Pastor C. J. M. Thaarup - del 1
Af P. Rasmussen
Christian Johan Martin Thaarup fødtes i Aarhus den 28. Marts 1851, tilbragte sin Barndom i Silkeborg og lærte Malerprofessionen i Randers.
Ved at høre Superintendent J. J. Christensen i Hornsyldegnen blev han i Aar et 1871 omvendt til Gud og blev Aaret efter optaget i Metodistmenigheden. Den unge, intelligente og livlige Mand fandt hurtigt Anvendelse i Arbejdet. Han blev Lokalprædikant i 1874 og blev ansat som Hjælper i Vejle 1876.
Efter at have modtaget Uddannelse og virket som Hjælper i Vejle og København, blev han sendt til Langeland, blev ordineret til Ældste i 1880 og derefter ansat i Vejle, Svendborg, Odense, Frederikshavn, København, Holstebro, Horsens, Aarhus, Horsens, Frederikshavn, Svendborg, Vejle, Silkeborg og Odense Set. Jakob. Sidstnævnte Sted gik han til med et nedbrudt Helbred og under overmaade vanskelige Forhold; men som en trofast Kirkens Søn undslog han sig ikke for at optage Opgaven.
Der er faa Bestillinger, Kirken kan give, som ikke Thaarup har varetaget. Han har været Distriktsformand, Redaktør, Forretningsfører i Bogforretningen, Konferencekasserer o. s. v., og hvadsomhelst han har haft med at gøre, har han varetaget med en aldrig svigtende Troskab.
Som Prædikant var han veltalende, og Mennesker holdt af at høre ham. Der er mange, der kan takke hans Forkyndelse for, at de fandt Vejen til Gud.
Thaarups sidste Dage hengik under Arbejde og tildels under Lidelser. Dog var der stor Skønhed over hans kærlighedsfyldte Samliv med hans Ungdoms Brud, Inger Marie, f. Pedersen, der overlever ham. Hans Hjemgang fandt Sted i et Øjeblik, saaledes som han alle Dage havde ventet det. Uden Strid sank den trætte Arbejder om, og saa „var han ikke mere, thi Gud tog ham“. Han døde i sit Hjem i Odense den 2. November 1918.
Thaarups Minde er en Inspiration for os alle i Retning af Pligtopfyldelse, Trofasthed, Gudsfrygt og Broderkærlighed. Bag det noget robuste Væsen gemtes der et varmt Hjerte, der ikke taalte at se andre lide, uden at han maatte træde hjælpende og trøstende til.
Hans Børn, som er her i Landet, gaar i deres Faders Fodspor med Hensyn til Interesse for Kirken og Guds Riges Sag.
Vi nedbeder Herrens bedste Velsignelse over hans efterladte Børn, saavel her som i Amerika, og ikke mindst over vor Søster, Pastor Thaarups efterladte Hustru.
Og vi vil sende en forenet Tak op til Gud for hver en Inspiration, han har sendt os igennem sin nu hjemkaldte Tjener.
Ære være hans Minde!
Saaledes tegnede Memorialkomitéen ved Aarskonferencens Mindegudstjeneste i Metodistkirken i Vejle Søndag d. 20. Juli 1919 et Billede i faa og knappe Træk af den Herrens Tjener, min Svigerfader, som jeg i det efterfølgende vil søge at flette en historisk og personlig Mindekrans til den Guds og Frelsers Ære, hvem Thaarup elskede og tjente i Liv og Gerning gennem 48 Aar.
Barndommen
Da han var 2 Aar gammel, flyttede Forældrene fra Aarhus til Silkeborg, og der oplevede han nogle triste Barndomsaar. Alt for tidlig lærte han Syndens og Lastens Bitterhed at kende. Hans Fader, der var Former, var drikfældig, og hvad det vil sige for et Barn og et Hjem, fik Thaarup at mærke. Tre Søskende døde som ganske smaa og skaanedes derved for meget, medens Fattigdom og pinlig Angst holdt til Huse i de smaa Stuer.
Hans Moder maatte til Tider tilbringe Natten sammen med Drengen uden for Hjemmet, medens Faderen rasede i Dilerium. Intet Under, at Thaarup fik et dødeligt Had til de berusende Drikke, der berøvede ham Barndomshjemmets Hygge, Fred og Lykke.
Det kan, Gud ske Tak, tilføjes, at Faderen i sine sidste Aar blev omvendt til Gud og levede et roligt og stille Liv med Gud til Glæde for dem alle. Han og hans Hustru levede i Præstehjemmet i Svendborg, og der døde Faderen saa at sige i Sønnens Arme, medens den øvrige Familie var til Møde i Kirken.
Paa Grund af de Forhold, der raadede i Hjemmet, maatte Drengen tidligt hjælpe til med at tjene noget til Familiens Underhold. Han var saaledes bl. a. Avisdreng en Tid. I denne Egenskab fik han en Dag Lejlighed til at vise sin Snarraadighed og Gaapaa-Natur.
Thaarup har selv fortalt:
Efter Konfirmationen rejste han til Randers. Han vilde ud paa egen Haand. I Randers kom han i Malerlære, og han blev en dygtig og rask Malersvend, hvad jeg, der har lært samme Haandværk, har maattet erkende, naar vi arbejdede sammen ved „Faget“ ved Istandsættelse af flere af vore Præsteboliger og Kirker.
Men han blev ogsaa en lystig „Svend“, fuld af Kommers og morsomme Indfald. Det forlod ham heller aldrig ganske siden. Det viste sig som oftest, naar han var trykket i Sind og Tanke.
Dette hans lystige Sind skaffede ham mange Kammerater, saa han i den Tid var en søgt „Selskabsbroder“ og en ivrig Danser. Men saa vidt vides førte dette Kammeratskab eller Balliv ham aldrig til Brug af Spiritus udover Nydelsen af Bajersk Øl; men dette blev ham ogsaa en kær Drik, som det senere kostede ham baade Kamp og Bøn at opgive. Men det lykkedes fuldtud.
Af P. Rasmussen
Christian Johan Martin Thaarup fødtes i Aarhus den 28. Marts 1851, tilbragte sin Barndom i Silkeborg og lærte Malerprofessionen i Randers. Ved at høre Superintendent J. J. Christensen i Hornsyldegnen blev han i Aar et 1871 omvendt til Gud og blev Aaret efter optaget i Metodistmenigheden. Den unge, intelligente og livlige Mand fandt hurtigt Anvendelse i Arbejdet. Han blev Lokalprædikant i 1874 og blev ansat som Hjælper i Vejle 1876.
Efter at have modtaget Uddannelse og virket som Hjælper i Vejle og København, blev han sendt til Langeland, blev ordineret til Ældste i 1880 og derefter ansat i Vejle, Svendborg, Odense, Frederikshavn, København, Holstebro, Horsens, Aarhus, Horsens, Frederikshavn, Svendborg, Vejle, Silkeborg og Odense Set. Jakob. Sidstnævnte Sted gik han til med et nedbrudt Helbred og under overmaade vanskelige Forhold; men som en trofast Kirkens Søn undslog han sig ikke for at optage Opgaven.
Der er faa Bestillinger, Kirken kan give, som ikke Thaarup har varetaget. Han har været Distriktsformand, Redaktør, Forretningsfører i Bogforretningen, Konferencekasserer o. s. v., og hvadsomhelst han har haft med at gøre, har han varetaget med en aldrig svigtende Troskab.
Som Prædikant var han veltalende, og Mennesker holdt af at høre ham. Der er mange, der kan takke hans Forkyndelse for, at de fandt Vejen til Gud.
Thaarups sidste Dage hengik under Arbejde og tildels under Lidelser. Dog var der stor Skønhed over hans kærlighedsfyldte Samliv med hans Ungdoms Brud, Inger Marie, f. Pedersen, der overlever ham. Hans Hjemgang fandt Sted i et Øjeblik, saaledes som han alle Dage havde ventet det. Uden Strid sank den trætte Arbejder om, og saa „var han ikke mere, thi Gud tog ham“. Han døde i sit Hjem i Odense den 2. November 1918.
Thaarups Minde er en Inspiration for os alle i Retning af Pligtopfyldelse, Trofasthed, Gudsfrygt og Broderkærlighed. Bag det noget robuste Væsen gemtes der et varmt Hjerte, der ikke taalte at se andre lide, uden at han maatte træde hjælpende og trøstende til.
Hans Børn, som er her i Landet, gaar i deres Faders Fodspor med Hensyn til Interesse for Kirken og Guds Riges Sag.
Vi nedbeder Herrens bedste Velsignelse over hans efterladte Børn, saavel her som i Amerika, og ikke mindst over vor Søster, Pastor Thaarups efterladte Hustru.
Og vi vil sende en forenet Tak op til Gud for hver en Inspiration, han har sendt os igennem sin nu hjemkaldte Tjener.
Ære være hans Minde!
Saaledes tegnede Memorialkomitéen ved Aarskonferencens Mindegudstjeneste i Metodistkirken i Vejle Søndag d. 20. Juli 1919 et Billede i faa og knappe Træk af den Herrens Tjener, min Svigerfader, som jeg i det efterfølgende vil søge at flette en historisk og personlig Mindekrans til den Guds og Frelsers Ære, hvem Thaarup elskede og tjente i Liv og Gerning gennem 48 Aar.
Barndommen
Da han var 2 Aar gammel, flyttede Forældrene fra Aarhus til Silkeborg, og der oplevede han nogle triste Barndomsaar. Alt for tidlig lærte han Syndens og Lastens Bitterhed at kende. Hans Fader, der var Former, var drikfældig, og hvad det vil sige for et Barn og et Hjem, fik Thaarup at mærke. Tre Søskende døde som ganske smaa og skaanedes derved for meget, medens Fattigdom og pinlig Angst holdt til Huse i de smaa Stuer.
Hans Moder maatte til Tider tilbringe Natten sammen med Drengen uden for Hjemmet, medens Faderen rasede i Dilerium. Intet Under, at Thaarup fik et dødeligt Had til de berusende Drikke, der berøvede ham Barndomshjemmets Hygge, Fred og Lykke.
Det kan, Gud ske Tak, tilføjes, at Faderen i sine sidste Aar blev omvendt til Gud og levede et roligt og stille Liv med Gud til Glæde for dem alle. Han og hans Hustru levede i Præstehjemmet i Svendborg, og der døde Faderen saa at sige i Sønnens Arme, medens den øvrige Familie var til Møde i Kirken.
Paa Grund af de Forhold, der raadede i Hjemmet, maatte Drengen tidligt hjælpe til med at tjene noget til Familiens Underhold. Han var saaledes bl. a. Avisdreng en Tid. I denne Egenskab fik han en Dag Lejlighed til at vise sin Snarraadighed og Gaapaa-Natur.
Thaarup har selv fortalt:
„Jeg kom ind paa Papirfabriken i Silkeborg med Avisen netop i det Øjeblik, Maskinen greb fat i en Arbejders Tøj og begyndte at trække ham rundt. Resolut smed jeg Avisbunken paa Gulvet og greb en stor Kniv, man brugte til at skære Papir med, og med en uforklarlig Kraft huggede jeg Drivremmen over med et eneste Hug. Maskinen standsede. Manden var frelst fra en Ulykke. Jeg var kun lille af Vækst, saa det maa have været Vorherre, der gav mig saadanne Kræfter til at bruge den store Kniv og frelse et Menneske.“Saa vidt Thaarup. Det var tidligt, Vorherre brugte ham til et Menneskes Frelse. Senere blev han et Middel til manges Frelse i en anden Betydning.
Efter Konfirmationen rejste han til Randers. Han vilde ud paa egen Haand. I Randers kom han i Malerlære, og han blev en dygtig og rask Malersvend, hvad jeg, der har lært samme Haandværk, har maattet erkende, naar vi arbejdede sammen ved „Faget“ ved Istandsættelse af flere af vore Præsteboliger og Kirker.
Men han blev ogsaa en lystig „Svend“, fuld af Kommers og morsomme Indfald. Det forlod ham heller aldrig ganske siden. Det viste sig som oftest, naar han var trykket i Sind og Tanke.
Dette hans lystige Sind skaffede ham mange Kammerater, saa han i den Tid var en søgt „Selskabsbroder“ og en ivrig Danser. Men saa vidt vides førte dette Kammeratskab eller Balliv ham aldrig til Brug af Spiritus udover Nydelsen af Bajersk Øl; men dette blev ham ogsaa en kær Drik, som det senere kostede ham baade Kamp og Bøn at opgive. Men det lykkedes fuldtud.
Kommentarer
Send en kommentar