Der er efterhånden en del, der har spurgt mig om forretningsgangen ved det forestående biskopsvalg. Da andre måske også kunne tænke sig at få noget at vide om dette, vil jeg skrive nogle linier om denne store begivenhed i vor kirke.
I den indkaldelse til Centralkonferencens medlemmer, der er udsendt fra biskopskontoret, står der, at biskopsvalget er hovedpunktet på konferencens dagsorden. Det betyder ikke, at konferencen kun kommer til at beskæftige sig med dette valg.
Der er andre store sager på programmet, som også er af stor betydning for vor kirkes fremtid i norden. Biskopsvalget er dog så afgørende en sag, at det er forståeligt, at der rettes spørgsmål desangående.
Da delegaterne i 1953 drog til Centralkonferencen i Helsingfors og skulle vælge biskop der, var man klar over, at der kunne blive tale om to topkandidater. Spørgsmålet var da, hvem af de to vil det blive?
Som eksempel på situationen den gang kan nævnes, at en elev på Øverås i forvejen havde skrevet kronikker om de to personer, da valget var en kendsgerning skulle han bare vælge den rette kronik og sende den til bladene.
Vil en skribent bære sig ad på samme måde forud for det kommende biskopsvalg, så kunne han skrive om 10 forskellige personer og alligevel komme til at opleve, at valget falder på en, som han ikke havde regnet med.
Således tegner situationen sig nu før Centralkonferencen. Der findes ingen topkandidat — eller der findes mange. Udtryk Dem, som De vil.
Hvem er nu det, der skal stemme i denne situation? Det er de samme som var delegater ved Centralkonferencen i Helsingfors 1968, idet den forestående konference er ekstraordinær.
Centralkonferencen kommer altså til at bestå af 54 stemmeberettigede medlemmer. Ved tidligere Centralkonferencer har man vedtaget, at foruden Eksekutivkomiteens medlemmer har de tilstedeværende medlemmer af konferencens komiteer og kirkens tjenestemænd taleret; men kun de 54 valgte har lov til at stemme.
Kan man regne med oplysningerne fra World Methodist Councils netop udkomne håndbog, så er der ialt 23.426 metodister i de fire nordiske lande. Det vil sige at disse 23.426 har bemyndiget de 54 stemmeberettigede til at træffe denne store afgørelse for hele norden.
Valget af de 54 delegater har fundet sted ved de 5 årskonferencer i norden. Fordelingen sker efter antal præster i de enkelte Årskonferencer. Hver Årskonference har ret til at sende en præst for hver påbegyndt 10 præster i konferencen og samme antal lægdelegater. Danmark kan således møde med 6 stemmer til Centralkonferencen.
De øvrige 48 fordeler sig således: Sverige 24, Norge 16, hver af de finske konferencer 4.
Valget af biskop kommer til at foregå uden forslag. På den måde er delegaterne afskåret fra at samle oplysninger på forhånd om de personer, der kan komme på tale. En del af de, som skal stemme, kan komme ud for at møde navne, som egentlig ikke siger dem ret meget, fordi de ikke kender vedkommende. Noget som kan gøre beslutninger endnu vanskeligere.
Eksekutivkomiteen (den fælles nordiske kirkestyrelse) har som nævnt ikke stemmeret, hvis ikke de samtidig er valgte som delegater. Det er den samme mærkelige ordning, som vi har på det internationale plan med hensyn til kirkens hovedbestyrelse og Årskonferencen.
Igennem hele året betragter vi kirkens hovedbestyrelse som et vigtigt led i kirkens ledelse.
Hovedbestyrelsen tilrettelægger hele kirkens økonomi og træffer andre vigtige afgørelser; men når Årskonferencen oprinder, så må hovedbestyrelsens medlemmer ikke stemme, hvis ikke de på anden måde er medlemmer af Årskonferencen.
Eksekutivkomiteens medlemmer er i samme situation ved Cemtralkonferencen. Vi forventer, at denne komite tager sig af mange vigtige fællesnordiske spørgsmål i tiden mellem Centralkonferencerne; men når konferencerne holdes, så får disse medlemmer kun taleret, ikke stemmeret.
Man må spørge, om ikke vi på dette område må arbejde på en forandring. Ved det forestående biskopsvalg var det nok en fordel om dem der gennem komitearbejde på fællesnordisk plan har fået et større overblik over situationen i de nordiske lande, kunne afgive deres stemmer, når biskoppen skal vælges.
De 54 delegater stilles over for en ansvarsfuld opgave. En opgave der kræver et større kendskab til dp personer, der kommer på tale, end de stemmeberettigede har mulighed for at skaffe sig. Man ved ikke nok om en kandidat, fordi man kender ham fra tilfældige sammenkomster.
En hjemvendt missionær blev engang udspurgt om en bestemt politiker derude.
Af de her nævnte usikkerhedsmomenter må det derfor hilses med tilfredshed af alle, hvis man ved konferencen vil bestemme at vælge den nye biskop for en bestemt periode i første omgang. Denne ordning følges iøvrigt mange steder i Metodistkirken.
Med dette indlæg har jeg villet
1. Orientere lidt om den vigtige begivenhed, der skal finde sted ved Centralkonferencen.
2. Henstille til alle om at være i bøn for denne konference, således at Guds vilje må ske.
Robert Nielsen.
Bragt i Kristelig Talsmand, 4. september 1970
I den indkaldelse til Centralkonferencens medlemmer, der er udsendt fra biskopskontoret, står der, at biskopsvalget er hovedpunktet på konferencens dagsorden. Det betyder ikke, at konferencen kun kommer til at beskæftige sig med dette valg.
Der er andre store sager på programmet, som også er af stor betydning for vor kirkes fremtid i norden. Biskopsvalget er dog så afgørende en sag, at det er forståeligt, at der rettes spørgsmål desangående.
Da delegaterne i 1953 drog til Centralkonferencen i Helsingfors og skulle vælge biskop der, var man klar over, at der kunne blive tale om to topkandidater. Spørgsmålet var da, hvem af de to vil det blive?
Som eksempel på situationen den gang kan nævnes, at en elev på Øverås i forvejen havde skrevet kronikker om de to personer, da valget var en kendsgerning skulle han bare vælge den rette kronik og sende den til bladene.
Vil en skribent bære sig ad på samme måde forud for det kommende biskopsvalg, så kunne han skrive om 10 forskellige personer og alligevel komme til at opleve, at valget falder på en, som han ikke havde regnet med.
Således tegner situationen sig nu før Centralkonferencen. Der findes ingen topkandidat — eller der findes mange. Udtryk Dem, som De vil.
Hvem er nu det, der skal stemme i denne situation? Det er de samme som var delegater ved Centralkonferencen i Helsingfors 1968, idet den forestående konference er ekstraordinær.
Centralkonferencen kommer altså til at bestå af 54 stemmeberettigede medlemmer. Ved tidligere Centralkonferencer har man vedtaget, at foruden Eksekutivkomiteens medlemmer har de tilstedeværende medlemmer af konferencens komiteer og kirkens tjenestemænd taleret; men kun de 54 valgte har lov til at stemme.
Kan man regne med oplysningerne fra World Methodist Councils netop udkomne håndbog, så er der ialt 23.426 metodister i de fire nordiske lande. Det vil sige at disse 23.426 har bemyndiget de 54 stemmeberettigede til at træffe denne store afgørelse for hele norden.
Valget af de 54 delegater har fundet sted ved de 5 årskonferencer i norden. Fordelingen sker efter antal præster i de enkelte Årskonferencer. Hver Årskonference har ret til at sende en præst for hver påbegyndt 10 præster i konferencen og samme antal lægdelegater. Danmark kan således møde med 6 stemmer til Centralkonferencen.
De øvrige 48 fordeler sig således: Sverige 24, Norge 16, hver af de finske konferencer 4.
Valget af biskop kommer til at foregå uden forslag. På den måde er delegaterne afskåret fra at samle oplysninger på forhånd om de personer, der kan komme på tale. En del af de, som skal stemme, kan komme ud for at møde navne, som egentlig ikke siger dem ret meget, fordi de ikke kender vedkommende. Noget som kan gøre beslutninger endnu vanskeligere.
Eksekutivkomiteen (den fælles nordiske kirkestyrelse) har som nævnt ikke stemmeret, hvis ikke de samtidig er valgte som delegater. Det er den samme mærkelige ordning, som vi har på det internationale plan med hensyn til kirkens hovedbestyrelse og Årskonferencen.
Igennem hele året betragter vi kirkens hovedbestyrelse som et vigtigt led i kirkens ledelse.
Hovedbestyrelsen tilrettelægger hele kirkens økonomi og træffer andre vigtige afgørelser; men når Årskonferencen oprinder, så må hovedbestyrelsens medlemmer ikke stemme, hvis ikke de på anden måde er medlemmer af Årskonferencen.
Eksekutivkomiteens medlemmer er i samme situation ved Cemtralkonferencen. Vi forventer, at denne komite tager sig af mange vigtige fællesnordiske spørgsmål i tiden mellem Centralkonferencerne; men når konferencerne holdes, så får disse medlemmer kun taleret, ikke stemmeret.
Man må spørge, om ikke vi på dette område må arbejde på en forandring. Ved det forestående biskopsvalg var det nok en fordel om dem der gennem komitearbejde på fællesnordisk plan har fået et større overblik over situationen i de nordiske lande, kunne afgive deres stemmer, når biskoppen skal vælges.
De 54 delegater stilles over for en ansvarsfuld opgave. En opgave der kræver et større kendskab til dp personer, der kommer på tale, end de stemmeberettigede har mulighed for at skaffe sig. Man ved ikke nok om en kandidat, fordi man kender ham fra tilfældige sammenkomster.
En hjemvendt missionær blev engang udspurgt om en bestemt politiker derude.
»Jamen, er han da ikke en god kristen«.Missionæren svarede:
»Jo, men det er ikke alle gode kristne, der kan regere et land«.De egenskaber, man forbinder med biskopsembedet, følger ikke naturligt med, når en god kristen bliver kendt for andre egenskaber. På den anden side kan man sige, at også på dette område kan en person vokse i opgaven.
Af de her nævnte usikkerhedsmomenter må det derfor hilses med tilfredshed af alle, hvis man ved konferencen vil bestemme at vælge den nye biskop for en bestemt periode i første omgang. Denne ordning følges iøvrigt mange steder i Metodistkirken.
Med dette indlæg har jeg villet
1. Orientere lidt om den vigtige begivenhed, der skal finde sted ved Centralkonferencen.
2. Henstille til alle om at være i bøn for denne konference, således at Guds vilje må ske.
Robert Nielsen.
Bragt i Kristelig Talsmand, 4. september 1970
Kommentarer
Send en kommentar