Gud elsker os!

Prædiken af biskop Gerald Kennedy ved gudstjenesten søndag formiddag under Centralkonferencen. 

Tekst: Luk. 15: 11-32.

Jeg vil gerne bringe en hilsen før jeg prædiker. Dette er mit sidste biskoppelige besøg, og på mange måder har det været det bedste.

Der har altid været en stor plads for Skandinavien i mit hjerte.

Jeg vil gerne prædike nogle få øjeblikke over denne vidunderlige beretning om den fortabte søn.

Kristus diskuterede ikke etiske problemer med sine tilhørere. Han gav dem ikke forelæsninger om Gud. Han fortalte ganske enkelt disse dejlige historier, som vi kalder lignelser. Dermed appellerede han til folks fantasi.

»Evangeliet er en gave til fantasien«. 

I dens enkelthed og skønhed er det en genial historie. Det er en stor historie for prædikanter. Vi skal proklamere gode nyheder. Vi skal ikke diskutere teologiske emner, og det bedste eksempel for en præst er Jesus selv.

Nu er der tre karakterer i denne historie. For det første er det drengen, der gik hjemmefra. Vi forstår og kan lide ham. Det synes mig, som den fortabte søn er symbolet på Vesten i vor tid. Han er symbolet på Amerika og måske også på Skandinavien.

Vi er en videnskabelig generation. Vi er en fortabt generation. Vi har mere magt, end vi ved, hvordan vi skal bruge den. Over hele vort liv ligger der en slags ødselhed.

Hvis jeg i dag taler til teenageforældre, ved de, hvad den fortabte søn betyder. De har kun lidt respekt for orden og lov. De vil have frihed uden ansvar. Dette er symbolet for folk, der har lykken med sig, symbolet på alle rige mennesker. Symbolet på alle, der har magt.

DEN FORTABTE SØN ER VORT SYMBOL
Nu den anden dreng i lignelsen. Han der bliver hjemme. Jeg har en lægmand derhjemme, der sagde til mig, om ikke jeg kunne prædike om den fortabte søn, og sige nogle gode ord om ham, der blev hjemme. Det skal jeg gøre nu.

Jeg forstår ham, og måske bedre end andre, for jeg har selv været den ældre broder. Hele min drengetid måtte jeg passe på den yngre. Jeg blev ofte træt af ham. Den ældre vil altid være ansvarlig, man undskylder gerne den yngre.

Man mister al respekt for den søn, der går bort, og vi ser det igen i samfundet. De fornuftige siger:

»Jeg passer mig selv — hvorfor kan de ikke passe sig selv?«

Vi kommer ind i verden med farisæisme. Farisæerne kommer meget tæt på at være kirkefolket i vor tid. De var gode, de vidste det, de var selvbevidst gode. Jesu hårdeste ord var rettet mod dem, fordi de var stolte, blev deres hjerter hårde. De udviklede jalousi. Det var vanskeligt for dem at tilgive. Derfor taler Jesus i N. T. med venlighed og sympati om synderen. Han har hård dom over farisæerne.

Denne lignelse har kun to drenge, som er så forskellige. Den yngre dreng, der gik hjemmefra og ødte alt bort i et udsvævende liv. Og den ældre, der blev hjemme og blev hård og stolt.

Nu antager jeg, at vi genkender os selv i en af disse to.

Den tredie person i denne lignelse er faderen. Det er Gud. Han er den, der tilgiver den unge søn.

Undertiden har vi kristne tilbøjelighed til at antage tilgivelsen som noget billigt og let. Tilgivelse er en frygtelig erfaring. Det river alt dit forsvar og din stolthed ned. En mand, der har syndet mod sine ægteskabelige løfter og fået tilgivelse, ved, at det slet ikke er nogen let ting. Den, der har syndet mod sine venner og fået tilgivelse derfor, ved, hvor forfærdeligt det er.

Dette er Guds store våben. Og mod dette duer intet forsvar. Når vi har fået tilgivelse bliver vort liv forandret.

Vi har en salme af Newton, der taler om den forbavsende Guds nåde. Newton var en fortabt søn. Han rejste til Afrika og bortødte sit liv der. På rejsen hjem havde han nær mistet livet i en storm. Han havde dog følelsen af, at Gud ville bringe ham igennem, og så skrev han salmen »Forbavsende nåde — hvor vidunderligt det lyder«. Dette er selve hjertet i den kristne erfaring.

Og hvad vi prøver at proklamere overfor verden er simpelthen dette, at Gud elsker os. Jeg tror, at hvis vi kan få folk til at forstå og tro dette, så frelser vi verden. Gud er ikke en Gud, der tager det let. Jeg har aldrig mødt nogen, der havde det let. Livets regler er hårde. Det synes mig, at Gud hellere vil fremstille store mennesker end lykkelige mennesker.

Når vi forstår, at denne Guds strenghed har sit udspirng i Guds kærlighed, at han med hårde regler vil frembringe noget inde i os, at han vil gøre os store til trods for os selv, så begynder vi at se dybderne i, når vi taler om Guds kærlighed. Den, der bringer den fortabte søn hjem, den, der tilgiver ham og sætter ham i orden igen, den, der blødgør den ældre broder, derfor læser vi i Romerbrevet, at medens vi endnu var syndere, døde Kristus for os. Det er, hvad korsfæstelsen betyder. Den betød Guds kærlighed.

Vi kan ved denne storslåede anledning glæde os over, at Gud er kærlighed. At hver enkelt af os har fået til opgave at prædike dette for vore søstre og brødre. Det er de gode nyheder. Det er de eneste nyheder, jeg kender.

Og jeg håber, at I i de kommende dage, hvor I står under lederskab af denne unge mand som jeres biskop, at alle disse metodistbrødre, som jeg har her i Skandinavien, vil vide, at det er til dette høje kald, vi er udsendt.

Bragt i Kristelig Talsmand, 9. oktober 1970