Men allerede i nihundredntallet og derefter kan man støde på navne som Havn og Købmændenes Havn, og disse tidlige benævnelser fortæller om stedet ved Sundet som en vigtig handelsplads, hvor købmænd fra de omliggende lande mødtes for køb og salg.
København er altså en meget gammel by, hvilket den også på forskellig vis bærer præg af, selv om store ildebrande i århundreders løb har lagt betydelige dele af den gamle bydel i aske.
Men København har også været en omstridt by. Der har gennem tiderne fra forskellig hold været bejlet til den, og den har ofte fået det at føle. Den lille rest af volde, der endnu er tilbage om den indre by, og dens søer og kanaler vidner stærkt om, at den har måttet kæmpe for at sikre sin eksistens. For eksempel var det en overgang meget svært at holde svenskerne borte fra vore enemærker. Men har vi ondt ved at slå dem i fodbold, sendte vi dem dog hjem en dag for århundreder siden!
Centralkonferencens by er altså ikke uden historisk interesse. Den har haft et bevæget forløb fra dens spæde begyndelse som handelsplads til storbyen, der nu tæller ca. 1.400.000 sjæle.
Dansk-amerikaneren, Chr. Willerup, (født i København i 1815) syntes ikke at have været særlig lykkelig, da han af biskop Thomas Morris blev udnævnt til leder af Metodistkirkens arbejde i Skandinavien.
Han skrev ved sin afrejse om Amerika som »det velsignede land«, der havde været så meget for ham, og hvorledes han nu skulle rejse til et land, »i hvilket — skønt det er mine fædres land — jeg føler mig som en fremmed i et fremmed land . . .«.
Han havde ikke alene haft held til at grundlægge en solid, forretning i Strausburg i Ohio, men han havde også mødt sin Gud og frelser derovre. Han huskede den aften, da han kom ind i en meto-distkirke og hørte lignelsen om den kostbare perle og havde sagt til Gud, at han gerne ville betale prisen for at få den i eje.
En dag i juni 1856 rejste Willerup over København til Norge, hvor O. P. Petersen havde ønsket ham som leder og medarbejder. De delte to år i et harmonisk samarbejde, hvorefter Willerup rejste til København for at begynde et arbejde for Gud og kirken i sit hjemland. Den 8. august 1858 holdt han sin første gudstjeneste i et foreningslokale i Store Kongensgade, 10-15 minutters gang fra Jerusalemskirken.
Situationen i det kirkelige Danmark var en anden, end da den unge Willerup emigrerede. Der var slået en alvorlig breche i den golde rationalisme, der havde regeret kirken i mange år.
Søren Kierkegaard havde rettet voldsomme angreb mod statskirken, »den officielle kristendom«, og mod nogle af kirkens mænd i højeste embeder. Den grundtvigske vækkelse havde længe skabt røre i visse egne af landet, og Indre Mission var i sin vorden. Det kan selvfølgelig ikke bevises, men udelukkes kan det heller ikke, at Metodismen måske havde fået et andet forløb, om den var kommen til Danmark et par årtier eller tre tidligere.
Det var alligevel ikke så få mennesker, der samlede sig om Willerups prædikestol, og hans arbejde vakte i visse kirkelige kredse en ikke ringe opsigt. Ikke mere end fire år efter hans ankomst til København havde han grund og videre forberedelser klar til opførelse af en kirke. Og den store Set. Pouls Kirke (nu Jerusalemskirken) stod færdig til indvielse den 7. januar 1866.
Det var et meget modigt skridt, Willerup havde taget med bygningen af denne kirke, hvis dimensioner slet ikke på noget område stod i forhold til det arbejde, der endnu kun var i sin begyndelse. Men han havde en stor tro på Gud og på den kirke, der havde sendt ham. Men det gik slet ikke så let for Willerup, som det kunne se ud til. Han mødte mange store vanskeligheder og måtte igennem mange dybe skuffelser. Og han oplevede aldrig det store gennembrud i sit arbejde, som han sikkert har drømt om.
Danmark blev aldrig frikirkernes land, og Metodistkirken blev aldrig nogen stor kirke i dette land. Men Metodismen som åndelig bevægelse blev større end kirken af samme navn. Vor kirke har fyldt sin plads i dansk kirkeliv, en plads, der er betydelig større, end statistiske tal kan måle. Dens udsæd og dens høst var betydelig, men selv forundtes den kun den mindste del af høsten.
Som alle andre kirker er den danske metodistkirke inde i et tidskifte, og det vil være vanskeligt at spå om dens plads og stilling i kommende årtier. Men det er vor overbevisning, at om den vil være tro mod kirkens herre og mod sin kostelige arv, vil den stadig have sin mission at øve og sin plads at fylde i dansk kirkeliv. Den er kun som den lille fløjte i det store orkester, men dens stemme vil blive savnet, om den en dag tier.
Foruden Jerusalemskirken har København to andre metodistkirker, nemlig Betaniakirken på Nørrebro og Golgatakirken på Frederiksberg.
Golgatakirken har sine lokaler i Betaniaforeningens store og moderne plejehjem for ældre og svage mennesker på Frederiksberg. Vi har ialt 33 metodist-kirker. Udenfor København har vi også adskillige institutioner for socialt arbejde som børnehjem, plejehjem og ungdomsskole.
Jerusalemskirken har i tidens løb undergået adskillige forandringer. Den fik en indvendig ombygning i 1896, og den nedbrændte i 1914, så kun murene stod tilbage. Den opførtes påny i større skikkelse og genindviedes i 1915.
I den allernyeste tid har kirkens kryptlokaler fået et nyt ansigt, lige som øvrige faciliteter i denne underste etage er blevet moderniseret. Og i denne sommer har kirkens initiativrige og dygtige ungdom omskabt deres lokale over kirken til et mønsterværdigt og hyggeligt sted for sit arbejde.
Vi ønsker, at Centralkonferencens repræsentanter fra nær og fjern må føle sig hjemme i vor by og kirke.
N. M.
Bragt i Kristelig Talsmand, 25. september 1970
Ingen kommentarer:
Send en kommentar