I dette indlæg vil jeg først forsøge at gøre rede for, hvad jeg forstår ved »Åndelig fornyelse«. Herunder forholdet mellem »Åndelig fornyelse« og »Kirkelig fornyelse«, når man i sidstnævnte udtryk især tænker på kirkens struktur. Dernæst vil jeg forsøge at komme ind til sagen fra tre forskellige udgangspunkter.
Det er mig en stor glæde, at dette emne ikke er bleven »kirkelig fornyelse«. Havde det været formuleret således, så kunne vi let have havnet i en debat om kirkens struktur. Dette emne kender vi godt. Her synes alle at være specialister. Vi kunne sige meget fordelagtigt både om den nuværende — eller en eventuelt kommende kirkelig struktur.
Hvor vigtigt strukturspørgsmålet end er, så er det nu engang kun rammen, opbygningen, organisationen. Det vi, med emnet »Åndelig fornyelse«, skal ind på, er spørgsmålet: Hvad er der i denne ramme? Hvad skal vi have en opbygning om — eller en organisation til?
Vi skal nok passe på, at vi ikke lægger for meget i troen på, at strukturforandringer løser alle problemer. Det gør de ikke.
Med emnet »Åndelig fornyelse« skal vi altså prøve at komme ind bag de ydre rammer, således at vi kommer til at berøre de centrale spørgsmål, som angår vort sindelag, vore motiver, vor kirkepolitik, vort forhold til Gud, vort forhold til hinanden og til alle andre.
Vi skal prøve at stille os selv indfor dette: Er mit liv, i alle disse nævnte forhold, således at min Herre kan se med velbehag på mig? Er mine motiver ærlige og rene, således at de kan tåle dagens klare lys? Er mine handlinger dikteret af mig selv — eller står jeg under Guds ledelse?
Med denne forståelse af det opgivne emne vil jeg først stille det spørgsmål: Begynder vi rigtigt, når vi ønsker en åndelig fornyelse?
Man kan groft stille to synspunkter op. De vil udtrykke det således:
a) Vinden blæser hvorhen den vil. Derfor kan vi bare som sejlbådene ligge og vente på, at vinden skal komme. I denne underdrejede tilstand kan vi bare sidde med hænderne i skødet og sige: Bare det snart kommer til at blæse, så vi kan komme fremad.
b) Det blæser aldrig mere. Nu tager vi sejlene ned. For fremtiden må vi klare os ene og alene med årerne. Vi har kun vor egen indsats at regne med. Skal vi frem, så må vi selv kæmpe os frem.
Altså på den ene side, at man bare siger: »Åndelig fornyelse, Åndelig fornyelse« og venter og venter på, at vinden skal komme. På den anden side, at man afskriver denne venten helt og siger: Vi har kun vor egen indsats at regne med.
Den rette indstilling må ligge et sted mellem disse ydersynspunkter.
Kender man i de øvrige nordiske lande følgende situation: Man har en del vanskeligheder i en menighed (det kan være økonomiske vanskeligheder, samarbejdsvanskeligheder, vanskeligheder med medlemstallet, eller noget helt andet).
Man mødes en aften, for at drøfte problemerne. Efter en tids drøftelse, hvor der måske ikke kom nogen egentlig løsning på problemet, siger en af de tilstedeværende:
»Vi må bede Gud om en åndelig fornyelse. Giver Gud os den, så løses alle vanskeligheder«.Dermed slutter man samtalen. Da jeg for en del år siden blev distriktsforstander, havde jeg lært denne fine måde at slutte en ubehagelig samtale på. Det skal også ærligt indrømmes, at jeg brugte den.
(Nu må jeg skynde mig at sige, at jeg virkelig tror, at en åndelig fornyelse vil løse mange af de problemer, der tager så meget af vor kostbare tid; men det er mere og mere bleven et spørgsmål for mig, hvor dybt er vi — når alt kommer til alt — engageret i ønsket om denne fornyelse? Hvad vil vi egentlig betale folden? )
En dag, jeg var på kvartalsrejse, kom jeg til en menighed, der havde økonomiske vanskeligheder. Vi drøftede sagen længe og grundigt, uden at der egentlig kom nogen resultat ud af vor samtale. Situationen var ikke videre behagelig. Derfor ville jeg runde drøftelserne af med den fine og fromme formular:
»Vi må bede om en åndelig fornyelse, får vi først den, så løses også de økonomiske problemer«.Med disse ord betragtede jeg samtalen for afsluttet. Een af menighedens fine lægmænd, der, foruden at være en god kristen, har en velsignet jordforbindelse, tog ordet og sagde:
»Således har vi nu tit sluttet samtalen om dette emne, hvad mener I, om vi alle i aften gav Gud og hinanden det løfte, at vi vil yde noget mere til kirken. Gør vi det, så tror jeg, at den omtalte åndelige fornyelse kommer noget før«.Da jeg kom hjem den aften, sad jeg et øjeblik og læste i min Bibel. Her faldt mine øjne på de velkendte ord hos Malakias 3,10
»Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed siger Hærskarens Herre, om jeg da ikke åbner eder Himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål«.Altså først: Bring tienden i forrådshuset. Dernæst: Jeg vil åbne Himmelens sluser og udøse velsignelse over jer i overmål.
Hvis man til denne vise forsamling må tale så enkelt om Gud, så vil jeg gerne sige: Vil det ikke være ganske rimeligt, om Gud vil se i vort liv og i vore konkrete handlinger, at vi mener det alvorligt, når vi beder om åndelig fornyelse?
Er det ikke helt logisk, at Gud vil se, at talen om en åndelig fornyelse ikke blot er en from frase, som vi anvender til at slutte en ubehagelig samtale med — ell. tomme ord i lignende situationer?
Biskop Kai Jensen har skrevet meget godt. Et sted udtrykker han sig således:
»Din bøn er intet værd, hvis du ikke samtidig stiller dig selv — med hvad du er, og hvad du har — til rådighed som medarbejder på din egen bøns opfyldelse« .For mig at se siger dette noget om, at sejrens vej og korsets vej er den samme vej. Vore drømme om svundne tiders storhed er derimod ofte afstumpet, således at vi ene og alene ser de gamle dages store sejre. Lad os ikke glemme, at for disse sejre måtte vore fædre gå korsets vej. De fik ikke disse sejre uden selvfornægtelsens tunge korsvej.
Med det, der her er sagt, vil jeg påpege, at åndelig fornyelse ikke bare er et spørgsmål om, hvor ofte vi siger:
»Gud giv os åndelig fornyelse«.Det er fuldt ud så meget et spørgsmål, om vi er rede til at betale det, der i vor situation skal betales, før vi kan modtage denne fornyelse. Er det virkeligt et ønske, der helt engagerer os, således at vi, med vort liv og i vore handlinger, gør os selv til medarbejdere på vor bøns opfyldelse.
Dernæst vil jeg gerne prøve at nærme mig hele problemet fra et ganske anden udgangspunkt.
Der er noget, kirkefolket som regel kan blive enige om. Vi kan kalde det »den hellige forargelse«. Man kender det samme indenfor gruppesykologien, hvor man ved en fordømmelse af dem udenfor kan skabe en fællesfølelse hos dem, der er indenfor gruppen.
Den hellige forargelse kan rettes imod mange mål. Her kan nævnes for Danmarks vedkommende: Pornodebatten, liberaliseringen ved den nye svangerskabslov — eller det efterhånden velkendte fænomen, at unge flytter sammen, før de er gift.
Denne sekularisering har vendt op og ned på alt det, som man tidligere anså for ubrydelige love og regler. Har man trang til at pege fingre, så mangler vor tid ikke noget at pege fingre ad.
Inden vi nu fordyber os i denne hellige forargelse, vil jeg gerne minde om noget, biskop Odd Hagen skrev. Først stiller han dette spørgsmål: Er kirken alt for meget bleven en kopi af tiden? Om dette spørgsmål skriver biskop Hagen videre: Med dette spørgsmål tænker jeg ikke på den ydre sekularisering, selv om den fra et kristent synspunkt også repræsenterer en risiko. Jeg tænker mere på den indre sekularisering, som går ud på, at kristne mennesker i næsten alt tænker og føler som de såkaldte verdslige mennesker.
Der er ingen tvivl om, at biskop Hagen her har rørt ved noget meget alvorligt. Den ydre sekularisering kan være farlig for kirken, men endnu farligere er den indre sekularisering, der griber langt ind i kirkens rækker og fanger os alle — og den gør det, uden at vi har mærket det.
Vi må indrømme, at det er således: Vore tanker præges af I tidens tankemåde. Vore motiver ligner alt for meget andres motiver. Vore vurderinger adskiller sig ikke videre fra andres måde at vurdere på. Og vore diskussioner står heller ikke tilbage i nogen retning. — Jeg kender denne indre sekularisering alt for godt fra mit eget liv. Den er virkelig et problem for mig.
Alligevel kan vi stå ved siden af hverandre — præster og I lægfolk — og tale rørende over Jesu ord: Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.
Når vi taler om åndelig fornyelse — og hvis vi virkelig ønsker det, vi taler om — så må vi først rette vor hellige forargelse imod vor egen indre sekularisering. Hvad har vi egentlig at komme med overfor tidens ydre sekularisering, så længe disse ord »Således skal det ikke være iblandt jer« rammer så hårdt, som de gør, fordi vi selv ligger under for en stærk fremskreden indre sekularisering.
Den danske salmedigter Grundtvig har sikkert kendt samme problem. Han sætter i hvert fald et mål op, som vi kunne gøre til vort første mål i vor søgen efter åndelig fornyelse. Han skrev således:
Du, som har dig selv mig givet,Ude i verden er det således — således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet hanker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng.
Til sidst vil jeg gerne berøre et tredie vigtigt punkt, når der tales om åndelig fornyelse. Her tænker jeg på det, Stanley Jones omtaler som sin »daglige lytterpost«.
Jeg står ikke her og siger, at jeg tilbringer den tid i stilhed indfor Gud, som jeg bør gøre. Det gør jeg nemlig ikke.
Alligevel er jeg helt overbevist om, at på dette område ligger kraften og den daglige vejledning. Her er de gode råd at hente, når man blot vil være stille og lytte.
En sen aften blev jeg ringet op. Det var en ulykkelig kvinde, der havde det meget svært. Hun fortalte op i lang tid om alle sine problemer. Efter en tids forløb ville jeg prøve at få et ord indført, for at trøste og hjælpe hende lidt. Men netop da hun havde fortalt mig om hele sin situation udbrød hun:
»De kan jo ikke hjælpe mig alligevel«.Derpå lagde hun røret på.
Min første tanke var, at damen var uforskammet i sin opførsel. Først beklager hun sig og beder om hjælp. Dernæst, da jeg forsøger at komme med et trøstens ord, så afbryder hun forbindelsen.
Senere har denne oplevelse været en stadig påmindelse for mig. Det er, som denne oplevelse siger til mig: Bærer du dig ikke ad på nøjagtig samme måde overfor Gud? Du fremlægger dine problemer og vanskeligheder og beder Gud om hjælp i alt dette.
I det øjeblik du er færdig med at fortælle Gud alt, og han skal til at svare dig med de råd, som du bad om, så afbryder du med et fromt Amen. Du fik ikke det svar, som du bad om, fordi du ikke gav dig tid til at lytte til Guds svar. Som om det vigtigste i bønnen er det, som vi siger til Gud. Og ikke det, han vil sige til os.
Jeg er ikke i tvivl om, at Gud kan tale til os gennem vore medmenneskers nød og behov. Det tjener den nyere tids teologi til ære, at den har understreget denne Guds tale for os.
Jeg ved også, at Gud taler til os i kirken og ved andre fællesanledninger, når vi sammen med andre lytter til Guds ord.
Men jeg er ganske overbevist om, at den fortrolige tale foregår på tomandshånd, når vi i ensomhed og stilhed lytter til vor himmelske Fader. Det er i den forbindelse et stort spørgsmål, om ikke værdien af det, vi har at give i fællesskabet, afhænger af, om vi har lært at være stille i ensomheden. Dietrich Bonhoeffer skrev:
»For præster er tiden i stilhed en ueftergivelig pligt, som hele hans embedsførelse vil afhænge af«.Skal vi blive redskaber for den åndelige fornyelse — og det håber vi at blive — så er det ikke nok at lytte til det, Gud vil sige mennesker, der mødes i et fællesskab. Vi må møde Gud under fire øjne. Vi må lade ham være personlig i sin tiltale til os. Lad ham få anledninger til at sige os, hvad vi har gjort; men også hvad vi skal gøre.
Med disse spredte bemærkninger vil jeg gerne sige:
1) En strukturændring kan være nødvendig; men den bringer ikke automatisk åndelig fornyelse.
2) Tænk om vi, med vort liv og vore konkrete handlinger, kunne vise Gud og hinanden, at vi mener det alvorligt, når vi beder om åndelig fornyelse. På dette område venter Gud, at vi stiller os selv — med alt hvad vi er og har — til rådighed som medarbejdere på vor egen bøns opfyldelse.
3) At vi ikke i vor hellige forargelse over den ydre sækularisering — og bekæmpelsen af denne — glemmer vor egen indre sækularisering, som er langt fremskreden.
4) At vi ikke glemmer den daglige lytterpost, hvor Gud direkte kan give os de råd og anvisninger, som han ønsker at få sagt til os på tomandshånd.
Ved Generalkonferencen i St. Louis gik en hel del unge mennesker med små mærker i deres tøj. Indskriften på disse mærker talte så stærkt, at man ikke kunne frigøre sig fra dem lige straks. Ved konferencen her har jeg haft en følelse af, at disse unge gang på gang dukker op iblandt os, for at vise os spørgsmålet på deres mærkater. Med ordene fra denne ungdom, som ofte beskyldes for at være kirkens ødelæggere, vil jeg slutte mit indlæg. Ordene lød således: Kan disse ben blive levende?
Robert Nielsen.
Bragt i Kristelig Talsmand, 16. oktober 1970
Ingen kommentarer:
Send en kommentar