden gik Thomsen til sit Hjem. Her blev den ilde medtagne Mand puttet i Seng for at sove Rusen ud.
Næste Morgen var Manden ædru — og skamfuld. Jørgen Thomsen talte baade kærligt og irettesættende til ham og foreholdt ham det forkastelige i hans Handlemaade. Efter at Morgenmaaltidet var indtaget, fulgte Thomsen den unge Mand et Stykke ud af Løkkenvejen. Her stod de saa og ventede til Postvognen kom. Thomsen betalte hans Rejse hjem og bad Postkøreren paase, at Passageren naaede hjem til sine Forældre.
Sligt praktisk Afholdsarbejde krævede Tid og Penge. Men Thomsen var aldrig bange for Selvopofrelse.
Saa han en beruset Mand, kunde han ikke godt lade være med at gaa hen og tale til ham — og var han hjælpeløs, var Thomsen altid rede til at hjælpe.
En Søndag, da Thomsen og hans Hustru var paa Vej til Kirke, fik de Øje paa en fuld Mand, der laa og sølede sig i Rendestenen. Hver Gang, han forsøgte at rejse sig, faldt han atter ned i Snavset. Thomsen bad sin Kone gaa alene i Kirke, saa vilde han komme, naar han havde bragt den berusede Mand hjem.
Da han kom hen for at hjælpe den drukne paa Benene, saa han, at det var en Mand, han kendte meget godt. Det gjorde Thomsen ondt. Han hjalp Manden til Rette og fik ham bragt hjem — og talte paa Vejen alvorligt med ham.
Nogle Dage efter kom Manden op til Thomsen, da Familien sad og spiste til Middag. Han havde sin afdøde Kones Bibel med og viste denne, at hun paa Titelbladet i den havde skrevet en Bøn om, at de to, Mand og Hustru, maatte frelste mødes i Guds Himmel.
Her var et godt Udgangspunkt for en alvorlig Samtale, og Thomsen benyttede Anledningen, da han næste Gang besøgte ham.
Thomsens yngste Søn har meddelt et Træk om sin Fader, der typisk viser hans kærlige Sindelag overfor de faldne.
„Det var en Søndag lige over Middag at Fader og jeg kom gaaende op ad Museumsgade i Hjørring. Jeg var vel en 5—6 Aar gammel og holdt Fader i Haanden. Om jeg husker ret, var vi paa Vej op til „Gamle Ane Marie“ paa Kirkegaardsvej.
Just som vi passerede Axeltorvet, hvor der den Gang laa 3—4 Beværtninger af usleste Art, sprang Døren til en af disse op, og en døddrukken Mand i pjaltede Klæder blev smidt eller rettere sparket ud. Stakkelen tumlede et Par Skridt frem og faldt saa forover og blev liggende saa lang, han var, i Gadesnavset uden at nogen fra Beværtningen kom ud for at hjælpe ham op.
Paa min lille Barnesjæl gjorde det et forfærdeligt Indtryk at se den drukne Mand ligge der paa Gaden. Jeg var ikke vant til sligt og trykkede mig ind til Fader i Haab om, at vi maatte skynde os bort.
Men i Stedet for at skynde sig videre, gik Fader hen til Stakkelen, tog lempelig fat i ham, rejste ham op paa Benene og børstede det værste Smuds af hans pjaltede Klæder. Der lød ingen Tak, kun en Ed kom over den druknes Læber, idet han ravede ned ad Gaden, medens Latter og Skraal lød inde fra Beværtningen.
Den Gang forstod jeg ikke, hvorfor Fader handlede som han gjorde, selv om han paa mine Spørgsmaal svarede, at det var en Broder i Nød, og at en saadan skulde man hjælpe. For min lille Barnehjerne syntes det meningsløst at kalde en snavset, fuld Mand for sin Broder.“Det er den Slags Arbejdere, der gør Afholdssagen Ære, og hvis Virke sætter Spor.
VII.
De sidste Aar, Jørgen Thomsen levede, var han ikke rask. Han var ikke af dem, der beklager sig til enhver Tid, men man kunde alligevel se paa ham, at han ofte var meget lidende. Og en enkelt Gang var han saa sløj, at han meget mod sin Vilje maatte bede om Fritagelse for et eller andet Hverv, der var ham betroet.
Det var en ondartet Mavelidelse, han gik med — og som tilsidst gjorde Ende paa hans Jordeliv. Men Sygdommen gjorde ham hverken tvær eller pirrelig. Han bar sin Lidelse med enestaaende Taalmod, og trodsede den saa langt, han kunde. Den sidste hele Uge, han levede, var han travlt optaget.
Om Søndagen var han i Kirke baade Formiddag og Aften — og efter Formiddagstjenesten var han paa Sygebesøg hos forskellige. Tirsdag Eftermiddag var han til Kommitémøde i Evangelisk Alliance, og samme Dags Aften til Bedemøde i Kirken. Om Torsdagen var han til Ungdomsmøde, og Fredag Aften gik han til Repræsentantskabsmøde i de samvirkende Afholdsorganisationer.
Det var synligt for alle, at han var stærkt lidende; men selv agtede han ikke paa Smerterne; trofast og pligtopfyldende indtog han sin Plads. Den skulde ikke staa tom.
Men da han Fredag Aften kom hjem fra Samvirksomhedens Møde, overvældede Smerterne ham i den Grad, at han straks maatte søge til Sengs.
Ud paa Natten forværredes hans Tilstand betænkeligt, og der gik hastigt Bud efter Lægen. Denne beordrede ham paa Sygehuset, og Lørdag Aften blev han indlagt. Det var nu næppe til at tage fejl af, at det gik mod Døden — og selv blev han da ogsaa snart klar over det. Jeg talte aabent med ham om Døden og Livet. Han var saa tillidsfuld ogsaa i dette. „Det er lige meget,“ sagde han, „for min egen Skyld, om det bliver Liv eller Død. Jeg hviler trygt i Guds Barmhjertighed og er rede til at drage herfra med min Herre.“ —
Han havde været noget urolig for sin Hustru, der ikke havde været saa rask de sidste Aar; men ogsaa der blev han tryg. „Aah“, sagde han — „nu ser jeg det klart. Kan jeg betro min evige Sjæl til Gud i Døden, skulde jeg saa ikke tro, at han vilde tage sig af min Hustru, saa længe hun lever — Herren gør alle Ting vel.“
Hver Gang, jeg kom ud til ham, var han inderlig glad og barnetryg. „Alt er godt,“ sagde han — „ved Jesu Kristi Naade.“
Hans trofaste Hustru og de af Børnene, der kunde være hos ham, kom ud paa Sygehuset og vaagede tro hos ham, til han lukkede sine Øjne. Han var saa lykkelig for Sang, og bestandig maatte hans Døtre synge for ham.
Saa ebbede Kræfterne da stille ud. Han tog Afsked med sin Præst og sine Venner og med hver af Børnene, med sin Søster og sin elskede Marie. Stemmen blev mere og mere mat, Øjnene mistede deres Sekraft, langsomt sløvedes Bevidstheden. — —
Stille, o vær stillel Der var saa højtidsfuldt i det tyste Dødsværelse. Et af hans sidste hørlige Ord var Ordet: Naade.
Tirsdag Eftermiddag den 17. December 1929 gik han ind til sin Herres Glæde.
Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932
Ingen kommentarer:
Send en kommentar