»Dette stævne er det bedste, vi længe har haft.«Og det er rigtigt. Det var både godt og festligt og på mange måder inspirerende. Selvfølgelig skal man ikke bedømme det hele efter det ydre arrangement. Men den ydre ramme har så meget at sige. Og denne kunne ikke under de nuværende forhold have været bedre. Den lokale komité har megen ære af det hele arrangement.
Vore præster sled bravt med det altsammen. De skånede ikke sig selv. Men det skal rigtignok også siges, at der også var andre, der trak et meget stort læs, og jeg håber ikke, jeg forbigår nogen, når jeg nævner navne som Henning Bjerno, Erik Depner og Kirsten Fredsby, der altid var på højde med situationen.
Men selvfølgelig var der en meget stor stab, der stod sammen om det mægtige arbejde. Jeg tør ikke nævne flere navne, selv om det er fristende, mange ville fortjene det. Men de har haft glæden i, at deres arbejde og slid resulterede i et vellykket stævne — et møde, der havde noget af det internationale præg over sig.
Og når så talen er om arrangement, skal vi ikke glemme, at det danske vejrlig opførte sig mønsterværdigt. Det tog mod vore mange inden- og udenlandske gæster med udsøgt høflighed, med solsmil og efterårslunhed, og det fulgte dem til dørs, da det hele var forbi, med samme fornemhed.
De fire skandinaviske flag vajede udenfor Jerusalemskirken og bød de mange fremmede gæster velkommen. Mange prominente personligheder taltes blandt deltagerne. Alle de europæiske biskopper var nærværende. Og det var en særlig glæde, at den lige valgte østtyske biskop, Armin Härtel, både havde fået udrejsetilladelse og visum. Det er forøvrigt første gang, der er valgt en metodistisk biskop i Østtyskland.
Biskopsrådet i U.S.A. havde sendt biskop Gerald Kennedy som repræsentant — en lille smilende mand, men man var ikke meget sammen med ham, før man fornemmede den stærke personlighed bag det meget beskedne ydre.
Forøvrigt havde vi ikke så få gæster fra både Vest- og Østtyskland samt fra Schweitz og Estland. Og så har jeg ikke nævnt de mange kære gæster fra Sverige, Norge og Finland og vore egne venner fra Danmark. Det var så festligt at møde de mange og genopfriske venskab og minder.
Kirkens gulv var så godt som besat ved møder og forhandlinger, og ved visse anledninger var også pulpituret i brug. Og så er Jerusalemskirken festlig.
Biskop Fr. Wunderlich var konferencens leder med Carl Axel Holm fra Sverige og Robert Nielsen som viceformænd. Pastor Kyst var som sædvanlig en god tolk, men det var også en glæde at se forstander Georg Særmark i samme funktion lørdag og søndag.
Vore kor gjorde som sædvanlig fortræffelig fyldest ved flere lejligheder, ligesom Johannes Ørsnæs ved orglet også skabte feststemning.
Programmet var jo ikke omfattende. Vi husker stadig, at det var en ekstraordinær Centralkonference, og at den ordinære afholdes i 1972 — forøvrigt i Vesterås i Sverige.
Nu og da vil ugebladet nok bringe mere fra dette historiske møde, men der vil også en dag udkomme en protokol, der indeholder et udførligt referat fra mødet, og den må vi alle købe.
Men lad os i forbifarten nævne et par ting fra dagens arbejde. En paneldiskussion om »Det nordiske arbejde« afslørede, at vi er enige i meget, men at der også er divergenser, der kan slå breche i samarbejdet.
Norge har f. eks. nu lagt deres præsteuddannelse om og flyttet den fra Øverås. Det vil blive meget vanskeligt for de tre øvrige lande at kunne holde Øverås oppe som præsteseminarium. Men hele dette spørgsmål vil senere blive behandlet og forhåbentligt finde sin løsning på en tilfredsstillende måde.
En samtale om »Åndelig fornyelse«, der blev indledt ved lektor Arne Widegård, Sverige, og pastor Robert Nielsen, kaldte mange gode tanker frem, men også et og andet, der måtte virke ydmygende for enhver, der har nogen åndelig alvor i sig.
Hvad der blev tilbage, var spørgsmålet: Vil vi i det hele taget åndelig fornyelse? Så meget af det, vi kalder fornyelse, har ikke noget med det åndelige at gøre, mente pastor Robert Nielsen. Det er noget helt andet, der skal til. Men vi hører noget mere om dette senere.
Må jeg ikke for egen regning spørge, om ikke det ville være på sin plads, om hver menighed tog dette spørgsmål op i en samtale eller flere i løbet af dette efterår? Har vi i det hele taget noget, der trænger sig på med større alvor?
Festaftenen i Danmarks tekniske Højskoles festsal var helt igennem vellykket både ved sin alvor og sin skæmt. En kirkespilkreds opførte Svend Bjørns »Efter dommen«, en stærk dramatisk samtale, der var lagt hen til langfredag, og hvor to af kredsens personer var Pilatus og hans kone. Den hele handling greb sikkert alle i salen.
Det festlige punktum sattes søndag aften med festmiddagen for vor nye biskop, dr. teol. Ole Borgen. Festtalen til biskoppen blev holdt af rektor Haiald Lindstrom, Sverige, og derefter bragtes hilsner fra samtlige nordiske lande.
Fra Danmark talte pastor Frede Brandt. Ind imellem vekslede det med sang. Senere på aftenen havde det frie ord sin ret, og det blev ret sent, inden der kunne afsluttes. En meget hyggelig aften.
Selvfølgelig havde også biskop Ole Borgen ordet og takkede og udtalte håb og ønske om en god og en ny tid for metodistkirken i Norden.
N. M.
Bragt i Kristelig Talsmand, 9. oktober 1970
Ingen kommentarer:
Send en kommentar