Foredrag ved centralkonferencen, ]erusalemskirken, København, september 1970.
Det kan for os se ud, som om det endnu på reformatorernes tid — og også senere — var lettere at forkynde frelse, end det er nu: Ordene »Gud«, »sjæl«, »synd« og »fortabelse« havde deres fulde værdi, en vedtaget, af de fleste uantastet betydning (jvf. visse kalkmalerier).
Nu diskuteres Guds eksistens og ordet »Gud«s betydning. »Sjælen« forklares som »psykologi«, »synd« bortforklares som »skæbne« eller på anden måde som noget ikke selvforskyldt, »fortabelse« afskaffes som overtro.
Dette er dog kun eksempler på, at begreberne om tingene — og tilsvarende det sprog, som er blevet begrebernes dragt — er ændret, men unægtelig ændret så stærkt, at der virkelig behøves 1) forklarende omskrivninger og 2) en vis apologi for, at forkyndelsen stadig må protestere imod de nævnte bortforklaringer.
Det arbejde, som her behøves, de vanskeligheder, som på dette område må overvindes, skal ikke bagatelliseres. Det må findes et sprog, som fastholder den sag, som de nævnte — o. a. — ord står for. Ellers er der ingen mulighed for, at frelsens evangelium overhovedet kan opfattes.
Men det for vort emne væsentlige ligger dog dybere, eftersom evangeliet går på hele mennesket og aldeles ikke udelukkende eller især på dets »begrebs-verden«. Begreberne må klares, for de betyder og betinger, at vi overhovedet »begriber«.
Men det er igen betingelsen for, at hele mennesket, ikke bare øret — eller øret plus fornuften — hører Guds ord. Det ord vil ikke begribes og dermed færdig, men det vil, at hele mennesket skal gribe det, så at »alle ting bliver nye«.
Mon det var lettere i middelalderen eller i 15-1600-tallet end nu? Næppe!
Også dengang var mennesket den synder, som helst undgår Guds frelse, som evangeliet forkynder den, undgår at skulle være den hjælpeløse, der får alt. Også dengang ville det naturlige menneske sætte sin egen naturlige religion ind i stedet for evangelisk tro, og behov for sådan religion trængte stærkt ind i kirkens undervisning, forkyndelse, sakramentsopfattelse.
Selve den bastante opfattelse af et ord som »sjæl« kunne befordre religionisering af kristendommen. Dette naturlige menneske er stort set det samme til alle tider.
Og dog er der også her noget, som er særligt for »i dag«. Først og fremmest, at mennesket for længst er selvstændig-gjort over for kirken: den er ikke en magt-kirke, som ejer menneskene og fører dem, hvorhen den vil — evt. forfører dem!
Det frie menneske er suverænt over for alle ting, også overfor det, som dette menneske kalder »religionen«, inclusive kristendommen. Dette betyder det positive, at ingen kirke så let kan komme af sted med at gøre sig til en ydre autoritet, som uselvstændiggør sine medlemmer.
Men det betyder det negative, at evangeliet derangeres til at være et af de tilbud, som det moderne menneske kan forholde sig til, når det skal vælge en livsanskuelse, men på det plan bliver der ingen forholden sig til evangeliet, som det lyder.
For ikke at blive groft forvansket, for overhovedet at blive opfattet, må evangeliets forkyndelse blive radikalt polemisk imod hele denne indstilling: Det vil høres som budskab om frelse, ikke som tilbud om en religiøs livsanskuelse.
Men ind i dette det naturlige menneskes overmod, ind i dette overmod, som blomstrer hos det frie, det suveræne menneske, blander sig i dag meget andet, ikke mindst megen religion, og det forvirrende er, at megen nutidsreligiøsitet søger og spørger i et sprog og ud fra en selv-forståelse, som ikke er langt fra den bibelske tale, men som dog ikke vil høre eller vide af Bibelens budskab.
Heller ikke det er noget nyt. For så længe siden som dengang, da den første evangelie-forkyndelse lød i den antikke hedenske verden, var denne verden fyldt med filosofi og religion, som sandfærdigt placerede mennesket som et bundet og fortabt væsen, og som søgte forløsning, frelse, befrielse for mennesket — men ad mange besynderlige veje.
Sådan noget breder sig i dag. Det, den kristne forkyndelse har slået på, når den til tider slog meget énsidigt på frelsen som den enkelte sjæls frelse, er repræsenteret i denne religiøsitet: adskillige brugere af »hårde stoffer« søger udtrykkeligt narkomanens sjælelige udvidelse som en religiøs, helt individuel, frelsesoplevelse, men det, som altid var det betænkelige, når frelse blev forstået og forkyndt rent individuelt, er her rendyrket: oplevelsen er alt, og jeg’et er alt, religionen er ikke en Guds frelse til at leve i hverdagen som Guds tjenere for andre mennesker i hverdagen.
Hvis denne religion overhovedet danner fællesskab, er det et fællesskab, som lukker sig ude fra hverdagen, og som — snarest i foragt for det almindelige hverdagsmenneske — flygter fra den hårde virkelighed ind i den religiøse rus.
Mere almindeligt er dog noget, som ser sundere ud, nemlig noget, som er lige det modsatte, eftersom den frelse, der søges, ikke er det enkelte menneskes frelse fra en individuel fortabelse, men verdens frelse.
Også dette korresponderer med nytestamentlig og evangelisk sprogbrug. Med det drejer sig ikke om den verdensfrelse, som NT forkynder men om denne verdens forvandling til en lykkelig og retfærdig verden.
»Det onde« er først og fremmest den sociale uret: de rige lande — de fattige lande. Og i det enkelte land: kapitalisterne — og de misbrugte. Det må ordnes politisk. Og politiske retfærdighedssystemer absolutiseres religiøst — ofte fanatisk religiøst.
Der er i alt dette klange af Jesu evangelium, såvel som af Det gamle Testamentes profeter. Men der består frelsen i at gøre Guds vilje i verden og i, at hans rige kommer.
Tidens udadvendte religiøsitet er dennesidig. Denne dennesidighed slår igennem i al tænkning om mennesket og dets nød. Også i adskillig moderne teologi. Ordet Gud om en over-personlig evig magt giver ingen mening, hedder det.
Heller ikke ordet frelse om at tilhøre et kommende »Gudsrige«. Eller »fortabelse« om at forkastes af denne Gud. Alt sådan noget kan højst blive billeder for noget andet, noget rent dennesidigt: at tilværelsen bliver meningsfyldt og retfærdig og god.
Og den omtalte teologi retter sig efter, at »sådan tænker moderne mennesker« — og så må frelsen forkyndes i dette sprog: Jesus åbenbarer Gud netop som mennesket, det dybeste i og under mennesket i dette ene liv osv.
Ubegribeligt, at fagligt uddannede teologer ikke tager ved lære af kirkehistorien: den slags imødekommenhed har evangeliets forkyndere aldrig fået noget for — andet en utak. Heldigvis!
Evangeliets inderste ord er »syndernes forladelse«. Det er det befriende, det forløsende ord, frelsens ord. Og det er Bibelens Gud, som ved Kristus forlader synder. Så er underet, mysteriet sat: Gud er underet. Jesus er, at Gud var så imødekommende, at han kom til os mennesker som et menneske.
Og den anden side af underet er, at han ofrede sig, blev den lidende Gud, døde med os og for os, knust af vor skyld og vor nød, men er opstanden: lever, selv om han døde, er menighedens Herre, gudstjenestens mysterium, forkyndelsens subjekt.
Hvordan så dog få dette sagt ind i det, som er »i dag«? Dette. Så det ikke énsidigt bliver den enkeltes frelse, at min sjæl kommer i himlen.
Den synoptiske Jesus og hans forkyndelse må komme til orde: Fordringen, kravet om den udnyttedes, fattiges ret, kravet om mere end ret: om kærlighed. At han, som døde for os, blev vor Herre, for at vi skal være ham lydige! At høre Guds rige til er at have en Herre, der benåder og befaler.
Men hvis dette ikke skal flyde ud i en dennesidig næste-kærlighedsreligion, blive noget rent humanistisk-socialt-politisk, da må basis for at føre og høre denne tale være Guds ords tale til den enkeltes frimodighed:
En ny, skænket eksistens: at være hans menneske i liv og i død. Pertil hører at være glad — trods alt. Men dertil hører også at være ham lydig, »den ulydiges lydighed« (Barth).
Det er ikke en helliggørelses-tale, der skal føjes til evangeliet, så bliver det bare lov-prædiken og moralisme. Men kravet hører med til selve evangeliet: Det er Guds frelse, at han vil tilgive sådanne som os — og det er Guds frelse, at han vil befale sådanne som os til at gøre hans vilje.
De, som opfyldte den, og som dermed blev lukket helt ind hos Gud, de vidste det ikke. Og det var ikke specielt kristne gerninger, der blev gjort, men almindelige hverdagsgerninger, skænket et menneske at gøre. (Mt. 25).
Guds vilje kan vi ikke virkeliggøre som et program, realiseret ved vor stræben. Og vi kan aldrig konstatere vore gode gerninger. Men frelses-forkyndelse — også i dag — er 1) tilsagnet om syndernes forladelse som grund for troens frimodighed og 2) fordringen, kærlighedsbudet som grund for troens gode strid mod egenkærligheden, roden for al synd.
Der må ind i det, som er nutidsmenneskets begreber, dets »verden«, dets liv, dets spørgen, kunne findes nye ord, en oversættelse af de gamle ord om Guds gode vilje med os.
L. Brøndum.
Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970
Det kan for os se ud, som om det endnu på reformatorernes tid — og også senere — var lettere at forkynde frelse, end det er nu: Ordene »Gud«, »sjæl«, »synd« og »fortabelse« havde deres fulde værdi, en vedtaget, af de fleste uantastet betydning (jvf. visse kalkmalerier).
Nu diskuteres Guds eksistens og ordet »Gud«s betydning. »Sjælen« forklares som »psykologi«, »synd« bortforklares som »skæbne« eller på anden måde som noget ikke selvforskyldt, »fortabelse« afskaffes som overtro.
Dette er dog kun eksempler på, at begreberne om tingene — og tilsvarende det sprog, som er blevet begrebernes dragt — er ændret, men unægtelig ændret så stærkt, at der virkelig behøves 1) forklarende omskrivninger og 2) en vis apologi for, at forkyndelsen stadig må protestere imod de nævnte bortforklaringer.
Det arbejde, som her behøves, de vanskeligheder, som på dette område må overvindes, skal ikke bagatelliseres. Det må findes et sprog, som fastholder den sag, som de nævnte — o. a. — ord står for. Ellers er der ingen mulighed for, at frelsens evangelium overhovedet kan opfattes.
Men det for vort emne væsentlige ligger dog dybere, eftersom evangeliet går på hele mennesket og aldeles ikke udelukkende eller især på dets »begrebs-verden«. Begreberne må klares, for de betyder og betinger, at vi overhovedet »begriber«.
Men det er igen betingelsen for, at hele mennesket, ikke bare øret — eller øret plus fornuften — hører Guds ord. Det ord vil ikke begribes og dermed færdig, men det vil, at hele mennesket skal gribe det, så at »alle ting bliver nye«.
Mon det var lettere i middelalderen eller i 15-1600-tallet end nu? Næppe!
Også dengang var mennesket den synder, som helst undgår Guds frelse, som evangeliet forkynder den, undgår at skulle være den hjælpeløse, der får alt. Også dengang ville det naturlige menneske sætte sin egen naturlige religion ind i stedet for evangelisk tro, og behov for sådan religion trængte stærkt ind i kirkens undervisning, forkyndelse, sakramentsopfattelse.
Selve den bastante opfattelse af et ord som »sjæl« kunne befordre religionisering af kristendommen. Dette naturlige menneske er stort set det samme til alle tider.
Og dog er der også her noget, som er særligt for »i dag«. Først og fremmest, at mennesket for længst er selvstændig-gjort over for kirken: den er ikke en magt-kirke, som ejer menneskene og fører dem, hvorhen den vil — evt. forfører dem!
Det frie menneske er suverænt over for alle ting, også overfor det, som dette menneske kalder »religionen«, inclusive kristendommen. Dette betyder det positive, at ingen kirke så let kan komme af sted med at gøre sig til en ydre autoritet, som uselvstændiggør sine medlemmer.
Men det betyder det negative, at evangeliet derangeres til at være et af de tilbud, som det moderne menneske kan forholde sig til, når det skal vælge en livsanskuelse, men på det plan bliver der ingen forholden sig til evangeliet, som det lyder.
For ikke at blive groft forvansket, for overhovedet at blive opfattet, må evangeliets forkyndelse blive radikalt polemisk imod hele denne indstilling: Det vil høres som budskab om frelse, ikke som tilbud om en religiøs livsanskuelse.
Men ind i dette det naturlige menneskes overmod, ind i dette overmod, som blomstrer hos det frie, det suveræne menneske, blander sig i dag meget andet, ikke mindst megen religion, og det forvirrende er, at megen nutidsreligiøsitet søger og spørger i et sprog og ud fra en selv-forståelse, som ikke er langt fra den bibelske tale, men som dog ikke vil høre eller vide af Bibelens budskab.
Heller ikke det er noget nyt. For så længe siden som dengang, da den første evangelie-forkyndelse lød i den antikke hedenske verden, var denne verden fyldt med filosofi og religion, som sandfærdigt placerede mennesket som et bundet og fortabt væsen, og som søgte forløsning, frelse, befrielse for mennesket — men ad mange besynderlige veje.
Sådan noget breder sig i dag. Det, den kristne forkyndelse har slået på, når den til tider slog meget énsidigt på frelsen som den enkelte sjæls frelse, er repræsenteret i denne religiøsitet: adskillige brugere af »hårde stoffer« søger udtrykkeligt narkomanens sjælelige udvidelse som en religiøs, helt individuel, frelsesoplevelse, men det, som altid var det betænkelige, når frelse blev forstået og forkyndt rent individuelt, er her rendyrket: oplevelsen er alt, og jeg’et er alt, religionen er ikke en Guds frelse til at leve i hverdagen som Guds tjenere for andre mennesker i hverdagen.
Hvis denne religion overhovedet danner fællesskab, er det et fællesskab, som lukker sig ude fra hverdagen, og som — snarest i foragt for det almindelige hverdagsmenneske — flygter fra den hårde virkelighed ind i den religiøse rus.
Mere almindeligt er dog noget, som ser sundere ud, nemlig noget, som er lige det modsatte, eftersom den frelse, der søges, ikke er det enkelte menneskes frelse fra en individuel fortabelse, men verdens frelse.
Også dette korresponderer med nytestamentlig og evangelisk sprogbrug. Med det drejer sig ikke om den verdensfrelse, som NT forkynder men om denne verdens forvandling til en lykkelig og retfærdig verden.
»Det onde« er først og fremmest den sociale uret: de rige lande — de fattige lande. Og i det enkelte land: kapitalisterne — og de misbrugte. Det må ordnes politisk. Og politiske retfærdighedssystemer absolutiseres religiøst — ofte fanatisk religiøst.
Der er i alt dette klange af Jesu evangelium, såvel som af Det gamle Testamentes profeter. Men der består frelsen i at gøre Guds vilje i verden og i, at hans rige kommer.
Tidens udadvendte religiøsitet er dennesidig. Denne dennesidighed slår igennem i al tænkning om mennesket og dets nød. Også i adskillig moderne teologi. Ordet Gud om en over-personlig evig magt giver ingen mening, hedder det.
Heller ikke ordet frelse om at tilhøre et kommende »Gudsrige«. Eller »fortabelse« om at forkastes af denne Gud. Alt sådan noget kan højst blive billeder for noget andet, noget rent dennesidigt: at tilværelsen bliver meningsfyldt og retfærdig og god.
Og den omtalte teologi retter sig efter, at »sådan tænker moderne mennesker« — og så må frelsen forkyndes i dette sprog: Jesus åbenbarer Gud netop som mennesket, det dybeste i og under mennesket i dette ene liv osv.
Ubegribeligt, at fagligt uddannede teologer ikke tager ved lære af kirkehistorien: den slags imødekommenhed har evangeliets forkyndere aldrig fået noget for — andet en utak. Heldigvis!
Evangeliets inderste ord er »syndernes forladelse«. Det er det befriende, det forløsende ord, frelsens ord. Og det er Bibelens Gud, som ved Kristus forlader synder. Så er underet, mysteriet sat: Gud er underet. Jesus er, at Gud var så imødekommende, at han kom til os mennesker som et menneske.
Og den anden side af underet er, at han ofrede sig, blev den lidende Gud, døde med os og for os, knust af vor skyld og vor nød, men er opstanden: lever, selv om han døde, er menighedens Herre, gudstjenestens mysterium, forkyndelsens subjekt.
Hvordan så dog få dette sagt ind i det, som er »i dag«? Dette. Så det ikke énsidigt bliver den enkeltes frelse, at min sjæl kommer i himlen.
Den synoptiske Jesus og hans forkyndelse må komme til orde: Fordringen, kravet om den udnyttedes, fattiges ret, kravet om mere end ret: om kærlighed. At han, som døde for os, blev vor Herre, for at vi skal være ham lydige! At høre Guds rige til er at have en Herre, der benåder og befaler.
Men hvis dette ikke skal flyde ud i en dennesidig næste-kærlighedsreligion, blive noget rent humanistisk-socialt-politisk, da må basis for at føre og høre denne tale være Guds ords tale til den enkeltes frimodighed:
»Dine synder er dig forladt!«Fordringen slår igennem sammen med dette befriende ord, og kan kun høres sådan. Syndernes forladelse, frelsen, består ikke i straffritagelse og dermed punktum. Men i at lukkes ind i det, som er fra Gud, ind til ham selv.
»Du er accepteret af denne Gud — som du erl«
En ny, skænket eksistens: at være hans menneske i liv og i død. Pertil hører at være glad — trods alt. Men dertil hører også at være ham lydig, »den ulydiges lydighed« (Barth).
Det er ikke en helliggørelses-tale, der skal føjes til evangeliet, så bliver det bare lov-prædiken og moralisme. Men kravet hører med til selve evangeliet: Det er Guds frelse, at han vil tilgive sådanne som os — og det er Guds frelse, at han vil befale sådanne som os til at gøre hans vilje.
De, som opfyldte den, og som dermed blev lukket helt ind hos Gud, de vidste det ikke. Og det var ikke specielt kristne gerninger, der blev gjort, men almindelige hverdagsgerninger, skænket et menneske at gøre. (Mt. 25).
Guds vilje kan vi ikke virkeliggøre som et program, realiseret ved vor stræben. Og vi kan aldrig konstatere vore gode gerninger. Men frelses-forkyndelse — også i dag — er 1) tilsagnet om syndernes forladelse som grund for troens frimodighed og 2) fordringen, kærlighedsbudet som grund for troens gode strid mod egenkærligheden, roden for al synd.
Der må ind i det, som er nutidsmenneskets begreber, dets »verden«, dets liv, dets spørgen, kunne findes nye ord, en oversættelse af de gamle ord om Guds gode vilje med os.
L. Brøndum.
Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970
Kommentarer
Send en kommentar