Hvorfor vi bør vente

Vi lever i en verden som forandres fra dag til dag. Gjæringsprosessene griper inn i alle forhold og har forlengst nådd vår egen kirke.

I England har John Wesleys kirke tatt det forste skrittet til en sammenslutning med den engelske statskirke. Vedtaket hadde ingen vanskeligheter med å skaffe seg solid flertall i årskonferansen, selv om kvartalskonferansene hadde vedtatt det hele med en meget knapp majoritet. Hvorvidt dette er et skrit i retning av en åndelig fornyelse over England, eller om det blir en begravelse av den metodistiske kristendomsform får historikerne bedömme.

I Sverige har vår broderkirke, med full tilslutning av nu avdöde biskop Odd Hagen og den mangeårige rektor for vår teologiske skole, Thorvald Kållstad, gått helhjertet inn for en ny svensk frikirke, grunnlagt på en rekke av de frikirkelige samfunn som man har grunn til å tro ville kunne samarbejde i et fremtidig Sverige.

Den tredje verdens unge metodistkirker vil og kan ikke akseptere den gamle verdens historisk betingede kirkelige strukturer, like så lite som de vil være under bruk av en amerikansk dominert mamuttkirke med et prestestyre (biskopsrådet) på toppen, og hvis överste juridiske instans er et råd som vesentlig består av amerikanske kirkepolitikere.

Selve vår amerikanske moderkirke har det heller ikke lett. Såvidt jeg kan skjönne er den idag delt i flere skikt. I det overste finner man hierarkiet, livstidsvalgte biskoper (som av og til skifter area for at de ikke skal sitte for lenge som toppledere i samme område) som sammen, med generalsekretærer og fremtredende legmenn bestemmer kirkens politikk og forvalter dens innsamlede midler og fonds. 

Disse er for tiden under vedvarende og tildels resultatrikt press fra det annet skikt, radikale og liberale krefter som forlanger ny strategi i utviklingsland, ökonomisk stötte til både kristne og profane borgerrettsbevegelser og så modernistisk linje i undervisningssektoren at en mengde kirker har sett seg nödt til å söke andre forlag for at den evangeliske linjen ikke skal bli borte.

Dette har igjen fort til at det tredje skikt, det almindelige kirkefolk, det tause flertall, det utskjelte »bra« og »fariseiske« kirkemedlem har tatt til gjenmæle med det eneste våpen de har overfor de to ovennevnte skikt: De holder sine penger tilbake. Fölgen er at de nasjonale innsamlinger minsker og den kirkelige administrasjon må si opp folk. 

Men det finnes også et fjerde skikt som har samlet sig i en bevegelse for å puste liv i en åndelig fornyelse på skriftens grunn, og da den er ledet av for oss kjente navn som Harry Denman, Gerald Kennedy, Oral Roberts og Robert Mayfield gir den håp om at det ikke bare er liberale og politiske interesser som dominerer bildet av kirken vår i USA. 

Hvor byråkratisk situasjonen er forteller det som hendte for generalkonferansen hadde en ekstra sesjon ivår. Biskopsrådet hadde funnet ut, at utviklingen hadde gjort mötet unödvendig å holde og mente det ville være slösing av midler og penger å avholde noen ekstra sesjon. 

Men det juridiske råd hevdet at det ikke lot seg gjöre fordi bare en generalkonferanse kunne omgjöre et generalkonferansevedtak. Så holdt man da konferansen selv om den kostet fem millioner norske kroner.

Kirken i Amerika vet hvor upopulær deres nasjon er i store deler av verden, derfor önsker den at kirkene utenfor USA selv skal ta initiativ og finne sine egne organisasjonsformer. Det arbeide utfores av kommisjonen som heter COSMOS (Commission on Structures of Metodist Churches Overseas). 

Og vi i Norge har været oppmerksom på dette lenge, hovedstyret har i flere år internt dröftet situasjonen og årskonferansen har nu nedsatt en allsidig timanns kommisjon for å se på alle disse forhold.

Midt i denne omveltningsprosess mister den nordiske metodisme sin biskop, og det er to år til ordinær sentralkonferanse. Vårt hovedstyre mente det ville være rimelig å vente disse to år for at situasjonen skulle avklares, men de andre lands representanter kunne ikke si seg enig i dette hvoretter våre representanter mente vi måtte boye oss for flertallet og få valgt en biskop så snart som mulig.

Vi skal altså velge en ny biskop med alle de konsekvenser det förer med seg. Det kan gå fra seks til tretti år for vi er i samme situasjon. For enten vi nu velger en mann på livstid eller på åremål, vil han måtte være meget uduelig om han ikke blir gjenvalgt. (Så snilde er vi dog mot hverandre). 

Hans person, prestisje og ære vil gjore det ytterst vanskelig å manövrere kirkeskibet inn i farvann som betinger endring av kaptainens myndighet, ansvar og kompetanse. Man kan ikke vente at alle vil si det som Odd Hagen sa ved et möte ifjor i Svenska Frikyrkorådet at han gjerne skulle la sitt embede gå dersom han ved det kunne fremme en ny frikirke i Sverige. 

Og ingen har vel tro på at fremtiden vil akseptere ledere med så stor personlig makt som Metodistkirkens biskoper idag vitterlig har ifölge vår sagnomsuste disiplin.

Jeg tror ikke at kirkens være eller ikke være er avhengig om vi får en biskop valgt på dette tidspunkt. Dertil er det for mange organisatoriske og finansielle usikkerhetsfaktorer i det nordiske samarbeidet. 

Vi er gitt en frist og har fått en mulighet til å bestemme vår fremtid, biskoppens kompetanseområde og budsjett. Derfor kommer jeg til å foreslå at det bebudede biskopsvalg ikke blir foretatt. Hele min overbevisning sier meg at det er det eneste som er fornuftig i vår nåværende situasjon.

Når pastor Kaare Lunde i ovenstående indlæg bebuder, at forslaget om udsættelse af biskopsvalget vil blive fremført på Centralkonferencen, så kan man kun hilse med glæde, at disse tanker omtales før konferencen. Derved får delegaterne mulighed for at tænke problemerne igennem.

Det er rigtigt, at der er gærende kræfter, der brydes indenfor Metodistkirken; men det samme er dog tilfældet i alle andre kirkesamfund. Tænk på den lutherske kirke, eller måske især den katolske kirke. Sammenlignet med forandringerne i denne verdenskirke er »bølgerne« i Metodistkirken kun små ringe i vandet.

Skal man virkelig beklage sig over disse forandrende processer? Er det ikke netop tegn på liv og bevægelse? Hvis kirken var en statisk, ufleksibel organisation, hvis form og ydre skikkelse var upåvirkelig af udviklingen i verden, så var der mere grund til at være urolige.

Om de kirkelige forhold i England og Sverige er så nær oprettelsen af unionskirken, som Kaare Lunde giver udtryk for er vist et stort spørgsmål. De sidste rapporter fra disse lande taler i modsat retning. Forandringerne i disse forhold vil nok være minimale på to år.

Derimod forekommer der direkte modsigelser, når vor moderkirke i Amerika omtales. Lunde skriver først om det øverste hierarki med livtidsvalgte biskopper, der sammen med generalsekretærer og fremtrædende lægmænd bestemmer kirkens politik o.s.v. —

Senere hedder det om generalkonferencen 1970, at biskopsrådet (altså en del af det omtalte hierarki) havde fundet ud af, at udviklingen havde gjort denne ekstra generalkonference overflødig . . ., men det juridiske råd hævdede, at det ikke lod sig gøre at omstøde generalkonferencens beslutning.

Havde en flok biskopper kunnet ændre på den folkevalgte forsamlings beslutning (beslutningen om ekstraordinær generalkonference, som blev truffen ved generalkonferencen i 1968 i Dallas), så kunne man med rette have talt om et hierarki. Nu afværgede det juridiske råd denne tilsidesættelse af den folkevalgte forsamlings beslutning. Hierarkiet blev ikke indført denne gang.

I den forbindelse må det videre påpeges, at flere af dem, der var imod afholdelsen af generalkonferencen 1970, senere gav udtryk for, at denne konference virkelig havde sin berettigelse.

Et andet eksempel på at Metodistkirken ikke er så topstyret, som den beskyldes for: Biskopsrådet havde ment, at det kunne være godt med en biskop, som uden biskopsarea overtog sekretærarbejdet for biskopsrådet. Generalkonferencen forkastede dette forslag. Heller ikke her virkede det berygtede hierarki.

Det er altid farligt, når en redegørelse kun beskæftiger sig med de tildragelser, der passer ind i ens egen argumentation. Skal vi være helt ærlige, så må man indrømme, at generalkonferencen lytter meget mere til ikke-amerikanske røster, end nogensinde før.

Med dette er sagt, at det er rigtigt, når der hævdes, at der foregår brydninger i vor kirke — som i alle andre kirkesamfund. Det var nok ikke godt andet.

Der er også sagt, at den overdrevne tale om amerikansk enebestemmelse er et fortidsbillede, som ikke stemmer med de sidste vedtagelser, hvor Centralkonferencerne har fået betydelig større selvbestemmelse.

Dernæst til selve forslaget: Der skal ikke vælges biskop i disse foranderlige tider; men valget skal udskydes i to år. — Midt i hele forandringen tør man vist rolig påstå, at situationen bliver ikke mere afklaret på de to år.

Bortset fra dette vækker Lundes indlæg dette mærkelige spørgsmål: Er kirken til for biskoppens skyld, eller er biskoppen til for kirken?

Vedtager kirken en ny organisationsform, så undlader man vel ikke at gennemføre denne vedtagelse af hensyn til biskoppens evnt. beskæftigelse.

Er det ikke at vende alt på hovedet, når der faktisk siges: Alt er så usikkert og foranderligt. Vi må derfor undgå at vælge en leder, som vi kan samles om og i fællesskab finde vejen frem. De usikre og foranderlige forhold taler dog for et biskopsvalg så hurtigt som muligt.

Det er meget muligt, at vi står overfor en forandring med hensyn til biskoppens kompetence og myndighed; men så længe vor kirke i sin opbygning forudsætter en mand på denne post, må vi udpege en dertil.

Hvis vi en dag afskaffer biskopsembedet i kirken, kan den valgte biskop vel få en opgave som menighedsforstander. Det er stadigvæk den største post kirken kan betro et menneske.

Robert Nielsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 11. september 1970