Den nyvalgte østtyske biskop besøgte centralkonferencen i København

Biskop Armin Härtel

Efter centralkonferencen havde redaktøren lejlighed til at tale i fred og ro med biskoppen for de 32.000 metodister på den anden side af den skillende grænse, der længe har været kaldt for jerntæppet.

Biskop Armin Härtel er en lille, men rank og spændstig mand, der vågent har fulgt konferencen, selv om han ikke har kunnet følge de skandinaviske sprog. At kontakten har været værdifuld for, ham og for hans folk, mærker man dog straks.

Vi stillede biskoppen nogle spørgsmål.

Hvor mange metodister er der i D.D.R. eller Østtyskland?

I fuldt medlemsskab + voksne prøvemedlemmer bliver det 25.000, hvoraf vel de 6.000 er prøvemedlemmer. Regner vi kirkens børn med, bliver det til 32.000. Derimellem er selvfølgelig dem, der tidligere tilhørte: Evangelische Gemeinschaft, men som efter sammenslutningen tilhører Den Forenede Metodistkirke, hvis navn på tysk grund er: Evangelische Metodistenkirche. Der var ikke så mange medlemmer af Evangelische Gemeinschaft i Østtyskland som i Vesttyskland, men i Østtyskland tilhørte ca. lA tidligere Evangelische Gemeinschaft.

De har nu 1 centralkonference i Østtyskland?

Ja, den midttyske årskonference, den østtyske årskonference og dem, der tidligere tilhørte Evangelische Gemeinschaft, danner nu sammen en centralkonference. Den midttyske konference havde gode økonomiske forhold, derfor forenedes man til en stor årskonference, og det lykkedes også til en vis grad, men rejseomkostningerne bliver jo store med de store afstande, der nu er mellem menighederne. Derfor spørger man sig, om det så er rigtigt med en så stor konference. Årskonferencens område falder sammen med centralkonferencens, men centralkonferencen holdes hvert 4. år i til-sluting til årskonferencen. Årskonferencen fik af generalkonferencen i Amerika tilladelse til at danne en egen stor konference.

Så har De nu egen biskop i Østtyskland?

Ja, og da alle medlemmer af årskonferencerne ville vælge biskop, skulle de delegerede dække alle konferencer, hvilket jo egl. var mod forfatningen, hvor man skal have været medlem af kirken i en hel fireårsperiode for at kunne blive delegeret, men da sammenslutningen med Evangelische Gemeinschaft fuldbyrdedes midt i fireårsperioden, havde flere lægdelegerede ikke været medlemmer i 4 år. Men biskoppen blev valgt af 250 repræsentanter, der dannede en centralkonference. Efterhånden kommer vi imidlertid nok til igen at have et mindre antal delegerede til centralkonferencen.

Hvordan står det til med kirkens arbejde i Østtyskland?

Efter krigen var der i årene 1950-51 en vækkelsestid, hvor mange sluttede sig til kirken. Den tid er nu forbi, selv om ligegyldigheden over for kirken ikke er så stor. Vi glæder os over frit at kunne forkynde evangeliet, og vi har ikke forskrifter, selv om f. eks. arrangementer som teltmøder er forbudt, og vi kan kun holde vore møder i kirken og de dertil hørende lokaler. Men vi kan få lov at udlægge Skriften.

Vi kan ikke i almindelighed bygge nye kirker, men har dog bygget enkelte, hvor særlige forhold gør sig gældende. I november i år skal vi indvi en kirke med 350 pladser i industribyen Raschau, der har 10.000 indbyggere. Der bygges der i nærheden en stor dæmning, mange huse må nedrives, og de metodister, der bor i disse huse må flytte og kommer til byen Raschau. Så er kirken, som den er nu, ikke stor nok. Den skal opbygges som et menighedscenter. Man bygger den selv ved hjælp af brødrenes frivillige arbejdskraft. En lille flok murere hjælper også til, men fra byen får vi ingen økonomisk hjælp, og vort folk bringer store ofre for at kunne bygge denne kirke.

løvrigt er det kun muligt at bygge på grund, som vi i forvejen ejer, f. eks. hvor der står ruiner. Der er 3 sådanne steder for øjeblikket. På papiret står, at det er gammel grund, men vi bygger altså nyt.

Hvordan føles det at være den første biskop i Østtyskland?

Embedet må først opbygges. Evangelische Gemeinde havde før 4 kirker i Dresden, og metodisterne havde et menighedshus. Menigheden i den ene kirke bestod af ældre folk. Nu forener metodisterne sig med denne gamle menighed, og menighedshuset frigøres til biskopsbolig. Denne bygges op i øjeblikket.

Jeg har også stadig tilsynet med Dresdendistriktet som distriktsforstander, og først senere kan jeg nedlægge distriktet. Vi har ialt 3 distrikter, Berlin, hvor Hawemann (der også var med ved centralkonferencen) er distriktsforstander, Leipzig, hvor Berthold Troger er distriktsforstander for den tidligere Evangelische Gemeinde og Dresdendistriktet, der overtages af distriktsforstander Herbert Gotz i Aue.

Hvad mener De om vor centralkonference? Var det af betydning for Dem at være med?

Det var betydningsfuldt at kunne opretholde forbindelsen med de andre centralkonferencer, og derfor var det så vigtigt at komme til København, og vi håber, det vil vare ved for fremtiden. De evangeliske landskirker har måttet gøre som vi med hensyn til biskopsembedet.

Om arbejdet kan jeg iøvrigt fortælle, at vi har 4 sygehuse i Leipzig, Plauen, Vogtland, Karl-Marx-Stadt og Halle. Der er ca. 200 diakonisser i vor kirke, og vi har desuden en sygeplejeskole i Leipzig og 4 hjem for ældre samt 3 ungdoms- eller feriehjem.

Indtil 1951 kunne vi sende vore teologiske studenter til Frankfurt am Main. Så ophørte denne mulighed. Fra 1953 har vi imidlertid vort eget teologiske seminarium i Bad KlosterLausnitz. Der er 5 docenter, nogle af dem på deltid, men vi har for tiden kun 10 elever, og det er for kostbart.

De største og de fleste menigheder har vi i Erzgebirge og Vogtland, ja, der findes 3/5 af hele kirken. I Aue har vi 800 medlemmer, og hver søndag er kirken stopfyldt.

eky.

Bragt i Kristelig Talsmand, 9 oktober 1970