Gå videre til hovedindholdet

Centralkonferencen - lidt eftersnak

Det er rigtigt, hvad en af mine venner sagde til mig søndag aften, som middagen for vor nye biskop var forbi:
»Dette stævne er det bedste, vi længe har haft.« 
Og det er rigtigt. Det var både godt og festligt og på mange måder inspirerende. Selvfølgelig skal man ikke bedømme det hele efter det ydre arrangement. Men den ydre ramme har så meget at sige. Og denne kunne ikke under de nuværende forhold have været bedre. Den lokale komité har megen ære af det hele arrangement.

Vore præster sled bravt med det altsammen. De skånede ikke sig selv. Men det skal rigtignok også siges, at der også var andre, der trak et meget stort læs, og jeg håber ikke, jeg forbigår nogen, når jeg nævner navne som Henning Bjerno, Erik Depner og Kirsten Fredsby, der altid var på højde med situationen.

Men selvfølgelig var der en meget stor stab, der stod sammen om det mægtige arbejde. Jeg tør ikke nævne flere navne, selv om det er fristende, mange ville fortjene det. Men de har haft glæden i, at deres arbejde og slid resulterede i et vellykket stævne — et møde, der havde noget af det internationale præg over sig.

Og når så talen er om arrangement, skal vi ikke glemme, at det danske vejrlig opførte sig mønsterværdigt. Det tog mod vore mange inden- og udenlandske gæster med udsøgt høflighed, med solsmil og efterårslunhed, og det fulgte dem til dørs, da det hele var forbi, med samme fornemhed.

De fire skandinaviske flag vajede udenfor Jerusalemskirken og bød de mange fremmede gæster velkommen. Mange prominente personligheder taltes blandt deltagerne. Alle de europæiske biskopper var nærværende. Og det var en særlig glæde, at den lige valgte østtyske biskop, Armin Härtel, både havde fået udrejsetilladelse og visum. Det er forøvrigt første gang, der er valgt en metodistisk biskop i Østtyskland.

Biskopsrådet i U.S.A. havde sendt biskop Gerald Kennedy som repræsentant — en lille smilende mand, men man var ikke meget sammen med ham, før man fornemmede den stærke personlighed bag det meget beskedne ydre.

Forøvrigt havde vi ikke så få gæster fra både Vest- og Østtyskland samt fra Schweitz og Estland. Og så har jeg ikke nævnt de mange kære gæster fra Sverige, Norge og Finland og vore egne venner fra Danmark. Det var så festligt at møde de mange og genopfriske venskab og minder.

Kirkens gulv var så godt som besat ved møder og forhandlinger, og ved visse anledninger var også pulpituret i brug. Og så er Jerusalemskirken festlig.

Biskop Fr. Wunderlich var konferencens leder med Carl Axel Holm fra Sverige og Robert Nielsen som viceformænd. Pastor Kyst var som sædvanlig en god tolk, men det var også en glæde at se forstander Georg Særmark i samme funktion lørdag og søndag.

Vore kor gjorde som sædvanlig fortræffelig fyldest ved flere lejligheder, ligesom Johannes Ørsnæs ved orglet også skabte feststemning.

Programmet var jo ikke omfattende. Vi husker stadig, at det var en ekstraordinær Centralkonference, og at den ordinære afholdes i 1972 — forøvrigt i Vesterås i Sverige.

Nu og da vil ugebladet nok bringe mere fra dette historiske møde, men der vil også en dag udkomme en protokol, der indeholder et udførligt referat fra mødet, og den må vi alle købe.

Men lad os i forbifarten nævne et par ting fra dagens arbejde. En paneldiskussion om »Det nordiske arbejde« afslørede, at vi er enige i meget, men at der også er divergenser, der kan slå breche i samarbejdet.

Norge har f. eks. nu lagt deres præsteuddannelse om og flyttet den fra Øverås. Det vil blive meget vanskeligt for de tre øvrige lande at kunne holde Øverås oppe som præsteseminarium. Men hele dette spørgsmål vil senere blive behandlet og forhåbentligt finde sin løsning på en tilfredsstillende måde.

En samtale om »Åndelig fornyelse«, der blev indledt ved lektor Arne Widegård, Sverige, og pastor Robert Nielsen, kaldte mange gode tanker frem, men også et og andet, der måtte virke ydmygende for enhver, der har nogen åndelig alvor i sig.

Hvad der blev tilbage, var spørgsmålet: Vil vi i det hele taget åndelig fornyelse? Så meget af det, vi kalder fornyelse, har ikke noget med det åndelige at gøre, mente pastor Robert Nielsen. Det er noget helt andet, der skal til. Men vi hører noget mere om dette senere.

Må jeg ikke for egen regning spørge, om ikke det ville være på sin plads, om hver menighed tog dette spørgsmål op i en samtale eller flere i løbet af dette efterår? Har vi i det hele taget noget, der trænger sig på med større alvor?

Festaftenen i Danmarks tekniske Højskoles festsal var helt igennem vellykket både ved sin alvor og sin skæmt. En kirkespilkreds opførte Svend Bjørns »Efter dommen«, en stærk dramatisk samtale, der var lagt hen til langfredag, og hvor to af kredsens personer var Pilatus og hans kone. Den hele handling greb sikkert alle i salen.

Det festlige punktum sattes søndag aften med festmiddagen for vor nye biskop, dr. teol. Ole Borgen. Festtalen til biskoppen blev holdt af rektor Haiald Lindstrom, Sverige, og derefter bragtes hilsner fra samtlige nordiske lande.

Fra Danmark talte pastor Frede Brandt. Ind imellem vekslede det med sang. Senere på aftenen havde det frie ord sin ret, og det blev ret sent, inden der kunne afsluttes. En meget hyggelig aften.

Selvfølgelig havde også biskop Ole Borgen ordet og takkede og udtalte håb og ønske om en god og en ny tid for metodistkirken i Norden.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 9. oktober 1970

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...