»Verden står måske foran en ny bølge af vækkelse«

mener biskop Gerald Kennedy.

»Kirken i Amerika står midt i en revolution, som har flere sider«, udtalte biskop Gerald Kennedy fra USA. 

RACEMÆSSIG oplever vi brydningerne bl. a. ved, at de farvede kræver store beløb for at bedre deres kår, ikke mindst når det gælder uddannelse. Når vi har så stærk føling med disse problemer, kommer det muligvis af, at vi er den kirke, som repræsenterer alle kategorier amerikanere. Når sandt skal siges, har vi gjort det, man kunne vente af os for at løse de racemæssige problemer. De tidligere negerjurisdiktioner er begrænset. Selv i Sydstaterne har vi i dag negerbiskopper, ligeledes i stater, hvor der bor få farvede.

UNGDOMSREVOLUTIONEN er nyttig for kirken. I stedet for at afvise de unge radikale, bliver der givet plads til stadig flere repræsentanter for den yngre garde i kirkens forskellige styrelser og råd. Vi har mærket en stigende tendens til, at unge mænd nægter at gå i krig, f. eks. til Vietnam, og det til trods for, at de må kæmpe for en sådan holdning. Jeg er enig med dem, sagde biskop Kennedy. Det giver håb for fremtiden, at dagens unge afstår fra at gøre krigstjeneste.

Hippiebevægelsen er et andet udtryk for ungdomsrevolution. Ungdommen er træt af alt det, vort materialistiske og teknokratiske samfund har at byde på. De søger efter andre værdier. Derfor tror jeg, at denne bevægelse er et udtryk for og et symptom på en længsel, som måske indebærer, at vi står ved begyndelsen til en bølge af religiøse vækkelser verden over.

Revolutionen retter sig også mod den gamle kirkeform. Lægfolket ønsker større indflydelse i bestemmelsesprocessen på det ulige plan i kirkens administration. Det vigtigste inden for kirken sker på det lokale plan, og »lægmanden« er derfor en særlig betydningsfuld person i kirkens liv. Biskop og distriktsforstander skal i første række tjene den lokale menighed.

Gerald Kennedy blev udnævnt til biskop i Los Angeles i 1948, kun 40 år gammel. Han er fremdeles biskop for areaen i Syd Californien, men kommer til at forlade biskopsembedet om to år.

»Jeg er måske den første biskop, som går før tiden«, sagde han med et glimt i øjet og fortsatte: »Jeg har hjemlængsel efter den lokale menighed«.

Biskop Kennedy blev bedt om at udtale sig om kirkens struktur.

»Jeg så gerne, at vi kunne lade hele kirkens overbygning falde og begynde forfra. Kirken er jo fra en side set en menneskelig institution med de problemer, som altid følger den menneskelige begrænsning. Kirken har let ved at blive overorganiseret, og ind imellem trænger vi til at få revideret alt. Revolutionære tider er ofte de store perioder i kirkens historie. Jeg tror, der vil komme noget bedre ud af den revolution, vi nu er inde i. Vore arbejdsformer vil blive mere relevante i forhold til det kald og den opgave, vi har«.

Som bekendt foregår der drøftelser mellem ni kirkesamfund i USA i COCU’s region (Consultation on Church Union). Biskop Kennedy kommenterer dette således:

»Det er rigtigt, at der blæser økumeniske vinde over Amerika. Men vi kan overdrive økumenikken. Jeg er imod store organisationer generelt. Byrokratiets fare ligger altid på lur. Jeg tror ikke, at COCU-drøftelserne vil føre frem. Det er i alt fald mit håb, at kirkeforeningen ikke skal blive en realitet. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bevare den Forenede Metodistkirke for, at den ikke skal miste sin sjæl«.

— Hvis De skulle reformere Metodistkirken, hvordan ville De så gøre det?

»Jeg ville ikke gå så radikalt til værks. Bl. a. ville jeg beholde biskopsembedet. Jeg ville beholde kirkens ramme. Metodistkirken er en demokratisk bevægelse, og jeg kender ikke noget bedre ansættelsessystem end vort — selv om det også kan byde på problemer. Efter kirkeordningen er det rigtignok biskoppen, som har det sidste ord, når ansættelserne bestemmes, men biskoppen er dum, hvis han tager kirkeordningen for bogstaveligt på det punkt. Der må altid være et samarbejde mellem biskop, distriktsforstander, pastoralkomité og pastor«.

Vi må lægge vægt på den personlige frelses-erfaring og det varme hjerte, som Wesley udtrykte det, hævdede Kennedy.

Biskop Kennedy var i 1953 leder for Billy Grahams aktion i Los Angeles. Om sit syn på Billy Grahams arbejde sagde Kennedy, at han ikke deler Billy Grahams syn i alle teologiske spørgsmål, men »vi er et i den samme ånd«.

På spørgsmålet om hjemmets betydning sagde Kennedy, at det har en umådelig stor betydning. Her kan grunden lægges, og derfor mente han, at andagtslivet i hjemmet var uvurdelig.

Det sidste spørgsmål var vel det vanskeligste at besvare.

— Hvad skal den menighed gøre, som ønsker fremgang?

—  Få den rette pastor, svarede Kennedy humoristisk. I Amerika er der forøvrigt opstået en række »Layacademies« (menighedsskoler) for at dygtiggøre lægfolket til menighedsarbejdet.

— Hvad man skal gøre, når kurset er ovre? Ja, se det er det store spørgsmål. Det er nærliggende at minde om et amerikansk slagord: »Practice what you preach« (praktiser det, du forkynder).

Bragt i Kristelig Talsmand, 9. oktober 1970